Læsetid: 7 min.

Græsk Gyldent Daggry marcherer

Det yderste højre har stærk fremdrift i et kriseramt Grækenland, hvor næsten to ud af tre unge står uden arbejde, og halvdelen af befolkningen er røget under fattigdomsgrænsen. De uddeler mad og tøj til de fattige grækere, og de har ikke kun en racistisk, men også en meget patriarkalsk dagsorden
Græske kriseramte stats­borgere – der skal vise græsk id-kort – får tildelt en sæk gratis kartofler i det centrale Athen af medlemmer af det højreekstreme Gyldent Daggry.

Græske kriseramte stats­borgere – der skal vise græsk id-kort – får tildelt en sæk gratis kartofler i det centrale Athen af medlemmer af det højreekstreme Gyldent Daggry.

Angelos Tzortzinis

7. juni 2013

Billederne nåede hurtigt ud til hele verden, hvilket ikke er underligt med tanke på, hvad det var, der udspillede sig foran tv-kameraerne den 7. juni 2012: Talsmanden for det græske højreekstremistiske parti Gyldent Daggry, Ilias Kasidiaris, rejser sig pludselig op og smider et glas vand i hovedet på parlamentsmedlem Rena Dourou, hvorefter han planter tre lussinger i ansigtet på det kommunistiske parlamentsmedlem, Liana Kanelli.

Hendes hoved hopper frem og tilbage som en boksebold, men den tidligere kommandosoldat holder ikke inde med sit overfald, før tililende medarbejdere i tv-studiet overmander ham.

Blot få dage senere opnåede Gyldent Daggry – Chrysi Avgi, som partiet hedder på græsk – syv procent af stemmerne og fik for første gang plads i det græske parlament. Da jeg et år senere møder Rena Dourou på Café Electra i centrum af Athen, ryster hun stadig på hovedet i vantro.

»Det store problem var ikke så meget overfaldet, men at så mange grækere syntes, at det var helt i orden og rigtigt gjort af ham.«

Politologen Rena Dourou er en af venstrealliancen Syrizas mest profilerede politikere. Med et program, der bygger på social lighed og modstand imod EU’s sparepakke, er partiet lige nu Grækenlands næststørste.

Ideologi af vold og machismo

Og som ordfører for europæiske anliggender er Dourou en velkendt stemme i debatten. Men overfaldet ønskede hun ikke at kommentere nærmere, især fordi hun ikke ville »påtage sig offerrollen«.

»Mange fandt mig snobbet og arrogant, fordi jeg sagde nej til at lade mig interviewe af BBC og CNN, men jeg ville tale politik, ikke om denne hændelse.« Det er først i dag, at Dourou føler sig klar til at tage episoden op igen, men hun understreger omhyggeligt, at Kasidiaris’ angreb ikke må ses som et isoleret enkelttilfælde.

Gyldent Daggrys ideologi bygger på vold. At skræmme modstandere og vise styrke over for tilhængere er en integreret del af partiets budskab. Det meste af volden retter sig dog mod indvandrere. Mellem oktober 2011 og december 2012 blev der registreret over 200 racistiske angreb i Grækenland, mange af dem begået af tilhængere af netop Gyldent Daggry. Men også kvinder er et hyppigt mål.

»De har ikke kun en racistisk dagsorden, de er også mere patriarkalske, end de er patriotiske,« sagde Dourou.

Mørket falder på i Athen, imens de første tilhængere af Gyldent Daggry begynder at samles ud for tv-kanalen MEGA’s hovedkvarter, umiddelbart øst for centrum. Dagens demonstration skal være en protest imod, at MEGA sender en sæbeopera, som er produceret af ’ærkefjenden’ Tyrkiet.

Men demonstrationen er ifølge partiets hjemmeside også rettet imod de »mainstreammedier«, der »spreder kulturmarxistiske budskaber« og »påstande om den hvide mands skyld«. Stemningen er rå og hård, næsten ophidset. Et af partiets kontorer ligger blot et par hundrede meter derfra, og frivillige uddeler græske flag til demonstranterne. De fleste er mænd, mange af dem med kronragede isser og svulmende arm- og brystmuskler.

Et par tusinde nynazister er samlet under et lille hav af bølgende blå og hvide græske flag og Gyldent Daggrys røde og sorte banner med dets svastikalignende symbol. Stemmerne er aggressive, parolerne gjalder: »Blod og ære, blod og ære«.

Vi er nogle få journalister til stede, men alle har vi for en sikkerheds skyld taget opstilling bag politiets afspærringer. Snart begynder tomaterne at hagle i retning af tv-bygningen. En af de protesterende lyner gylpen ned og begynder at tisse op og ned ad bygningen, mens andre sætter ild til tyrkiske flag. I mellemtiden stiger intensiteten i råbene mod den varme nattehimmel: »Sejr eller død, sejr eller død!«

Rødder til militærjuntaen

Gyldent Daggry blev grundlagt i begyndelsen af 1990’erne af Nikolaos Michaloliakos, en tidligere tilhænger af militærjuntaen, der var dømt for involvering i bombeattentater i 1970’erne. Længe blev partiet betragtet som en sekterisk og voldelig, men marginaliseret højreradikal gruppe. Ved valget i 2009 opnåede det kun 0,3 procent af stemmerne, svarende til knap 20.000 stemmer.

Tre år senere marcherede det – bogstaveligt talt – direkte ind i det græske parlament med stemmer fra over 400.000 græske vælgere.

Den enkleste forklaring er at pege på den økonomiske krise, siger Rena Dourou, men tilføjer, at spørgsmålet er mere kompliceret end som så.

Det er korrekt, at Grækenlands økonomiske situation er »forfærdelig« med en arbejdsløshed, der nærmer sig 30 procent, en ungdomsarbejdsløshed, der har nået 60 procent, og et flertal af befolkningen, der nu er røget under fattigdomsgrænsen, »men folk bliver ikke racister, blot fordi de er fattige,« siger Dourou.

Kun støtte til etniske grækere

Ofte forstår Gyldent Daggry også på behændig vis at kombinere socialt arbejde med udbredelsen af deres budskab.

De fattige grækere bliver tilbudt mad og tøj sammen med et eksemplar af partiets avis. Mænd med kronragede isser har bistået med alt fra at slukke brande til at hindre elselskaber i at afbryde elektriciteten til fattige husstande. Men »støtten« gives netop eksklusivt til »rigtige grækere«, som ofte bliver afkrævet at vise deres pas som bevis. Gyldent Daggry søger således målrettet at spille nyfattige grækere ud mod landets indvandrere.

Gyldent Daggry er ikke opstået i et vakuum, siger idéhistoriker Spyros Marchetos, men må forstås i sammenhæng med en stadig mere udbredt accept af højreorienterede værdier i Europa inden for de seneste 20 år. Ligesom i Ungarn er dele af medierne gået foran i Grækenland. Voldsomme angreb på ’politisk korrekthed’ og krav om at turde fortælle ’sandheden’ om indvandringen har rokket ved grænserne.

Højreorienterede ekstremister er blevet præsenteret som ’almindelige’ politikere og har fået taletid i tv-shows og medvirken i sæbeoperaer – uden at medierne fandt det nødvendigt at diskutere eller stille spørgsmålstegn ved deres ideologi.

Samtidig har politiet i vidt omfang vendt det blinde øje til racistisk vold, og domstolene undladt at håndhæve de love, som findes, alt imens de øvrige partier snarere har overtaget den yderste højrefløjs retorik fremfor at angribe denne.

Dette gælder både det socialdemokratiske PASOK, men især det højreliberale Nyt Demokrati. Under sidste års valgkamp kaldte partileder og nuværende premierminister Antonis Samaras indvandrerne for »vort samfunds tyranner« og krævede deportation af »alle illegale indvandrere.« Og hans minister med ansvar for offentlig sikkerhed har siden sammenlignet asylansøgere med »den doriske invasion for 4.000 år siden« og kaldt indvandrere for »en bombe mod samfundets og statens fundament.«

»Staten var selv den første til at dæmonisere indvandrere,« hævder idéhistorikeren Spyros Marchetos i en artikel i The Guardian.

Rena Dourou udtrykker sig endnu mere drastisk:

»Nyt Demokrati er nødt til at holde op med at agere fødselsforløser for det højreorienterede uhyre. De tror, de kan vinde de højreekstreme vælgere over på egen side ved at kaste nogle lunser til uhyret. Men uhyret vil altid kræve mere, uanset hvor meget regeringen vil prøve at spise det af med.«

Den racistiske vold er ikke aftaget siden Gyldent Daggrys indtog i parlamentet, snarere tværtimod. Bare mellem juni og oktober 2012 registrerede politiet 17 alvorlige voldsforbrydelser, der involverede medlemmer af partiet, deriblandt sågar to parlamentsmedlemmer, som blev anklaget for at have tævet en gadesælger af udenlandsk herkomst.

Gyldent Daggry har ifølge flere forlydender også haft held til at infiltrere politiet. Talrige vidnesbyrd fortæller om politifolk, der ser passivt til, når højreekstremister slår løs på indvandrere, politiske modstandere, homoseksuelle eller romaer.

Andre vidner beretter om politifolk, der kontrollerer flygtninges identifikationspapirer om dagen, for siden efter mørkets frembrud at bryde ind hos dem iført sorte Gyldent Daggry T-shirts og tæske de samme mennesker.

Undersøgelser viser, at i nogle af Athens valgdistrikter stemte flere end hver anden betjent på det højreekstremistiske parti ved sidste valg.

Regeringen har forsøgt at handle, bl.a. ved at oprette omkring 70 specielle antiracistiske politienheder.

De seneste år er 10-12 politifolk da også blevet dømt for bl.a. tortur, men det er lykkedes for mange af dem at klare frisag eller slippe med milde straffe. For eksempel slap en politimand, der blev dømt for en meget omtalt voldtægt med politistav af en mandlig flygtning, med en beskeden bøde på 7.000 kroner.

Det er mærkeligt, siger Rena Dourou, at EU er så optaget af at kræve økonomiske reformer, men samtidig overser det lige så vigtige behov for moralske og juridiske reformer.

Men den internationale kritik er begyndt at komme. I april præsenterede Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Nils Muizniek, en rapport formuleret i vendinger, som kun sjældent ses i international sammenhæng. Han kritiserede ikke kun den »generelt stigmatiserende retorik om indvandrere i græsk politik«, men insisterede også på, at »straffriheden for det øgede antal racistiske voldsepisoder« revurderes. Og sidst, men ikke mindst krævede Muizniek »om fornødent« også et »forbud mod det neo-nazistiske parti« – et sådant forbud, mente kommissæren, understøttes af folkeretten, herunder den europæiske menneskerettighedskonvention.

Den græske regering svarede, at den ikke anser forbud for at være den rette fremgangsmåde – og tilføjede:

»Racistiske holdninger er stadig et marginalt problem i det græske samfund ... vores kultur for åbenhed og gæstfrihed er fortsat stærk og levende.«

 

Gellert Tamas er svensk journalist

© Gellert Tamas og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Stefan Nielsen
  • Signe Kaffe
  • Per Torbensen
  • Erik Højer
  • Niels Mosbak
  • Niels-Holger Nielsen
  • Søren Jessen
  • Steffen Nielsen
Bo Stefan Nielsen, Signe Kaffe, Per Torbensen, Erik Højer, Niels Mosbak, Niels-Holger Nielsen, Søren Jessen og Steffen Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nic Pedersen

Tja, laver man noget lort og lader det ligge, så kommer der fluer!
Hvor overrasket kan man være?

Janus Agerbo, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Filo Butcher

Det er jo et i forvejen velkendt fænomen som uafvendeligt følger EU kommissionens spareiver og som EU kommissionen åbenbart har valgt at ignorere.

Paradoksalt var det jo netop den slags udvikling som EU projektet - fred igennem handels og samarbejde - skulle forhindre i at genopstå i Europa. Men med ultra-liberale kræfter ved roret i EU kan man jo ikke forvente andet.

Godt gået kan man bare sige.

Jens Overgaard Bjerre, Janus Agerbo, Rasmus Kongshøj og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Henrik Jensen

Det har længe irriteret mig grænseløst, at der er blevet lavet så mange historier om indvandrernes levevilkår i Grækenland - mens grækernes, pensionisternes, de syges de unges, børnenes og de fyredes, levevilkår ikke har fyldt lige så meget.

Hvis jeg var græker, ville jeg have været knotten.

Mette Hansen, Rasmus Kongshøj, Tue Romanow, Per Torbensen, Tedros Istifanos og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Ja, Henrik Jensen,

du har fuldstændig ret.
Og at denne berettigede "knottenhed" for nogle vedkommende bl.a. udmønter sig i sådan et "Daggry" kan sgu ikke overraske mange tænkende mennesker.
(men de er muligvis også for få?)

Per Torbensen, Rasmus Kongshøj og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Bl.a. det kunne der med fordel have været tænkt over noget før af de glade utopister, som har styret i flere årtier!

Stig Nielsen

Først og fremmest - jeg sympatiserer IKKE, med hverken den ekstreme højre - eller for den sags skyld venstrefløj.

MEN! det kan da ikke komme som den helt store overraskelse at der i en vestlig krise (ny verdensorden), hvor flertallet intet skal have - for at de resterende kan få mere, opstår reaktionære politiske enheder.

Abstraktionniveauet der er påkrævet for at se det som et sundhedstegn virker måske nok lidt bizart, men det er, omend afskyvækkende (især i historisk perspektiv), en reaktion af masserne. Der giver et parti/projekt som dette betydning ud over fodnoten.

Vi kan kun håbe at reaktioner som disse ikke fører derhen hvor man frygter, men istedet til en "åbenbaring" hos dem der ønsker at dem der ikke vandt, ingen ret eller krav har (skeløjede mennesker med kvalifikationer i at smide metalstumper).

Jeg tror disse reaktioner er det eneste værn demokratiet (som vi erkender det), har i hvad der kan kaldes det globaliserede markeds velfærds/demokrati problematik.

Man kan blot håbe at der opstår en forståelse for at den ultimative form for "liberalistisk" økonomi som eneste vægtende ledelsesparameter. Fører til "vi er flere og stærkere - jeg kan tage hvad du har, og det er efter jeres egen definition - succes".

Ja jeg er en rigtigt kedelig gammeldaws socialdemokrat - ikke HTS fan.

Per Torbensen

Henrik Jensen.

Glem alt om,at du er den gammeldags socialdemokrat.de er i mindre tal i partiets styrende organer og sådan har det været i de sidste 50 år.

Vi styrer mod fattigere tider og hele det velnærende lag af selv fede socialister på de "rette" poster skal nok sørge for dem selv,hvilket også historien har vist.

Fagbevægelsens ledelse skal snart på pension,de har ikke travlt,de har sørget for sig,sammen med deres politikere fra nær og fjern.

Så hvis facismen genopstår i en eller anden form er det selvforskyldt,men når det kommer ud af kontrol-hvilket er sansynligt,er det med at holde tungen lige i munden.

Kapitalen ved man altid hvor man har,med "socialister"er det straks værre.

Henrik Jensen

Øøøh - "Henrik Jensen. Glem alt om,at du er den gammeldags socialdemokrat

DET har jeg ALDRIG sagt. For en ordens skyld: Det er jeg ikke.

Per Torbensen

Henrik mener der allerede nu er slettet nogle kommentarer,her på tråden,din var ikke kontroversiel,blot en kommentar..

Niels Mosbak

Ja, ja - artiklen er et sammenkog af hændelser der involverer "Golden Dawn" - demonstrationen foran MEGA TV fandt sted på den græske nationaldag den 25. marts i år.

http://www.grreporter.info/en/golden_dawn_turkish_series/8966

Deres pressespektakulære uddelinger af mad er iscenesatte og almindelige grækere i de byer hvor de forsøger deres stunts, demonstrerer imod ny-nazisterne og forhindrer dem i at udnytte fattige mennesker som foto-montage for deres "velgørenhed".

http://www.grreporter.info/en/resistance_against_golden_dawn_grows/9042
http://www.grreporter.info/en/residents_thassos_expel_members_golden_daw...

Lige før den græske påske, forhindrede borgmesteren i Athen ny-nazisterne i at uddele mad på Syntagma pladsen, hvorefter medlem af parlamentet for ny-nazisterne Giorgos Germenis overfaldt borgmesteren, men blev afvæbnet af borgmesterens bodyguards da Germenis forsøgte at trække sin pistol.

Og ja, i dag stod neonazifjolset Ilias Kasidiaris så på talerstolen i det græske parlament og benægtede holocaust.

http://www.grreporter.info/en/member_golden_dawn_denies_holocaust_agains...

Så eftersom deres parlamentariske immunitet efterhånden bliver ophævet, bliver denne sortklædte flok i parlamentet mindre og mindre - og man kan vel forvente at når der engang skal være valg, befinder størstedelen af deres parlamentsmedlemmer sig der hvor de i virkeligheden hører hjemme - i Korydallos højsikkerhedsfængslet.

Philip B. Johnsen, Lars Peter Simonsen, Jens Overgaard Bjerre, Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen, Bo Stefan Nielsen, Nic Pedersen, Erik Højer og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar

Voldsmanden Kasidiaris blev godt nok - forsøgt - tiltalt for overfaldet. Men det mest opsigtsvækkende var at Kasidiaris selv politi-anmeldte sine ofre for at have udtalt sig æreskrænkende imod partiet Gyldent Daggry. Og for at det ikke skal være løgn anmeldte han også TV-stationen for at have forsøgt at tilbageholde ham efter han gik amok. En sand kommando-soldat ved at det bedste forsvar er et angreb.

http://www.youtube.com/watch?v=cDJOyAG4mlM

Niels-Holger Nielsen, Nic Pedersen, Niels Mosbak og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar
Dennis Laursen

Det er ikke mere end 70 år siden, at Svastika vejede over Akropolis. Er grækerne virkelig så dumme? Og hvorfor er der ikke nogen folkelige protester mod disse nazister... Og noget MÅ der da gøres. Måske ikke ligefrem at give dem samme medicin; men i hvert fald få dem stoppet. Det kan passende gøres ved at tvangslukke partiet, og smide voldsbøllerne og partitoppen bag tremmer, og samme vej med de fascistiske betjente.
Det er tydeligt, at det maoistiske/nazistiske Gyldent Daggry (ja, det lyder eddermaneme maoistisk det navn!) udelukkende deler kartofler ud, for at hverve partisoldater og støtte. De gør det ikke af solidaritet med de fattige. Måske SYRIZA skulle kigge lidt på dette, og organisere det samme - bare i ægte solidaritet.

odd bjertnes

Hvad skal man stille op med nævenyttige og initiativrige mennesker ... fulde af energi og engagement i liv og verden ..... og alle deres gyldne daggry og grønne skove ?

Eks: facebooksiden 'mod moskeer i Danmark' tæller sit antal af følgere i 6-7 cifrede tal.
Demonstrationer, derimod, 'mod samme' og indkaldt derigennem tiltrækker en snes - eller 2 - håbefulde fra det småpolitiske skinhead-i-sort-bmw-segment (der jo for det store flertal selv rangerer som uønskelig kulturberigelse) - plus som regel en overvægt af venstreorienterede ekstremismeturister.

Man vil meget gerne dagsordenens kerne, nationalstatens værdighed iagttaget af EU, lidt tåget sagt, men de højestråbende og mest villige budbringere er ikke de rigtigste ledere af noget.
Heller ikke til højre.

"Og hvorfor er der ikke nogen folkelige protester mod disse nazister.."

Det græske samfund er stadig ekstremt politisk polariseret. Gyldent Daggry taler lige ind i den store gruppe af fascistiske grækeres hjerte. Græske fascister er anti-kommunistiske i en grad, så det er livsfarligt offentligt at udtrykke sig anti-fascistisk. Det famøse TV-interview er egentlig et udmærket eksempel på hvor hårdt fronterne er trukket op: Den gamle fejde mellem kommunister og fascister er gået i arv. Den eklatante økonomiske permanedtur har medført at det gamle had er blusset op fra de almindelige bitre gløder til dødelig blodrus. At gå på gaden med anti-fascistiske paroler kræver dødsforagt. Politiet er infiltreret af Gyldent Daggry og andre endnu mere rabiate grupperinger. Så ikke nok med at anti-fascisterne får tæsk af mod-demonstranter fra Gyldent Daggry; de risikerer at få endnu flere tæsk i en grad som minder om tortur af politiet, som ynder at arrestere anti-fascister. Men der er intet alternativ for de fornuftige grækere: De er nødt til at danne fuld front imod uhyret: De må tage alle strategiske midler i brug. Men jeg kan godt forstå hvis de er bange. Modstanderen er barbarisk. Angsten er berettiget. De fornuftige grækere har min fulde sympati og medfølelse.

Lars Peter Simonsen, Jens Overgaard Bjerre, Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen, Niels Mosbak, Dennis Laursen, Rasmus Kongshøj og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Stephan Paul Schneeberger

Jeg tror en af de værste misforståelser er at en stat skal bekymre sig om borgers helbred og velstand. En stat er først og fremmes bekymret og for at overleve i denne krise er staten villigt til at ofre borgers liv hvis det skal være.

Patriotisme er idioter, fordi den ideologi er et stort bedrag og selvbedrag. Der er kommet på grunde af krisen en masse skuffede patriotiske idioter som derfor er blevet til ultrapatriotiske skuffede idioter - de kaldes fascister.

Den danske stat vil gøre det sammen med sin befolkning hvis var tunget til det af en krise og EU. Regeringer vil sætte demokratiske spille regler ug af kraft og også den "sociale kontrakt". Det er intet nyt det sker i Grækenland. Alle der kender lidt til den Tyske eller Østrigske historie ved at fascismen har sine rødder i politiske en politiske og økonomiske kriser - og det ofte inden for demokratiets rammer er lagt op til at afskaffe rettigheder for at skaffe flere indtægter. Efter anden verdenskrig var det omkommstens at fascismen blive skabt af kapitalismen, og også det demokrati som ikke ville gå imod fascismen velviden om at det er inden for demokratiske system giver regeringen muligt at skabe diktaturer uden at skulle først afskaffe forfatningen, fordi fascisterne i Østrig og Tyskland kom til magten ved undtagelseslove skabe af de forgående regeringen bland ved hjælp fra socialdemokratiet der var vendt mod de oprørske dele af arbejderbevægelsen som kommunisterne og anarkisterne.

Grækenland er en tragisk komisk historie hvor man gentager nogen af de der skete i 1930'erne i Centraleuropa og dette med støtte fra de centraleuropæisk lande der selv har haft det så svært under fascismen.

Dennis Laursen

@Erik H:
Men så meget desto mere grund til at de "fornuftige grækere" organiserer sig. Vi har (vel) alle skrækscenariet fra 30'erne - som Markus i ovenstående også er inde på - siddende i os. Skal fascisterne have lov til at starte endnu en verdenskrig?

Henrik Jensen

Markus - har du set Cecilia Malmström sige et ord om mangelen på cancermedicin, mod at pensionister skal hente deres mad i skradespandene eller at spanske og portugisiske unge i stor stil flytter til sydamerika eller afrika, fordi - wait for it - deres liv er bedre i Angola end i Malaga...?

Eller at græske prostituerede nu tager fem Euro per gang (DET må sgu da være et bevis på, at landet er røget ned i den 3. verden).

http://news.yahoo.com/eu-commissioner-criticizes-greece-refusing-syrians...

Per Torbensen

selvfølgelig marcherer gylden daggry,folket kigger ned i suppegryderne frem for tomme
fraser som hele den herskende elite har bedraget dem med i årtier,selv om en del er selv forskyldt.

Niels-Holger Nielsen

Ville nedskæringspolitikken lykkes i Grækenland, hvis man ikke havde disse farverige fascister til at lave rav i gaden, splitte modstanden og aflede den almindelige opmærksomhed? Er Grækenland et laboratorium for eksperimenter, der skal klargøre fascismens muligheder i et nyt Europa?

Nic Pedersen

Måske snarere et "eksperimentarium" hvor selv fascister synes det er gået for vidt!
Hvilket måske burde give anledning til eftertanke hos de mainstream/EU-begejstrede?

Niels Mosbak

Per Torbensen

Suppegryderne stilles også til rådighed af andre - bl.a. bespiser man i Athen 9000 mennesker dagligt via kommunen og også den ortodokse kirke sørger dagligt for mad til mennesker, der ellers ikke ville få noget at spise.
Græske bønder har også givet gratis produkter til befolkningen - så Grækenland er efterhånden blevet et tredjeverdensland.

http://www.keeptalkinggreece.com/2013/02/06/athens-protesting-farmers-se...

Alle supermarkeder har kasser stående som kunder kan donere varer i og disse overdrages så til bespisning via den ortodokse kirke.
Til gengæld skal man ikke kunne fremvise en græsk identitetskort for at få noget at spise.

Men selve øvelsen som IMF og den Europæiske Centralbank har udsat Grækenland for er ikke før set i noget Europæisk land i fredstid.
Økonomien er indskrænket med 30% og selv om IMF i dag anerkender at have foretaget væsentlige fejl i beregningerne - fejlberegninger på indtil 300-400% - har man intet foretaget sig for at mildne luften for de klippede får.

http://www.keeptalkinggreece.com/2013/02/06/athens-protesting-farmers-se...

Men når Henrik Jensen mener at immigranter og flygtninge får mest omtale, er der jo en god grund til dette, da de oftest er udsat for overgreb.
Omkring den 18. april blev mere en 30 jordbærplukkere fra Bangladesh ramt af skud affyret af formændene for deres græske arbejdsgivere - de blev beskudt med jagtgeværer. Der var 200 frugtplukkere der ikke havde fået løn i 6 mdr. og da de samledes for at protestere over dette, blev de altså beskudt. De levede under kummerlige forhold i noget der dårligt kunne betegnes som telte - og til en dagløn på 25 Euro...
http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_18/04/2013_494423

Nu gik det så ud over jordbæreksporten, så nu forsøger frugtfarmerne at hyre 4000 grækere til at udføre arbejdet.
http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_08/06/2013_503431

Jens Overgaard Bjerre, Henrik Jensen, Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Man kan så muligvis heller ikke fortænke disse 4000 grækere i at betvivle den nødvendige tilstedeværelse af jordbærplukkere fra Bangladesh i den aktuelle situation!?
(men selvfølgelig må man da ikke skyde på disse uskyldige mennesker!)

Niels Mosbak

Nic Pedersen

Der er ingen grækere der lader sig ansætte under de forhold som disse jordbærplukkere blev budt - og efter min bedste overbevisning er der ingen mennesker der skal arbejde og bo under forhold som disse...

www.grreporter.info/en/supervisors_strawberry_greenhouses_peloponnese_sh...

http://www.grreporter.info/en/case_bloody_strawberries_triggers_cumberso...

Lars Peter Simonsen, Per Torbensen, christel gruner-olesen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Niels Mosbak

nej, det kan man sgu godt forstå, hvilket jo blot er endnu et argument for at der ikke skal være jordbærplukkere fra Bangladesh i Grækenland.
(så må de stakkels "fattige" danskere m. fl. jo bare betale, hvis de VIL have jordbær udenfor sæsonen!)

jasper bertrand

@Mosbak
Ja det er der ingen mennesker der skal, derfor er det også et skråplan med illegale (og måske også legale lavtløns) indvandrere.

Niels-Holger Nielsen

Man kunne så spørge, hvordan er disse bangladeshere kommet ind i Grækenland? Er de flygtninge eller migrantarbejdere, Bangladesh er jo ikke en del af EU? Det er svært at dømme i den slags sager, hvis man intet kender til de konkrete omstændigheder.

Niels Mosbak

Nogle af disse Bangladeshere var faktisk legalt i Grækenland - og de der ikke var, fik opholdstilladelse "on the spot" - netop fordi sagen vakte stor opsigt.
Der er jo tale om moderne slaveri...

Så man skal ikke spise jordbær uden for sæsonen...

http://www.reinform.nl/?p=5599

Michael Kongstad Nielsen

Nic Pedersen - efter min mening burde de indvandrede deles ud til hele EU, så landene tog imod efter størrelse. Det er som bekendt i øjeblikket en betændt umulighed (kun Sverige har vist imødekommenhed), resten gemmer sig og lukker sig. Ikke engang egne tolke vil man tage imod. Så aben bliver behændigt afleveret i Grækenland, der jo har andre problemer at slås med, men det kan EU ikke tage sig af...

Niels-Holger Nielsen

'Så man skal ikke spise jordbær uden for sæsonen...'

Så får de græske avlere jo ikke nok indtægter? 'Den græske økonomi' unddrages hermed hård valuta, som kunne have været investeret i, ja hvad? Vi kan kun være mod moderne slaveri, men kan vi være tilhængere af fri migration, eller migration overhovedet? Skal problemerne ikke løses der, hvor de opstår? Eller der, hvor de skabes! Er vi ikke dømt til at være bagud, medmindre vi kæmper for hele pakken: Socialisme?

Niels-Holger Nielsen

Hvis de fleste ikke kan vælte de mest magtfulde, har de, alt andet lige, fortjent deres skæbne. Synes I, at vi har fortjent den? Sig fra! Vi skal bare være mange nok. Tiden er ikke til bønskrifter. Tiden er til omkalfatrende alternativer. Profitsystemet har fuck'ed alting op. Dels fordi det nu er dets natur, dels fordi det giver dets eksekutorer et forspring i forhold til den træge masse, som det ikke kan hamle op med, når først det kommer i bevægelse. Lad os kappe fortøjningerne til den syge profitlogik, som holder os indespærrede i vores eget snæversyn.

Per Torbensen

Nej vi skal ikke tage imod flere fattige emigranter til Europa,de bliver bare brugt som løntrykkere og vi segner snart til døde i diverse administrative forordninger som kun skaber jobs til hele hærskaren af ansatte i flygtninge og indvandrer industrien,mens man undertrykker og udsulter Europas etniske befolkning,vi har ikke økonomi til det.

Det er lige præcis her,det går galt for venstrefløjen,hvis den ikke vil ende som taberen i den ideologiske kamp om billig arbejdskraft,sadler den om eller kampen er tabt.

Jens Thaarup Nyberg

Niels-Holger Nielsen;
"Hvis de fleste ikke kan vælte de mest magtfulde, har de, alt andet lige, fortjent deres skæbne."
Kan du udvikle den lidt ?

Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til migration kan en sådan nok ikke helt undgås, selvom der udfoldes ihærdige bestræbelser på det og sættes alle mulige forhindringer og overvågninger op. Der vil stadig være en vis illegal indvandring, og det forhold, at den er illegal, betyder at de pågældende mennesker ingen officiel hjælp kan få, men er henvist til at arbejde mv. på de ringeste vilkår. Bedre ville det nok være at give dem officiel status og mulighed for at rejse videre hvorhen de vil og der er mulighed, efter en fordeling i Europa, så hele byrden ikke havner ét sted. Derved ville de få mere ordnede forhold og ikke trykke lønnen mere end højst nødvendigt.

Men bedst ville det være, hvis Europa, USA, WTO osv. accepterer frihandel uden told overalt på verdensmarkedet, for så ville Bangladesh og alle mulige udviklingslande kunne klare sig meget bedre, og befolkningen ville blive hjemme frem for at prøve migrationslykken. En sådan frihandel ville imidlertid klemme Europa etc., fordi der her produceres på diverse statstilskud, EU-støtte, og andre kunstige markedsforvridninger. Se bare den begyndende handelskrig med Kina, som svarer igen med straftold på vin.

Jens Overgaard Bjerre

Men hvad er det specielt ved EU, (Grækenland, Ungarn og Italien), der gør, at man havner i en situation, som man påstod, at netop med oprettelsen af unionen, ville undgå dette? Man snakker hele tiden om nedskæringer og arbejdsløshed samtidig med, at antallet af rige stiger og stiger. For eksempel har der aldrig været solgt flere Rolls Roycer end der gøres nu. Derfor MÅ det være det fordelingsmæssige forhold af det økonomiske overskud, som det er galt med.

Man rager til sig i politisk flok som små Berlusconier fra Italien og alle de andre landes 'sig selv nærmest-politikere'. Man er bevidst om de store lønninger til chefredaktørerne på tv-stationerne, som omvendt også ved, hvem der fodrer dem. Og givet, som en luder til sin ruffer, til bankerne. Om man så endda, som i Danmark, skulle bruge af hele befolkningens opsparing: ATP. Herfra gav man rask væk til disse store banker, mens man lod de små banker sejle i lorterenden, da Nationalbankens pengeindhold ikke slog til en redning af private bankfirmaer. Og med en til formålet opfundet sætning: Too big to fail. Sikke noget sludder fra Adam Smith børnene. Men den blev ædt råt.

Og forvirret befolkningen konstant i tv med den form for idioti, så vi alle syntes vi havde forstået noget og var enormt kloge. Og ellers daglige lykkeprogrammer. Aldrig et ord om virkeligheden for den fattige. Kun som enkelte overraskende udsendelser, som er små nok til at kunne omklamres og integreres i vores fælles mytiske danske verden, der fortæller os, at vi har det så skide godt. Ja, allerbedst. Og at selv de fattige også er rige. Om de tigger, så tjener de sindssygt mange penge. Der er stadig guld på gaderne - i tv. Også selvom det er løgn. Man har taget 50 procent af middellønnen i beregningen, hvor andre lande bruger 60 procent. Det giver jo en noget andet billede, for det er her procenterne begynder at betyde noget. Og alligevel er der så i dag en stor provinsby af fattige. Tillykke. Men det er jo deres egen SKYLD.

Dem, det går ud over, er som altid: de magtesløse og besiddelsesløse. Og så længe de sortklædte muskelbrød med deres gamle symboler og heppende kvinder, kun skyder og mishandler de fremmede og socialister, så pyt da. Og det foregår jo også mest i de der almene lejebebyggelser i omegnskommunerne. Men magthaverne har det godt. Selv med fascister i regeringen, vil de samme magthavere have det godt. Og de skulle aldrig høre et ondt ord.

Per Torbensen, Niels Mosbak og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar