Læsetid: 15 min.

Den usynlige revolution

Inden for de seneste to år er filmmediet overgået fra analog til digital teknik. Det er en teknologisk revolution, der er på linje med overgangen fra stumfilm til talefilm eller fra sort-hvid-film til farvefilm, og som har kostet flere store virksomheder livet, vendt op og ned på mange ting og skabt både frygt og begejstring i branchen. De færreste biografgængere har opdaget, hvad der er sket, men resultatet er et filmmedie, der kan mere, og biografoplevelser med bedre lyd og billede
Illustration: iBureauet

Illustration: iBureauet

27. juni 2013

Måske har du lagt mærke til, at noget er anderledes. Men du kan ikke sætte fingeren på præcis, hvad det er. Du sidder i biografen, filmen begynder, og billedet står klart og er i fokus. Det er rent og uden ridser. Underteksterne er skarpe og tydelige. Og lyden brager igennem højttalerne uden knas eller anden støj.

Sker det, at billede og lyd ikke lever op til det, du opfatter som den sædvanlige høje standard, tænker du, at det var da mærkeligt. Måske kan du erindre, at så god har kvaliteten af biografoplevelsen ikke altid været, men nu synes du, at det er sådan, den skal være.

Men faktisk er det først inden for det seneste par år, at kvaliteten af biografoplevelsen takket være den moderne digitale teknologi er blevet opgraderet så markant, at ridsede og uskarpe billeder, skrattende højttalere og hoppende undertekster er en saga blot.

Det er intet mindre end en revolution i måden, vi ser film på, der har fundet sted, men hjernen er så omstillingsparat en muskel, at den hurtigt har vænnet sig til de forbedringer, som er sket.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Man kan så håbe, at digitaliseringen giver luft til i højere grad at vise kunstneriske kvalitetsfilm. Gerne udvalgte italienske og franske fremfor overfordring med amerikanske mainstream-film.

Kasper Hviid

Ja, og da vi nu har perfekte billeder får vi pludselig genrer som found footage horror og grindhouse-pastiche, der med det ypperste computerteknik får de perfekte billeder til at se grumsede og beskidte ud. Husets Biograf har da også fået en digital projekter der kan lave virkelig imponerende skarpe billeder - men alligevel reklameres der meget stolt når der vises ægte 35mm og 16mm i stedet for bare digitalt! :-)

Senest er 4K (UHD) 3840 pixels × 2160 kommet til og sågar 8K UHD som er 7680 pixels × 4320. I øvrigt, så kan 35mm film ikke måle sig med 70mm som er svimlende dyrt at benytte, og har en detaljegrad på 12,000 × 8,700 pixel - ligesom IMAX.

Men det kan være flintrende ligegyldigt med al den digitale hype.

Det helt konkrete og centrere er filmfortællingen!!!

Det er dét ultimative ved al filmproduktion. Indhold over stil. Men hvis den digitale udvikling gør, at det bliver væsentligt billigere, at kunne producere en spillefilm, så er det helt fint.

Jørn Boye, Per Meinertsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Sten Victor
Jeg er en af de få, der har kørt ToddAO (70 mm) film med 6 magnettonekanaler, samtidig med at der stadig var kulbuelys i maskinen.(senere brugte man kun xenonlamper, da alle kunne passe dem).
Idag kører det hele jo automatisk, det gjorde det ikke dengang, da varede en akt (spole) ca. 20 min. hvorefter man skulle køre over på en anden maskine.
Man skulle kontrollere, om der var nok lysbuekul til de næste 20 min., og naturligvis skulle den nye akt (spole) være ilagt maskinen, så alt var klar til overkørsel.
De muligheder der var for en ekstra forestilling (pendle med spolerne til et nærliggende teater) er forbi, førhen kunne man, hvis alt var udsolgt til en eftermiddagsforestilling, leje en nærliggende biograf, og begynde forestillingen ca.40 min. efter den første, hvor man så kørte hen med de første 20 min. af filmen, så snart den var taget ud af maskinen.
Det var et lille nostalgisk suk, desværre blev ToddAO (70 mm) aldrig det store hit, det var mest filmoperatøren og personalet der bemærkede den forbedrede billed og lydkvalitet, mindre publikum.

Morten Balling

@Sten Victor
Efter at have lavet visuelle effekter på film i over 20 år, og set et hav af halvdårlige Hollywood blockbusters, var det en befrielse pludselig at opdage at alt, hvad der skal til for at lave en god film er: Historie, fotograf og klip.

@Jørn
Jeg nåede lige at prøve kulbuelys i fremviseren som operatør for mange år siden. Det var noget hidsigt stads, men jeg kan godt genkende din nostalgi. Prøvede du også at filmen knækkede når den skulle over på de store spoler, og røg ud på gulvet? Det var noget værre rod :D

Mere generelt vil jeg minde om, at 35mm film, kunne have superhøj opløsning, men at det mest var med de sidste film stock Kodak udviklede, inden de døde. Tidligere var negativets korn ofte så store at en 2K scanning viste, at de enkelte korn fyldte langt mere end en pixel. Dermed blev den teoretisk høje opløsning mest teori. Derudover fordrede det en god fotograf at ramme fokus præcist nok, og optik som kunne følge med.

Lige siden dogme dagene, har mine kolleger og jeg, brugt mange timer på at få digital video til at ligne analog film. Korn/ridser, jitter pga. tandhjul/perforering, flicker, 50 fps > 25 fps, osv. Altsammen ting som egentlig bare gjorde billedet ringere. Det bruges stadig, men heldigvis mindre og mindre.

De fleste har sikkert oplevet at være opslugt af en film, og så pludselig blive revet ud af illusionen, fordi der dukkede en boom stang op i billedet. For mig at se, var alle de fejl og mangler analog film havde, også ting, som ødelagde illusionen. F.eks. de hvide huller, som indikerede spoleskift for operatøren.

Mht. 3D er jeg mere skeptisk. Det skyldes at de fleste fotografer bruger en form for dybde uskarphed, som dannes i optikken. 3D kan virke så realistisk, at man får lyst til at lade øjet vandre i billedet på en anden måde end 2D. Her opstår problemet, fordi øjet automatisk vil prøve at stille skarpt, men ikke kan.