Læsetid: 3 min.

’Den kulturelle debat savner fakta’

Den kulturpolitiske debat er kendetegnet ved professionelle meningsmagere og mangel på fakta, mener økonomi-professor Christian Hjorth-Andersen. Derfor har han skrevet en bog med kolde økonomiske fakta i et forsøg på at kvalificere debatten
21. juni 2013

Bogen er tilstræbt økologisk, uden sødemidler eller andre kunstige tilsætningsstoffer,« skriver Christian Hjorth-Andersen i forordet til sin nye bog Hvad koster kulturen?, som for nylig er udkommet på DJØF-forlaget.

Christian Hjorth-Andersen er professor i økonomi på Københavns Universitet og en af de få herhjemme, der forsker i kulturøkonomi. Og hans bog er virkelig skrevet med en nøgtern og videnskabelig tilgang i et forsøg på at kortlægge pengestrømmene i kultursektoren

»Jeg er jo videnskabsmand. Og så synes jeg måske nok, at der er rigeligt med holdningsmaskiner i kultursektoren, som har hver deres kæpheste at ride,« siger han.

»Meget af den offentlige debat om kulturen kommer jo fra professionelle meningsmagere, kulturproducenter og andre partsinteresser. Så derfor syntes jeg, at det måtte have offentlighedens interesse at få en lidt mere uvildig og nøgtern beskrivelse af tingene.«

Halvanden øre per krone

Kulturen fylder ellers i et økonomisk perspektiv ikke alverden herhjemme. Omkring 13 mia. kroner bruger stat og kommuner tilsammen om året på kultur.

Det kan lyde af meget, men ifølge Christian Hjorth-Andersen er det kun cirka halvanden øre af hver skattekrone, der bliver brugt på kultur. Men på trods af det relativt beskedne beløb, fylder kulturen meget i den offentlige debat, og den debat vil han gerne være med til at kvalificere.

»Der er jo en levende interesse for den sag, så der har jeg et idealistisk formål med at prøve at kvalificere debatten og sige, at der er både gode og dårlige argumenter, og fordi man er en kulturpersonlighed, kan man godt have et synspunkt, der ikke hænger sammen,« Christian Hjorth-Andersen.

–Hvem er bogen skrevet til?

»I mine øjne burde den stå på hylden hos alle kulturjournalister, så de i højere grad kan konfrontere debattører med fakta. Men den er også tiltænkt alle, der udfører kulturpolitik i Danmark. Det kan være i kommunalt såvel som statsligt regi, på kulturelle institutioner eller noget helt tredje. Men enhver, der kan læse en kronik Information, kan også læse den. Der er ingen formler, men let tilgængelige tabeller. Hvis man ikke kan læse en tabel, vil man ikke have meget glæde af den, men det er der immervæk også mennesker i Danmark, der kan.«

– Du indleder bogen med at give en masse eksempler på kulturelle områder, som får mere i støtte end andre og spørger, om det er rimeligt? Trænger vi til at diskutere, hvordan vi fordeler kulturmidler?

»Det hænger jo snævert sammen. En stor del af debatten handler om, hvem der skal have hvor meget. Så det er et forsøg på at udrede, hvilke synspunkter der rent faktisk bliver uddelt midler efter.«

– Er fordelingen af midler tilstrækkeligt kvalificeret?

»Det kan man diskutere. Man kan i hvert fald sige, at den er stærkt præget af tradition. Man støtter teater, fordi man har støttet teater, fordi man støtter teater, og det har man gjort i 100 år. Den klassiske musik støttes markant, mens der stort set ikke gives nogen støtte til rockmusik. Man støtter produktion af danske film, men man støtter ikke, at folk kan gå i biografen og se danske film. Til gengæld støtter man, at folk kan gå i teatret. Så det er i høj grad præget af tradition.«

– Er det ikke et spørgsmål om, at alt ikke skal være populærkultur, og at den klassiske kultur ikke må forsvinde?

»Den er ikke forsvundet i andre lande, som ikke støtter den i samme grad. Men man kan jo altid overveje niveauet for støtten, og særligt kan man overveje rimeligheden i, at hvis den klassiske musik skal have så meget i støtte, så er der i sagens natur mindre tilbage til at støtte den musik, som ungdommen og store del af befolkningen rent faktisk lytter til. De forhold prøvede Uffe Elbæk (tidligere radikal kulturminister, red.) at ændre på, men han slap ikke godt fra det. Der sejrede konservatismen totalt.«

– Får vi nok for pengene på kulturområdet?

»Jeg synes godt, at vi engang imellem kunne overveje debatter af en lidt mere indgående karakter om prioriteringen af kulturmidler.«

Så nej, det mener du ikke, vi gør?

»Jeg vil nok holde mig til min første formulering.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Poul Schou
Kristian Rikard og Poul Schou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det lyder godt. Jeg må til lommerne. En videnskabelig bog om kulturøkonomi, hvor forfatteren på videnskabeligvis forsøger at kortlægge pengene i kultursektoren. Det skal få nogle kuratorer og andre smagsdommere op af sædet og købe bogen og med en vis uro læse den. Gudskelov kan de trække den fra over skatten, men alligevel sikke noget. Håber at bogen bliver anmeldt (også) her i Information. Det er nogle sjove sammenligninger, der bliver givet i interviewet. For eksempel det forhold, at man støtter produktionen af danske film og teater, men man støtter ikke folk som går i biffen, men folk som går i teatret. Og den klassiske musik får langt større tilskud i forhold til rockmusikken. Ak ja, hvad der mon står om billedkunsten og pengestrømmene til denne. Det tyder på en spændende og meget tiltrængt bog om den konservative ånd, som præger og altid har præget kulturen og dens fascination af nobles og penge.

Kristian Rikard

"I mine øjne burde den stå på hylden hos alle kulturjournalister" godt sagt, man skal ikke sætte sit lys under en skæppe!
"Hvis man ikke kan læse en tabel, vil man ikke have meget glæde af den, men det er der immervæk også mennesker i Danmark, der kan."
Vel talt Christian Hjorth-Andersen - og det gælder også resten af interviewet:-)

Steffen Gliese

Åh nej, ikke nu igen! Der er intet så uinteressant som prisen på ting - medmindre det selvfølgelig fører til, at man indser, at budgettet med lethed kunne fordobles.
Tænk, at det er dem, der professionelt beskæftiger sig med kulturområdet, der diskuterer det?! Det kender man da slet ikke fra andre debatter, vel?