Nyhed
Læsetid: 10 min.

Noget at grine af

Elsket af publikum, men ikke altid lige elsket eller respekteret af kritikere eller kulturverdenen. Det er filmkomediens lod. I denne uge har den nye komedie ’Player’ premiere. Hvorfor er det, at publikum elsker genren, og hvad det er, den kan
Drengerøvskomedier som ’I Kina spiser de hunde’ har ofte ikke så meget på hjerte. De foregår i mandsdominerede universer, hvor der bliver slået på tæven og plathederne fyger én om ørerne.

Drengerøvskomedier som ’I Kina spiser de hunde’ har ofte ikke så meget på hjerte. De foregår i mandsdominerede universer, hvor der bliver slået på tæven og plathederne fyger én om ørerne.

Anders Askegaard

Kultur
20. juni 2013

Forklædt som vagabond drager den succesfulde filminstruktør Sullivan ud i et depressionsramt USA for at bevise, at der er behov for at lave socialrealistik drama i stedet for de komedier, hans filmselskab helst ser, at han laver. Sullivan må dog sande, at de fattige, han så gerne vil hjælpe med sin film, mere har brug for komedier end for dramaer. Komedierne skaber glæde og er et lyspunkt i deres tilværelse, så de for en stund glemmer den miserable hverdag.

Sådan er det i Preston Sturgess’ film Sullivan’s Travels fra 1941. Og sådan er det stadigvæk, også i Danmark, hvor den folkelige komedie altid har haft et solidt tag i publikum, og hvor komediegenren i alle sine afskygninger har oplevet en opblomstring side om side med dansk film generelt gennem de seneste 15-20 år.

Woody Allen, en anden af komediefilmens store skikkelser, der både mestrer det fjollede og det eftertænksomme grin, sagde engang, at »de fleste mennesker har en tendens til at vælge en komisk fortolkning af tingene – fordi ting er så triste, så forfærdelige. Hvis man ikke grinede, ville man taget livet af sig selv«.

Når vi gerne vil flygte fra det hele i biografens mørke, er komedien en af de mest effektive måder at gøre det på, samtidig med at den, når den er bedst, kan sige sandheden på en sjov måde. Ordet ’komedie’ stammer fra græsk, og engang betød det faktisk et drama med en lykkelig slutning, hvilket blandt andet forklarer titlen på Dantes alt andet end morsomme Den guddommelige komedie. I dag defineres ’komedie’ som noget, der får folk til at grine, og selv om det er svært at lave en god komedie – og humor er et uovertruffen virkemiddel, man også kan pakke mere alvorlige budskaber og temaer ind i og dermed gøre dem nemmere at sluge for et publikum – er komediegenren ikke lige så respekteret som dramaet, især ikke når der skal uddeles filmpriser.

Måske skyldes det, at komedien pr. definition er en folkelig genre møntet på så stort og bredt et publikum som muligt. Måske skyldes det, at der laves så mange dårlige komedier, der lefler for publikum og den laveste fællesnævner.

I dag er der premiere på en ny dansk komedie, Player, der er instrueret af Tomas Villum Jensen, skrevet af Marie Østerbye og har to komiske superstjerner i hovedrollerne, Rasmus Bjerg og Casper Christensen. Og selv om det kan være svært at rubricere en komedie inden for de forskellige undergenrer, der findes, ikke mindst fordi de så ofte overlapper hinanden, er Player først og fremmest en folkekomedie af den drengerøvsagtige slags.

1. Folkekomedie

Folkekomedien er den bredeste og mest danske af alle komediegenrerne, selv om den selvfølgelig også findes i lignende udgaver i andre lande, for eksempel farcen.

Erik Balling var en af folkekomediens mestre, og han forædlede dens udtryk i Olsen-banden-filmene, hvor han på vellykket vis blandede dansk lune, mild satire og farce. Ballings kongstanke var, at selv om det var folkeligt, behøvede det ikke at være dumt, og publikum måtte gerne se sig selv spejlet i de personer og liv, de så oppe på lærredet.

I 1953, i forbindelse med premieren på sin første film, komedien Vi som går køkkenvejen, udtalte den da 28-årige instruktør, at »jeg synes, at det er morsomt at være med til at fjerne den atmosfære af skældsord, der har stået omkring begrebet folkekomedie, for det er synd, da det ikke er nogen skam at være folkelig. Der er nemlig at bemærke, at selv om man nok kan gå rundt med kunstneriske ambitioner og måske også har noget, man gerne vil ha’ sagt, er det jo ikke uden betydning, at man får nogen til at høre på, hvad man har at sige. Kort sagt, man vil gerne ha’ mennesker i biografen.«

Folkekomedien lever og trives stadig, selv om familiefilmproducenter prøver at ødelægge genren med uambitiøse, sjuskede og dumme Far til fire- og Min søsters børn-film. Susanne Biers succesfulde Den eneste ene (1998), skrevet af Kim Fupz Aakeson, var vel nok den første moderne danske folkekomedie, med et stærkt islæt af romantisk komedie, og siden har hun og især Tomas Villum Jensen – begge i manuskriptsamarbejde med Anders Thomas Jensen – med held dyrket genren i film som Den skaldede frisør (2012) og Solkongen (2005).

I de senere år har de fået selskab af Rasmus Heide, der har publikum, men som regel ikke kritikerne med sig, når han laver film som Blå mænd (2008), Julefrokosten (2009), Alle for én (2011) og Alle for to (2013), hvor folkekomedien er mere drengerøv og falden på halen end film, der har noget på hjerte.

2. Romantisk komedie

Med Den eneste ene genopfandt Susanne Bier den romantiske komedie på dansk grund, for netop denne specielle og generelt meget populære gren af komedien havde dansk film indtil da yderst sjældent dyrket og endnu sjældnere med held. Biers Den skaldede frisør (2012) er nok en folkekomedie, men kan også karakteriseres som en romantisk komedie, hvor forholdet mellem de to hovedpersoner er i centrum.

Genrens konventioner dikterer, at de mødes, skændes, tiltrækkes, frastødes og ender med at finde hinanden igen i en lykkelig slutning, men den romantiske komedie kan godt med den rette udformning fortælle relevante og ilde hørte sandheder om mænd, kvinder og parforhold. Genren, der vel især tiltaler kvinder, er dog desværre blevet en af komediefilmens værste klicheer, fordi der laves så mange dårlige af dem, især i USA.

I England har de romantiske komedier – for eksempel Fire bryllupper og en begravelse, Love Actually og About a Boy – ofte lidt mere bid og kant både i handlingen, persontegningen og replikkerne, og det er nok også mest englænderne, Bier og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har skelet til i Den skaldede frisør, hvor Trine Dyrholms titelrolle netop har afsluttet en behandling for kræft – og har smidt sin utro mand på porten – mens manden, hun møder og falder for, spillet af Pierce Brosnan, stadig sørger over tabet af sin kone mange år tidligere. Det giver filmen en følelsesmæssig og menneskelig klangbund, hvorfor det er nemmere at acceptere de mere farceagtige figurer, den også rummer.

3. Sort komedie

Den sorte komedie går på tværs af komediegenren og vil og tør mere end de venlige komedier. Det er i den sorte komedie, man tager tabuer under behandling og siger og gør alle de ting, ingen andre tør gøre eller sige, og får publikum til at grine. Derfor kan den sorte komedie ofte også sætte fingeren på ømme punkter og sågar have en forløsende, terapeutisk effekt, fordi man griner af noget, som ellers gør ondt.

Anders Thomas Jensen, der som sagt har bidraget med en lang række manuskripter til andre instruktørers folkelige komedier, er mere mørk og absurd i de komedier, han selv instruerer: Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003) og ikke mindst Adams æbler (2005), der er noget så eksotisk som en moderne og meget fri gendigtning af Jobs Bog. Han beskæftiger sig med vold, kannibalisme, nynazisme og voldtægt, og filmene foregår ofte i særegne, stiliserede, ja, næsten eventyragtige universer, hvor man fornemmer, at alting kan ske, men er samtidig er centreret om noget så jordbundent som venskaber og familier.

Mikkel Nørgaards meget succesfulde Klovn the Movie (2010), der er skrevet af Casper Christensen og Frank Hvam og baseret på det samme trekløvers vellykkede tv-serie, er heller ikke bange for at bryde alskens tabuer, mens den tager et satirisk kig på samfundssygdomme som berømthedskultur og umodne drengerøve omkring de 40. Og midt i al galskaben leverer Nørgaard, Hvam og Christensen et løssluppent bud på en moderne Danmarksfilm, hvor en kanotur på Gudenåen bliver en rejse ind i mørkets hjerte a la Joseph Conrad og Francis Ford Coppola.

4. Drengerøvskomedie

Der bliver slået på tæven og skudt med skarpt i drengerøvskomedien, der foregår i et mandsdomineret univers, hvor plathederne fyger én om ørerne, folk står på røven, og personerne ikke er de hurtigste knallerter på molen. Som regel går man i genren efter det billige grin, og der er ikke meget at komme efter under overfladen.

Sørme om ikke den produktive Anders Thomas Jensen også har sat sit solide aftryk på drengerøvskomedien, blandt andet med manuskriptet til Lasse Spang Olsens I Kina spiser de hunde (1999), der med en vis energi sparkede det hele i gang. Spang Olsen har selv fulgt op med en lille håndfuld ikke videre vellykkede film (Gamle mænd i nye biler (2002), Den gode strømer (2004), Den sorte Madonna (2007)).

I de senere år har genren dog mest markeret sig i form af animationsfilm som Craig Franks Jensen & Jensen (2011), Thorbjørn Christoffersen og Franks Rejsen til Saturn (2008) og Christoffersen, Kresten Vestbjerg Andersen og Philip Einstein Lipskis Ronal Barbaren (2011). Man kan argumentere for, at Vestbjerg Andersen, Christoffersen og Stefan Fjeldmarks Terkel i knibe (2004) også er en drengerøvskomedie, men ret beset er den mere en satire.

5. Sædekomedie eller satire

Hvad enten man kalder det sædekomedie eller satire, så handler det om at kaste et humoristisk og skarpt blik på, hvordan en bestemt gruppe mennesker opfører sig. Det gælder for genren, at den, når den lykkes, får sagt meget sandt og øjenåbnende om det samfund, vi lever i. Terkel i knibe fortæller om det hårde liv i skolegården, om psykopatiske lærere og ligeglade forældre, og selv om den går endog meget langt i sin grænseoverskridende humor, synes der at være en mening med galskaben. Det er der for eksempel også i Åke Sandgrens Fluerne på væggen (2005), der inspireret af Farum-sagen fortæller om en journalist (Trine Dyrholm), som arbejder på en dokumentarfilm om en kommune med blåt flertal og kommer på sporet af mørke hemmeligheder.

»Fluerne på væggen satiriserer raffineret over blodsugende dokumentarisme og spidder den Venstre-ånd, der inkarneres af Fogh på den ene side og Brixtofte på den anden,« skrev Morten Piil i sin anmeldelse af filmen i Information.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen får også kærligheden at føle i Morten Hartz Kaplers formsprængende AFR (2007), der både er en satire og en såkaldt mockumentary, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion udviskes i et forsøg på at fortælle om homoseksualitet, ytringsfrihed og Muhammed-krise.

Og endelig kan man kalde Jonas Elmers debutfilm, Let’s Get Lost (1997), en humoristisk sædeskildring, fordi den fortæller om en lille håndfuld uvirksomme unge mennesker, 1990’ernes meget omtalte Generation X, der ikke kan finde ud af det med livet og kærligheden.

6. Politisk/socialrealistisk komedie

Folkekomedie blandes med sædeskildring og et glødende socialt og politisk engagement, når Danmarks fremmeste instruktør af politiske og socialrealistiske film, Erik Clausen, folder sig ud. Hans film er sjældent rendyrkede komedier, og morsomme er De frigjorte (1993), Slip hestene løs (2000), Villa Paranoia (2004) og Ledsaget udgang (2007) blot i behersket grad. Men Clausen bruger humoren – og sig selv i rollen som arketypisk arbejder- eller tabertype – til ligefremt og pågående at fortælle om de ting, han synes er galt med samfundet.

Det gør også hans yngre kollega Lotte Svendsen (1999) i Bornholms stemme og Tid til forandring (2004), der begge på én gang laver sjov og solidariserer sig med helt almindelige mennesker – fiskere på Bornholm og ensomme eksistenser i København – som desperat forsøger at overleve i en foranderlig verden. Gennem de seneste seks år har Svendsen i to tv-serier og tre spillefilm beskæftiget sig med drengen Max og hans pinlige mor, og selv om det mest er familiefilm – af den begavede og opbyggelige slags – tilsat en knivspids satire og sædeskildring, er instruktørens politiske og menneskelige engagement stadig åbenlyst.

7. Dramakomedien

En blandingsgenre, der fusionerer drama og komedie, og som lidt nedladende er blevet døbt ’velfærdskomedie’, fordi den gerne handler om yngre, velbjærgede, veluddannede mennesker i storbyen og deres problemer med livet og kærligheden. Mere positivt kan den også opfattes som ny dansk films svar på tidligere tiders mere firkantede socialrealisme, og publikum har taget endog meget godt imod genren gennem de seneste 10-15 år, formentlig fordi mange mennesker kan genkende sig selv og situationer i filmene.

Jesper W. Nielsens Okay (2002) og Manden bag døren (2003), Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000), Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang (1999) og Natasha Arthys Se til venstre, der er en svensker (2003) – hvoraf flere har manuskript af Kim Fupz Aakeson – er alle sammen glimrende eksempler på dramaer, der handler om ’rigtige’ mennesker og har øje for tilværelsens mere komiske sider – eller komedier, der har sans for tilværelsens mere dramatiske og dystre sider, om man vil. Igen er det en genre, der trækker tråde tilbage til folkekomedien, og som flere af Susanne Biers mere romantisk anlagte film også langt hen ad vejen tilhører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her