Læsetid: 8 min.

Tilbage til Paris

Ernest Hemingways ’Der er ingen ende på Paris’ har for længst etableret sig som en klassisk guide til både den franske hovedstad og den fortabte generation. Den reviderede udgave føjer nyt til historien og fører Tonny Vorm mod det Paris og de minder, der måske lever bedst i erindringen
Paris. Arkivfotos: Sofie Amalie Klougart

Paris. Arkivfotos: Sofie Amalie Klougart

Kultur
7. juni 2013

Man bliver nødt til at digte for at få det til at hænge sammen. Det indser jeg, da jeg finder Place de la Contrescarpe, og hotellet er forsvundet.

Af en eller anden grund overrasker det mig ikke. Det er snart 30 år siden, at min far fortalte mig om det; et lille, billigt, nærmest anonymt hotel så smalt, at man skulle gå sidelæns op ad trappen, hvis man havde rygsæk på. Underforstået, at sådan rejste min far rundt, da han var ung – med rygsæk og uden forpligtelser eller de store penge på lommen.

Jeg aner ikke, hvorfra min far kendte til hotellet, men i hvert fald mente han, at jeg skulle bo der, da jeg i 1985 skulle rejse alene hjem med tog fra Montpellier. Og så skulle jeg selvfølgelig gå en tur ned ad Rue Mouffetard med brostenene og alle de handlende og boderne og den ægte pariserstemning. Jeg skulle opleve byen, det virkelige Paris, nu jeg var der, ikke?

Af forskellige årsager blev det aldrig til noget dengang. Nu er jeg atter i byen, og fordi jeg har besluttet mig for at besøge og skrive om alle de steder i verden, min far har fortalt mig om, står jeg midt i hovedstaden i Frankrig, hvor jeg boede med mine forældre som lille, og som jeg siden som teenager drog til med Interrailpas for at besøge min far. Men minder er lumske rejsekammerater, og atter må jeg konstatere, at de har svigtet.

Modernisternes by

Det er selvfølgelig ikke kun min fars skyld, at det gamle Paris fascinerer mig. Også Ernest Hemingway har påvirket mig. Hvis jeg havde en tidsmaskine og kunne vælge ét sted at besøge, så skulle det være Paris, dengang blandt andre Picasso, Braque, Brancusi, Isadora Duncan, Joyce og Gertrude Stein samt Fitzgerald og Hemingway gjorde hele verden moderne på og omkring cafeerne på byens venstre bred. Af samme grund har jeg noteret mig alle de adresser, den amerikanske forfatter boede på.

Der er mange, men en af de vigtigste er Rue Notre-Dame-des-Champs 113. På øverste etage i et gammelt savværk boede han i 1924 sammen med sin kone, Hadley, og deres lille søn, Bumby.

Hemingway havde netop besluttet at droppe journalistikken for i stedet at blive forfatter på fuldtid. I den periode levede familien derfor sparsommeligt, og for at få lidt at spise måtte Hemingway fange duer i Jardin du Luxembourg, som siden blev stegt i det lille køkken i den lille lejlighed. Som så meget andet Hemingway skrev, fungerer også den historie bedst som fiktion.

Det var ligeledes her, at Hemingway skrev mange af sine bedste noveller og ikke mindst romanen om hans og vennernes rejse til Pamplona, The Sun Also Rises – (Solen går sin gang) – der på kort tid etablerede ham som verdensberømt forfatter og legendarisk levemand.

Om hvordan det alt sammen gik til dengang i »Paris i den første tid, da vi var meget fattige og meget lykkelige,« beskrev Hemingway mange år efter i A Moveable Feast – (Der er ingen ende på Paris). Bogen, der starter på Place de la Contrescarpe, udkom første gang i 1964, og lige siden forfatterens private papirer og manuskripter blev tilgængelige i 1979, har litterater diskuteret det grundlag, den var redigeret på. Det var Hemingways fjerde kone, Mary, der sammen med en redaktør fra forlaget Scribner løste opgaven, og mange har tvivlet på, om resultatet endte med at blive, som Hemingway havde forestillet sig. Hele den debat gør sønnen Patrick omhyggeligt rede for i sit forord til den nyreviderede udgave af de klassiske erindringer, der i Mich Vraas sikre oversættelse netop er udkommet på dansk.

I hælene på Nick Nolte

Savværket er for længst revet ned og erstattet af en moderne bygning, men Hemingways cafeer – deriblandt La Coupole og La Clôserie des Lilas på Boulevard du Montparnasse samt Brasserie Lipp på Saint- Germain-des-Prés, hvor han skrev en stor del af Solen går sin gang – ligger der stadig, og det samme gør Shakespeare and Company.

Ud over navnet har boghandlen nu ikke meget at gøre med den, som Sylvia Beach drev på Hemingways tid. Heller ikke adressen. Men jeg har ingen problemer med at finde den helt nede ved Seinen, og heldigvis er atmosfæren i butikken hyggelig. I kassen med slidte paperbacks finder jeg Irwin Shaws The Young Lions, som jeg kommer i tanker om, at jeg aldrig har fået læst. Shaw er ikke nogen stor forfatter, men jeg kan takke hans hovedværk, To brødre, for en af de bedste dage, jeg nogensinde har haft med min far. Det var i 1985 og netop i Frankrig.

Jeg kan ikke huske, hvornår min mor og min far blev skilt, men jeg kan huske postkortene, min søster og jeg fik til jul og til vores fødselsdage i årene derefter. Fra Californien, London, Asien, Saudi-Arabien og så videre. I sommeren 1985 var jeg stor nok til selv at rejse med tog til udlandet, og jeg besøgte ham i Montpellier i Sydfrankrig, hvor han arbejdede på det lokale universitet en sommer.

Hver eftermiddag svømmede vi, spillede tennis og spiste godt i de nærliggende små fiskerbyer. En dag han havde fri, fik jeg lov at bestemme, hvor vi skulle tage hen på udflugt. Jeg valgte Marseilles.

Der er langt fra Montpellier til Marseilles, men det er dér, Nick Noltes Tom Jordache bliver stukket ned i tv-serien To brødre, som jeg havde set alene med min mor, dengang den kørte på fjernsynet i slutningen af 1970’erne. Jeg er sikker på, at min mor var forelsket i Nick Nolte, og i årene efter drømte jeg om at være lige så rebelsk, mandhaftig og rodløs som Tom Jordache, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg en dag ville besøge Marseilles.

Vi brugte hele dagen i byen, hvor min far viste mig den gamle havn, Notre-Dame de la Garde og et arabisk kvarter, hvor han i modsætning til næsten alle andre turister ikke var bange for at færdes. Vi spiste salat og fisk på en café nede ved vandet med udsigt til øen If, som han vidste alt om, og det blev sent, inden vi var tilbage i Montpellier.

Dagen efter fik jeg så at vide, at han blev nødt til at rejse hjem, og næste morgen tog han en flyver til Danmark. Resten af de dage, jeg havde afsat til besøget, tilbragte jeg med at svømme ude ved La Grande Motte og læse bøger på hans terrasse med udsigt over Middelhavet. Inden han var rejst, havde han anbefalet mig at tage en nat på det lille hotel på Place de la Contrescarpe i Paris, og han havde lagt en masse penge på køkkenbordet, så jeg manglede ikke noget, bortset fra en forklaring naturligvis, og den fik jeg aldrig.

Kort efter blev han skilt fra sin daværende kone, så jeg gætter på, at det havde noget med sagen at gøre, men vi talte aldrig om det, og vi kom aldrig siden hinanden så nær som den dag i Marseilles.

Hukommelsen er manipuleret

Alt det har farvet min opfattelse af både Paris og resten af Frankrig, som jeg ikke kan lade være med at se i nogenlunde samme nostalgiske skær, som Hemingway gør i Der er ingen ende på Paris. Hemingway arbejdede på bogen helt frem til sin død i 1961, og det var i øvrigt langtfra det originale manuskript, der i sin tid blev udgivet. Det skyldes blandt andet, mener mange, at Mary helt bevidst nedtonede sin mands kærlighed til kvinderne og livet inden hende. Det er der ændret på i den nye udgave, og to ting, der var redigeret bort af Mary, er specielt værd at bemærke i den forbindelse, deriblandt skitsen til et nyt kapitel, »Mr. Bumbys uddannelse«. Heri optræder Hemingways første søn som en intelligent og nysgerrig lille dreng, som faren tilbragte meget tid sammen med på cafeerne, hvor han arbejdede, da han var meget ung.

Kærligheden til sønnen er ikke til at tage fejl af, og det samme gælder kærligheden mellem Hemingway og hans første kone, Hadley, der i det nye kapitel, »Hemmelige glæder«, tilbringer en vinter i de østrigske bjerge med at lade håret gro til fælles fascination. Historien bliver yderligere intim, da Hemingway i kapitlet »Miss Stein giver lektioner« en aften er lykkelig med sin kone med den »ny viden, som vi havde erhvervet os under opholdet i bjergene«.

Hemingways søn og barnebarn – med hans kone nummer to, Pauline – har i den nye version af bogen valgt at trække forfatterens fortvivlede splittelse mellem Hadley og Pauline helt frem, som Bjørn Bredal gør opmærksom på i sit fine efterord, hvori han også og ganske rigtigt konkluderer, at »de forskellige Hemingway-hustruers forskellige sandheder sidder nok med omkring det redaktionelle bord den dag i dag.« Det er ikke til at sige, om det havde generet Hemingway, for han var selv udmærket klar over, at ikke alt, hvad han skrev, var sandt.

»Ingen kan skrive sandheden efter erindringen,« skrev han selv i en af sine skitser, og i den allersidste tekst, han skrev til bogen inden sin død, »Nada y pues Nada«, runder han af med at understrege, at bogen »indeholder stof fra min hukommelse og mit hjertes remises. Også selv om den første er blevet manipuleret med, og det andet ikke eksisterer.«

Ernest Hemingway, der her blandt andet refererer til de elektrochokbehandlinger, der havde ødelagt hans hukommelse, har med andre ord digtet for at få det til at hænge sammen, så det beslutter jeg mig også for at gøre ved bordet på Café Delmas. Jeg var alligevel for lille til at huske, hvad der skete, da jeg boede i Paris, og i mange af de bedste af min fars historier var jeg jo slet ikke til stede.

Sandheden ville i øvrigt også kræve, at min far fik lov at redigere i mine historier, og det kan for det første ikke lade sig gøre, da jeg ikke aner, hvor i verden, han bor i dag. For det andet er det mine historier. Ikke hans.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her