Kommentar
Læsetid: 1 min.

L&R rykker!

Kultur
7. juni 2013

Det var både en trist og god nyhed. Den triste nyhed var, at den legendariske forlægger Per Kofod, der igennem flere årtier har sat et markant præg på den danske bogbranche, har besluttet at afhænde sit forlag. Listen af gode forfattere fra Kofods forlag rummer navne som Paul Auster, Siri Hustvedt, Daniel Kehlmann, Philippe Dejan, Anna Gavalda, Don DeLillo, Niels Brunse og mange flere. Kofod har været et af de undtagelsesmennesker, der på trods af vanskelige konjunkturer har opretholdt en liste af høj litterær kvalitet. Den gode nyhed er så, at Per Kofod har besluttet at overdrage sit forlag til Lindhardt & Ringhof, som vil videreføre hans forfatterskaber og titler.

Onde tunger vil hævde, at kan man ikke opdyrke egne talenter, så kan man jo altid købe dem. Og godt nok hedder det officielt en ’overdragelse’, men sådan en har også en pris. Sagen er, at Lindhardt & Ringhof siden Lars Boesgaard trådte til som direktør længe har spejdet efter lidt medvind, så det ikke længere kun var et postulat, at man ville være en seriøs konkurrent til Gyldendal, når det gælder den seriøse litteratur. Der er helt klart sket nogle nye spændende ting på forlaget, men der er grænser for, hvor længe en Katrine Marie Guldager og en Jens Christian Grøndahl er et troværdigt figenblad for, at forlaget har en stærk litterær profil.

Med dette tilskud af en række gode forfattere begynder det at ligne noget at bygge videre på. Nu får forlaget medvind og for alvor en litterær profil, der med den rette omsorg for de forfatterskaber vil kunne bruges som lokkemad for andre. Det er godt for Lindhardt & Ringhof, og det er godt for den danske forlagsverden, som til trods for, at flere og flere små forlag udfordrer de store på kvalitetslitteratur, ikke har brug for monopollignende tilstande.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her