Læsetid: 8 min.

Vi er ikke vant til friheden

Meget går den forkerte vej i Ungarn i dag, men at sige, at landet er på vej mod diktatur, er både forkert og fornærmende for dem, der har oplevet et rigtigt diktatur. Det siger den ungarske forfatter Péter Esterházy, der bedre end nogen anden skildrer landets mentale tilstand i sine romaner og sætter den i europæisk perspektiv
Forfatteren Esterházy er kritisk over for den ungarske regering, men forstår alligevel, at borgerne ønsker en stærk leder. Også selvom der er faresignaler for det ungarske demokrati.

Bea Kallos

7. juni 2013

Hvad er det, der foregår i Ungarn for tiden? Lige efter omvæltningerne i 1990 var landet et mønsterland i forhold til at omstille sig fra kommunistisk diktatur til et liberalt demokrati og markedsøkonomi. Men noget er gået galt undervejs. Den nationalkonservative Viktor Orbán for partiet Fidesz og hans højreekstreme støtteparti Jobbik sørger med forfølgelse af romaer, antisemitisme, medielove og radikal forfatningsændring igen og igen for negative overskrifter overalt i Europa. Så meget, at man taler om, hvorvidt EU kan gribe ind over for et udemokratisk kursskifte i et medlemsland og dets krænkelse af fundamentale europæiske værdier.

At søge svar på, hvad der foregår i et land på afveje, kan man ikke kun overlade til politikerne. Jeg er derfor taget til Budapest for at tale med en af de intellektuelle, der allerede under diktaturet formåede at bevare sin uafhængighed, og som siden er fortsat med i sine romaner at tage temperaturen på landets mentale tilstand. Det er lidt en specialitet hos ungarske forfattere, og noget, der står i klar kontrast til den nye nationalisme i landet – at de løfter sig op over spørgsmål om kulturelle og moralske værdier i forhold til det nationale skæbnespørgsmål og i stedet knytter an til en almengyldig menneskelig erfaring og til den europæiske litteratur.

Og en mere europæisksindet ungarsk forfatter end Péter Esterházy finder man ikke. Hans hjemstavn er ikke nationen, men verdenslitteraturen. Når man spørger ham, hvad man skal stille op med den politiske situation i landet, og hvad EU kan gøre, griner han og ryster på sin store, karakteristiske manke:

»Ved du, vi har nogle rigtig gode reflekser her i landet. Når nogen dikterer os noget, så er vi imod. Det er lige meget, om det er Bruxelles eller Moskva. Vi plejer at formulere det således: Om formiddagen tjekker vi, om pengene fra Bruxelles er gået ind, for så om eftermiddagen at føre en frihedskamp mod Bruxelles. Og med denne modsigelse har vi det fint.«

Det er både typisk ungarsk ironi og typisk Esterházy. Men så slår han over i alvor.

»Ved frihed forstår vi ungarer altid uafhængighed. Vi forstår ikke den personlige frihed, men landets uafhængighed. Uafhængighed fra Tyrkiet, fra Habsburg, fra russerne. Og i det nye Europa handler det jo om at afgive suverænitet. Og det er ikke let at afgive suverænitet i et land, som først har fået sin selvstændighed for 20 år siden. Man har ikke rigtig prøvet det, hvordan man tænker over det og taler om det. Derfor er vores problem ikke kun en ministerpræsident med en autoritær attitude.«

Ikke diktatur

Esterházy vil egentlig helst tale om litteratur eller fodbold, men han ved, at tiden dikterer andre spørgsmål til forfatterne, så han er mødt op på Angelika Kaveház på Batthynyi-pladsen, der ligger med direkte udsigt til Donau og den pompøse parlamentsbygning i nygotik, hvor landets højrepopulistiske kurs udstikkes. Men han vægrer sig ved at blive en politisk forfatter, vægrer sig ved at miste sin uafhængighed. Det er arven fra en fortid i et diktatur, hvor den eneste frihed, man som kunstner kunne kæmpe for, var sin indre frihed; også selvom den var en illusion i et diktatur.

Men netop erfaringen fra diktaturet i flere årtier under János Kádár gør, at Esterházy ikke vil anerkende nogen som helst sammenligning mellem dengang og i dag.

»Ungarn er ikke et diktatur i dag. At kalde det sådan er ikke bare forkert, men også fornærmende, ikke mindst for dem, der har oplevet et rigtigt diktatur. Overalt over vores hoveder hang Kádár-diktaturets skygger. Han kunne gøre alt, han ville. Det var det egentlige tyranni. I Ungarn har vi i dag en regering, som med demokratiske midler fører en politik, som er udemokratisk og autoritær.«

Esterházy er kritisk over for Orbán-regeringen, men forstår også, hvorfor ungarerne havde brug for en stærk leder. Viktor Orbán, der i starten var liberal, inden han nærmest fra den ene dag til den anden rent strategisk blev nationalkonservativ, var dengang en, man kun kunne have tillid til, fordi han udstrålende en utrolig energi og vilje til at reformere landet. Men nu kender han ikke til nogen kompromisser.

»Regeringens politik har intet med dialog at gøre, hverken indadtil eller udadtil. Og dialog er helt væsentlig for demokratiet, ligesom det er i det europæiske fællesskab. Men her i landet er man ikke i dialog, hverken med samfundet, oppositionen, parlamentet eller partiet for den sags skyld. De fusker bare love igennem.«

Esterházy kan sagtens få øje på alle faresignalerne for det ungarske demokrati, men mener alligevel, at det er vigtigt at bevare det kølige overblik og beskrive situationen så objektivt som muligt.

»Der hersker mange misforståelser, når det handler om at forstå, hvad der foregår i Ungarn lige nu. Vores erfaring med frihed er yderst begrænset.«

Frihed tager tid

Han mener, at landet i virkeligheden ingen forudsætninger har for at agere som et liberalt demokrati med markedsøkonomi, for sådan noget tager årtier at lære. Når friheden kommer, tror man, at velstanden også kommer med kapitalismen. Men sådan forholder det sig jo ikke automatisk. Ungarerne har ikke opført sig, som man skal i en markedsøkonomi, for mistroen mod det statslige er forblevet intakt. På den ene side skal staten som en far løse alle problemer, på den anden side er staten fjenden. Dette dobbelte blik på staten er efter århundredelang undertrykkelse blevet til en kollektiv egenskab. Og den samme dobbelthed gælder EU.

I Vesten skal vi forstå Ungarns særlige tradition, forstå, hvad en fortid i et diktatur trækker med af betydning selv i dag, forstå den forgrovelse af sprogbrugen, som historisk kendetegner Ungarn, men som også fører til en masse misforståelser i udlandet.

»Racismen er ikke et specifikt ungarsk problem, men et europæisk. Følelser som racehad, fremmedhad, kvindehad og homofobi er jo ikke specielt for os, men er frembringelser af den europæiske ånd, sådan som min ven Péter Nádas for nylig har formuleret det. Her i landet er der ikke flere racister end andre steder. Det er kun, hvordan vi omgår det, som er anderledes. Umiddelbart har regeringen intet med racisme at gøre, men det sproglige er derimod meget prekært. Selvbegrænsning er ikke ligefrem en dyd her i landet.«

Esterházy har talt sig varm på sit distinkte, elegante tysk. Han er en gigant i Ungarn, men næsten lige så stor i Tyskland. Jeg spøger med Nobelprisen i litteratur. Advarer ham om, at han nok må forvente at få den til oktober. Jeg har nemlig tidligere år i starten af juni interviewet to fremtrædende europæiske forfattere, Imre Kertész og Herta Müller, hvorefter de begge samme år fik Nobelprisen i oktober. Beskeden er Esterházy ikke, så med et smil lover han at sidde klar til oktober.

Censur-sagen

At være del af den ungarske tradition har også negative sider. For nylig var Esterházy eksempelvis offer for censur:

»Sagen er speciel, fordi den egentlig ikke handler om noget. Jeg havde til et kort indslag i ungarsk radio, hvor man giver forskellige anbefalinger af kultur, anbefalet at gå i Nationalteatret, inden den nuværende leders stilling udløb. Lige den anbefaling blev imidlertid skåret ud af programmet. Hvorfor ved jeg ikke, og den har heller ikke i sig selv nogen betydning, men bagefter gik bølgerne højt, og alle de store aviser i Europa ringede til mig for at få min udlægning, men jeg kunne kun henvise til, at de spurgte chefen for ungarsk radio, for jeg ved ikke, hvorfor anbefalingen røg ud, og jeg ved det stadig ikke.«

Det ironiske er så, at på grund af den censurerede anbefaling var teatret komplet udsolgt i flere uger.

»I virkeligheden er det sådan en rigtig Kádár-historie«, siger Esterházy og henviser til diktaturtiden under den mangeårige leder János Kádar, hvor censuren og magtudøvelsen var inkorporeret i den enkelte. Dengang vidste ingen, hvem der blev censureret, og hvorfor.

»Alle lyver, eller ingen vil fortælle hele sandheden.«

Det gælder også den lokale fotograf, der var hyret til at tage foto til dette interview, og som bagefter fortalte, at hun har samme chef som den øverst ansvarlige for den famøse radioudsendelse. Af samme grund undlod hun at fortælle, at det lige netop var Esterházy, hun skulle fotografere, og havde derfor bare sagt, at hun have fået en privat opgave. Under normale omstændigheder ville hun nok have pralet med, at hun skulle tage et billede af ham.

Men, opsummerer Esterházy:

»Jeg var ikke ude i noget politisk ærinde med radioindslaget. Jeg kan til enhver tid kritisere regeringen og gør det også. Problemet er derimod selvcensuren, når folk begynder at agere, som om de ikke kan sige, hvad de vil. Jeg tror ikke på, at der, som det også har forlydt, skulle cirkulere lister med regeringskritikere, men disse lister findes meget vel i folks hoveder. Og det er netop sådan, selvcensuren fungerer.«

–Du har mistillid til regeringen, men også mistillid til den traditionelle fortælleform?

»Jeg plejer jo at sige, at dårlige forfattere skriver, hvad de skal, de gode, hvad de kan. Kun den store Goethe gør lige, hvad der passer ham. Og jeg skriver, hvad jeg kan. Jeg ville ønske mig at have et ordentligt plot og kunne skrive som Tolstoj, og faktisk har min nyeste bog (der netop er udkommet på ungarsk i disse dage, red.) noget så sjældent som hele hundrede siders plot. Jeg har ikke noget imod klarhed, men kan ikke se bort fra kompleksiteten, når jeg fortæller.«

– Er det derfor, du hele tiden i dine romaner må afbryde dig selv med en anekdote, en vits, ironi i stedet for at forfølge et hovedspor?

»Hovedsporet har med moralisme, med realisme og med hjemstavn at gøre, og der gælder samtidig alvoren. Jeg vil formulere det således, at jeg har et stærkt forhold til det ikke-alvorlige. Jeg praktiserer det ikke-alvorliges alvor. Det er nemlig sådan, at der opstår noget vigtigt i disse mønstre, i ordenes dans. Jeg har ændret mig på det punkt. I ungarsk litteratur var alt meget alvorligt, altså under diktaturet. I vores postmoderne samfund mangler alvoren. Mit dilemma er, hvordan man i en overfladisk verden kan bevare sin kærlighed til det overfladiske.«

Senere på dagen insisterer Esterházy på, at vi spiser på restauranten Bock Bisztro. Han er også en velrenommeret madanmelder og vil vise det ungarske køkkens niveau og især de ungarske vine. En finæstet er han, selvom han omtaler sig selv som proletar. Den stolte Esterházy-slægt fornægter sig ikke, til trods for at familien i starten af 1950’erne blev frataget alt af kommunisterne. Til gengæld håber han, at jeg kan hjælpe ham ind på Noma, hvilket er hans største ønske. Efter middagen sukker han:

»Så mange gode folk, som vi godt kunne bruge til at bygge landet op, har forladt landet og søgt lykken andre steder. Men sådan er Ungarn, alt er så fragmenteret, og vi skal hele tiden begynde forfra. Det er vores skæbne.«

 

Rejsen til Budapest blev betalt af Forlaget Rosinante.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu