Læsetid 6 min.

Unges søgen efter autenticitet sikrer værtshusets overlevelse

Oprindeligt var værtshuset alkoholikernes helle og de lokales dagligstue, men i dag er det også de autenticitetssøgende unges legeplads. Der er både aspekter af slumturisme og gentrificering, men de kommer også med nysgerrighed, fællesskabssøgen og penge, der sikrer værtshusets overlevelse
Værtshuset Café Blomsten på Vesterbro har eksisteret siden 1895 og er et af de steder, hvor stamgæsterne i stigende grad får selskab af unge. Især om aftenen gør de unge deres store indtog. Det er to forskellige typer gæster, men de blander sig og taler på tværs af baren eller bordene.

Værtshuset Café Blomsten på Vesterbro har eksisteret siden 1895 og er et af de steder, hvor stamgæsterne i stigende grad får selskab af unge. Især om aftenen gør de unge deres store indtog. Det er to forskellige typer gæster, men de blander sig og taler på tværs af baren eller bordene.

Tine Sletting
4. juni 2013

Der er en verden til forskel på at træde ind på en af Københavns brune beværtninger midt på dagen og sidst på aftenen. Indretningen er den samme, men klientellet skifter. En tilfældig fredag klokken 13 har de lokale for længst indfundet sig på deres sædvanlige pladser på værtshuset Café Erik på Vesterbro. Her sidder en ufaglært mand med en lang straffeattest, en smuk kvinde, der er tidligere korrekturlæser hos Egmont, og som er blevet ør i hovedet og førtidspensionist af for mange lix-tal og dårlig kommasætning, og bag baren står en skibsfører, der har brugt halvdelen af sit liv på et skib og ikke længere har kontakt til sine voksne børn. Sidstnævnte hedder Bjarke Grønlund Pedersen og er 44 år gammel.

Han bevæger sig hjemmevant på begge sider af bardisken, og hans seng står i nabolejligheden oven over værtshuset. Han ser sig rundt i baren og konstaterer: »Det er det gængse klientel, vi har hernede. De faste kunder er næsten alle pensionister. Men de unge kommer senere på aftenen, og det er rigtig hyggeligt.«

Om dagen tilhører værtshusene stadig de lokale stamgæster, men på weekendaftener er et nyt og yngre segment i stigende grad begyndt at overtage de lune sæder. Værtshuset er blevet et populært mødested for identitetssøgende unge, fordi det repræsenterer det autentiske, smagen af et liv på kanten, men også fordi her er billige øl og albuerum.

Ifølge lektor i byudviklingsrum ved RUC Peter Hegelund Skriver er det unge, ressourcestærke klientels invasion af værtshuset en naturlig konsekvens af hovedstadens generelle gentrificering. Han er selv værtshusgænger og en del af udviklingen:

»Det er en klar tendens, at værtshuse tidligere fungerede som de lokales dagligstue, mens de i dag er blevet mere caféagtige og i højere grad henvender sig til et yngre segment.«

Værtshusets døgnrytme

I et dunkelt tilrøget lokale på værtshuset Café Blomsten ikke langt fra Café Erik sidder Jesper Ejrup senere fredag aften sammen med sine venner. Han er 30 år og professionel musiker, og med glimt i øjet deklarerer han:

»Jeg er på værtshus i aften, fordi kokainen er billigere på Vesterbro, og fordi man ikke behøver at kende Remee for at komme ind.«

Han synes, at den ægte kunstnerstemning findes på værtshuset. Her får man »the real deal og rock ’n’ roll«, siger han.

Og værtshusene har brug for de unge, hvis de skal overleve.

Jens Toft og Lars K. Lassen er værtshusentusiaster og driver hjemmesiden kbhguide.com, hvor de anmelder alle de værtshuse, de kommer i nærheden af. De skildrer tydeligt og positivt den gentrificering, der foregår på Vesterbro og på værtshusene i deres anmeldelse af Café Erik fra 2006:

»Ved sidste besøg var den flinke servitrice bekymret over de mange nye cafeer, som skyder op på Vesterbro. Hermed bekræfter hun jo sådan set, at Café Erik ikke er at anse som en café. Den sproglige unøjagtighed desuagtet glæder vi os over endelig at have fundet endnu et godt, gammeldags arbejderværtshus fra før, verden gik af lave, og bydelen blev oversvømmet af tilflyttende studerende og pengestærke reklametegnere (...) Vi håber stærkt, at ikke-Café Erik og de andre traditionelle steder overlever her i det nye årtusind, men det kræver altså, at mange flere fra den unge generation træder ind ad døren og indstiller sig på en tilværelse her«.

Syv år senere lever Café Erik stadig, og de unge synes at være kommet for at blive.

Simon Staffeldt Schou har sammen med journalist David Jacobsen Turner skrevet værtshussamtalebogen Mens verden venter i 2010, og han bryder sig ikke om at kalde værtshuskulturen gentrificeret. Det er et negativtladet begreb, og de to grupper mødes stadig, siger han.

Han anerkender, at segmenterne grupperer sig på værtshuset, ligesom de gør i det øvrige samfund, men han mener, at værtshusene er et af de få steder tilbage i København, hvor man rent faktisk kan møde mennesker, der er radikalt anderledes end én selv og dermed få udvidet sin horisont:

»Min kone og jeg havde været ude at spise på Noma og tog ned på et værtshus på Christianshavn bagefter, og der var ikke nogen, der så skævt til os, fordi vi var i fint tøj,« fortæller Simon Staffeldt Schou som eksempel på værtshusets inkluderende miljø. Peter Hegelund Skriver mener til gengæld, at fællesskabet på tværs af de sociale skel mest er en forestilling. På værtshuset holder de to grupper sig stort set for sig selv, siger han og peger på, at de to segmenter netop »kommer på forskellige tidspunkter af døgnet«.

Det at passe ind

Værtshuset Café Blomsten har ligget på Istedgade 109 siden 1895, og ved bordet over for Jesper Ejrup sidder to unge fyre og filosoferer over tilværelsen.

Javier Orozco er 28 år og fra Mexico, og han er her sammen med amerikanske Andrew Carter, fordi man kan samtale, og fordi han bor og arbejder i nærheden. Begge har en bachelor i filosofi. De mener ikke, at de unges oprindelighedssøgen eller gentrificering i det hele taget er forbeholdt Danmark.

Det er, siger de, en vestlig reaktion på, at så meget i samfundet er falsk og kunstigt, og at unge derfor leder efter det abstrakt ægte, som de ikke ved, hvad er. Javier Orozco fortæller om at længes efter en fortid, man aldrig har kendt og siger, at dén søgen er »et passivt oprør mod nutidige værdier – et kulturelt statement

Andrew Carter og Javier Orozco er akademikere og ved godt, at de kulturelt set ikke hører til her på værtshuset, og Javier spekulerer:

»Vi hører ikke til her, og det er det ironiske. Som unge, søgende mennesker ved vi ikke, hvor vi hører til i livet, for vi passer ikke ind nogen steder.«

Han kalder bodegaen de prostitueredes kirkegård, fordi de tidligere holdt til her, men nu er blevet skubbet ud af et andet og pænere klientel.

Andrew Carter mener, at man kan sidestille de unges brug af værtshuset med deres brug af verden.

»Der er tale om decentralisering, når unge rejser ud i verden for at finde sig selv, og når de tager på bodegaer, er det en form for indenrigsrejse ud i det ukendte, men inden for bygrænsen,« siger han.

Når ressourcestærke unge går på værthus, er der et element af slumturisme i det, indrømmer Simon Staffeldt Schou, men siger samtidig, at det ikke er hele sandheden, og at der også er en naturlig og god nysgerrighed efter det anderledes i det.

I forordet til Mens verden venter, skriver forfatterne, at værtshuset er blevet musealiseret i Den Gamle By i Aarhus’ 70’er-gade, men at man ikke kan komme stamkunderne på museum.

For Peter Hegelund Skriver er værtshuset da også som et levende museum:

»En del unge, der kommer på værtshus, er tilskuere eller osere, som har en forestilling om et fælleskab. Men det er mere nuanceret, og når de unge bliver stamgæster et sted, bliver der da også snakket lidt på tværs af bordene,« erkender han.

Over telefonen læser Simon Staffeldt Schou sidste strofe af Klaus Rifbjergs digt »Værtshus« fra 1956 højt:

»Svingende som anskudte ænder/forlader vi brølende lastens hule/40 år ældre/pustet op som vældige balloner/efter konfrontationen/efter at have været i clinch/med det gustne, absinthfarvede, liderlige,/perverse, vidunderlige, brutale/ liv«.

Det er dét, det handler om, uddyber han:

»Vi har alle sammen brug for at træde lidt ved siden af og ind i lastens hule og opleve andre ting end det formaliserede, ordentlige liv. Værtshuset er et sted, man kan få lov til at træde lidt ved siden af og dyrke kaos i ordnede rammer for en stund for derefter at trække sig tilbage og være den gode samfundsborger, der skal bære Danmarks fremtid på sine skuldre.«

Og så påpeger han, at de unge holder liv i Københavns værtshuskultur, for kom der kun stamkunder, ville kundegrundlaget slet ikke være stort nok til værtshusets overlevelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ane Jette Thomsen
    Ane Jette Thomsen
  • Brugerbillede for Henrik Rude Hvid
    Henrik Rude Hvid
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
Ane Jette Thomsen, Henrik Rude Hvid og Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Charlotte Jensen
Charlotte Jensen

Personligt synes jeg bare værtshusene byder på mere ro, end barerne hvor man knapt nok kan tale sammen pga. den tårnhøje techno DJ Somharetnavn spiller. Jeg vil til hver en tid hellere have en øl på Café Sommersted, end en øl på Bakken på Vesterbro. Der er ølpriserne forskellige fra 33cl til 40 kr og 50cl til 32 kr. Man kan få et ord indført, fordi musikken ikke er for høj.

Der er opstået en underlig kultur på de "populære" barer og clubs, som jeg ikke helt kan følge med i.

Nogle bekendte var inde og se en film i Warehouse9, hvor der var efterfest på Bakken. Der havde DJen ikke engang musik fra filmen som de ellers lige havde set og holdte efterfest til. Det er ikke så dedikeret.

En anden natklub som er lukket, lukkede gerne unge piger under 18 ind hvis de kunne give bestyreren et lille put.

Cultpiger/whateverpiger i intet tøj og ved stripperstang-konceptet forstår jeg heller ikke. Nu har jeg heller ikke et tredje ben hængede. Det kan være det er derfor - jeg synes bare det er en anden verden.

Rasmus Kongshøj, Dennis Baggers Laursen, Henrik Rude Hvid og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Larsen
Rasmus Larsen

Det er nok lidt fortænkt. Jeg kan vel smides ned i kassen sammen med de andre ressourcestærke unge studerende, og jeg går ind i mellem også på værtshus. Det er vel nok fordi, at øllet er billigere, klientelet tit er hyggeligere og man ikke skal kæmpe mod musikken, når der skal føres en samtale.

Men måske er det bare en vestlig reaktion på et kunstigt samfund og en decentraliseringproces - altså en søgen efter autenticitet? Det overhørte jeg i hvert fald to filosofistuderende tale om på et værtshus.

Christian Pedersen, morten Hansen, Bo Johansen, Henrik Rude Hvid og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kasper Milius Brandt
Kasper Milius Brandt

"Autencitet" er et begreb smadret af den trælse tid med hipsterbegrebets reaktualisering, som vi forhåbentlig snart bevæger os videre fra. Der ligger vel ligeså meget autencitet i diverse diskoteker rundt om i landet, forskellen ligger blot i de kulturelle forskelligheder og diverse moderne strømninger, som de gamle beværtninger ikke følger og derfor byder på en anden slags selskab. Du kan frit lukke røg ud i alle rummets fire hjørner, modtage SU (el. anden støtte) og stadig have økonomien til at købe mere end to flaskeøl på en aften og bedst af alt - og som tidligere udtrykt - man kan rent faktisk samtale, hvilket er en stor mangelvare på de mange alternativer, med mindre man kan udstå smerten af sprungne trommehinder. Der er for mig at se masser af alternativer der oser af autencitet, men som blot udbyder et anden publikum eller aggressionsniveau.

Rasmus Kongshøj, Jonas Sindal, Michael Kongstad Nielsen, Dennis Baggers Laursen, Peter Taitto, Charlotte Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

En journalist har opdaget, at folk går på værtshus - ikke igen, men stadigvæk.
Prøv byens værtshuse, f.eks. det glimrende Borgerkroen i Borgergade! Fuldt af unge mennesker og øl til betalelige priser.

Mikkel Mortensen, Maj-Britt Kent Hansen, Per Torbensen, Bo Johansen, Henrik Rude Hvid og Charlotte Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Brockdorff
Ole Brockdorff

Hver anden uge strømmer det ind med 20-25 unge mennesker på Café Chevys i Ndr. Frihavnsgade 95 på Østerbro i København, der elsker at komme på det 40-årige gamle værtshus, når de er hjemkommet fra en 16-dages arbejdsturnus på de to DFDS-færger, der besejler ruten mellem København og Oslo, og ligeså kommer der også adskillige medarbejdere fra SKAT-hovedkvarteret i Østbanegade samt alle mulige andre mennesker som pensionister, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, socialrådgivere, socialpædagoger og andre ganske almindelige lønmodtagere som for eksempel den nydelige engelske gentleman Robert i jakkesæt, skjorte og slips, der arbejder til daglig i en stor stilling hos Nordea.

Alle disse mennesker kommer på dette lille hyggelige værtshus, fordi ejerne Tina og Lars sammen med deres personale har forstået gennem mere end 10 år, at skabe en varm og hjertelig stemning omkring forretningens drift gående ud på, at enhver mand og kvinde er hjerteligt velkommen til at besøge stedet, hvis bare de opfører sig venligt og anstændigt over for andre, hvad enten de er berusede eller ikke, og hvad enten de er iklædt jakkesæt eller almindelige cowboybukser og T-shirt eller bare kommer i en træningsdragt.

Her snobbes der hverken opad eller nedad.

Alle har det til fælles på stedet, at man kan drikke øl og sprut til meget rimelige priser, så derfor vælter det ind hver anden uge om formiddagen med 20-25 unge ansatte fra DFDS-færgerne, der ønsker at drikke sammen med hinanden efter de har serviceret andre mennesker i 14 dage på ruten København-Oslo, mens de ansatte fra SKAT og andre samfundslag nyder en øl på vej hjem fra arbejde, nøjagtig som trenden var i gamle dage for 50 år med de små lokale værtshuse, når min far kom hjem fra jobbet som kontorassistent i et privat firma.

Værtshuse som Café Chevys har som de i artiklen nævnte værtshuse også et dagligt publikum af ældre mennesker, der kan betegnes som alkoholikere, fordi de har et behov for at drikke 10-12 bajere om dagen, men som også har et følelsesmæssigt behov for lidt daglig samtale med andre, og derfor vælger at betale 12,00 kroner for en bajer mellem klokken 11-15 og 16,00 kroner efter dette tidspunkt, i stedet for bare at købe øllerne i den lokale Netto-forretning og drikke hjemme.

Ikke desto mindre falder de godt i tråd med de unge mennesker, der kommer for at drikke med hinanden, spille pool og billard, og i det hele taget snakke med andre, hvis bare de som nævnt opfører sig pænt. Her knyttes måske ikke så mange venskaber, men der skabes gode sociale og hjælpsomme kontakter mellem folk, som når for eksempel unge Martin for et par bajere hjælper en ældre folkepensionist med at finde ud af sit nyindkøbte IT-udstyr.

Derfor er det sagt i al respekt over for artiklens forfatter Nana Ludwig noget intellektuelt vrøvl, når hun kommer med den konklusion, ”at de unges søgen efter autenticitet sikrer værtshusenes overlevelse”, og det har ej heller noget som helst at gøre med begrebet ”gentrificering”, men slet og ret den kendsgerning, at på de lokale værtshuse kan alle mennesker hygge sig for billige penge og være den person man nu èn gang er, hvad enten man er ung eller gammel.

Men først og fremmest er årsagen til de små værtshuses opblomstring gennem de sidste seks år, ikke bare i København, men overalt i landets byer, at de ikke er ramt af den eksisterende rygelovgivning. Langt størstedelen af gæsterne på værtshusene har det til fælles, at de som nydelsesmiddel elsker at ryge en cigaret i socialt hyggeligt selskab med andre, og dèt nyder både alkoholikeren, folkepensionisten, håndværkeren, bankmanden, socialrådgiveren, socialpædagogen og skattemedarbejderen, og her er man heller ikke prismæssigt og menneskeligt til grin, som hvis man besøger restaurant Noma, og på èn aften betaler flere tusinde kroner for udelukkende at se og blive set.

Jeg elsker de små hyggelige værtshuse.

Christian Pedersen, Rasmus Kongshøj, morten Hansen, Jonas Sindal, Charlotte Jensen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Per Torbensen, Henrik Rude Hvid og Bo Johansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

I mange år, og i vis udstrækning bruges værtshusene som en flugt fra virkeligheden og arbejdslivet, som ofte kun indeholder ganske lidt menneskelighed.

På værtshuset kan man finde lidelsesfæller, eller sagt på en anden måde folk der også ønsker at flygte fra virkeligheden.
Flugten kan selvfølgelig også foregå ved hjælp af stoffer, eller som det også nævnes begge dele.

Nogle drikker sig ihjel på et år, andre er 40 år om det.

Underligt nok findes der ikke ret mange alternativer, ud over nogle afholdsforeninger og sådan noget.
Derfor mener jeg vi skal uddanne folk til at lave en fritid for os alle sammen, så druk kan lægges på hylden, at det samtidig vil afskaffe en masse arbejdsløshed, er vel ikke nogen ulempe.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Autenticitet er et svært ord. For hvad er ægte? Oprindeligt? Og hvornår?
Er værtshuset mere autentisk end caféen, diskoteket, baren?
Først var der kroen, så kom vinstuen, så bodegaen og til sidst caféen. Hvad er mest autentisk?

Når autenticitet kombineres med folklore, bliver jeg for alvor bekymret. Kan man opleve ægte folklore på de her omhandlede værtshuse? Siger de noget, bevæger de sig, lugter de?

Christian Pedersen, Rasmus Kongshøj, Maj-Britt Kent Hansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen
Henrik Jensen

En af fordelene ved at blive ældre er, at mit gamle kluns er moderne igen. Nu er jeg sgu blevet en hipster.

En af ulemperne er, at man skal læse "analyser" om nye trends blandt de unge, som egentlig altid har været der. I 70erne gik vi også på værtshuse. I 80erne. Og i 90erne. Og starten af 00erne.

Og så fik jeg børn.

Men jeg går stærkt ud fra, at de unge mennesker fortsatte med at gå i byen - også da valget mellem Hof og Tuborg, for mig, blev afløst af valget mellem Pampers og Libero.

Steffen Gliese, Christian Pedersen, Rasmus Kongshøj og Charlotte Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Nu mangler vi så bare jazzværtshusene omkring Nikolai Plads og andre steder i indre by. Timet og tilrettelagt: 1. sæt 40-45 minutter, pause 15-20 minutter - hvor man kunne snakke og være filosofisk, hvis man havde hang til det - eller hente øl.
2. sæt 40-45 minutter etc. etc. og så fremdeles
Stamgæsterne kunne godt lide jazz - ellers havde nok valgt et mere stille sted. Og ditto de infrekvente og strøgkunderne - ellers havde vel også valgt et andet sted.
Nana Ludwig og hendes autencitet - min hat!

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Kaere medkommentatorer - det er sommer og agurketid - hvis Information ikke kan bede en velstuderet akademiker skrive en ordrig og maaske lidt vidtloeftig artikel om bylivet - saa er det vel lige foer I ogsaa bliver sure hvis en modeskraedder er arrogant?

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Henrik Brøndum,
Sagde du lidt vidtloeftig? Jeg synes den stinker af agurker - og så ikke nogen anden udvej end at give den et ordenlig skævt PIMM's No. 1.

Brugerbillede for Erik Hayek

I Danmark er det autentiske ALTID kun lavkulturen og den arbejderklasse der ikke har eksisteret i 30 år. Typisk dansk. Der er ikke noget land i verden der i den grad forsøger at imitere en illusion om den ædle arbejder (som stadig ikke findes).

Det sagt er nogle af værtshusene i indre by ret hyggelige så længe de ikke er overrendt af tilflyttede hipstere. Dvs. undgå Vesterbro og forældrekøbs segmentet. Men jeg synes stadig at den engelske/irske pub kultur er langt overlegen i forhold til vores bodegaer. Pubberne i England er rent faktisk en form for samlingspunkt på tværs og ikke primært for folk på overførselsindkomst.

Kristian Rikard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Erik Hamre

Ja men nok ogsaa noget der har vaeret - pubberne herovre lukker paa stribe. Vores locale er just blevet lavet om til en parkeringsplads.