Interview
Læsetid: 5 min.

Et oprør mod den gode smag

Tegnestuen Vandkunsten er blevet kaldt arkitekturens Gasolin. De er fra en tid, før ideologi var noget bras, hvor venstrefløjen uden at blinke omsatte progressive ideer til handling. Jens Thomas Arnfred, der er partner i tegnestuen og tidligere professor på arkitektskolen i København, fortæller om et oprør mod pænheden, der aldrig stopper
Arkitekterne i tegnestuen Vandkunsten dyrkede en rebelsk idealisme og håbede, de kunne frigøre mennesket gennem fællesskaber. De ville lave bygninger, der giver én hånden.
Kultur
10. juni 2013

Jens Thomas Arnfred kommer fra et højskolehjem, hvor man ikke gik op i eksamenspapirer. Det er måske en af grundene til, at han ikke gjorde arkitektstudiet færdigt, inden arbejdet med at ændre dansk arkitektur kaldte.

Arnfred var med egne ord en gadedreng og et blomsterbarn med CV’et i orden – inklusiv ophold i Thy-lejren. Han var en fast del af det rastløse og antiautoritære studenteroprør med afsæt i hippiemiljøet på Christianshavn og insisterede, som så mange i sin generation, på retten til at sige nej.

I 1970 var han med til at stifte Vandkunsten. Tegnestuen er en af Danmarks mest prisvindende og var med til at skabe et nyt paradigme i dansk arkitektur. Den indrammede de ideer, der opstod i slutningen af 1960’erne, og er et pejlemærke for en ny generation af arkitekter, der leder med lys og lygte efter et arkitektonisk ståsted uden for det, der opfattes som traditionens snerpede formunivers.

De endeløse forstæder

Vandkunsten var på trods af tidens mange politiske paroler ikke bannerfører for et skingert ideologisk projekt. Tegnestuen forsøgte at promovere en alternativ samfundsmodel som modstand mod det, de oplevede som en klæbrig og ufarlig pænhed i den danske arkitekturtradition, der havde tabt blikket for de store samfundsspørgsmål. Det løber som en rød tråd i tegnestuens mangeårige arbejde med at udvikle boliger.

»Der er ikke den store forskel på dengang og i dag. Også dengang var det en reaktion mod det formfuldendte. Indholdet er det vigtige. Omsorgen for det rum, der er fælles, må have forrang. Men vilkårene er for ringe i dag. Den stigende bureaukratisering er alarmerende. Arkitekter bliver gjort til funktionærer,« siger Jens Thomas Arnfred.

»Arkitekturen kan pirre verdens ordensbegreber, bevæge os og hjælpe os med at ’finde hinanden’. Den kan sikre de frodige, usnerpede fristeder og få hjertet til at banke varmt og vedholdende. I dag er den største udfordring vores tarvelige og markedsbestemte opfattelse af vækst. Den institutionelle ansvarsfraskrivning, vores forbrugs(u)vaner. Vores dovne opfattelse af luksus. Vi må træne indignationen og udfordre de mest banale lovmæssigheder, bekvemmeligheder og rutiner. Det kræver, at vi genoptager den moralske, eksistentielle samtale om mål og midler. Når bygningskunsten er allerbedst, er det en forførende fortælling om livet. En vild kærlighedshistorie.«

Forsvar for fællesskabet

I kernen af tegnestuens arkitektur ligger en kulturkritik af en samfundsorden, der i stigende grad lader hånt om fælles værdier og dyrker individualistisk livsstil og privathed i de endeløse forstæder.

»Vi ville lave en arkitektur, der var et forsvar for fællesskabet i en tid, hvor arbejderbevægelsen var stagneret i småborgerlighed. Samtidig vristede vi os fri af pænheden, der dengang og i dag præger dansk arkitektur. Som sådan var det et opgør med den gode smag. Vi var rørende enige om, at den gode smag var dårlig«. »Vandkunsten var en protest mod den del af dansk arkitektur, der i egen selvopfattelse forvaltede Arven – med stort A – fra den danske designtradition. De kunne ikke formulere de løsningsmodeller, der var påkrævet, og kan det stadig ikke. De er fanget i dyrkelsen af et indforstået formparadigme, der ikke vil verden og fællesskabet noget. Vi diskuterede døgnet rundt om meningen med det hele, tog fru Jensen som gidsel og fandt vores egen sårbare balance mellem mål og midler, der mærkeligt nok blev opfattet som højrøvet og bedrevidende af vores kolleger.«

Vandkunsten gav dermed krop til en kunstnerisk protest, der tror på, at tilværelsen og den arkitektur, der former sig om den, ikke skal være jomfrunalsk og tantet, som Arnfred udtrykker det.

Burhønsbyggeri

»Vi dyrkede – og dyrker stadig – en tro på, at arkitektur skal iscenesætte og fremme alternative livs- og boformer. Som tressernes utopister håbede vi at kunne frigøre mennesket gennem fællesskaber, hvor møderne og friktionen frigjorde et kreativt potentiale. Det var og er en rebelsk idealisme i en tid, hvor markedsliggørelsen – og dermed umyndiggørelsen og den bureaukratiske ansvarsfraskrivelse – i større og større grad synes, at diktere enhver beslutning. Jeg vil gerne beskytte vores fag. Det vigtige er arkitekturens handlerum og betoning af kraften til ikke at finde sig i noget og aktualisere en anden livsform end den fremherskende og det markedet bevidstløst efterspørger.«

Tegnestuens arbejde finder sin klangbund i en tidsånd, der med stor selvsikkerhed søsatte det ene boligeksperiment efter det andet. Som fortalere for den såkaldte ’tæt-lav-boligform’, der havde kollektivisme og nærhed som de vigtigste ledemotiver, gjorde de en dyd ud af nødvendigheden. Tegnestuen skabte arkitektur, som alle havde råd til. En uimponeret tilgang til faget, der ikke var gumpetung køkkenvaskrealisme, men fabulerende og frisættende arkitektur, der fandt sin form i collageagtige bebyggelser. De skabte almennyttige boliger, der var funktionelle, men samtidig udviste en lethed og skønhed i brugen af forgængelige og usnobbede materialer, som man kunne finde i det lokale byggemarked. Med deres rebelske og uhøjtidelige arkitektur blev de feudale arkitektoniske dyder, loyalitet og trofast andægtighed over for traditionen overskrevet.

»Tiden skreg på alternative løsningsmodeller til det misforståede montagebyggeri, som vi i dag kender over hele landet som betonørkener og ghettobebyggelser. Byggeriets iscenesatte ordenssans skulle korrigeres. Den stablede boligkultur havde spillet fallit og var endt som burhønsebyggeri. Det måtte kunne gøres på en anden måde. Men vi var samtidig romantikere som så mange andre i generationen. Vi dyrkede det nordiske og folkloren. Vi elskede kystlinjer og klintskrænter, nærede en dyb skepsis over for EU og drømte om decentralisering og nærdemokrati. Vi levede efter det simple og naive mantra, at man skal have noget på hjerte, hvis man skal lave god arkitektur. Vi ville skabe en æstetisk og minimalistisk arkitektur, der ikke var asketisk. Det skulle være bygninger, der giver én hånd.«

Den danske boligbevægelse

Tinggården i Herfølge, tegnestuens første projekt fra 1971, er en nyklassiker i dansk arkitektur og et fornemt eksempel på, hvordan tæt-lav-boligformen forløses. Det er et almennyttigt boligeksperiment i form af en klyngebebyggelse, der består af et generøst mix af boliger, fælleshuse og alhus. I tegnestuens egen selvforståelse var det fuldbyrdet humanisme, omsat i et simpelt arkitektonisk greb. Man minimerede boligarealet og maksimerede de fælles rum og skabte dermed en hybrid mellem kollektivet og rækkehuset.

Tegnestuen står på skuldrene af boligbevægelsen i Danmark, der gjorde arbejderklassen til velfærdsdanskere i 1940’erne og 1950’erne. Det var en bevægelse, der handlede om at skaffe gode, billige boliger af høj kvalitet og flytte arbejderklassen fra baggård til beton, populært sagt.

»Boligbevægelsen var fuld af vovemod. Men arbejderbevægelsen blev til småborgerliggørelse. I perioden før og efter Anden Verdenskrig lavede danske arkitekter verdensklassearkitektur. Arkitekturen i boligbevægelsen udtrykte vores forargelse og var grundlæggende en politisk kamp. Det er i den periode, at Socialdemokratiet sætter sig fuldstændig igennem. Det var en kæmpe kollektiv kulturrevolution, hvor arkitekterne var solidariske og håndværkeren forenedes med arkitekten om at forløse en stor vision. Der blev taget chancer. Det var raffineret, satsende og en dyb inspiration for vores arbejde. Vandkunsten lå i sine bedste dage i slipstrømmen af den bevægelse. Hvis man skal skabe god arkitektur, skal der bo en forargelse, indignation, i din tænkning. Men vi vil mere end det. Vi er æstetikere helt ind til benet. Vandkunsten er bedst, hvis vi kan skabe noget i trods.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Så hvornår får vi noget 'green guerilla' fra Vandkunsten? Miljø-og socioøkonomisk bæredygtige løsninger.

steen ingvard nielsen

@ Randi
Indtil videre må de (Vandkunsten red.) nøjes med at være dem som har lavet det bedste bud på en boligarkitektur, som har fået sin helt egen selvstændige platform at stå på og som er det bedste bud siden funktionalisterne, på en arkitektur der tager afsæt i en lokal sammenhæng og dermed skaber en lokal identitet.

I øvrigt står Vandkunsten og Arnfred for et slogan der skulle blive skrevet ind i den danske arkitekturhistorie, citat: "Skidt med hvad det koster, bare det ser billigt ud".

Karsten Aaen

Fotos fra Tinggården:

http://www.tinggaarden.nu/fotos.1293.aspx

---

Og hvorfor er der ingen reflektion over hvad deres krav om fællesskab mm. har ført til her i 2013? Stål og glas bygninger som er transparente, hvor alle kan se alle.....og alle kan se, hvad der sker.....fordi vi skal jo alle komme hinanden ved....og dele alt med hinanden, ikke sandt...

Og ja, min holdning til her stål, og glasbygninger er at de aldeles hæslige og skæmmer landskabet, men det er sikkert billigt at bygge på den måde....