Læsetid: 5 min.

Regeringens kulturpolitik er gennemført – hvad så nu?

Alle initiativer på den kulturpolitiske del af regeringsgrundlaget er igangsat, og flere af dem er færdiggjort. Alligevel beskyldes regeringen for at være for uambitiøs med kulturpolitikken. Den mangler visioner, mener flere eksperter
11. juni 2013

Regeringen har ofte fået skudt i skoene, at den er en løftebrudsregering, der ikke lever op til de store ord i regeringsgrundlaget. Men på ét område forholder det sig anderledes.

Bladrer man den kulturpolitiske del af regeringsgrundlaget igennem og laver en liste over de mere eller mindre konkrete punkter, så er de alle enten påbegyndt eller udført.

For eksempel landede daværende kulturminister Uffe Elbæk (R) efter et længere slagsmål en ny 4-årig musikhandlingsplan på omkring 135 millioner kroner, som skulle styrke den rytmiske musik. I januar indgik regeringen og Enhedslisten en ny aftale om mediestøtten, som havde til formål at prioritere journalistisk indhold frem for støtte til distribution. Og kort efter regeringen blev indsat, indgik den sammen med samtlige partier i Folketinget en ny 4-års-aftale om Det Kgl. Teater, som betød mindre detailregulering og et krav om større samarbejde med andre teatre og teateruddannelser. Alle sammen konkrete punkter, som er nævnt i regeringsgrundlaget.

Vurderes på handlinger

Tilbage står så spørgsmålet, om de kulturpolitiske løfter forud for valget var ambitiøse nok?

Det mener teaterdirektør på Mungo Park, Martin Lyngbo, ikke. I en kronik i Politiken har han tidligere skrevet, at regeringen »har afløst det Foghske skattestop med et kulturstop«, og at »siden regeringsskiftet har kulturpolitikken været et fastfrosset område«.

Han mener ikke, at fluebenene på Kulturministeriets tjekliste er tegn på kulturpolitiske ambitioner fra regeringens side.

»Man plejer jo ikke at vurdere regeringer ud fra deres regeringsgrundlag, men ud fra deres handlinger og retorik. Og der kan jeg bare konstatere, at på selve de kulturpolitiske kerneområder – billedkunst, teater, film, litteratur og musik – har der hverken været ambitioner eller visioner,« siger han og henviser til, at tidligere socialdemokratiske og radikale kulturministre i hans øjne har været langt mere ambitiøse på kulturens vegne.

Kulturstop

Da Marianne Jelved (R) i december tiltrådte som kulturminister, var det med folkeoplysningen som mærkesag. Men ifølge Martin Lyngbo er det ikke tilstrækkelig visionært. Han peger på, at folkeoplysning indtil 2011 lå under Børne- og Undervisningsministeriet, og at vi i dag »ikke har en kulturminister, men i stedet to undervisningsministre«, som han siger.

Og han er ikke ene om at mene, at regeringen mangler kulturpolitiske visioner.

»Der plejer jo ikke at stå ret meget i sådan nogle regeringsgrundlag, og nogle af tingene er sådan noget, som de alligevel var tvunget til gøre noget ved,« siger Jørn Langsted, professor emeritus i kulturpolitik fra Aarhus Universitet med henvisning til 4-års-aftalen for Det Kongelige Teater.

Ifølge ham er problemet, at regeringen har besluttet, at der ikke skal tilføres flere penge til kulturområdet, og at det er svært at flytte rundt på de midler, der allerede er, uden et ramaskrig fra kulturlivet.

»De har nok ikke indført dekreteret kulturstop. Men både Uffe Elbæk og Marianne Jelved har, som man kunne frygte, reduceret sig selv til at sidde og behandle sager og underskrive det, som embedsmændene i Kulturministeriet forelægger, og der dukker hverken nye initiativer eller nye ideer op. Det er, som om man er blevet fuldstændig lammet af en økonomisk krise, der gør, at det kulturpolitiske nu ligger halvdødt,« siger han.

Ser man på den tidligere regerings kulturministre, har de hver især haft et projekt, som kan ses som en værdipolitisk markering. Brian Mikkelsen (K) havde kulturkanonen, Carina Christensen (K) havde øget brugerinddragelse med Kultur For Alle-projektet, og Per Stig Møller (K) fik gennemført Radio24syv som alternativ til DR’s P1.

Men for eksempel Brian Mikkelsens kulturkanon var ifølge Jørn Langsted ikke noget, der stod i regeringsgrundlaget. Det var en sag, der dukkede op undervejs, og så blev den grebet og brugt som en markering, og det er netop det, regeringen mangler at vise evne til.

»Kulturpolitikken er et område, hvor man kan føre værdikamp. Hvis man har nogle ideer om, hvor samfundet skal bevæge sig hen, så kan man bruge kulturpolitikken til at markere det. Spørgsmålet er, om denne her regering har evnen til at gribe sådan nogle sager, der dukker op og kan ligge i forlængelse af deres egen ideologi, eller om de er blevet så meget administratorer af det eksisterende, at de er helt snotforvirrede, hvad angår idégrundlag,« siger han.

Vækst via oplevelsesøkonomi

Heller ikke Peter Duelund, lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, er imponeret over regeringens kulturpolitiske visioner. Ifølge ham skal man skelne mellem kulturpolitik i snæver forstand – som regulering af administrative støtteordninger til kunst og kultur – og kulturpolitik i et bredere perspektiv – de ideer og værdier, der ligger bag den støtte, vi giver til kunst og kultur.

»På det konkrete område, kulturpolitikken i snæver forstand, har regeringen ikke indført kulturstop,« siger han og henviser blandt andet til 4-års-aftalen med Det Kongelige Teater, musikhandlingsplanen og digitaliseringen af kunsten.

»Der er en række initiativer i gang, der lever op til regeringsgrundlaget. Men hvis vi ser på det brede område, værdikampen, kulturpolitik defineret som samfundspolitik, så må man sige, at den har været præget af en laissez faire-holdning, som gør, at de ideologiske værdier, regeringen ellers står for, ikke er blevet udmøntet på kulturpolitikken. Der er blevet ført en temmelig tilbagelænet politik,« siger han og fortsætter:

»Vi må have en gedigen, dyb, offentlig debat om, hvad kunsten og kulturens rolle er i vores nye globaliserede samfund. Det har ændret sig kolossalt meget i de sidste par århundreder. Hvis vi ikke tager fat på diskussionen om, hvorfor vi støtter kunst og kultur, så bliver kulturpolitikken reduceret til økonomisk vækstpolitik via oplevelsesøkonomi. Det er den allerede godt på vej til.«

Kritikken af regeringens manglende kulturpolitiske visioner er ikke ny for kulturminister Marianne Jelved. Hun er dog bestemt ikke enig i den, og hun peger på, at der også ved siden af regeringsgrundlaget er blevet sat mange kulturpolitiske initiativer i gang.

»Jeg tror, at der er stor forskel på, hvad politikere og forskere synes er ambitiøst,« siger hun og henviser til, at hendes kulturpolitiske ambitioner til dels ligger i, at de politiske aftaler bliver lavet med et bredt flertal, og at Kulturministeriet er i løbende dialog med aktører i kulturlivet, »for det skal være holdbart«, som hun siger.

»Jeg vil gerne øge kvaliteten på det, vi laver kulturelt, og derfor vil jeg gerne styrke talentarbejdet, og jeg vil gerne styrke eliten. Jeg vil gerne have, at der på alle områder kommer en elite, som vi kan være stolte af og samle os omkring. Og jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, om folk kalder det værdikamp, eller hvad de kalder det. Jeg mener bare, at det er hamrende alvorligt, og det vil vi gerne bruge mange kræfter på at komme igennem med,« siger Marianne Jelved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • ole eising
Michael Kongstad Nielsen og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Problemet er, at S-SF-R regeringen ikke har nogen kulturpolitik. Regeringsgrundlaget indeholder umådeligt lidt om kultur. Der har, som lektor Peter Duelund siger det, været tale om en "laissez-faire" politik, der bare lod den herskende kultur fortsætte. Vores tidligere kulturminister Uffe Elbæk skrev i Politikens kronik: ”Det handler ikke længere om at være for eller imod ’kulturarven’ eller ’smagsdommerne’ eller andre rester fra 00’ernes kulturkamp". Dermed afslørede han, at regeringen ikke havde til hensigt at gøre op med VKO-årenes kulturkamp, den nye regering lagde sig fladt ned for alt, hvad tidsånden havde bragt, som Claus Hjort Frederiksen udtrykte det: - "de røde danser til vores musik"
http://politiken.dk/debat/ECE1828800/de-roede-danser-til-vores-musik/

Det slemme er, at regeringen og folketingsflertallet ikke ønske nogen ændring af tidens kultur, der er præget af penge, materiel lækkerhed og egoisme.

Vibeke Rasmussen

"I januar indgik regeringen og Enhedslisten en ny aftale om mediestøtten, som havde til formål at prioritere journalistisk indhold frem for støtte til distribution."

Hvordan er man egentlig nået frem til, at mediepolitik skal afklares i Kulturministeriet, når det rent faktisk er statsministeren, der er pressens minister? Man skulle mene, at der var rigeligt med opgaver inden for kunst og kultur for en kulturminister at tage sig af, uden at pågældende også skulle bekymre sig om 'mediekulturen'.