Læsetid: 7 min.

Ronja Røverdatter er da københavner

Norske børn, der taler midtsjællandsk. Og svenske børn, der lyder, som om de kommer fra sydhavnen. TV for børn eftersynkroniseres i stigende grad, og det forringer nordisk sprogforståelse, mener eksperter. Hos DR Ramasjang praler man med, at stort set alle udenlandske programmer for børn eftersynkroniseres
Det har været en mærkesag for Nordisk Råd i mange år, at der sendes tv på vores nabosprog, og det står tilmed i DR’s public service-kontrakt, at det skal være tilfældet. Illustration: iBureauet

Det har været en mærkesag for Nordisk Råd i mange år, at der sendes tv på vores nabosprog, og det står tilmed i DR’s public service-kontrakt, at det skal være tilfældet. Illustration: iBureauet

20. juni 2013

I øjeblikket kan man følge den norske tv-serie Vaffelhjerte på DR Ramasjang. Den foregår ved de billedskønne norske fjorde og fjelde, og der er får, striktrøjer og højt til himlen, og alt hvad vi danskere ellers forbinder med vores naboer mod nord. Men hovedpersonere Theo og Lena lyder til at være fra et sted på Midtsjælland. Som næsten alt andet på DR Ramasjang er den eftersynkroniseret. Selv den indledende sang er indsunget af en dansker.

Tidligere generalsekretær i Nordisk Råd gennem 25 år Henrik Hagemann ærgrer sig: »Vi er nået ret langt med hensyn til at sætte fokus på de nordiske sprog i undervisningssammenhæng. Bertel Haarder satte de nordiske sprog på pensum i folkeskolen, men politikerne har slet ikke været lige så aktive i deres krav til tv og radiofonien. Og vi ved ellers, at det er afgørende for sprogforståelsen, at vi som børn møder nabosprogene – talt af naboer,« siger han.

Pippi og Emils betydning

I 2006 formulerede Nordisk Ministerråd en deklaration om nordisk sprogpolitik. Den kom i kølvandet på en større undersøgelse, der i 2003 fastslog, at det stod skidt til med den internordiske sprogforståelse. Nordmændene var bedst til at forstå nabosprog, men bedst til svensk. Svenskerne var bedst til norsk. Begge nationaliteter forstod knap så godt dansk. Danskerne klarede sig dårligst på alle parametre. Men generelt var den internordiske sprogforståelse ikke prangende, og derfor formulerede Nordisk Råd en sprogpolitik. Målet er at opprioritere nordiske sprog i undervisningen og i form af flere bogudgivelser på nabosprog, og ifølge deklarationen så bør: »Nordens samfundsbærende sprog være meget synlige i det offentlige rum, for eksempel i tv og film«.

Selv om deklarationen ikke er juridisk bindende, så har de danske politikere dog forsikret, at DR’s public service-aftale forpligter institutionen til at sende nordisk tv på originalsprog.

»Det har stor betydning for det nordiske fællesskab, at vi forstår hinanden, og det er da også min erfaring, at vi forstår hinanden, når vi har brug for det, men det kommer ikke af sig selv. Jeg er ikke i tvivl om, at det har en stor betydning, at børn i mange år har set Pippi og Emil, og at man i for eksempel København har kunnet se svensk tv. Nu er mediebilledet dereguleret og decentraliseret, og man har givet afkald på styring. Det gør det jo blot endnu mere vigtigt, at man stiller krav de steder, hvor man stadig har mulighed for det,« siger Henrik Hagemann.

Ifølge sprogforsker Henrik Gottlieb, der er lektor ved Københavns Universitet og særligt har interesseret sig for tekstning og eftersynkronisering af film og tv-udsendelser, så kan man ikke overvurdere betydningen af, at børn møder fremmedsprog, hvis man ønsker, at de skal mestre dem som voksen.

»Musikaliteten med hensyn til sprogforståelse aftager drastisk med årene, men hvis man som barn møder et andet sprog i for eksempel otte-års-alderen, så kan man lære det flydende. Man er mere modtagelig over for andre sprogs ’foneminventar’ eller lydbilleder. Voksne eller teenagere, der forsøger at tilegne sig et nyt sprog vil altid tale med det, vi kalder accent. Det, der sker, når man taler med accent, er, at man så at sige udtaler det andet sprog med éns eget foneminventar.«

Halvdelen af det at forstå et andet sprog er at kende lyden af det, forklarer han:

»Som barn er man mere modtagelig over for det, der læres via musikalitet. Intonation og fonetik skal man gå mere intuitivt og instinktivt til end resten af sproget, og det er børn bedre til end voksne. Så hvis man mener, at vi i de nordiske lande skal bevare evnen til at forstå hinandens sprog, så er det utrolig vigtigt, at vi møder dem som børn.«

Det er så at sige næsten ligegyldigt, hvor mange svenske krimier, vi ser. Mens det, at en hel generation af danske børn har set Astrid Lindgren-serier med en dansk fortæller frem for dansk synkronisering, gør en forskel.

Henrik Gottlieb fortæller, at man i Rusland og østeuropæiske lande ofte bruger én førstepersons så kaldt ’voice-over’ – det vil sige, at én person taler for hele rollelisten og oversætter manuskriptet direkte og uden dramatisk indlevelse, mens der skrues helt ned for hele det udenlandske lydspor, når der er dialog. Det, vi kender fra Emil fra Lønneberg med Jesper Christensen som dansk fortæller, kalder Gottlieb for tredjepersons voice-over: »Her er det en rigtig fortæller, der siger: ’Så blev Emils far vred’. Og så ser man Emils far sige noget på svensk, som ikke bliver oversat. ’Emil skynder sig ud i værkstedet,’ siger Jesper Christensen, og så siger Emil måske noget, som bliver oversat, men igen på en måde, så man kan fornemme det svenske sprog. Der er en rammefortælling, hvor man beretter, hvad der sker, og man får samtidig glæde af det oprindelige lydspor. Børnene får noget mere melodi, og det betyder, at de som voksne nemmere kan forstå svensk. Så enkelt er det faktisk,« siger han.

Men DR Ramasjangs Vaffelhjerte er led i en bevægelse væk fra den traditon inden for nordiske tv-serier for børn, der sælges og vises i Danmark. I nogle Astrid Lindgren-serier kan man stadig møde den oprindelige fortæller, mens man for eksempel kun kan købe Ronja Røverdatter på dvd med dansk tale. Birk taler tilmed med en meget udpræget københavnsk dialekt, der ikke giver særlig mange associationer til svensk skov og middelalder, men nærmere til Sydhavnen.

I DR’s public service-redegørelse, hvor DR skal dokumentere, at public service-kontrakten er blevet overholdt, fortæller DR Ramasjang med en vis stolthed, at eftersynkronisering er voldsomt udbredt: »På DR Ramasjang bestod 34 procent af sendefladen i 2012 af dansksprogede programmer produceret i Danmark, jf. public service-kontraktens definition, hvilket var på niveau med 2011. En langt større del af fladen på DR Ramasjang er imidlertid dansksproget, da stort set alle udenlandske programmer eftersynkroniseres til dansk, inden de vises.« Lige ved siden af dette citat fremgår det ellers af en boks, at DR’s public service-kontrakt forpligter DR til at »lægge vægt på tv-programmer med dansk eller andet nordisk sprog som originalsprog.«

Kirstine Vinderskov er chef for DR Ramasjang og mener, at DR ved at sende serier som Vaffelhjerte lever op til public service-kontrakten, selv om den er eftersynkroniseret.

»Nordisk kultur er på den måde stærkt repræsenteret. Det er vi forpligtet til, ligesom vi også føler os forpligtede til at præsentere børnene for det engelske sprog. Men vi arbejder meget med målgrupper, og vi kan se på seertallene, at når vi synkroniserer frem for at tekste, så rammer vi bredere, fordi vi får de børn med, der ikke kan læse. Så mange børn som muligt skulle gerne få gode oplevelser med Ramasjang. Det er det vigtigste for os,« siger hun.

Hun betragter tredjepersons voice -over som en gammeldags måde at henvende sig til børn på.

»Den medieadfærd, børn har i dag, gør, at vi med en fortællerstemme ville signalere, at et program kun henvendte sig til meget små børn. Det ville kun ramme et meget ungt og meget lille publikum, og så svigter vi vores forpligtelse over for de lidt større børn, som måske ikke er stærke læsere endnu, men alligevel har en mere trænet medieadfærd end de børn, der i sin tid så Astrid Lindgren-serier,« siger hun.

DR sender stadig programmer, der har en fortællerstemme, påpeger hun. Men man arbejder mere på at gøre synkroniseringerne bedre.

»Vi kan faktisk tilføre noget kvalitet, når vi eftersynkroniserer. Vi forsøger jo med vores eftersynkronisering at gøre indholdet mere relevant for danske børn,« siger hun.

Men eftersynkronisering er ikke nogen uproblematisk måde at oversætte på, påpeger Henrik Gottlieb. Oversættelsen skal passe nogenlunde med skuespillerens talerytme, så der bliver klippet en tå og hugget en hæl, og dertil kommer, at sprogafsmitningen er meget større end ved en tekstet version.

»I en undersøgelse af engelske animationsfilm, der forelå i både tekstet version og med dansk tale, påviste jeg, at når der inden for et minut er én anglicisme i teksterne, så er der to i den danske tale. Så man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, hvad det er for et dansk sprog, der gengives i ’dansk tale’,« siger Gottlieb.

Kirstine Vinderskov fortæller, at det er en afvejning af mange forskellige hensyn, når DR beslutter om et udenlandsk indkøb skal tekstes eller synkroniseres.

»Jeg ved ikke om, jeg er enig i, at eftersynkronisering er en problematisk måde at oversætte på. Det har meget høj prioritet hos os. Vi prøver os frem. For eksempel sendte vi den engelsksprogede tv-serie Merlin med tekster på DR Ultra frem for synkroniseret, fordi den er ret voldsom. Med det signalerer vi, at dette er for større børn, der kan læse, men samtidig arbejdede vi med lixtallet i teksterne, så også de lidt svagere læsere kunne følge med. Det vil vi gerne arbejde mere med. Jeg kunne godt tænke mig, at der var en mere målrettet tekstning til børn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Dahl
  • Nicolai Nygaard Petersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Lars Dahl, Nicolai Nygaard Petersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Jeg har altid stået lidt udenfor den almindelige opfattelse af sprogets vigtighed og betydning. Tanken er vist at dansk skal beskyttes for nærmest enhver pris og der hoppes og springes for at sikre sprogets position.
Fair nok, der er noget nostalgi og lidt med national identitet. Men Danmark er i mine øjne slet ikke et stort nok sprogområde og dansk har ingen unikke kvaliteter der kan retfærdiggøre denne protektionisme. Det er ren national-romantisme, og det er ufatteligt klamt.
Europa er blandt de mest sprogligt diverse regioner på planeten. Det kræver en enorm indsats for hver enkelt sprogområde at bevare sit eget sprog, og den eneste gevinst er at det er sværrere at tale med hinanden.

Omkring kulturformidling er synkronisret film, tv og lignende noget af det mest pinlige der findes.
Man skal passe meget på ikke at se de originale produktionen, ellers føler man sig totalt til grin.
Min søn elsker Phineas and Ferb, en amerikansk tegnefilm produceret af Disney. Original versionen er noget af det sejeste og mest begavede tv til drenge 3-6. Den synkroniserede danske version er dog fuldstændigt til grin.
Ikke alene fordi synkroniseringen må droppe alle nuancer omkring sproget der faktisk spiller en stor rolle, specielt krydsfeltet mellem engelske og amerikanske dialekter, men også fordi de danske stemmespillere er håbløst elendige.

Vi har i stedet skaffet serien på originalsproget. Dette giver en lang række fordele både som stimulation for min søns sprogudvikling, blandt andet beskrevet af Anne Grethe Rasmussen i "Klummen" for nyeligt omkring sprogs betydning for vores neurologisk udvikling, samt for hans evne til at skilde crap fra kanel. Vi kommer nogle gange til at se den danske version og det er grinagtigt så dårlig den er når man er vant til originalen.

Karsten Aaen, Majbritt Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, Peter Ravn Mikkelsen, Christian Pedersen og Eddie Pier anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Nu er der vist FÅ steder i verden hvor der eftersynkroniseres så lidt som i DK. Måske skulle ramasjang skelne mellem børn i førskolealderen og dem der kan læse. En almindelig test på om børn/folk kan læse er netop om de kan følge med i underteksterne.
I de store nationer synkroniseres stort set alt. Så galt er det da ikke i Danmark og det bliver det forhåbentlig aldrig.

morten hansen

Øv - amerikanisering, tyskerfisering, frankofisering, italienisering, berlusconisering, ... leverpostejisering, disneyficering, tivolisering, infantilisering, sproglig-kulturel fattiggørelse.

Måtte vi aldrig blive påduttet eftersynkroniserings-sutten. 'Hände hoch!', sagde Clint Eastwood på tysk TV. Hvem gider se det? Jo, det gider de, der aldrig har prøvet the real deal.

Tue Romanow, Karsten Aaen, Majbritt Nielsen, Heinrich R. Jørgensen og Peter Ravn Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Hugo Pieterse

Hände Hoch!

Det har åbenbart meget at gøre med hvad man er vant til. Jeg har fortalt mange tyskere i tidens løb om hvor synd jeg synes det var for dem at de kun får set film i tyskoverdubbede versioner, og hver gang var de helt uforstående, og fremhævede hvor godt det var lavet! Jeg fornemmede endda at de følte sig lidt krænkede fordi jeg insinuerede at det ikke skulle være lige så godt.

Som skuespiller ville jeg føle mig snydt hvis noget jeg havde lavet blev overdubbet på et andet sprog; er talen, ikke mindst halvdelen af skuespillet?

Der er dog også ulemper ved undertekster; jeg kan f.eks. ikke lade være med at læse dem, uanset om jeg forstår sproget uden, og jeg har lagt mærke til at dette går på bekostning af opmærksomheden på hvad der ellers sker på skærmen; aflæsning af ansigtsudtryk mm. Desuden skygger undertekster ofte for interessante kropsdele.

christian christensen

Ja, jo... jeg kan godt se, at noget at af den originale charme går af Ronja Røverdatter og Emil fra Lønneberg, hvis personerne taler københavnsk eller "amagerkansk" med flade a'er. Men filmens publikum er ofte førskolebørn, som endnu ikke kan læse, og de stakkels forældre slipper således for at skulle være tilstede og simultantolke. Og på den anden side er svenskerne vel heller ikke for gode selv. De sidste 3-400 år har de eftersynkroniseret Halland, Skåne, Blekinge, Bohus Len, Härjedalen, Jämtland og Gulland godt og grundigt, så nu må det efterhånden være vores tur!

Sören Tolsgaard

Jeg er overbevist om, at fx balterne er ovenud lykkelige over, at det ikke lykkedes russerne at udrydde deres sproglige identitet. Og at disse ældgamle sprog endnu er levende - ikke blot en akademisk disciplin for indviede - er af stor kulturhistorisk værdi for menneskeheden, ligesom det er, at de skandinaviske sprog holdes i hævd. Irerne kæmper for at fastholde blot nogle reminicenser af deres oprindelige sprog, som næsten blev udryddet af den engelske overmagt.

Det er umådelig dovenskab ikke at ville forholde sig til andre sprog end modersmålet, og det kendetegner netop de mindre sprogområder, at man i reglen er velbevandret i et eller flere andre tungemål. De store, imperialistiske lande derimod, lukker sig inde i den sprogsfære, som de har vænnet sig til, at de kan begå sig med overalt, og det fastholder dem en kulturel endimensionalitet.

Det er en berigelse for vore børn, at de stifter bekendtkab med norsk og svensk i en tidlig alder, hvor sprogsansen endnu er intuitiv. Netop disse - for en dansker relativt "lette" sprog - kan indlæres uden terperi, og skulle poderne gå glip af nogle enkelte sammenhænge i begyndelsen, er det af underordnet betydning i forhold til den gavnlige øvelse det er, at forholde sig til udfordringen.

Men åh nej, det skal være så let som muligt, og der zappes sikkert hurtigt videre, hvis Emil fra Lønneberg taler svensk. Og far og mor - og pædagogerne - har sikkert allerede selv mistet evnen til at forholde sig nysgerrigt til sprog og dialekter, så selvfølgelig skal lille Emil fra Smøromnedre kun høre svenske børn tale københavnsk.

Marie Jensen

Da jeg var barn var der en hyggelig fortæller (måske Thomas Winding), der oversatte hvad Pippi, Emil og Børnene fra Bulderby sagde. Samtidig kunne man høre dem snakke svensk i baggrunden. Måske er jeg bare nostalgisk, men det forekommer mig at være en fin måde for børn, der ikke kan læse undertekster endnu at få både betydningen og den sproglige diversitet i filmene med. Synd, hvis man er gået væk fra den praksis.

Niels Frandsen, Karsten Aaen, Vibeke Rasmussen, Lone Christensen og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Jeg husker den Nordiske Sprog undervisning jeg fik den gang i 80'erne. Én undervisningstime, hvor læreren læste en kort tekst på norsk og svensk. Hun sagde rent ud at hun gættede sig til udtalen baseret på hvad hun hørte på tv. Sikke en overraskelse at vi danskere har ringe forståelse for vores naboers sprog.

jens peter hansen

Når mange Københavnere var gode til svensk så hang det sammen med at de så svensk fjernsyn. I perioden fra 1960 og frem til midten af 90'erne blev der set meget svensk tv i øst, mens man så tysk tv i syd. Nu er der så mange kanaler at de færreste ser tysk/svensk tv. De fleste frygtede at komme op i svensk for 40/ 50 år siden da vi der boede i vest aldrig hørte sproget. Det smarte ved de andre nordiske sprog er jo at vi kan lære det lynhurtigt og ikke at vi sidder og læser op på norsk eller svensk i skolen.

Einar Carstensen, Kristian Rikard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Thomas Winding er stærkt savnet som formidler og fortæller til børn i dagens DK!

Tue Romanow, Einar Carstensen, Majbritt Nielsen, Marie Jensen, Vibeke Rasmussen, Heinrich R. Jørgensen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Jensen

Hugo - de tyske synkronisationer er, tit, forbryderisk dårlige.

Tre eksempler:

Out of Africa. Meryll Streep havde arbejdet i månedsvis med at ramme den danske accent på engelsk, haft en eller anden nordsjællands speech coach - og hun ramte accenten lige på en prik.

I den tyske synkronisation snakkede hun et fornemt højtysk...

Erin Brockovich - Julia Roberts taler "white trash" engelsk...som forsvinder i den tyske version.

Il postino: Jeg taler ikke italiensk, men jeg kan da godt følge hvordan postbudet, Massimo Troisis, sprog udvikler sig, jo mere kontakt han har til Pablo Neruda...det er en af filmens vigtige dimensioner. Borte tager den udvikling i den tyske synkronisation.

Så det er ikke bare "hände hoch" - det er meget, meget værre.

Tue Romanow, Hugo Pieterse, Nic Pedersen, Karsten Aaen, Majbritt Nielsen, Lone Christensen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Det er ganske nyttigt at have lyttet til andre sprog end dansk - og engelsk.

Til studentereksamen i mundtlig dansk - for 40 år siden - kom jeg bl.a. op i det svenske sidestykke til Guldhornene: Odalbonden! Og der skulle skam OGSÅ læses op derfra.

Prøv selv: http://sv.dikt.org/Odalbonden

Vibeke Rasmussen

"[Kirstine Vinderskov, chef for DR Ramasjang] betragter tredjepersons voice -over som en gammeldags måde at henvende sig til børn på.

»Den medieadfærd, børn har i dag, gør, at vi med en fortællerstemme ville signalere, at et program kun henvendte sig til meget små børn. Det ville kun ramme et meget ungt og meget lille publikum, og så svigter vi vores forpligtelse over for de lidt større børn, som måske ikke er stærke læsere endnu, men alligevel har en mere trænet medieadfærd end de børn, der i sin tid så Astrid Lindgren-serier,« siger hun."

Tja, forklaringen kunne jo også være, at I, i DR, taler ned til os alle, uanset alder, med jeres evindelige, ulideligt kælne pludren?

Kirstine Vinderskov fortsætter:

"Vi forsøger jo med vores eftersynkronisering at gøre indholdet mere relevant for danske børn …"

Og hvorfor så det? I kunne "jo" også i stedet forsøge at "åbne verden med al dens mangfoldighed" (for nu at blive lidt højstemt) for vores kære små?

Kristian Rikard, Karsten Aaen og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Halvdelen af det at forstå et andet sprog er at kende lyden af det, forklarer [Henrik Gottlieb]."

Og, vil jeg tilføje, også lyden af det enkelte menneskes stemme kan være betydningsfuld. Det er en del af og et særkende hos hver enkelt af os, noget som det heller ikke er uvæsentligt at få lov at høre.

Henrik Darlie

Vibeke Rasmussen siger:

"Vi forsøger jo med vores eftersynkronisering at gøre indholdet mere relevant for danske børn …"

"Og hvorfor så det?"

Hovedet på sømmet !

Karsten Aaen

Merlin? i en kanal på tv for 8-12-årige? (DR Ultra) Som de skal sidde og se alene? Nej, tak, siger jeg! Jeg har set denne her serie på SVT1 lørdag kl. 18.15-19.00 i de sidste 5-6 år. Og specielt i de sidste to sæsoner er der scener som selv jeg som 45+ gyser ved. Og det er altså ikke nødvendigvis kampscenerne; det er den isnende uhygge, som nogle gange er i denne serie om Merlin. Og åbenbart sender man nu også på DR Ultra en serie som hedder 'Alien Surfer Girls' som handler om 16-18-årige piger og drenge. Hvorfor den ikke sendes på DR3 ved jeg altså ikke.

Og Vaffelhjerte og Alfa1 (norske serier) - i de serier er børnene jo 8-12 år. Hvorfor bliver disse serier ikke sendt på DR Ultra? (og hvorfor har man dog navngivet en DRTV Kanal efter en flok højreorienterede ekstremister: Ultras er kodeordet for de af AGF's tilhængere, mener jeg, som er ekstremistiske højreorienterede). Jeg har f.eks. set Vaffelhjerte serien nogle gange; det er en ganske glimrende serie. Som på en helt anden måde tager emner op til debat end danske tv-serier for børn gør.

Jeg kan f.eks. ikke udstå at se dubbede eller synkroniserede film i biografen. Derfor venter jeg med at se f.eks. tegnefilm (som Cars, Zambezi, Kung Fu Panda mv) indtil de kommer på DVD/Bluray. Jeg synes dog det er et problem at man ikke kan købe f.eks. Ronja Røverdatter på DVD herhjemme uden at man selv kan vælge om Ronja m.fl. skal tale dansk eller svensk. Kan I huske Harry Potter filmene? Lige pludselig skulle de også tale dansk i dem. Og hvorfor? Fordi de og bøgerne var blevet populære, ja så skulle selv små 5-7 årige børn kunne se dem, også selvom om aldersgrænsen på dem var 11 år. I Norge, på NRK2, mener jeg, sender man Astrid Lindgren's Vi på Saltkråken (Vi på Krageøen) i fuld originalversion, på svensk og med norsk tekst. Kl. 18.30 hver søndag drager jeg til den stockholmske skærgård ---- og det er altså en næsten 50 år gammel serie. Men hold da fast - den holder altså endnu!

DR sender alt for meget amerikansk møg, mener jeg, også på DR Ramasjang og på DR Ultra. Af en eller anden grund så er Dance Academy (tror jeg serien hedder) på engelsk eller rettere australsk-engelsk. Altså på originalsproget - og hvorfor den er det ved jeg altså ikke? Måske fordi Nickolodeon Nordic ikke har haft fingrene i den...? Som med andre amerikanske serier som f.eks. Victorius eller iCarly.

Pointen med alt dette her er denne her:
Hvis børn fra de er 3-8 år og 8-12 år ikke vænnes til at høre udenlandske serier på originalsproget, f.eks. norsk, tysk eller svensk, eller engelske eller amerikanske serier på originalsproget, ja så gider de her unge tv-brugere da ikke se en engelsk eller tysk eller svensk serie på originalsproget - med danske tekster. Pointen for DR Ramasjang - og DR generelt synes vist at være denne her: Vi skal have så mange seere som muligt. Og så kunne det måske være en god motivation for de børn der ikke kunne læse at sende f.eks. den norske serie Vaffelhjerte på norsk......med danske undertekster....så de kunne blive bevidst om hvorfor det er en god idé at kunne læse...

ps:
er der nogen der ved om det er billigere at tekste fremfor at eftersynkronisere.?

nb:
Jeg kan f.eks. ikke lide at se danske versioner af operaer som f.eks. Figaros Bryllup eller Don Giovanni eller af Verdi's operaer. Det tager altså noget af charmen af dem, synes jeg. Netop fordi sproget og melodien mv. er en del af oplevelsen.

Toke Andersen

Nu er standarten på danske tekster og eftersynkronisering ofte imponerende dårlig. Danske oversættelser er ofte blottet for indsigt i dialekter mv. Forståelse for kultur, subkultur samt diverse slang er nærmest totalt fraværrende. Nogle gange tænker man at oversættelsen er lavet med Google, eller et lignende oversættelsesprogram, der oversætter fra ord til ord, uden den mindste forståelse for det store billede.

Det tager vel en "normal inkompetent" translatør 30 minutter at oversætte en 15 minutters sekvens. En translatør tjener måske 300 kr i timen, så 1000kr pr ½time oversat film eller tv.

Stemmespillere tjerner garanteret væsentlig mere, Skuespillere, kunstnere mv har jo nogle ekstremt vanvittige forestillinger om værdien af deres arbejde. De skal i øvrigt også betales for den tid de ikke siger noget.