Læsetid: 4 min.

Kongerøgelse på Eremitagen

Det skal for alt i verden være autentisk. Når vi bevarer og restaurerer, så sker det for at mindes og fastholde billedet af en svunden tid midt i alt det flygtige. Det nyrestaurerede Eremitageslot i Dyrehaven nord for Købehavn er et imponerende vidnesbyrd om det feudale Danmarks storhed. Nu åbnes det for offentligheden
Noget usædvanligt afprøvede arkitekten bag Eremitageslottet, Lauritz de Thurah, forskellige arkitektoniske teknikker og stilarter i sit arbejde med slottet. De Thurah ønskede i håb om at få flere opgaver at vise kongen en række forskellige interiører og indrettede derfor slottets mange rum i vidt forskellige stilarter.

Noget usædvanligt afprøvede arkitekten bag Eremitageslottet, Lauritz de Thurah, forskellige arkitektoniske teknikker og stilarter i sit arbejde med slottet. De Thurah ønskede i håb om at få flere opgaver at vise kongen en række forskellige interiører og indrettede derfor slottets mange rum i vidt forskellige stilarter.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

19. juni 2013

I krisetider blomstrer nationalromantikken. Det er en gammel sandhed. Gennem tiden, ikke mindst i den moderne bevægelse i arkitekturen, har man været stærkt kritisk over for en overdreven og sentimental bevaringsiver. Man fremhævede, at det store fokus på at bevare ofte slår ud i ren historicisme. Med åbningen af Eremitageslottet, der har gennemgået en omfattende restaurering, får vi endnu engang mulighed for at møde vores fælles historie.

Eremitageslottet har aldrig været beboet. Det er bygget som et jagtslot, hvor kongen kunne underholde sit følge i forbindelse med de berygtede parforcejagter i Dyrehaven. Udført i senbarok var eremitageslotte højeste mode blandt den europæiske adel i det 18. århundrede. Det blev udstyret med en sirlig anordning, kaldet en taffelmaskine, der gjorde, at hele eller dele af bordet kunne sænkes ned i køkkenet gennem gulvet. Her blev bordet dækket op og sendt tilbage igen. På den måde kunne selskabet være i fred for tjenestefolkenes nysgerrige blikke, deraf navnet ’eremitage’ (ensomhed), og løsningen på et af tidens største luksusproblemer, for mange og påtrængende tjenestefolk, var fundet.

Arkitektens salgskatalog

De kulturhistoriske værdier er til at få øje på. Selv på afstand. Slottet, der blev opført af Christian VI i 1736, er anlagt på en bastion, der ligger centralt på en forhøjning i landskabet. Her kunne kongen trække sig tilbage under jagten, hvis det blev for strabadserende, og samtidig følge med i hvad der foregik på sletten. Dengang som nu er Dyrehaven indrettet som en skueplads for den spektakulære jagtformer, med slottet i centrum, der fuldender kulissen. Parforcejagten (par force betyder ’med magt/vold’) gik i al sin brutale og dekadente enkelhed ud på at udpege den største og mest imponerende kronhjort for ved hjælp af hunde og ryttere at jagte dyret til det segnede af udmattelse. Derpå kunne kongen – eller en særligt udvalgt gæst – stige af hesten og give dyret dødsstødet i en nøje koreograferet ceremoni.

Slottet, der dannede ramme om løjerne, er inspireret af østrigsk barok. Det er tegnet af en af datidens mest indflydelsesrige arkitekter, Lauritz de Thurah, og opført i en periode i dansk historie, hvor der foregik en livlig udveksling af ideer i hele Europa. Man finder både inspiration fra Østrig, Italien og Frankrig, ligesom fascinationen af Østen slog igennem med såkaldte kineserier, der med forfinede og elegante træskærerarbejder holdt i enkle farver, sort og hvid, vakte stor jubel blandt europæiske arkitekter. De Thurah eksperimenterede og indarbejdede disse ting i slottets interiør og blandede det op med den nye stilretning i Europa, rokoko. Rokokoens legende, lyse og lette formlyst bliver i Eremitageslottet sammenstillet med barokkens mere alvorstunge, svungne og svulstige former, der skulle dramatisere udtrykket. Barokken, der til dels er født som en modreformation (den katolske kirkes svar på Luthers ideer), havde stor indflydelse på datidens arkitekter. Nu skulle kunsten og arkitekturen pirre og forføre beskueren og vise vælde og magt. Det præger Eremitageslottet den dag i dag, både hvad angår placeringen i terrænet, facade og interiør. Noget usædvanligt afprøvede de Thurah forskellige arkitektoniske teknikker og stilarter i sit arbejde med slottet. De Thurah ønskede i håb om at få flere opgaver at vise kongen en række forskellige interiører og indrettede derfor slottets mange rum i vidt forskellige stilarter. Slottet fungerede i bogstaveligste forstand som salgskatalog, og det forklarer den store forskelligartethed i interiøret.

Bevaringsmani

Slottet har gennemgået en omfattende og usædvanligt vellykket restaurering efter alle kunstens regler – finansieret af Augustinus Fonden. For at genskabe det oprindelige udtryk og karakter har man ned til mindste detalje fulgt de oprindelige metoder med hensyn til farveblanding, maleprocesser og materialer. Det har kun været muligt, fordi bygningen gennem tiderne har gennemgået meget få forandringer, og resultatet fremstår i dag som et af de få offentligt tilgængelige eksempler på, hvordan arkitekturen helt præcis tog sig ud i 1700-tallet.

Restaureringsafdelingen på Kunstakademiets Arkitektskole er i disse år helt usædvanligt langt den største. Det ligger i tiden. Håndværket og den historiske bevidsthed er som en indirekte modstand med moderniseringen i højsædet. Bygningsarven er i fokus som en motor i skabelsen af en fælles fortælling om dansk historie.

Genåbningen af Eremitageslottet rejser spørgsmål om bevaring som en genvej til kulturel identitet. Jagten på det autentiske og en mere omfattende bevaring af kulturhistorien er et globalt fænomen. Authenticity er navnet på en bestseller, skrevet af to amerikanske økonomer, Pine og Gilmore. Det er opfølgeren til bogen The Experience Economy, der kortlagde nye forbrugsmønstre hos borgerne, der i stigende grad efterspurgte oplevelser. Oplevelsesøkonomien som begreb blev født.

Nu har forfatterne igen taget temperaturen på forbrugerne og fundet, at autenticitet er øverst på dagsordnen. Det viser sig i dyrkelsen af kulturhistorien og kan direkte aflæses i turismeindustriens forherligelse af europæisk historie.

Kulturarven er for længst indlemmet i oplevelsesøkonomien som turistmagnet, som det, der bringer en særlig autentisk oplevelse.

Det er ikke sært, at kineserne står i kø for at få et glimt af det ’gamle Europa’, og Eremitageslottet som kulturhistorisk markør passer perfekt ind i billedet.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Robert Ørsted-Jensen
Kristian Rikard og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Christensen

Hvem har "betalt" for "illusionens" vandvid? Borgeren? den danske statsborger i Danmark? hvem ellers? En skattely fond i udlandet?.

Mit råd: Riv da "lortet" ned, "1 million" hvis vi i fællesskab klarede opgaven, 10 eller måske 20,eller flere, hvis korrupte pollitikere bare forlanger, at vi i fællesskab skal klare opgaven.

Michael Kongstad Nielsen

Ja det er så nysseligt, når vi tager ni huller på golfbanen, og det eneste kedelige er de misforståede skovture fra Dyrehavsbakkens platte publikum, der tror de kan blande sig med os, hvis bare de ville tøffe hjem til der, hvor de kommer fra, så vi, der har retten til at nyde Eremitagen, kan nyde den i fred.

Restaureringen af kongeslottet er Augustinus Fondens betaling til sin bedste reklamesøjle, Danmarks kæderygende monark og hendes nikotingule tænder. Det statskontrollerede misbrug kaster millioner af sig i overskud til fonden, der ejer Skandinavisk Tobakskompagni. Det er derfor nærmest småpenge, at fonden hvert år kan "uddele" 100 millioner af de kroner, som du har betalt i overpris for koncernens giftige produkter - hvor der dog også er faldet en klat af til krigstraumatiserede børn i Palæstina.

olivier goulin

Så, nu ikke alle de sure opstød!

Glæd jer hellere over, at der stadig er noget bevaret finkultur tilbage i denne discount-tidsalder.

/O

Katrine Visby

Det er fint nok at vi bevarer vores historiske bygninger. Det er dog lige lovlig lang tid der gik, før folk kunne få lov til at se det indenfor.

Jeg glæder mig til når det bliver Amalienborgs tur til at åbne dørene, og folk kan gå rundt i den flotte museumsbygning, og kigge tilbage på en svunden tid i vores feudale samfund - dengang Danmark havde et monarki.
Det burde rejse en diskussion om hvorvidt det feudale system bare er blevet lidt moderniseret, men ellers består i bedste velgående.

Det er faktisk utroligt at vi i år 2013 stadig har et monarki, og betaler aflad til kongefamilien. Og så kan vi få lov til at vinke med papirsflag når dronningen kører forbi i sin guldkaret. Det er den største masse-psykose jeg længe har oplevet.

De kongeliges jagter er dybt perverse og ondskabsfulde. At jagte en stakkels hjort til den bliver så udmattet, at den knap kan gå, så statsoverhovedet kan skyde den på rituel vis, for at demonstrere sin magt og vælde.
Det er dybt afskyvækkende og dyrplageri . Jeg kan ikke se hvad værdier de kongelige har, som man kan finde beundringsværdigt eller eksempler på rollemodeller. Det er bare en stor satanistisk kult.

Ole Falstoft

@Kartine
'De kongeliges jagter er dybt perverse og ondskabsfulde. At jagte en stakkels hjort til den bliver så udmattet'
Jeg kan berolige dig med at den type jagt ikke længere er tilladt heller ikke for kongelige. De sidste Parforcejagter blev afholdt i Danmark i slutningen af 1800 tallet

Katrine Visby

Jeg bryder mig generelt ikke om jagt som hobby. Der var engang man tog ud og skød et dyr, for at få mad.
Nu er det bare ren sjov og spænding.
Jeg ved at den kongelige familie masse-skyder hjorte og andre dyr om efteråret som ren fornøjelse, så blodet flyder.

Der er aldrig blevet rejst spørgsmål om danskerne syntes det er i orden, at de betaler for den slags hobbyer. Se dette link:
http://ekstrabladet.dk/flash/kongelige/danskekongelige/article1473334.ece