Læsetid: 7 min.

Journalistikkens fyrtårn

DR2 er begyndt at sende CBS’ legendariske magasinprogram, ’60 Minutes’, hver fredag. Siden sin start i 1968 og frem til i dag har programmet dannet skole for dybdeborende tv-journalistik over hele verden. Programmet har dog også en sjælden gang imellem begået brølere
6. juni 2013

60 Minutes var bemærkelsesværdigt, da det startede som en del af programfladen på CBS for 45 år siden, i tv’s guldalder, men programmet er muligvis endnu mere unikt i dag, hvor det såkaldte flow-tv er hårdt presset af internettet, og hvor redaktionsledelser verden over skærer ned på omkostningstung journalistik og research. Det sker imidlertid ikke for nyhedsmagasinet 60 Minutes. USA’s mest respekterede, mest grundige og undersøgende tv-dokumentarprogram er gået den modsatte vej. Redaktionen bag indslagene bruger typisk månedsvis – og af og til flere år – på at skaffe baggrundsviden og finde frem til historierne bag de afsløringer, som bringes frem i den ugentlige udsendelse. 60 Minutes holder sig heller ikke udelukkende til USA, men flytter dele af redaktionen til udlandet, hvor en stor dele af researchen og optagelserne så foregår.

Berømtheder på stribe

Programmet er i dag en institution i amerikansk journalistik – og i øvrigt også i det amerikanske samfund som sådan. For modsat mange andre nyhedsprogrammer i USA er 60 Minutes sluppet relativt uskadt fra den fløjkrig mellem liberale og konservative skyttegravere, der konstant dominerer diskussionen om undersøgende journalistik i USA. Man kan således finde roser fra både højre og venstre side af det politiske spektrum, hvilket virkelig er sjældent, fordi politikerne normalt enten sværger til liberale eller konservative medier. Og det var netop på grund af programmets høje troværdighed på tværs af både folkets og politikernes sym- og antipatier, at den nuværende præsident, Barack Obama, valgte udsendelsen som platform, da han i slutningen af januar i år sendte sin loyale afgående udenrigsminister, Hillary Clinton, på pension.

»Hun er min ven og hendes stamina og disciplin er enestående,« lød det fra præsidenten, hvilket er det tætteste, han er kommet på en direkte anbefaling af sin gamle rival frem mod præsidentvalget i 2016. Før valget i 2008 optrådte ægteparret Barack og Michelle Obama også i et interview i 60 Minutes, der trak over 25 millioner seere.

Berømthederne siger sjældent nej til programmet. Det var også i 60 Minutes, at den tidligere guvernør for Californien Arnold Schwarzenegger valgte at fortælle verden sandheden om det barn, han havde fået som følge af en årelang affære med sin og sin eks-hustrus tidligere husholderske.

Man skulle tro at ’ofrene’ tøvede – de får mange flere kritiske spørgsmål end i andre mere talkshow-agtige udsendelser. Men mange er tiltrukket af det ekstremt høje seertal og den aura af troværdighed, som programmet har.

’60 Minutes’ på DR2

Og nu er 60 Minutes så kommet til Danmark – og kan ses på DR2 hver fredag aften; og den relancerede, angiveligt mere spændstige kloge kanal har dermed slået et slag for kvalitetsjournalistik i verdensklasse, hvilket må siges at være en god nyhed; især fordi der åbenlyst ikke findes et dansk alternativ, hverken på værtsfronten, eller når man betænker de ressourcer, som CBS nu på 45. år vedbliver med at sætte af til at få historier frem i offentligheden. Det, at redaktionen brugte 13 år på at forfølge dopingmistanken mod Lance Armstrong, er blot toppen af kransekagen, hvor bunden består af research, research og atter research. Målet er, at ingen detalje må overses, at alle kilders udtalelser bliver dobbelttjekket, og at historier går gennem flere lag redaktører og kritik, før et indslag rammer skærmen søndag aften kl.19.

60 Minutes har vundet flere Emmy Awards, som er tv-verdenens svar på Oscar-statuetten, end noget andet amerikansk primetimenyhedsprogram, og det har også vundet den særlige Lifetime Achievement Emmy samt et hav af andre tv-priser, herunder hele 15 Peabody Awards for Excellence in Television. Alle priserne er givet for ekstraordinær nyhedsformidling, kritisk journalistik og evnen til at producere vedholdende – og ofte hårdtslående – journalistik. Programmet har ligget på top-ti over mest sete nyhedsprogrammer 23 sæsoner i træk, og udsendelsen er fortsat det mest sete nyhedsprogram i USA’s tv-historie. Over 12,7 millioner amerikanere ser troligt programmet hver søndag, hvilket er over dobbelt så mange seere, som den nærmeste konkurrent, NBC’s program Dateline, kan prale af – om end flertallet af seere dog er 60 år plus, et fænomen, som danske Deadline på DR2 kender til.

Fra boligboble til terror

Men hvor arbejdsmetoderne ligger fast, er der til gengæld ingen faste regler for, hvad programmet kan rette sin interesse mod: fra den kinesiske boligboble – ’spøgelsesbyer’, hvor millioner af kvadratkilometer, imponerende shopping centre, prangende, moderne højhuse, kirker og fritidsfaciliteter i vestlig stil ligger tomme og ubeboede hen, fordi priserne er alt for høje til, at den kinesiske middelklasse har råd til dem – over et solointerview med en Navy Seal-soldat, der befandt sig i det rum, hvor Osama bin Laden holdt sig skjult og blev dræbt i Abottabad i Pakistan, og som fortæller om planlægningen og udførelsen af aktionen, til undersøgende politiske programmer, hvor udvalgte medlemmer af Kongressen i Washington eller lokale delstatsledere bliver grillet på grund af brudte valgløfter, mistanke om korruption eller bare dårlig ledelse. Programmet har også været i hælene på den afrikanske krigsherre Joseph Kony og beskyldt den amerikanske tobaksindustri for bevidst at anvende giftige affaldsstoffer i produktionen af cigaretter.

Formen ligger i dag helt fast: det verdensberømte stopur, som er blevet programmets åbningssignatur efterfulgt af tre lange nyhedshistorier og en reklameblok. Historierne er skiftevis undersøgende rapporter, interview, features og portrætter af aktuelle personer. Fra 1979-2011 havde kommentator og journalist, Andy Rooney, en lille, ofte skarp og morsom eftertænksom kommentar, i slutningen af programmet.

Et af programmets kendetegn er også, at det ofte lykkes at få mennesker, som ellers stort set aldrig giver tv-interview til at stille op, for eksempel Steven Spielberg, den globale fodbold-superstar Lionel Messi og Ayathollah Khomeni.

Nu om dage fejrer programmet også triumfer på de sociale medier (små 500.000 følgere på Facebook og lidt over 338.000 følgere på Twitter).

Fejlene

Når alt dette er sagt, har programmet dog igennem sine 45 år også begået fejl. Og netop fordi troværdigheden igennem årene har været så tårnhøj, har disse også givet genlyd i journalistiske cirkler verden over. En af de mest kendte – og mest alvorlige for det politiske liv i USA – forekom i september 2004 og kendtes i dag under flere navne The Killian Documents Controversy, Memogate eller Rathergate (efter nyhedsvært Dan Rather, som præsenterede den pågældende udgave af programmet). Udsendelsen byggede på seks dokumenter, som satte spørgsmålstegn ved, om præsident George W. Bush havde aftjent sin værnepligt i USA’s nationale luftvåben fra 1972-73 eller ej. Dokumenterne indikerede, at Bush havde fusket med sit cv, og udsendelsen blev sendt på et kritisk tidspunkt, blot fire måneder før præsidentvalget i 2004. Umiddelbart efter programmet føg internettet med påstande om fusk – ikke fra Bushs side men fra CBS’. I begyndelsen var både CBS’ ledelse og Rather urokkelige, men efter to ugers intens selvransagelse – herunder test af typografi og skrivemaskinemodeller fra 1970’erne – samt vedvarende kritik udefra konkluderede tv-stationen selv, at man ikke kunne verificere ægtheden af de seks dokumenter. Dan Rather erkendte dengang, at han »ikke ville have anvendt de pågældende dokumenter, hvis han havde vidst, hvad han nu ved«, og den daværende nyhedschef, Andrew Heyward fremsatte en uforbeholden undskyldning med følgende ordlyd: »CBS kan ikke bevise, at disse dokumenter er autentiske, hvilket er den eneste acceptable journalistiske standard, der kan retfærdiggøre, at vi har benyttet dem i udsendelsen. Vi skulle ikke have brugt dem. Det var en fejl, som vi dybt fortryder.«

Manden, der havde udleveret papirerne til CBS, oberstløjtnant Bill Burket hævder stadig, at han brændte originalerne, efter han havde faxet kopier til 60 Minutes, men fejltagelsen medførte afskedigelsen af flere nyhedschefer samt mellemledere på programmet.

Interviewet med Timothy McVeigh

Andre kontroversielle indslag har involveret eksempler på kommercielle interesser, som CBS eller chefer ved stationen har været involveret i, og et par gange har programmet også – som i ovenstående eksempel – været ude af stand til at verificere enten de dokumenter eller billeder, der er blevet brugt. Og en enkelt gang har en episode af 60 Minutes givet anledning til en lovændring på føderalt plan. Det skete, da programmet i marts 2000 bragte et langt interview med Timothy McVeigh, manden bag bombeangrebet i Oklahoma City, der dræbte 168 mennesker. På det tidspunkt var McVeigh allerede blevet dømt til døden for terrorangrebet. I udsendelsen fik McVeigh i lange stræk mulighed for at lufte de konspirationsteorier om den amerikanske regering, der ifølge ham selv var baggrunden for bombeangrebet. Udsendelsen fremkaldte et nationalt ramaskrig og blev efterfølgende anledning til en lov, den såkaldte Confinement Unit Media Policy, der den dag i dag forbyder direkte live-interview med indsatte på dødsgangen.

Loven er blevet prøvet flere gange, første gang ved den amerikanske appelret, som stadfæstede loven, og senest da USA’s højesteret i 2010 nægtede at høre en appel i sagen. Dele af det originale interview kan fortsat ses på CBS, men hele interviewet kan ikke.

Fejltrinnene er dog få målt i forhold til det imponerende antal magasinprogrammer, som har rullet over de amerikanske tv-skærme de seneste 45 år. Og de værter, der i dag præsenterer programmet ses i USA som institutioner, der repræsenterer journalistisk integritet, mod og indsigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Maj-Britt, du er vist en kende ironisk.....
Men vi kan da håbe, at DR kan programlægge bedre i fremtiden.

Henrik Brøndum

Tusind tak for denne henvisning, jeg vil straks bidrage med at nedsaette gennemsnitsalderen paa serene.

En ting undrer mig dog i artiklen: Hvordan kan et dokument dokumentere at noget ikke fandt sted? Og hvis det endelige goer - naar nogen siger at de har gjort noget meget haandgribeligt (i modsaetning til naar man haardnakket haevder ikke at have gjort noget) er det da ret let at kontrollere om de har gjort det? Hvis Bush har udfoert millitaertjeneste som han haevder, maa der da vaere nogen der har set ham. En soldaterkammerat for eksempel?

Ganske vidst fik Magritte success med at sit udsagn: "Ceci n'est pas une pipe" men det var jo kun fordi han ogsaa var god til at male?