Læsetid: 1 min.

Alperoman

Jelinek om den europæiske kultur
Jelinek om den europæiske kultur
30. juli 2013

De dødes børn (1997) er en utrolig roman, hvor Return of the Living Dead møder Sommer i Tyrol i skildringen af en sensommerlig alpeidyl befolket med ferierende seniorer og hvileløse (u)døde. Jelineks stemme er på én gang imbecilt pludrende og rasende intelligent, fuld af stor sorg og stor humor. Hendes sprog lever sit helt eget liv, drevet frem af ordspil, stilspring, intertekst og læserhenvendelser, mens de genkommende personificeringer og konkretiseringer gør karaktererne til marionetter for naturens og sprogets mægtige kræfter.

Vi møder den kærlighedshungrende filosofistudine Gudrun Bichler, som vågner op i en liggestol ved Pension Alperose, stadig med en bog i hånd, efter at have åbnet sine pulsårer i et badekar, drevet til fortvivlelse af den præstationstvang, som udstråler fra de store døde europæeres skrifter.

Vi møder Edgar Gstranz, som for længst har ekspederet sin sidste kunde i sportsbutikken, men bliver ved med at surfe rundt i bjergene på det idiotiske rullebræt, der er et af dødens instrumenter i vor tids offerkrævende sportskult.

Vi møder Karin Frenzel, den gammeljomfruelige datter, omklamret af sin mor, imens hun bliver ved og ved og ved med at dø. Derudover huserer en hob af anonyme ’døde’, der i kraft af tilbagevendende ledemotiver (gasovne, skobunker) synes at omfatte den europæiske civi-lisations ofre par excellence: kz-lejrenes døde jøder.

Romanens tidsrum er som ét langt dødsøjeblik, og der er en egen storslået poesi i dens skildring af en sumpet urnatur, der tager sig dyrt betalt for at stille sig skønt og alpeidyllisk til skue for menneskene.

Hvis De vil læse om den højtudviklede europæiske kultur fra et nyt og rystende perspektiv, så vælg denne zombieroman fra Alperne. Døde lever længere!

Elfriede Jelinek - 'De dødes børn', 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mange af de temaer man finder hos østrigeren Elfriede Jelinek, finder man ligeledes hos landsmændene Thomas Bernhard og Peter Handke. Det altoverskyggende tema er naturligvis kritikken af de østrigske forfædre- og mødres varme omfavnelse af nazionalsozialismen i 1938: Et ulægeligt sår - væskende af skam og skyld - hvis smerter resulterer i livslang rasen, selvmutalition eller i yderste konsekvens selvmord (for romankarakteren).

Jelinek, Handke og Bernhard har også det tilfælles, at de skriver/skrev uden ophold. Den køligt observerende Handke skriver at han skriver for at finde ud af hvem han selv er; imens han skriver, kan han så i det mindste sige om sig selv: Jeg er én der skriver. Man siger om Bernhard(fortælleren) at han hader østrigerne; men aller mest hader han sig selv for at hade. Jelinek vælger eksplicit offerrollen: masochistisk, masturberende og evigt vrængende: Ikke glemme, ikke glemme (de døde bl.a.)

NB: "Die Kinder der Toten" udkom i 1995 og er ikke oversat til dansk.