Læsetid: 9 min.

Det er ordene der holder mig fast til verden

Et rids af forårets danske lyrik – og en minderune over en stor norsk litterat
Christian Dorph begår fine, ømme, nuancerige vers i ’En drøm om kærlighed’. Foto: Tine Sletting

Christian Dorph begår fine, ømme, nuancerige vers i ’En drøm om kærlighed’. Foto: Tine Sletting

28. juni 2013

Hvis der spørges: »Hvad er et digt?« og jeg så svarer, at det på én gang er en personlig ytring, et selvstændigt sprogligt felt og en oprettelse af dynamiske forbindelser inden for et principielt uoverskueligt netværk, har jeg ganske vist ikke sagt ret meget, men trods alt skitseret tre lige anvendelige forholdsmåder over for formen. Samtidig har jeg faktisk indkredset de tre typer af digtsamlinger, der udkom på dansk dette forår.

Tredelingen er så heller ikke min egen, men skyldes den kloge norske litteraturforsker Atle Kittang, der døde 1. juni efter kort tids svær sygdom, og for hvem der nu indledningsvis skal ristes en minderune.

Læseglæde og faglig indsigt

Atle Kittang har nemlig om nogen bidraget til at skærpe vores indsigt i, hvad litteratur i almindelighed og digte i særdeleshed rummer af muligheder. Han var født i 1941, tog magistergraden fra Universitetet i Bergen og blev som kun 32-årig doktor på en fransksproget afhandling om Arthur Rimbaud. Året efter, 1974, blev han den første professor i litteraturvidenskab, da faget fik eget institut i Bergen. Han skrev fremragende monografier om Hamsun og Ibsen, og han var konstant virksom i bredden som kritiker, formidler og organisator. At hans og Asbjørn Aarseths Lyriske strukturer. Innføring i diktanalyse (1968) er uopslidelig, skyldes foreningen af teoretisk stringens med en ægte glæde ved litteratur – foldet ud i nærlæsning af poesi.

Med sit udgangspunkt i den angelsaksiske New Criticism blev han en af denne retnings betydeligste repræsentanter i Norden, men han kom efter hånden også til at inddrage psykoanalytiske, alment filosofiske og tværæstetiske aspekter af litteraturstudiet. Hans indflydelse blev kolossal, og han forelæste jævnligt her i landet.

De tre forståelsesformer

Mange har gennem årene også fået serveret hans lille, klassiske artikel fra 1975, »Tre forståingsformer i litteraturforskninga«. I denne skelner Kittang mellem en ’sympatisk’, en ’objektiv’ og en ’symptomal’ tilgang til litteratur. Den første, der samtidig er den ældste, tilskriver på forhånd værket et særligt menneskeligt budskab, som digteren har ønsket at kommunikere til os andre. Den anden tilgang derimod kapper båndet mellem forfatter og værk, idet den i stedet møder værket som et selvstændigt objekt, hvis værdi ligger i dets indre organisation. Den tredje forståelse, den symptomale, som er yngst, overskrider så grænsen mellem tekst og kontekst, idet man her søger at sætte teksten ind i hele det kolossale netværk, der udgøres af forbindelser ud til andre tekster og til verden i bred forstand – ofte med opmærksomhed på tekstens ’hybride’ karakter.

Denne tredje mulighed skal vise sig brændende vigtig, når jeg i dette over-blik på forårets digtudgivelser når frem til forfatterne født efter 1970 og dermed to besynderlige himstregimser, som ikke alene sprænger genrekategorier, men også problematiserer kategorien ’litteratur’.

Sig selv lig

Modsat fristes jeg voldsomt til at anlægge en mere ’sympatisk’ læsestrategi over for de af forårets lyrikudgivelser, der skyldes digtere født inden 1950. For de nyeste bøger af Knud Sørensen (f. 1928), Janina Katz (f. 1939), Eske K. Mathiesen (f. 1944), Per Aage Brandt (f. 1944) og Peter Nielsen (f. 1948) virker så karakteristiske for menneskene bag dem, at jeg har svært ved at abstrahere fra forfattersubjektet og gå ’objektivt’ til værks.

Men det skal man jo helst, så lad det derfor i korthed være sagt, at Sørensens Først nu kredser om aldring og tid, og søger ind til øjeblikke, hvor tiden ligefrem sættes ud af kraft og en livsfylde indfinder sig, mens det lyriske jeg hos Janina Katz i Endnu ikke allerede gør selve livets regnskab op og, med hendes egne ord, lader sig »forføre af livet«, »overfalde« af digtet. Begge værker har præcision og knaphed, og de åbner plads til både vemod og humor.

Sugende ler

Fra Eske K. Mathiesen foreligger to bittesmå hæfter udgivet på Galleri Fjaltring, Huskesedler, 12 digte fulde af fornemme fund i det bittesmå, intime, og Ler, 16 tekster, der tager parti for leret som materiale:

 

Det fedtede.
Det klæbrige.
Det limende.
Det smørende.
Det slikkende.
Det sugende.
Det smygende.
Det elastiske.
Som flammerne
elsker til døde.

 

Min eneste indvending mod Mathiesens sødmefulde tekster må blive, at der (igen!) er så få. Men gedigent Eske-agtige er de, på samme herlige måde som Per Aage Brandts 1+100 digte i Elegi. Poesi ligner deres ophavsmand ved netop ikke at samle sig om noget tematisk hovedærinde, men med 10 linjer ad gangen bare styrer indsigtsfuldt filosoferende, humoristisk veloplagt gennem sprog og kultur, for i læseren at udløse serier af overraskede gib. Mere tematisk konsistent er Peter Nielsens Feltstudier, hvormed han kombinerer naturvidenskab og poesi og prøver at gå eksakt til det ubestemte, omgås det usynlige og bebo »et storslået kaos af ideer«. Med sin dyrkelse af ubestemmelighedens evangelium ligner bogen virkelig den antydende vandringsmand Nielsen.

Strukturel ambition

Med de fine, ømme, nuancerige vers i En drøm om kærlighed af Christian Dorph (f. 1966) som den markante undtagelse præges forårets digtudgivelser fra poeter født i 1960’erne af et skærende misforhold mellem højt ambitiøse input og et nok så nedslående output. Deres formelle manøvrer og ’systemiske’ arrangementer fylder praktisk talt hele scenen! Skal jeg forsøge at give læseren en idé om, hvad der foregår, og hvad det så også er, der æstetisk går skidt, er det derfor oplagt at gå objektivt, dvs. formmæssigt, strukturelt til værks.

Hos Morten Søndergaard (f. 1968) stables i Fordele og ulemper ved at udvikle vinger et ærefrygtindgydende apparat på benene, garneret med romertal og garanteret af grammatiske kategorier, ja, bogen serveres endda med et omslag, der kan foldes ud til en plakat med et godt halvt hundrede illustrationer af vingefangets historie. Selve bogens indhold blev af Tue Andersen Nexø her i bladet beskrevet som »metaforikkens svar på flødeskumskagen«. Lars Bukdahl ramte plet, da han (Weekendavisen 1. marts) skrev, at Søndergaards poesier var »så forbandet tempereret tænksomme og følsomme og passionerede«, hvad enten de rent formelt teede sig »essayistisk eller haikuistisk«, eller de fandt sig »et sirligt og sundt centrallyrisk sted midt imellem«.

Aktindsigt

Som nogle måske vil erindre, debuterede Søndergaard og Niels Lyngsø (f. 1968) begge perfekt koordineret i 1991. Siden gik de først samme rute, i en parallelbevægelse mellem digtningen og naturvidenskaben, derefter hver sin vej: Lyngsø over i rappen og Søndergaard op i en traditionsforankret, »poeticitets-dyrkende« poesi. Hvad ingen af dem har sluppet, er drømmen om at kunne beherske digtet ved på en eller anden måde at ’livsforsikre’ det.

Forsikringsalliancen indgås i Lyngsøs Fremmed under samme hud af to gode gamle bekendte, nemlig Pikken og Kussen, som fra hver sin ende af bogen boller sig ind imod midten og derved fortæller samme historie, bare med ombytning af pronominer og flytning af grænser imellem led.

Nogle har i forbindelse med den nye offentlighedslov hævdet, at loven vil være et fremskridt, fordi der nu er flere områder, hvor man kan få aktindsigt. Lyngsøs ulideligt monotone liderligheder giver mere end rigelig aktindsigt.

Formelle manøvrer og systemiske arrangementer skulle vistnok også have sikret Forfatterskolens nuværende rektor evig plads på Parnasset som tak for de jammerlige ’sonetter’ i Hundstein. Men ved på én gang at spille pillekortet (åh, jeg er psykisk syg!) og lege dobbeltkontrakt (det lyriske subjekt er bare en rolle, det er slet, slet ikke mig) dementerede digteren på forhånd projektet.

Jeget og Mig

Langt mere kompleks forekommer Nicolaj Stochholm (f. 1966) i sit forsøg på, med Ødelagt rim, på én gang at agere selvironisk kritiker af traditionen og gennemspille dens velkendte rolle som sprængt modernistisk jeg. Som jeg læser bogen, skal den afvikle ’jeget’ ved at indføre et mere ’autentisk’ subjekt; problemet er bare, at Stochholm hænger uhjælpeligt fast i stereotype lyriske standardsituationer:

 

jeg mærker metroen under
mine fødder og ser de mørke
gange under træernes rødder
midt på denne solfyldte plads
og jeg tænker alt dette er mit
eget mørke der vælder frem
sammen med hver den der er
og som bærer konsekvensen
af at vi går alene sammen her

 

Læg mærke til de næsten lige lange verslinjer, som formmæssigt skal ’mime’ grundspændingen mellem kaos og kosmos, uorden og orden. Fjern så dette strukturelle fif. Indholdet bliver: banalt.

Otte født efter 1970

Samme adjektiv dækker desværre Kronologiens knogler af Ditte Steensballe (f. 1971), der former sig som sorgarbejde efter tab af nærtstående, præget af »frygten der findes / i hælene på farvel«. Budskabet kan koges ned til, at du bør »sætte pris på / et øjeblik ad gangen«, men løftet poetisk bliver det aldrig, fordi en slap og dagligsproglig form sætter betingelserne. Dette gør til gengæld samlingen ret atypisk for de af forårets lyrikere, der er født efter 1970, og hvis nye bøger ellers er kendetegnet ved deres hybride flerstemmighed og interaktive ubestemmelighed.

Mindst vilter i den henseende er Martin Glaz Serup (f. 1978) i Romerske nætter, hvis lange, ubetitlede, sørgmodigt smilende, tænksomme tekster jeg for tre uger siden anmeldte så rosende her i bladet. Men da jeg fik Ønsketænkning af Sissel Bergfjord (f. 1972) i hænde, måtte øjnene spærres op! Hvad formen angår, har vi her at gøre med kassedigte eller fragmentarisk epik eller tekstcollager sammensat efter princippet Og Nu Til Noget Helt Andet. Men midt i den flimrende styrtstorm forløber en dobbelt narrativ strøm: Den ene bevægelse følger fosterets udvikling og fører frem mod nyt liv. Den anden følger en hårdt medtagen mor gennem sygdom til død. Og ind gennem begge fortællinger slår en på én gang desperat og triumferende stemme: »Det er ordene, der holder mig fast til verden«.

Om ordene formår at holde fast på Nikolaj Zeuthen og Anders Abildgaard (begge f. 1977), betvivler man, når man læser hhv. Stråler og Din fjendes fest. Førstnævnte former sig som en sæk vrængende, friskfyragtigt sjuskede, intellektuelle reportager og sidstnævnte som en forskruet collage af reflekterende godbidder uden større indre sammenhæng, afsluttet med en oversættelse af Ludwig Wittgensteins dagbog fra Cambridge. Intensitet synes at have været eneste kriterium for begge. Læseren efterlades lettere desorientalsk. Det sker også ved mødet med Daniel Dalgaard (f. 1987), som i Vi er ikke konger krydser mellem verbale registre i civilisationskritisk raseri og med klagende mandlig afmagt, men også som Lars Skinnebach-epigon:

»Huden udgør din grænse til offentligheden«. Flot set, men hvad læseren mærker, er grænsen, maneren sætter for udfoldelsen af talentet, med kedsomhed som ærgerlig effekt.

Kategoriernes sammenbrud

Hvad der er det stik modsatte af, hvad der hænder, når Ida Marie Hede (f. 1980) i Det kemiske bryllup lader hånt om alle reglerne, herunder genrekategorier, og slår sig løs i et surrealistisk virvar, som hverken er novellesamling, roman eller digtkreds, men klip fra film, billedkunst, teknologi. Ihvorvel jeg sørgeligt savner en række af de mediereferencer, som hun uden videre forudsætter bekendte, nød jeg historien om tvillingerne Caresse og Genesse, der 1975 fødes ud af en kasseret højttaler på en mark i Cornwall for siden at glide sammen til én figur, Jeunesse. Eller omvendt? Aner det ikke, for hovedærindet er at overskride kønskategorier såvel som tankeformer og heftigt slå til lyd for uhindret passage mellem sindet og kroppen.

Hvad ville mon Atle Kittang have sagt til Det kemiske bryllup? Jeg tror, at han roligt, præcist ville have beskrevet dens hybride form og derpå have konstateret, at nogle tekster mere end andre kalder på den symptomale tilgang. For egen regning tilføjer jeg, at ét er at have talent, noget andet at kunne administrere det. Dette evner i eminent grad debutanten Morten Chemnitz (f. 1984) i sin kompromisløst konceptuelle Inden april, stilrene meditationer af årstiders og farvers skiften, hver på tre-fire sekvenser med fire, fem eller til nød seks stramme linjer. Med sin dybe naturforbundethed griber bogen inspirationen fra Inger Christensen, men så sandelig også Knud Sørensens stafet: Sansning og evne til undren er alt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu