Læsetid: 3 min.

Vi er alle levende legender

Det var ved at løbe af sporet, da Louisiana holdt pressemøde med en veloplagt og nuttet Yoko Ono
Det var ved at løbe af sporet, da Louisiana holdt pressemøde med en veloplagt og nuttet Yoko Ono

Nikolai Linares

8. juni 2013

Pressemøderne på Louisiana er berømte. Det er her, man møder verdensstjerner, belevne museumsdirektører, kritikere på slap line og overdådige frokostbuffeter. Det er mit første pressemøde. Og antallet af journalister i den smukke koncertsal med udsigt til Øresund er tårnhøjt. Mindst 100 sidder bænket, og en mindre hær af fotografer har linserne peget i retning af en lille hvid dør bagerst i lokalet.

Yoko Ono kommer igennem den, med en hvid hat på skrå, sorte solbriller på næsen og en underlæbe, der følger den nederste bue på brillen. Hun poserer foran en enorm plakat af sig selv, inden hun bliver bænket mellem direktøren og kuratoren. Og man kan godt mærke, at hun har ligget i ske med John Lennon. Antallet af kliklyde fra kameraerne er ikke for nedadgående. Faktisk er hun så populær at fotografere, at der lå paparazzofotografer i buskene ude i Louisianas have, da hun i al hemmelighed besøgte museet sidste år.

Direktøren, Poul Erik Tøjner, byder velkommen og siger til Yoko, at han er overrasket over, hvor utrolig energisk, hun er. Hvilket jo er en anden måde at sige på, at hun er meget gammel. Men det er hun. Hun fyldte 80 i februar. Kuratoren Kirsten Degel begynder sin enetale med ordene: »Vi har ikke sejlet med halv vind. Vi har sat alle sejl til.« Den måtte jo komme. Udstillingen hedder Half-a-wind.

Degels introduktion til den retrospektive udstilling nærmer sig en datingprofil. Yoko er kompromisløs, har humor, elsker fordybelse, er fuld af energi og aktiv på sociale medier.
TV-Avisen er de første, der får lov at stille et spørgsmål. Journalisten væver lidt rundt i det. Er nervøs. Vil helt sikkert spørge om noget frækt, nu hvor det er Yoko Ono. Måske om journalisten må klippe et stykke af hendes tøj.

»Idealisme og feminisme, hvordan relaterer du til de begreber?«

Hvad er det for et spørgsmål? Men Yoko tager det fint og begynder i stedet at tale om, hvordan hun forstår mænds smerte. Den næste spørger vil vide noget om, hvordan det føles at vise kunst, der oprindeligt var lavet til ikke at blive gentaget. Yoko læner sig fremover, og man kan se, at den imponerende kavalergang på plakaten ikke er ren photoshop. Hun svarer med en lille fortælling om rum. Pressemødet er ved at løbe af sporet. Degels tale var for lang, fotograferne knipser stadig det samme motiv, Yoko har ikke ramt den endnu, og journalisterne tænker kun på, at de andre skal tro, at de er kloge.

»Hvordan holder du dig så frisk,« er der endelig en der spørger.

Tøjner gentager spørgsmålet for hende. Og hun begynder tøvende at tale om rum.

Men så vågner hun.

»Rum. I min hjerne. Jeg kan godt lide at holde min hjerne tom. Så kommer der ideer. Og dem bruger jeg til at lave mit arbejde.«
Yoko Ono har tjekket ind til pressemødet. Og den næste, der spørger ind til forholdet til kritikerne, får den sødeste anekdote om at være firs og stadig føle sig ung indeni. Yoko Ono havde været på toilettet forleden på en restaurant, da ejeren kom og tjekkede op på hende. Hun troede straks, at hun blev mistænkt for at tage stoffer.

Musikmagasinet Gaffa spørger ind til hendes måde at skrige på, når hun giver koncert. Hun svarer med et ja. Og damen, der spørger til et favoritårti, får et nej. Og vi andre får at vide, at hun gør alting af kærlighed.

»For mig har det altid været lettere at lave film, musik og kunst end at lave babyer.«

Vi griner. Hun er god. Og den næste får ordet. Han vil vide, hvordan det føles at være en levende legende. Hun lader som om, hun ikke forstår det. Og Tøjner prøver at forklare, han er så tæt på hende, at det er intimt, han har en cykel på T-shirten, og endelig forstår hun det og kigger med et frækt smil ud på os alle sammen.

»Vi er alle levende legender. Jeg har siddet og kigget på jer alle sammen, imens Kirsten Degel talte. Jeg føler, jeg kender jer. I oplever mig. Men jeg oplever jer.«

Og her skulle alle have klippet tøjet af hinanden og elsket, men timing er en svær størrelse, og hvem kunne have forudset, at en gal mand pludselig skulle begynde at spørge til skifergas? Yoko er imod. For det ødelægger vandet. Og de lokale får ingen job. Og så er der Grønland.

»Pas på det, inden det forsvinder!«

Sådan havde journalisterne det med trekantsandwicherne bagefter. Og heldigvis blev Yoko Ono interviewet andetsteds imens. Hun kunne godt have nogle ret stærke meninger om hvidt brød, fornemmer man.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu