De professionelle

»Jamen hov, de kan jo rent faktisk lave mad.« Jeg havde forvildet mig ind på TV2-programmet ’Cecilie og Madklubben’ og i første omgang bare registreret nogle mennesker i et køkken. Og min første tanke var, at det var sådan en eller anden Firestjernet Marsterchef Kok-Amok-amatørkonkurrence, hvor almindelige danskere står og bakser ved nogle komfurer og begynder at græde, når bearnaisesaucen skiller – men jeg blev altså positivt overrasket.

Først kom Søren Gericke til syne. Så Bo Jacobsen – og Thomas Pasfall kunne jeg også kende. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være et køkken fuld af ægte stjernekokke, og programmet viste sig at være godt. Netop derfor.

Først og fremmest kan man blive klogere af at se det – kokkene fortolker klassiske retter på deres egene måder og man får lov til at kigge lidt bag om ideudviklingen og tilberedelsen af retterne. Jeg har nu set flere af programmerne, og gør man det, vil man også kunne iagttage et interessant internt hierarki blandt de bedste danske kokke. I begyndelsen af hvert program skal en af kokkene vælge, hvem han eller hun vil arbejde sammen med i løbet af dagen, og var der en tendens til, at Thorsten Schmidt fra Malling & Schmidt blev valgt først? Og blev Thomas Pasfall nærmest degraderet til kokkelærling, da de to skulle lave en forloren hare sammen? Måske nok.

I samme udsendelse fik man fornøjelsen af at se stålmanden Søren Gericke arbejde sammen med den meget hjertelige og åbne Francis Gardenau og den moderne og effekt-orienterede Mette Martinussen. Det var tre vidt forskellige skoler, der smeltede sammen i et brag af en citronfromage.

Man kan jo håbe, at det er startskuddet til en ny tendens, hvor der er flere professionelle og færre amatører i den slags udsendelser. Det ville være kærkomment – ikke bare i madprogrammerne.