Nyhed
Læsetid: 5 min.

En filosofisk rumwestern

Fascinerende hovedpersoner, dybde og klangbund i historierne og et godt format. Det er hemmeligheden bag det biografaktuelle tv- og filmfænomen ’Star Trek’s enorme popularitet, mener filmklipper og instruktør Steen Schapiro
Besætningen skulle bestå af holistiske, fredssøgende mennesker, der brugte deres intelligens til at klare en situation, samtidig med at de var handlekraftige. Gene Roddenberry ville sende et signal om, at vi som menneskerace var blevet mere modene. Arkivfoto

Besætningen skulle bestå af holistiske, fredssøgende mennesker, der brugte deres intelligens til at klare en situation, samtidig med at de var handlekraftige. Gene Roddenberry ville sende et signal om, at vi som menneskerace var blevet mere modene. Arkivfoto

Kultur
6. juni 2013

Steen Schapiro var ni år gammel, da han første gang så science fiction-serien Star Trek. Året var 1976, og han sad i sin mormors sofa og så svensk tv, da den ene af hovedpersonerne i serien, den ellers så kontrollerede Spock, indåndede støv fra nogle smukke blomster og pludselig begyndte at smile og danse og hoppe rundt.

»Jeg kan huske dét øjeblik, som var det i dag, og jeg tænkte, ’dét der skal jeg bare se mere af. Det er simpelthen for spændende. Deres stjerneskib er i fare, og hele besætningen opfører sig, som om de er på syre’. Det var så fedt,« siger Steen Schapiro, som også kan huske, hvilket afsnit der var tale om, og hvornår i afsnittet Spock begyndte at danse.

»Det var afsnit 24 af første sæson af den originale Star Trek fra 1966, This Side of Paradise, cirka 10 minutter inde,« siger han og smiler.

Siden blev Schapiro filmklipper, instruktør, underviser og skribent, og selv om han ikke vil betegne sig selv som stor fan, har han alligevel holdt ved den banebrydende og kultdyrkede tv-serie og de mange andre tv- og filmudgaver af Star Trek-mytologien, som er blevet produceret i de snart 50 år, der er gået siden begyndelsen.

Roddenberrys rumwestern

Kort fortalt handler Star Trek, den originale serie, som blev sendt på amerikansk tv fra 1966-69 – og først nåede danske tv-skærme i midten af 1990’erne – om stjerneskibet Enterprise, der på vegne af De Forenede Planeters Føderation i det 23. århundrede er på en årelang opdagelsesrejse og humanitær fredsbevarende mission rundt til både nære og fjerne afkroge af universet og dets beboede planeter.

Missionen var, som introduktionen til serien lød hver uge: »To boldly go, where no man has gone before.« Af politisk korrekte hensyn blev det i en af de senere serier ændret til »where no one has gone before.«

I 2009 genoplivede J.J. Abrams seriens univers i en stort anlagt, populær og kritikerrost film, Star Trek, og i dag er der så dansk premiere på Abrams’ egen opfølger, Star Trek Into Darkness. Det er den 12. Star Trek-film i rækken, og jeg beder Steen Schapiro forklare, hvad det er, der gør den oprindelige tv-serie så fascinerende, at den kan blive ved med at afføde nye historier.

»Star Trek har kunnet mange ting lige fra starten. Den ene er, at formatet, som Gene Roddenberry, der skabte serien, kaldte for en rumwestern, stadig holder. Man har et wagon train to the stars – ’vi rejser ud, og hvad finder vi?’ Og så kommer der nogle indianere, de hedder klingons, og nogle gæster eller vilde aliens, og de oplever alle mulige mærkelige fænomener. Hvad sker der ude på denne her uudforskede prærie? ’Nogle gange må vi skyde os ud af det, nogle gange kan vi forhandle os ud af det, og nogle gange afspejler det, hvem vi selv er.’«

Star Trek var den første tv-serie, der handlede om et rumskib med en besætning bestående af forskellige folk, som rejste ud og udforskede universet – og den har stået fadder til megen avanceret tv-serie-teknologi. Siden er der kommet flere af den slags serier, fra Farscape og Babylon 5 til Blake 7 og Firefly.

Moral og etik

En anden grund til, at Star Trek har fanget millioner af tv-seere verden over, er, at historierne var mere interessante end mange andre science fiction-historier, der blev fortalt på film og tv dengang.

»De var ofte filosofiske, lidt intellektuelle,« siger Steen Schapiro.

»I Trek brugte man rigtig meget tid på at snakke og diskutere dilemmaerne og situationen igennem i modsætning til rigtig mange andre scifi-film og -serier. Serien havde dybde og var klassisk og på sin vis tung science fiction. Det kom tit til at handle om de etiske og moralske dilemmaer, der opstår, når man begynder at udforske rummet og fremtiden og ny teknologi. Helt fra Treks start tager serien emner som stoffer og afhængighed, racisme og prostitution op, og det er bare inden for de første otte afsnit af den originale serie fra 1966.«

Samtidig var Star Trek en optimistisk serie, der lod sig inspirere af den spirende modkultur, borgerrettighedskamp og hippiebevægelse, der i 1960’erne prægede USA – Star Trek-universet har i sine forskellige inkarnationer altid afspejlet den tid, serierne og filmene er blevet til i.

»Serien havde en japansk styrmand og en afroamerikansk kvinde på broen, hvilket var helt uhørt på amerikansk tv dengang. Trek sagde, at ’vi kan godt holde op med at føre krig mod hinanden og i stedet stå sammen og rejse ud og sprede et budskab om fred og fordragelighed’. Gene Roddenberry insisterede på, at hans besætning skulle bestå af holistiske, fredssøgende mennesker, der brugte deres intelligens til at klare en situation, samtidig med at de var handlekraftige. Han ville sende et signal om, at vi som menneskerace var blevet mere moden.«

Perfekt treenighed

Vigtigst af alt er dog personerne. Lige fra første færd var de overmåde interessante og spændende bekendtskaber, forklarer Steen Schapiro. Ikke mindst de tre egentlige hovedpersoner i ensemblet, kaptajn Kirk (William Shatner), hr. Spock (Leonard Nimoy) og doktor McCoy (DeForest Kelley), der var »den perfekte treenighed« og »næsten arketypiske«.

»I de efterfølgende serier har der også været interessante figurer, figurer, som var splittet indeni, figurer, der kun var halvt menneskelige eller prøvede at finde ud af, hvad det ville sige at være menneske, fra Spock, der var halvt menneske, halvt vulcan, til kommandør Data, der er en Pinocchio-figur, en androide, som utroligt gerne vil være menneske, og som samtidig forholder sig kritisk og forundret til, hvad menneskene går rundt og laver.«

»Det er noget med logikken hos hr. Spock, følelserne hos doktor McCoy og kaptajn Kirk i midten, der skal prøve at forene de råd, han får fra de to. Den ene siger ’angrib’, den anden siger, ’tænk dig om’, og så skal Kirk prøve at finde midtervejen. De tre repræsenterer forskellige aspekter af mennesket. Hjertet og impulsen hos den gnavne læge, og Kirk, som både er modig og en lidt tragisk figur, der ikke kan finde ud af at relatere til nogen, fordi han er kaptajn, og så Spock, den her indadvendte, dybsindige, forpinte mand, der ikke kan give udtryk for sine følelser og kæmper med at forstå hele verden gennem logik.«

Faktisk er Spock noget af det bedste ved Star Trek, siger Steen Schapiro.

»Han var den, der rørte mig først i teenageårene. Man kunne identificere sig med denne smukke, karismatiske, mærkværdige, fremmede figur, som var indelukket og fyldt med følelser og tanker. Handlekraftig, men samtidig hæmmet, og det er et godt billede på, hvordan det også er at være menneske, og det er det, som Star Trek altid har udforsket: Hvordan bevarer vi vores menneskelighed, når vi rejser ud i rummet? Og hvordan afspejler de nye livsformer, vi møder, os?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Kjærgård

Det bedste ved de tidlige Star Trek var, at de tekniske muligheder var begrænsede og historierne derfor desto mere fantasifulde og twistede. Science Fiction når det er allerbedst!