Læsetid: 4 min.

Til kamp for forståelsen af fortiden

I brydningerne mellem, hvad det nye Frihedsmuseum skal fokusere på, står veteraner over for historikere, borgerlige mod kulturradikale, professionelle kontra menigmand
Trods den voldsomme brand på Frihedsmuseet lykkedes det brandvæsnet at redde museets uerstattelige samling af blandt andet gamle uniformer, fotos og illegale blade.

Trods den voldsomme brand på Frihedsmuseet lykkedes det brandvæsnet at redde museets uerstattelige samling af blandt andet gamle uniformer, fotos og illegale blade.

Klavs Bo Christensen

11. juni 2013

De fylder godt og vel fire-fem europaller med flyttekasser i to lags højde, da museumsgenstandene, der blev reddet efter brandattentatet mod Frihedsmuseet i København, bliver fremvist på et billede med en projektor.

I Nationalmuseets festsal vil ledelsen til en indledning fremvise, hvad der er tilbage af Frihedsmuseets sager. Det er som bekendt heldigvis det meste.

Men måske skal fremvisningen også berolige de tilstedeværende veteraner og deltagere, der er mødt op til konferencen, hvor et nyt Frihedsmuseums fremtid er sat til debat.

Selv om museet kan ligge i et begrænset antal papkasser og ikke var frygteligt stort, mindsker det ikke værdien, mener Max Roe, der er medlem af foreningen Danske Veteraner 1940-45.

Han er i midten af 80’erne, overskægget er trimmet, så det kun omkranser overlæben, og i dag har han sat et armbind i rød-hvide og blå-grå farver om sit jakkesæt.

»Det er jo store følelser, der er på spil,« siger Max Roe.

I sin inderlomme har han bevæbnet sig med et notat, hvor der står et sidetal i en bog. Den er skrevet af Bo Lidegaard, der er historiker og nuværende chefredaktør for dagbladet Politiken.

Max Roe har skrevet sidetallet ned, fordi han mener, at Bo Lidegaard på denne side i bogen går et skridt for langt i sin beskrivelse af besættelsestiden.

»Det er jo helt tydeligt, at han fremmer samarbejdspolitikken,« siger Max Roe.

Frihedsmuseets brand natten til d. 28. april har i det hele taget indledt en ivrig debat om, hvad museet i fremtiden skal udstille, når det bliver genopført i Churchillparken.

I en kronik i gårsdagens Politiken optegnede Esben Kjeldbæk, tidligere leder af museet frem til i år, skillelinjerne i debatten mellem to fløje: veteranisterne, der vil beholde museet næsten eksakt, som det var, og revisionisterne, der vil fortælle ’hele historien’ om besættelsestiden.

Groft skitseret: et stift fokus på frihedskæmperne eller en videre, mere flagrende fortælling om forholdene under besættelsen.

Direktøren for Nationalmuseet, som Frihedsmuseet sorterer under, har tidligere, sammen med Frihedsmuseets leder, fremlagt et ønske om at gå i den sidstnævnte retning. De vil brede fortællingen om modstandskampen ud, men beholde fokus på frihedskæmperne.

Ledelsen mener, at jo længere væk vi kommer fra modstandskampen, jo mere brug er der for at sætte begivenhederne ind i en større sammenhæng.

Det har ledelsen fået støtte til hos kulturminister Marianne Jelved (R), mens Venstre og Dansk Folkeparti har modsat sig et forandret museum, fordi de ønsker frihedskæmperne som omdrejningspunkt for museet.

Erindringskrig

Striden om museet blotlægger en velkendt brydning, mener Claus Bundgård Christensen, der er historiker på Roskilde Universitet.

»Besættelsestiden har altid været, mere end nogen anden tid i dansk historie, en politisk slagmark,« siger han og nævner tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) tale om samarbejdspolitikken, hvori han »legitimerede« Danmarks engagement i andre krige.

»Og han er langtfra alene om at have brugt besættelsestiden politisk, selv om han er blevet skældt ud for det. Vores indtræden i NATO var også under parolen ’Aldrig mere en 9. april’« siger han.

På tredje stolerække foran panelet til konferencen på Nationalmuseet sidder Pia Kjærsgaard, der er værdiordfører for Dansk Folkeparti.

Hun er ikke blandt de ni indbudte til at tale. Der er ingen politikere i panelet, men det er tidligt svært at være i tvivl om, hvor hun står i debatten.

Allerede fra første færd er hun henne og hilse på Jens Ege, der taler på vegne af veteranerne.

I løbet af konferencen markerer hun også tydeligt, at hun står på de veteraners side, der gerne vil bygge Frihedsmuseet op nogenlunde, som det var før. Som et museum med modstandskampen som den klare kerne.

Frygter blåstempling

Hun snubler dog over veteranernes fødder, da hun i et indlæg kalder dem »helte«. Det er de bestemt ikke, slår Max Roe fast: »Vi gjorde bare det, vi skulle.«

Men hun er enig med Max Roe:

»Jeg læste op på det hele efter den debat, der har været, og problemet er, at langt de fleste historikere synes, at samarbejdspolitikken har været ret fornuftig. Min frygt er, at de med et nyt museum vil blåstemple samarbejdspolitikken,« siger Pia Kjærsgaard.

For hende står kampen mellem kulturradikale, der vil udviske modstandskampens betydning, og de mere nationalt orienterede, der vil fremhæve den.

Anette Warring er professor på RUC, og hun er fortaler for at udvide museet til et bredere besættelsestidsmuseum. Hun kan ikke se nogen højre-venstre konflikter i debatten om det nye Frihedsmuseum.

»Hvis man kigger på hele efterkrigstiden, har højre- og venstrefløjen været forenet i det synspunkt om at fastholde Danmark som enten en modstandsnation eller det, at modstandsbevægelsen havde folkets mandat til at handle imod en lovligt valgt regering,« siger hun.

I løbet af dagens debat finder Max Roe heller ikke anledning til at hive notatet med sidetallet på Bo Lidegaards bog op af lommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Frihedsmuseet er museet der fortæller om frihedskæmperne, at de kæmpede på flere fronter mod tyskerne og danskere, er historiens fakta, men personlig har jeg svært ved at se, hvordan man kan forsvare at bestemme indholdet af Frihedsmuseets udstillings materiale uden, at være enig, med de i dag overlevende frihedskæmpere, det er deres minde, ikke mindst om dem de mistede.

Min personlige vurdering er, at set i lyset af faren for gentagelse af historien, taler for vigtigheden af de historiske fakta omkring den danske opbakning til tyskland og den danske del af modstanden mod modstandsgrupperne, er relevant for forståelsen af den vilje, der drev modstandsfolk.

Men min personlige mening, når det drejer sig om indholdet af Frihedsmuseets udstillings materiale, er irrelevant i denne sammenhæng, det er de overlevende frihedskæmpernes minde, som jeg ser det.

Per Jongberg

"... at modstandsbevægelsen havde folkets mandat til at handle imod en lovligt valgt regering,« siger hun."

Opfindsomheden er stor ...

Mads Kjærgård

Ja modstandsbevægelsen havde vist ikke mandat til ret meget, de var en bande forbrydere og terrorister, ja indtil det blev klart at Tyskland nok ville tabe.
Hvis man overhovedet kan uddrage en lære fra besættelsen, så er det nok, er forskellen mellem ret og uret skifter lynhurtigt og at det er op til en selv, at handle ud fra ens egen overbevisning snarere end at stole på og lade sig vejlede af de til alle tider korrupte politikere! Har altid fundet det morsomt med Fogh og besættelsen, var der nogen der tjente godt på tyskerne, så var det squ de typiske Venstrevælgere, nemlig landmændene! Nej spøg til side, jeg er helt sikker på at havde Fogh været politiker dengang, så havde han været begejstret over den i starten overvejende kommunistiske modstandsbevægelse, som ødelagde de gode indtjeningsmuligheder. Og han ville selvfølgelig også have kunne se det rimelige i, at springe Mærsk installationer i luften.

Jørn Sonny Chabert, Malan Helge, Per Jongberg, Rune Petersen, Anders Kristensen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar

Samarbejdspolitikken har intet at gøre på et Frihedsmuseum.

De to ting er jo modsætninger - 'contradiction in terms'. Hvis man synes, kan man lave et museum for Besættelsen også, der skildre hele historien. Men ikke sammen.

Bortset fra det er det irriterende, at søfolkene stort set altid forbigås, og der kun tales om 'modstandsfolk' underforstået landkrabberne. (Hvis indsats ingenlunde skal forklejnes). Men der var altstå over 6000 søfolk der sejlede i Allieret krigstjeneste i opimod seks år, med livet som nerveoprivende indsats hver gang de var i søen. Ca. 850 mistede livet under gruopvækkende sænkninger. Selvom de ofte forbigås af en kortsynet offentlighed, havde de mere end nogen andre æren for, at Danmark, trods alt, endte med ikke at havne på den forkerte side ved krigens slutning.

Malan Helge, Rune Petersen, Peter Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Men vel en vigtig pointe at få med, især set i lyset af terrorbekæmpelsen, at der var tale om mennesker, som aldeles ikke havde fået mandat af nogen som helst, men som alligevel gjorde det de følte var nødvendigt! Jo ikke just lige en dyd, som statsmagten værdsætter i vore dage heller!

Simone Bærentzen, Per Jongberg og Anders Kristensen anbefalede denne kommentar

Historien om den kulturradikale regerings folkeforræderi og samarbejde med nazismen, skal naturligvis fortælles videre til fremtidens generationer, i al evighed. Et samarbejde, der kostede tusindvis af danskere livet.
Den officielle forklaring er, igen og igen, at det var for landets bedste; at "landsfaderen" Stauning, mod sin vilje, samarbejdede med tyskerne, for at skåne Danmark. Det er ren historiepropaganda, jeg, og alle andre, fik tudet ørene fulde med både i folkeskolen, og senere i gymnasiet! Men hvad var det nu lige, at Scavenius sagde om Hitlers Neuropa? Det var noget i stil med "når toget forlader perronen, er det bedst at stå på med det samme, og få en plads på 1. klasse". Var det også for "landets bedste"?
Den kulturradikale, kollaboratoriske regering, var en skamplet på Danmarks historie. Og det var kun de modige, primært unge mennesker, der satte livet på spil (og mange døde, mange i en meget tidlig alder), og deres brave kamp for fædrelandet, der gjorte, at stormagterne ikke betragtede os som tysksindede, og delte os ned gennem Storebælt. Så kunne stalinisterne få lov til at føre Sjælland og København igennem 45 års armod, som vi i dag kun nogenlunde ville havde været kommet ud af. USA's indflydelse har været rigelig slem.
Tænk hvis det danske folk gjorte, hvad regeringen sagde, de skulle gøre? Tænk, hvis de bare fulgte reglerne, og ikke tænkte selv...

Jeg er kun 23 år, og har aldrig oplevet krigens rædsler. Men jeg sætter, naturligvis, altid lys i vinduet den 4. maj, til ære for de mennesker, der kæmpede mod nazismen; både på partisanfronten, og med det øvrige, illegale arbejde.

Rune Petersen, Per Torbensen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

"Men der var altstå over 6000 søfolk der sejlede i Allieret krigstjeneste i opimod seks år, med livet som nerveoprivende indsats hver gang de var i søen. Ca. 850 mistede livet under gruopvækkende sænkninger. Selvom de ofte forbigås af en kortsynet offentlighed, havde de mere end nogen andre æren for, at Danmark, trods alt, endte med ikke at havne på den forkerte side ved krigens slutning."

I det forbindelse værd at bemærke, at den danske regering gjorde sit yderste for at skibene ikke skulle gå i engelsk krigstjeneste og rederne ligeså! Og man vedtog faktisk en lov der sidestillede danske sømænd i engelsk krigstjeneste med terrorister. Dvs. at de bl.a.kunne få inddraget alt deres ejendom her i landet mm. Hvilket faktisk også skete i nogle tilfælde!

Jeg tænker bare, hvordan kan man have et Frihedsmuseum, der ikke fortæller den virkelige historie og det format der faktisk er over at tage en beslutning, som går staten imod, og så føre den ud i livet alligevel! Det er da stort! Havde England tabt krigen, så var straffen jo blevet enorm! Og så havde vi i dag haft et Frikorps Danmark museum i stedet og ingen havde undret sig!

Simone Bærentzen, Per Jongberg og Anders Kristensen anbefalede denne kommentar

"Samarbejdspolitikken har intet at gøre på et Frihedsmuseum."

Hvis man ikke kender samarbejdspolitikken, kan man ikke forstå, hvad modstandsbevægelsen var oppe mod.

Er det rigtigt forstået, at årsagen til at de tidl. modstandsfolk er imod at det nye Frihedsmuseum skal fortælle om samarbejdspolitikken også, er, at den officielle historie om samarbejdspolitikken jo netop er miskrediterende mod modstandskampen, og maler et skønmaleri om "regeringens kamp for at lede Danmark så uskadt gennem krigen som muligt"?
For hvis et nyt Frihedsmuseum fortæller den rigtige historie, om elitens knæfald for nazismen, om de kulturradikales de facto fascination af stormagten, og hvordan magthaverne nød store, personlige fordele ved at være tysksindede; mon ikke så, at de tidl. modstandsfolk negative syn på en sammenblanding af disse to ting vil være væk?

Per Jongberg, Rune Petersen, Per Torbensen, Mads Kjærgård og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar

Blot et lille eksempel mellem mange: Den 28.9.42 blev det danske skib LIFLAND, i britisk krigstjeneste, med koldt blod sænket af torpedoer. 22 danske mænd mistede livet.

Var dette noget der var sket i land, havde man (stadig) talt om en massakre.

Man kan kun håbe at det nye Frihedsmuseum giver søfolkene den ærefulde plads de fortjener. Og ikke bruger for meget krudt (så at sige) på de samarbejdspolitikere der under Besættelsen slap fra handlinger der normalt tenderer landsforrædderi.

Robert Ørsted-Jensen, Peter Gordy, Rune Petersen, Per Torbensen, Henrik Jensen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Får Pia og hendes meningsfæller som det vil det - bliver det en mindestue - og ikke et spændende og inddragende museum om en vigtig periode af dansk historie.

- revisionisme af værste skuffe der forsøger at lave et glansbillede af den danske modstandsbevægelse, der egentligt var en rodet og ofte divagerende størrelse.

Lads os nu få det vigtige museum der fortæller den hele of fulde, og ikke mindst lide flatteret historie, hvad mennesker er i stand til eller ikke - samarbejde eller modstand hverdag og krig i al dens gru, og glorværdige skikkelse.

De sidste frihedskæmpere kan gå en tur i mindelunden og mindes deres tid - men lad frihedsmuseset genopstå som et moderne fortællingsværksted, som unge kan gå på opdagelse i- frihedskæmperne kæmpede for andet end mindet om en svunden tid - de kæmpede for at eftertiden ikke skulle indtages i fascismens afskyvækkende geledder

Henrik Jensen

Lasse - du er godt klar over, at det var FRIHEDSRÅDET, som tog initiativ til museet og samlede penge ind til byggeriet?

Og at staten, der overtog det i 1957, lovede at drive det videre i samme ånd.

Beklager; men der hvor jeg kommer fra er en mand en mand og et ord et ord. Det holder i hvert fald her.

Hvis de Radikale, hjemmetyskerne og samarbejdspolitikerne gerne vil have et andet museum, er de velkomne til at samle penge ind og bygge det.

De skal bare ikke være parasitter på frihedskæmpernes indsats.

Niels Frandsen, Ole Olsen, Peter Gordy, Rune Petersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

og så ?

Jeg syntes DF skulle stikke piben ind de har ingen del i den danske frihedskamp

Parasit siger du- DF eksisterede overhoved ikke dengang - heller ikke 1957
- og deres forsøg på "Ånd" er middelalderlig propagander og glansbillede fortælling, som kun tjener til en eller anden forskruet national patriotisme de kan slå plat på

DF har ingen andel af hverken det åndelige eller økonomiske del af Frihedsmuseet ...
Så deres utidige smagsdommer retorik skulle de bare lade ligge.

Beklager men der hvor jeg kommer fra, blander man sig ikke utidig :)

@Lasse Damgaard:
DF forsøger blot at fjerne fokus fra det faktum, at hvis de eksisterede i 30'erne og 40'erne, vil de marchere rundt og heile i gaderne, sammen med KU.

Men det var ikke kun i 40'erne, at de kulturradikale leflede for stormagterne. I dag foregår dette landsforræderi og støtte til folkeundertrykkelse på mindst lige så højt blus, som dengang.

[...]
Jens Christian Nielsen

På Grundlovsdag blev Jens Christian Nielsen, der er IT specialist, jazzmusiker og tidligere bestyrelsesmedlem i Støttekomiteen for Tibet gennem mange år, bortvist fra et offentligt fortov i et vejkryds foran Avedøreværket, hvor han stod tavst med to små tibetanske flag på stænger (3). En hollændervogn (nr. ZJ 22 496) med mindst 4 betjente i beredskabsuniform standsede ved ham og fortalte ham, at han ikke måtte "demonstrere" her. En betjent bad ham om i stedet at tage opstilling ved Avedøreværkets "vestport". Adspurgt om hvorvidt Yu Zhengsheng ville forlade værket af den udgang, svarede politibetjenten, at "det ved jeg ikke, men det er dér, der er anvist, at folk de må have lov til at demonstrere, for at sige, jeg aner ikke en kæft om, hvor han kører ind og ud". Hollændervognen fulgte derefter lige bag ved Jens Christian, mens han langsomt cyklede hen til vestporten. Da Jens Christian senere stod ved en rundkørsel, som han vidste, at Yu skulle forbi på sin vej væk fra Avedøreværket, kørte en politimotorcykel helt op foran ham og spærrede dermed udsynet til hans flag, mens Yu kørte forbi.[...]
http://www.tibetkomite.dk/54-forside-nyheder/131-tre-nye-sager-om-magtmi...

Menneskeliv har begrænset til ingen værdi for kapitalismen, og deres kulturradikale allierede. Selvfølgelig støtter man op om Kinas imperialistiske besættelse af Tibet, og undertrykkelse af det tibetanske folk. Hvis man kritiserede Kina for denne fascistiske adfærd, ville det have økonomiske konsekvenser; og det er en for stor pris at betale for pragmatikerne og de kulturradikale.

Rune Petersen, Peter Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Har altid fundet det morsomt med Fogh og besættelsen, var der nogen der tjente godt på tyskerne, så var det squ de typiske Venstrevælgere, nemlig landmændene! Nej

Kjærgaard, det er ubestrideligt at bønderne tjente på krigen. Det gjorde alle arbejderne der knoklede på befæstningsværkerne på Jyllands Vestkyst også. Fiskerne tjente styrtende. Arbejderne på B&W tjente såmænd også kassen og dem der arbejdede på Riffelsyndikatet fik måske heller ikke løn ? Hele Danmark arbejdede for Tyskland.
Er Fogh, som mig bekendt er født mange år efter besættelsen, ansvarlig for hvad bønderne gjorde da han ikke var født ?Tyskerne mente noget om at jøderne var skyld i alle ulykker. Nu kan jeg forstå at Fogh skal stå til ansvar for hvad hans forfædre måtte have bedrevet.
Kommunisterne holdt i hånd med Værnemagten i godt og vel et år, indtil Sovjet blev angrebet. Det skal vel også lige med.

Henrik Jensen

Steen - sjovt med PH...at han, den kulturradikale over alle kulturradikale, endte med at skylde den væbnede mdstandskamp sit liv og sin eksistens i eksilet. Og sjovt, hvor lidt reflektion, det medførte efter krigen.

Lasse - det her handler overhovedet ikke om DF; men om frihedsmuseet. Stråmandstaktikken kan du glemme.

Lasse Damgaard

@Dennis

Ja præcist.

Og netop et åben opgør med lefleriet kunne et nyt museum jo belyse - skismaet mellem samarbejde og modstand - valget mellem pest eller kolera. Liv og død - tryghed og kaos.
- Hvis vi vil den demokratise ide - skal en demokrat uafhængigt, kunne mestre denne så disciplin, At tage det svære valg og stå ved det - det er en borgerret og betingelse for et progressivt demokrati

Det er et demokratis forbande pligt at lære om det svære valg på baggrund af tidlige tiders erfaringer.
Hvis ikke et folk er praktiserende demokrater dør det og det giver plads til demagogi og overtros diktatur.

Lasse Damgaard

@Henrik

Men din stråmand - Kulturradikal er vel så i orden :D
Det handler om frihedsmuseet og ikke kulturradikalisme.

Nu vil jeg jo så mene at min stråmand er legitim, da DF har meget at mene om hvad der skal ske med det museum.

Så hvis det udelukkende handler om frihedsmuseet - hvorfor blander DF sig så massivt ?
- og uden man må stille spørgsmålstegn eller kritisere deres synspunkt som plat unuanceret antidemokratisk og glansbillede fortælling.
Tåler de ikke kritik skulle de måske bare holde sin mund.

@Henrik Jensen:
Apropos PH... Godt nok siger man, at han var kulturradikal. Men, var han ikke netop alt for progressiv, oprigtig og kontroversiel, til de facto at være kulturradikal?

Henrik Jensen

Lsse - du kunne jo også spørge, hvorfor de radikale er så forhippede på at få slettet den kollektive erindring om frihedskampen.

Måske er de bare sure, fordi ingen endnu har bygget et museum for de radikale krigshelte.

Mads Kjærgård

#Jens Peter Hansen

Fogh er da overhovedet ikke ansvarlig, det jeg referer til var hans påstand om at det var let at træffe det rigtige valg! Og så causerer jeg lidt over, hvad mon det rigtige valg ville have været if. Fogh havde han levet dengang! Så meget desto mere som det ikke synes som om, at Fogh overhovedet er i stand til at respektere folk ret til at gøre modstand! Jo vist referer han til Jefferson og det berømte citat: "Frihedens træ....osv." i sin bog. Men det lader ikke til at han er villig til at se andre tyranner, end de han selv udpeger og som det er i USA interesse at udpege. Men jeg synes der er en enormt dobbelthed i den måde vi betragter besættelsen på. Vi vil gerne uddrage den lære, at det er en folkepligt, at træffe "det rigtige valg" gøre modstand osv. Men når mennesker i 3. verdens lande kæmper for sociale rettigheder, ja så er de slet og ret terrorister og så havner man i spjældet hvis man køber en T-shirt der støtter dem.

Niels Engelsted

Kampen står om både fortiden og fremtiden. Fremtiden har vi tabt i større og større bidder i de sidste 25 år. Mon det vil være anderledes med fortiden? Man skal være temmelig naiv, hvis man ikke forstår i hvilken retning Nationalmuseets revision vil bevæge sig. Det bliver ikke anderledes end det, der skete med Arbejdermuseet, da Lo-toppen fik kløerne i det lille dengang fremragende museum.

Lasse Damgaard

@ Henrik

- Slette ?!
Det er brændt ned.

Nu taler du om den kollektive erindring - af hvad ?
Frihedskampen ?

Jo men den er jo netop kollektiv og derfor skal andre vel også have lov til at fortælle deres historie.
- Men DF er i mod kollektiv fortælling hvis ikke det er DF's historie der fortælles

@jens peter hansen siger "Kommunisterne holdt i hånd med Værnemagten i godt og vel et år, indtil Sovjet blev angrebet. Det skal vel også lige med."

Den slags svinagtige udsagn er netop et klart udtryk for, at det er vigtigt at værne om modstandskampens historie.
Hvis man ikke kender til kommunisternes indsats i modstandsbevægelsen, kender man intet til modstandsbevægelsen. Og kommunisterne begyndte altså forberedelsen på den forventede illegalitet den 9. april 1940 og kom efterfølgende til at udgøre rygraden i modstandskampen.

Det var helt andre kræfter, der 'holdt i hånd' med besættelsesmagten - og det til langt hen i besættelsen.

Lasse Damgaard

@Steen
- og der blev lavet en lov mod kommunisterne - dikteret fra nazityskland - men håndfæstet af politikerne og udført af det danske politi.
Der blev interneret nogle hundrede kommunister.
Her ser man noget af den samarbejdspolitiske virkelighed. Hvor danske politikere var villige til at sende landsmænd i KZ lejre, fordi det tjente et højere formål - desuden havde man et villigt politi til at tage sig at den smudsige del af sagen - selv udførelsen med at udpege og sammen med nazierne opsøge og tilfangetage dem.

Det er selvfølgelig en mindre glorværdig side af modstandskampen der ikke skal overskygge et sejrsmonoment, der ene og alene fortæller den historie nogle gerne vil fortælle

Børge Rahbech Jensen

Politiet forventes vel generelt at løse de opgaver, det pålægges af den til enhver tid siddende regering.

En komplikation ved skildring af samarbejdspolitiken under besættelsen kan blive, at dens vigtigste konsekvens var, at Danmark slap for alvorlige krigshandlinger, og vi derfor ikke har billeder og rester af sønderbombede byer at vide frem på et museum. Så vidt jeg ved, blev kun enkelte bygninger og køretøjer ødelagt, mens hele byer nærmest blev lagt i ruiner i bl.a. Tyskland.

Burde den danske gesandt Henrik von Kaufmann i USA egentlig ikke omtales på lige fod med besætninger på danske skibe i allierede havne? Hans rolle fik afgørende betydning for Grønland også efter krigen, og bidrog til, Danmark blev accepteret som ven af de allierede.

Henrik Jensen

"Politiet forventes vel generelt at løse de opgaver, det pålægges af den til enhver tid siddende regering."

Nå. Det er forskellen på en prøjsisk øvrigheds-tankegang og frie mænds holdning.

Et familiemedlem, fra HD, har flere gange fortalt, at han var langt, langt mere bange for det danske politi end for Gestapo. De danske betjente var satans meget bedre til at finde og fange frihedskæmperne end tyskerne nogensinde blev....af åbenlyse grunde. (Pudsigt nok, karma in action, løb panserne senere ind i frihedskæmpere, de selv havde været med til at fange, da det var deres tur til at blive sendt til Neuengamme).

Robert Ørsted-Jensen

Henrik - du skriver at
'FRIHEDSRÅDET, tog initiativ og at staten lovede at drive det videre i samme ånd.'

det lyder meget besnærende - men vi kan ikke bare overse at denne måde at skildre virkeligheden på en og samme tid var et selvforherligende alibi for påstanden om at Danskerne kæmpede i samlet flok - i bedste fald en tvivlsom påstand hvis ikke det er en lodret løgn.

Der var gode grunde til at man kun hædrede dem som kæmpede på hjemmefronten og ikke dem som kæmpede som søfolk eller i allieret tjeneste. Det var ikke noget tilfælde, det var nemlig funderet i en nationelforherligende løgn. Og skal tingende bevares uændret skal denne løgn naturligvis opretholdes.

Børge Rahbech Jensen

Henrik Jensen,

"Nå. Det er forskellen på en prøjsisk øvrigheds-tankegang og frie mænds holdning. "

Næppe. Det er en almindelig forventning til politiet, at det håndhæver gældende lovgivning. Alternativet er en politistat, som Østeuropa havde flere eksempler på i årene 1945 - 1991.

"Et familiemedlem, fra HD, har flere gange fortalt, at han var langt, langt mere bange for det danske politi end for Gestapo. "

Det ændrer ikke på, at dansk politi også dengang håndhævede gældende lovgivning, som jo var udformet i henhold til regeringens samarbejdspolitik.

Henrik Jensen

Børge - det lyder godt; men du glemmer en lille mellemregning: Vi var BESAT!

Store dele af frihedskampen ville jo også have en mere konfrontativ tilgang til tyskerne - som Norge.

Og det er jo det, som skiller de to tilgange: Du mener åbenbart, at det var ok vi trådte vande i puslingelandet, mens sovjetsoldater, briter, amerikanere og nordmænd måtte tage vores kamp for os.

Netop derfor er jeg så indædt imod det her forslag - fordi det giver samarbejdspolitikerne, de radikale især, muligheden for at ændre debatten, vaske kainsmærket af sig og fremstå som de virkelige helte.

Det har de godt nok prøvet heftigt på de senere år.

jens peter hansen

Steen Sohn, jeg har vist ikke underkendt kommunisternes indsats under besættelsen. Uden kommunisterne havde det vist set skralt ud. Ikke desto mindre var kommunisterne i en slem knibe fra august 1939 til juni 1941. Altså næsten 2 år hvor kommunisternes ledelse i Danmark måtte gøre krumspring for at få Sovjets samarbejde med Nazi-Tyskland til at passe med ideologien.
Richard Jensen fik denne tilpasningsvillighed at mærke som der står i Den Danske Encyklopædi : I 1941 blev han ekskluderet af DKP pga. kritik af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt. Samme år idømtes han 16 års fængsel for at have støttet sabotage mod to spanskbyggede trawlere i Frederikshavn i 1938.
Så svært var det tilsyneladende at være kommunist indtil 22.juni 1941.
Bare for at gøre opmærksom på at det IKKE kun var de andre der ventede på bedre tider.

jens peter hansen

Hvis ikke frihedskampen alene skal beskrives i et nyt Frihedsmuseum, så kald det dog Danmark under Besættelsen. Så kan vi vist få det hele med. Også de mindre flatterende sider.

Børge Rahbech Jensen

Henrik Jensen,
Ikke helt. Den danske regering blev aldrig afsat, så formelt blev de tyske tropper blot indsat som forstærkning for det danske forsvar.

Jeg skrev vist ikke andet, end dansk politi håndhævede gældende lovgivning, som politiet forventes at gøre.

Mads Kjærgård

Synes jeg har læst et sted, at dansk politik gjorde en helt del mere end hvad der var deres pligt og der ildhu og villighed til at hjælpe tyskerne var vist nok enestående!
Tror det var hos Erling Foss.

Astrid Baumann

Privatisér museet, så kan sentimentalisterne få deres historiefortælling som de vil have den. Så kan staten passende oprette et historie der fortæller den rigtige historie uden at skulle tage hensyn til persongruppers følelser.

Robert Ørsted-Jensen

Henrik Jensen
jeg synes ikke du svarede mig
jeg mener at alene misbehandlingen af de frihedskæmpere der gik i fremmed/allieret krigstjeneste viser at der er et behov for at nytænke et minesmærke - som først og fremmes tjente til at påstå at alle danske stod sammen i de der fem grimme år og at regeringen og folk altid var på den rigtige (allierede) side.

Henrik Jensen

Flot sætning - men skræmmende

" Så kan staten passende oprette et historie der fortæller den rigtige historie"

Robert - jeg er fuldkommen klar over, at historieskrivningen har skøjtet hastigt hen over f.eks. krigssejlerne, de sydslesvigske modstandsfolk, de tyske soldater, der arbejdede sammen med frihedskæmpere...

Men den historie vil da ikke blive fortalt af de radikale...

Udtalelse fra Aktive Modstandsfolk: http://www.no-nazis.dk/news/befri-frihedsmuseet/

@ Børge Rahbech Jensen:
Kommunistloven var grundlovsstridig. Ved at håndhæve den, var politiet dermed med til at bryde Grundloven. Forøvrigt, så blev kommunistloven først vedtaget med tilbagevirkende kraft efter massearrestartionerne af kommunisterne, hvor selv rigsdagsmedlemmer blev arresteret, i strid med Grundloven.

@ jens peter hansen:
I perioden 9. april 1940 - 21. juni 1941 forberedte DKP kampen mod Besættelsesmagten, men man mente dog, at det var bedst at forblive legalt så længe man nu kunne, men man var altid parat til at gå over til illegalt arbejde. Kommunisterne i Rigsdagen angreb ofte samarbejdspolitikken og DNSAP.

jens peter hansen,
- kommunisterne var aktive i det antifascistiske arbejde fra dag ét og stod bag oprettelsen af ANTIFA i 1933, det år Hitler fik magten i Tyskland. Samme år rev Aksel Larsen på et møde et naziflag i stykker. Kommunister rejste til Tyskland med der pas, der skulle bruges til at skaffe tyske kommunister ud af landet, et stort antal kommunister deltog i den spanske borgerkrig.

Men ikke-angrebspagten 1939 forbløffede kommunister og hele verden, som den danske kommunist og centrale modstandsmand Børge Houmann skriver i bogen ”Kommunist under besættelsen” (Vindrose, 1990). Det betød et midlertidigt tilbageslag for kommunisterne. Det samme gjorde det russiske angreb på Finland i Vinterkrigen senere samme år, hvor partiet ved folketingsvalget i april var gået frem fra to til tre mandater.

På arbejdspladserne var partiets indflydelse større end deres antal tilsagde. Den sociale ulighed var stor og HIPA (Hovedorganisationernes Informations- og propaganda afdeling) under ledelse af den senere statsminister hans Hedtoft erklærede i 1940: ”Kommunisterne og andre, der snakker prisstigning, skal slås ned.”
Men ikke-angrebspagt og Vinterkrig svækkede partiet i høj grad. Som Houmann skriver: ”Vi måtte så at sige begynde helt forfra den 9. april.” (s. 65).

Ved besættelsen var netop søfyrbøder Richard Jensen fortaler for, at kommunisternes avis, Arbejderbladet, næste dag skulle udkomme med en udfordring til ”de nazistiske svin.” Men et flertal mente, at ”det ville være tåbeligt frivilligt at lægge hovedet i løkken.” Man besluttede at handle anderledes – nemlig at fortsætte som hidtil og hvis ikke-angrebspagten ”kunne skaffe os et pusterum, var det rimeligt, at vi tog det med og benyttede tiden på at indrette os på det opgør, som før eller senere måtte komme.”

Det betød bl.a., at partisekretariatets medlemmer skulle gå i halv illegalitet – optræde legalt om dagen, men ikke være til at træffe om natten. Samtidig vedtog man en omorganisering af partiet. Denne omorganisering var Richard Jensen imod og råbte op om den på et møde, han ikke var indbudt til.
Og den 30. april meddelte Arbejderbladet, at han havde optrådt på en måde, der var uforeneligt med partimedlemskab. (Eller som der står i Encyklopædien: "Kort tid efter den tyske besættelse af Danmark 1940 blev J. ekskluderet af DKP for 'gentagne disciplinbrud.'")

Niels Engelsted

Steen, jeg har altid fundet det guddommeligt, at Socialdemokratiets anti-kommunistiske efterretningsorganisation hed HIPA (Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling) i 30'erne, men efter krigen, da det akronym lød grimt (lidt ligesom HIPO), skiftede man navn til AIC (Arbejdernes Informations Central), det akronym lød mere som vores amerikanske venners CIA.

Astrid Baumann

Hvorfor? Samfundet er så massivt gennemtrukket af ideen om modstandsbevægelsen som det eneste saligtgørende, at man ikke en gang har opkaldt en vej efter Scavenius.

Nu skal det her ikke udvikle sig til en diskussion om 2. verdenskrig, for så kan det gå hen og blive særdeles langhåret. Jeg siger blot, at hvis staten skal drive et museum, så skal det ikke være et mindesmærke for en eller anden gruppe i samfundet, der så kan diktere hvad der skal stå deri. Der er ingen enkeltgrupper der må eje retten til at diktere den offentlige historiefortælling. Den skal fastlægges ud fra historisk forskning, ikke følelser.

Henrik Jensen

Gustav - tak for linket. Du har reddet min dag ;-)

Stolt, meget stolt, af at blive citeret af lige netop den gruppe....

Børge Rahbech Jensen

Mads Kjærgård,
Det er muligt, dansk politi gjorde mere, end de strengt taget var forpligtet til. Det ændrer ikke ved, at Folketinget og den danske centraladministration fortsatte sit arbejde næsten uændret frem til d. 29. august 1943, hvor regeringen gik af, mens centraladministrationen fortsatte. Det var en markant forskel på Danmark og andre besatte lande.

Gustav ML,
" Ved at håndhæve den, var politiet dermed med til at bryde Grundloven "
Hvilken paragraf i Grundloven? I modsat retning trak, at politiet også dengang var underlagt Justitsministeriet, som formelt fungerede under hele besættelsen.

Det bedste ville nok være to adskilte museer om henholdsvis modstandskampen og samfundet under besættelsen. Et spørgsmål kan blive, om der er materiale nok om samarbejdspolitiken herunder politiets roille under besættelsen. Det var jo mest "business as usual", som næppe satte sig så mange offentligt tilgængelige spor.

"Der er ingen enkeltgrupper der må eje retten til at diktere den offentlige historiefortælling. "

Det er der ellers flere eksempler på, fx. Kvindemuseet i Aarhus og Arbejdermuseet i København.

jens peter hansen

Steen Sohn, intet af det du skriver modsiger hvad jeg selv skrev, nemlig at det var vanskeligt at være kommunist når Stalin og Hitler samarbejdede. Det var sådan set bare det jeg påpegede. At kommunisterne havde bekæmpet fascister og nazister FØR dette tidspunkt er vel ikke nogen nyhed. Kommunisternes rolle i Spanien er, ud over de frivilliges indsats, noget omstridt. Læs Hyldest til Catalonien af George Orwell og bliv chokeret over de interne politiske magtkampe i republikken.
Jeg har ikke og vil ikke underkende den enorme indsats kommunister i hele Europa ydede mod den tyske besættelsesmagt, men blot insistere på at hvis besættelsen skal beskrives, så er det fra dag ét og ikke når det lige passer ens ligesindede bedst. Hvad enten disse er kommunister eller sent opvågnede borlige.

Sider