’Alle andre har alligevel set Julies bryster’

Med fænomenet ’sexting’, hvor unge sender frække billeder af sig selv til hinanden, følger ofte en voksen advarsel om, at billederne gør teenagere til indirekte pornomodeller. Men ’sexting’ handler ikke om sex, siger en række danske teenagere i et nyt speciale. ’Sexting’ er nutidens kærestebreve; ungdomsflirt pakket ind i nutidens teknologiske muligheder og farer
Ifølge Susanne Tvedergaard Kristensen, som netop har skrevet speciale om unges brug af texting og medialiseret flirt på IT-universitetet i København, handler det for de yngre teenagere ikke om sex, når de sender frække billeder til hinanden. Det handler i stedet om flirt og om at blive bekræftet.

Ifølge Susanne Tvedergaard Kristensen, som netop har skrevet speciale om unges brug af texting og medialiseret flirt på IT-universitetet i København, handler det for de yngre teenagere ikke om sex, når de sender frække billeder til hinanden. Det handler i stedet om flirt og om at blive bekræftet.

Martin Ruetschi
26. juli 2013

De står begge med deres mobiltelefoner i hænderne, da jeg møder dem en eftermiddag på Strøget i København. Lasse og Emil er 14 år og går i samme klasse. Lige nu har de sommerferie og »hænger bare ud« – uden faste planer for, hvad dagene indtil skolestart skal gå med.

Jeg præsenterer mig, spørger, om jeg må forstyrre, og om de ved, hvad sexting er.

Det gør de ikke. »Men hvad er det?« spørger Emil.

Sexting er et adopteret udtryk. En fusion af ordet sex og det amerikanske ord texting – at sende mobilbeskeder. Når man ’sexter’, sender man altså frække og seksuelle billeder til hinanden via mobiltelefonen.

»Nåh, er det bare det,« siger Emil, sænker skulderne og griner, som kun en dreng på 14 kan gøre det. For selv om Lasse og Emil ikke bruger udtrykket sexting, har de begge skrevet til piger og spurgt, om de må få et »frækt billede« af dem. Lasse har kun gjort det én gang, hvor han skrev til en pige fra parallelklassen, som han engang godt kunne lide. Pigen svarede, at så ville hun først se et af ham.

Så Lasse satte håret, smed T-shirten og låste sig inde på sine forældres badeværelse, hvor han poserede foran spejlet. Klik. Send.

»Men så fik jeg bare sådan et tilbage, hvor man nærmest ikke kunne se andetend hendes ansigt,« siger Lasse.

Emil griner og spørger, hvorfor Lasse er sådan »en taber, der sender et billede af sig selv?«

Det gør drenge åbenbart ikke, for Lasse undskylder med det samme med, at det også er »helt vildt langt tid siden, han gjorde det«.

Emil derimodhar alene i år fået syv billeder fra piger. Hver gang er det ham, der har spurgt, om pigerne ikke ville sende et billede – af dem selv fra hovedet og ned til navlen. De fleste piger har sendt billederne via mobilapp’en Snapchat, hvor billedet kun vises nogle få lykkelige sekunder, og så er det væk igen. Slettet.

»Men Julie sendte engang et med mms, vil du se?« spørger Emil og hiver en iPhone 5 op af sine cowboyshorts.

»Tror du, Julie vil synes om det?« spørger jeg.

»Det er lige meget. Alle andre har alligevel set Julies bryster,« siger Emil om billedet, som han har vist til »mindst ti andre drenge fra skolen«.

Nutidens kærestebreve

Lasse og Emil er ikke noget urimeligt billede på teenageren anno 2013, mener Susanne Tvedergaard Kristensen, som netop har skrevet speciale om unges brug af texting og medialiseret flirt på IT-universitetet i København.

Amerikanske studier viser, at sexting er udbredt blandt teenagere – en undersøgelse hævder, at hele 39 procent af teenagere har sendt eller modtaget et seksuelt billede af en jævnaldrende. Men tallet varierer i de forskelllige studier.

Der findes ikke lignende opgørelser for, hvor mange danske unge, der ’sexter’, men både Susanne Tvedergaard Kristensen og flere danske organisationer kender til fænomenet og betragter det som »normal ungdomsadfærd«.

Noget tyder på det, for de få observationer, jeg gør mig under min korte samtale med Emil og Lasse, passer som hånd i handske med den digitalflirtende ungdomskultur, Susanne Tvedergaard Kristensen har undersøgt. En kultur, hun betegner som fyldt med ’tavs viden’.

For ligesom Lasse og Emil fra Strøget kendte de færreste teenagere fra hendes speciale til – det af voksenverdenen definerede begreb – sexting. Til gengæld vidste de en hel del om at sende frække billeder til hinanden.

»Nutidens kærestebreve«, kalder Susanne Tvedergaard Kristensen i et sidebemærkning fænomenet. Jeg beder hendeuddybe:

»Selvom en enkelt pige i mit speciale siger, at sexting er ligesom at dyrke sex gennem en skærm, handler sexting ikke om sex«, forklarer hun.

I stedet betragter hun den digitale flirt som et stadie, der går forud for sex. Det viser hendes samtaler med godt 30 teenagere, hvor de alleryngste ikke selv har erfaringer med sexting, »måske fordi flirten endnu ikke er en del af deres pubertet«. De 14-16-årige har derimod en alder, hvor puberteten hærger, »men hvor sex endnu ikke helt er på programmet«. Når de unge afslutter folkeskolen, begynder interessen for sexting tilsyneladende at aftage igen, da man nu hellere vil have den ’ægte vare’:

»Det er bedre live«, som 16-årige Theis forklarer i specialet: »Ud fra det perspektiv træder sexting ikke i stedet for sex, men er snarere en mellemregning, inden de unge når deres seksuelle debut,«siger Susanne Tvedergaard Kristensen, som kalder grunddisciplinerne i sexting et »ældgammelt spil«; ungdommens eviggyldige lyst til at flirte med det seksuelle. Nu blot gennem den tilgængelige og allestedsnærværende teknologi.

Luder eller Madonna?

Selvom Lasse, som jeg møder på Strøget, engang har sendt et billede til en pige af sig selv i bar overkrop, er det ikke drenge, der er typiske afsendere på sexting-beskeder. I langt højere grad er det pigerne, der smider blusen, duller sig op foran spejlet og trykker ’send’.

»Sexting er ikke en kønsneutral praksis, men formes i høj grad af en klassisk stereotyp kønsopfattelse, hvor pigerne gerne skal udstille sig selv for drengene og lokke dem til med frække billeder,« siger Susanne Tvedergaard Kristensen.

Såvel i virkeligheden som i digitalverdenen reproduceres kønsstereotyperne – i følgende dialog fra specialet diskuterer en flok drenge spillereglerne for sexting:

Søren: »Det er så kikset , når drenge sender et billede af deres sixpack… Du kan ikke sammenligne det, når drenge og piger gør det.«

Theis: »Det er lidt frækkere, når piger gør det.«

Mark: »Men med drenge er det bare sådan lidt taberagtigt, synes jeg. Det lyder forkert, men vi er mere sådan… Kvinderne giver til os ik’? Vi sender ikke igen – vi giver feedback.«

Susanne Tvedergaard Kristensen fortæller, at praksis ofte foregår således, at en dreng spørger en pige, som han flirter med digitalt, om han må få et frækt billede. Det sætter pigen i et dilemma, for hvis ikke hun sender et billede retur, mister hun flirten. Trykker hun ’send’, er hun samtidig velvidende om, at hun afgiver kontrol omkring noget så privat som et nøgenbillede.»Pigen kender faren. Hun ved, at billedet kan havne i de forkerte hænder, alligevel sender hun det. Fordi hun svæver mellem en blanding af fornuftsbaseret distance og en behovsstyret entusiasme,« siger specialets forfatterinde og uddyber: »Det er et klassisk luder/madonna-kompleks, hvor piger må tackle det, at drengene opfordrer dem til at sende frække billeder, samt faren for at blive kategoriseret som en billig luder, hvis deres billede bliver videresendt.« Det er en konstant opvejning af tillid overfor tab af kontrol. Et dilemma, som ifølge flere unge fylder meget i deres hverdag. For de er ikke grænseløse, de kender godt farerne ved sexting og kender flere eksempler på unge, hvis billede er blevet delt og misbrugt mod den fotograferedes vilje. I specialet finder jeg teenageren Sara, som fortæller, hvorfor piger alligevel giver efter for drengenes forespørgsler:

»Jeg tror, det er, fordi piger er mere bevidste om deres krop og gerne vil have andres accept. De vil være mere sikre på sig selv, så de har brug for selvtillid. Der er rigtig mange, der er usikre på deres krop. Det er derfor, vi gør det, tror jeg«.

Nøgenfoto er ’no go’

Selvom billeder af piger med trutmunde, bare maver og push-up-bh for den voksnes blik kan synes seksuelle, handler sexting om selvfremstilling og bekræftelse, mener Susanne Tvedergaard Kristensen.

Både drenge og piger har nemlig en klar holdning til, at total nøgenhed er for »klamt« og »grænseoverskridende«. Ifølge Magnus på 16, som interviewes til specialet, falder pigerne i værdi, hvis de sender totale nøgenbilleder ud. »Jeg havde taget en række forskellige sexting-billeder med til de unge, som vi kunne tale om, fordi jeg synes, det ville være uetisk at tale om de billeder, de selv havde på deres mobiltelefoner,« siger Susanne Tvedergaard Kristensen og fortsætter: »Og det er interessant, at de billeder, hvor der poseres mest, er dem, som de unge tager afstand fra. Dem kalder de »klamme« og »fake«. De unge er ikke grænseløse i deres digitale flirt. De har en form for spilleregler for, hvordan sexting skal foregå, og de lægger noget andet i billederne end voksne.

»Og det var det, jeg satte mig for at undersøge,« siger Susanne Tvedergaard Kristensen og fortsætter:»Hvad de unge tænker om fænomenet – helt uden den voksnes løftede pegefinger og advarslerne om, at sexting partout må være farligt«.

 

Lasse og Emil er opdigtede navne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Sexting

Ordet sexting er sammensat af ordene sex og ’texting’ – amerikansk for at sms’e. Der findes ikke et dansk begreb, men ’sexting’ blev i 2009 optaget som nyt ord hos Dansk Sprognævn.

Sexting defineres som at sende pornografisk materiale i enten tekst eller billede fra sin mobiltelefon. Sexting er et frivilligt fænomen, hvor børnene selv vælger at sende billeder af dem selv. Sexting er anderledes end ’grooming’, som betyder, at børn lokkes til at sende pornografisk materiale af dem selv til f.eks. pædofile. 

Det siger de om "sexting":

Lise Qvistgaard, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår:

’Vi forstår godt, at sexting kan virke tiltrækkende på de unge som et led i at udforske deres seksualitet. Alligevel fraråder vi det, fordi det meget ofte medfører dårlige oplevelser eller bekymringer. Den fysiske afstand mellem de unge skaber i øjeblikket en falsk fornemmelse af tryghed, og det betyder, at de tør overskride grænser, de ikke ville gøre, hvis de var i samme lokale som den anden person. Efterfølgende er der mange unge, der fortryder, enten fordi deres billeder bliver offentliggjort eller misbrugt, eller fordi frygten for afsløringer nager dem. De unge, der henvender sig til os gennem BørneTelefonen, er ofte plaget af selvbebrejdelser og synes, det er helt vildt pinligt, at de lod sig rive med og delte intime billeder af sig selv.’

Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet:

’Sexting er et meget tidstypisk fænomen, og de unge udnytter sådan set bare muligheder og tendenser, som er tilgængelige for alle i det senmoderne samfund. De leger, undersøger og positionerer sig ved hjælp af de sociale medier, og det ser jeg i udgangspunktet som noget positivt. Samtidig er jeg helt med på, at det kan gå galt. De nye virtuelle virkeligheder kræver
en særlig form for eftertanke, og det er vigtigt, at unge lærer at passe på sig selv og hinanden
ude i cyberspace. Personligt tror jeg langt mere på forebyggelse end på forbud, og det løber mig koldt ned ad ryggen, når der råbes op om overvågning og censur. For vi skal jo ikke beskytte de unge ihjel, men gerne ruste dem til at erobre verden med lige dele livsmod og kritisk sans. Det begynder hos forældrene, og det bør følges op i skolernes seksualundervisning, hvor det er oplagt at arbejde med sociale færdselsregler og kritisk mediebrug. Det handler ikke om at forskrække de unge eller kvæle dem i lammende omsorg, men derimod om at gøre dem til kompetente og nysgerrige ’mediekosmonauter’ med lyst til at gå på opdagelse i livet.’   

Rikke Thor, daglig leder af Sund Sex Skolen for unge:

’De voksne, som omgiver nutidens unge, har ikke selv levet i en tid, hvor man kunne tage og sende billeder af sig selv og andre ud på splitsekunder, og hvor man kan ændre på billederne efter eget forgodtbefindende. Derfor kan de unge møde mange bekymrede – og måske fordømmende – voksne, som i god mening fortæller om alt det forfærdelige, de mener, der kan ske, uden at lytte og sætte sig ind i, hvad der egentlig foregår. Det kan få unge til at være tilbageholdende med at fortælle om deres verden og bekymringer i forhold til seksualitet, forelskelse, og hvordan man scorer, da de voksne ’alligevel ikke har forstand på det’. Mange lever mere og mere deres liv gennem de sociale medier og mobilen – og finder glæde i det – om vi synes om det eller ej. Men der er brug for mennesker, der kan hjælpe de unge med at se det hele i et større perspektiv. Hvad når de senere søger et arbejde, og man kan finde udfordrende billeder af dem på nettet? Eller hvad nu, hvis de bliver uvenner med den fyr eller pige, de har sendt billedet til, og denne bruger billederne imod dem?’

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dan Johannesson

Vi er en forunderlig art, der helt frivilligt overgiver mere og mere af vores personlige rum til registrering, deling og fuld eksponering i det offentlige rum. Julies bryster er ikke kun set af "ti andre drenge", men registreret og lagt på server af NSA.

Sammen med facebooks ansigtsgenkendelse, og de mange mobile enheders evne til at lytte med og registere alt hvad vi gør, også når enhederne ikke er i direkte brug, afgiver vi, fuldt bevidste, alt hvad der før var smukt, særligt, intimt og privat.

Det bliver interessant at følge de psykologiske og sociologiske konsekvenser, når det over de kommende år, for alvor, går op for folk at de har solgt deres indereste rum, og i nogle tilfælde deres nøgne krop, for et like, og at det ikke kan slettes eller omgøres.

Brugerbillede for Sten Victor

Det er en syg udvikling blandt teenagere. De aner ikke konsekvenserne ved at sende frække MMS billeder, hvor end sjovt det på tidpunktet måtte være. Disse piger vil uomtvisteligt fremstå som luderagtigt, og må virkelig have et lavt selvværd og mangel på selvrespekt, selvom de måske ikke selv opfatter det sådan.

I ovenstående artikel har man ikke engang berørt det juridiske aspekt vedrørende børnepornografi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Günther

Hvorfor overhovedet bekymre sig om dette emne?? Måske fordi ikke alle piger forstår konsekvenserne af at dette flirte-trick kan falde i hænderne på en modtager, som ikke har gode intentioner.

Hvorfor være så forskrækkede; det er langt vigtigere, at piger lærer at sige NEJ, når det er vigtigt...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Teenagere beskæftiger sig med det udvendige.
Om de udstiller sig selv... detvedjegsåmændikkerigtig... det er jo sådan, at når pigen er14 år, så er hun ikke fuldt udviklet. Det bliver hun aldrig, for kroppen forandrer gennem hele livet. Altså vil fotoet af hendes bryster bare være et øjebliksbillede. Om 2 år ser de anderledes ud.

Og hvem pokker, som selv er voksen, synes at bryster på en 14årig, hvis man ikke selv er 14årig, er interessante?
I 70'erne trak drengene også bluserne op på pigerne, for at de hvad der var indenunder. De havde bare intet kamera og måtte nøjes med øjeblikket.

Jeg tror, det kun er teknologien som har udviklet sig.
Teenagere er ret magen til de tidligere udgaver af samme aldersgruppe.

Brugerbillede for Helle Winum

Helt enig Lise Lotte Rahbek. Jeg mindes også en del episoder med hylende og skrigende piger i omklædningsrummet, fordi der var kommet en dreng derind. Til gengæld mindes jeg også piger, som følte sig presset til at have sex med drengene helt ned i 11 årsalderen. Hvis sexting kan betyde, at de tager de første seksuelle skridt på afstand af hinanden, så synes jeg da bare det er fint.
Med hensyn til alle bekymringerne omkring de gemte billeder, så læs lige artiklen igen - de fleste bruger snapchat! - hvor billedet ikke er tilgængeligt til senere fremvisning. Drengene kan stadig bare prale. Julies bryster blev måske netop vist frem, fordi hun blev opfattet som lidt smådum, fordi hun ikke sendte på den rigtige måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sten Victor

@ Helle Winum

Ikke helt rigtigt. Hvis man har lidt teknisk snilde, hvilket de fleste teenagedrenge har, så kan billederne via Snapchat godt genskabes og gemmes for evigt.

@ Benjamin Bach
Nemlig... Men i de flestes drenge teenagedrenge øjne, vil disse piger uomtvisteligt fremstå som lidt luderagtige, grundet den sexificering, som medierne har det med, at udstille kvindekønnet som.

Men sådan har det jo altid været..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Jørgensen

Sexting er ikke kun et teenagefænomen. Det dyrkes også af fx den 48-årige amerikanske politiker Anthony Weiner, der p.t. kandiderer til borgmesterposten i New York. Skandalen - Weiner har bl.a. sendt billeder af sin tissemand til unge damer - eksploderede i de amerikanske medier tirsdag 23. juli og er bl.a. kommenteret på lederplads i The New York Times. I 2011 måtte Weiner forlade sin plads i Repræsentanternes Hus pga. en lignende skandale. Weiners smukke hustru Huma Abedin har bl.a. arbejdet som personlig assistent ("body women") for Hilary Clinton, som hun har et nærmest venindeagtigt forhold til. Hustruen har nu for anden gang offentligt tilgivet sin mand. Se fx pressekonferencen på YouTube ("Anthony Weiner scandal").

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Laursen

Hvis dette er symptomatisk for alle teenagere, på tværs af tid, generationer og teknologisk udvikling; hvordan kan det så være, at jeg ikke oplevede noget bare tilnærmelsesvis afstumpet, da jeg var 14 år (jeg er 23 i dag)? Måske fordi jeg var beskyttet på en specialskole for autister, der, på trods af postulat af det modsatte, havde højere social og empatisk intelligens end de normale teenagere, når det kom til stykket?

Men mon ikke forklaringen nærmere ligger ved det faktum, at den danske folkeskole er dybt fascistisk, intolerant, assimilerende og lærerne i bedste fald ligeglade og magtesløse? Jeg er stadig dybt taknemmelig for, at jeg kom i specialskole fra 2. klasse. Selvom jeg var kastebold i systemet, og blev udsat for inkompetente lærere, indtil jeg kom i 8. klasse, var jeg stadig beskyttet mod det værste af det værste: de kulturassimilerede (white-trash afkom) børn og teenagere, der ikke tolererede mit handicap og mine interesser.
Jeg ved jo godt, hvad der sker med de piger, der nægter at deltage i den der sexting...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen

Jeg er ikke sikker på hvad jeg synes om det. Mest fordi alt i dag kan lagres af fx NSA. Det er ét element. Det andet er jo, at disse unge mennesker, halvløse subjekter om man vil, ikke har den nødvendige kapacitet til at gennemskue og det er hensigtsmæssigt at sende et billede til Kasper hvor man står med spredte baller og en blyant i røven.

Jeg kunne sagtens tage et seksuelt ret pirrende billede af den kvinde som af uforklarlige årsager synes jeg er interessant - uden at misbruge det. Men jeg er ikke sikker på, at alle vil have samme udgangspunkt som jeg. Slet ikke hvis affektion, jalousi eller kådhed udi andre sindstilstande skulle indfinde sig i dette menneskes bevidsthed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for alexander  andersen

Jeg ved ikke om det er farligt. Men som teenager kan det være svært at vide om man 20 år senere i livet vil have nøgenbilleder florerende på nettet, når man stiller op som borgmester i herning.
Nogen nævner prostitution? Voksne mennesker er nu engang så kære og naive..
Hvis i vil ha et skud realitet, så surf afsted til "chatville". Det er begyndt at gå op for unge almindelige piger at der er goe lommepenge i live sexting. Men for at være fair skal man altså klikke ja til at man er over 18.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Så fik Information igen fat i en serie eksperter, der uden betænkeligheder kan bakke op om alt, hvad halvstore børn foretager sig.Ellers er man nemlig uforstående, bekymret og fordømmende - og det skal man sandelig ikke være. Og forbud - ja, det er naturligvis udelukket.
De unge " leger, undersøger og positionerer sig ved hjælp af de sociale medier, og det ser jeg i udgangspunktet som noget positivt."
Som skildret virker det ellers nærmest, som om der i det tilfælde, der skildres af de to udspurgte drenge, er foregået virkelig grov mobning af pigen "Julie" (jeg går ud fra, at redaktionen har ændret navnet). Information lader drengene fremstå som seje og med styr på det; journalisten anfægter ikke handlemåden eller betegnelsen "taber" for den, der sender fotografier. Herved medvirker bladet faktisk til cybermobning.
For det, der af de indkaldte eksperter betegnes som nutidige kærestebreve, har en brist i forhold til tidligere tiders kærestebreve: De er ikke symmetriske de to køn imellem. Det er kun pigerne, der skal sende billeder af sig selv i cirkulation på internettet - drengene skal bare forlange det. Det er uhyre naivt at tro, at det kun er de drenge, der sender billeder, der bliver betragtet som tabere - såvel piger som drenge i aldersgruppen vil nådesløst fordømme en Julie, der ikke til fulde forstod spillet og sendte et varigt billede og holde hende ude af fællesskabet - såvel som en pige, der nægter at sende billeder; den sidste vil blive betegnet som snerpe. I disse tider bliver normerne mere og mere bornerte; nøgenhed er tabu - og jeg har set det ældgamle ord "omgangsluder" brugt som graffitti på skolens vægge. Igen.
Som i gamle dage er drengene smarte, hvis de scorer mange piger - mens pigerne dydigt skal holde deres krop tilbage (i hvert fald skal de lade som om) - mens de dog skal sørge for at bevise deres evne til at tiltrække og være centrum for drengenes opmærksomhed ...
Man kan selvfølgelig godt sige, at børnene leger og eksperimenterer med det digitale medie og deres begyndende bevidsthed om sex - men det er eksperimenter, hvor aktøren ikke ser eller mærker resultatet af eksperimentet.
Den dag, "Julie" føler sig så ugleset og nedgjort, at hun evt. dropper ud af sin skole og virkelig bliver en taber - da vil Emil ikke have nogen anelse om medskyld eller ansvar. Hvorfor føle sig det mindste ansvarlig? Skulle det komme frem, at det har forbindelse til cybermobning og cirkulerende billeder (hvad der faktisk ikke engang er sandsynligt), vil han vide at afvise medvirken: Hun gjorde det selv, ikke? Hvorfor skulle han ikke vise hendes billede til den halve verden, hun kunne bare have ladt være med at være så taberagtig, ikke?
Man kan dog ikke sige, at Informations eksperter helt overser farerne: Pigerne skal passe på! Vi skal lære dem at tænke over fremtiden, at forestille sig ubehaget ved senere at møde billederne ... det er nemlig ofrene, der skal ændre adfærd, ikke dem, der faktisk handler dårligt mod andre.
Måske kunne jeg ønske, at Emil og Lasse ved deres hjemkomst, når forældrene har læst om dem i avisen, vil blive mødt af god gammel fordømmelse af deres handlinger! Hvor kunne jeg ønske, at deres mødre siger: "Sådan kan man ikke være bekendt at opføre sig mod Julie!" - og deres far fortæller dem, at en anstændig mand ikke tager trofæer og viser dem frem til sine kammerater; at kun dumme svin blærer sig over flirt og sex ved at nedgøre en generøs partner.
Men det sker nok ikke ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Man har aldrig kunnet kontrollere alle unge - det anbefaler jeg heller ikke, at man skal prøve på. Hvor står der noget om kontrol i mit indlæg?
Kun synes jeg, at man som forældre skal gøre sine børn den tjeneste at fortælle, hvad man synes og mener - og Emil i Informations historie trænger ganske afgjort til, at voksne korrigerer hans adfærd.
Jeg synes også, at journalister og eksperter skal turde bedømme dårlig opførsel som dårlig opførsel, når de får den beskrevet så klart som her.
I stedet for at nøjes med at fortælle pigerne, at konsekvensen af, at man deler afklædte billeder på nettet er, at andre kan finde dem - så synes jeg, at man skal fortælle drenge som Emil og Lasse, at konsekvensen af deres handlinger er, at andre vil mene, de er dumme svin.
Lige i begyndelsen af puberteten vil børn med ekstra store egoer og lav empati ofte kunne få fordele af at opføre sig gement - men når de bliver få år ældre, vil de pludselig opdage, at deres kammerater er blevet gamle nok til at tage afstand fra dårlig opførsel. Så kan de blive meget ensomme - endnu en grund til at hjælpe dem til ordentlig adfærd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Thora Whidtfeldt Rasmussen

De stygge drenge kan meget vel være dem, som scorer flest piger, får de fede uddannelser og de største materialle goder i fremtiden.

Detder med at man får som fortjent og at de sociale repressalier kan ramme en i nakken, hvis man opfører sig skidt, hører vist en anden tid til og et samfund, hvor et fåtal flytter rundt.
I dag kommer de færreste nogle vegne eller får nogle erfaringer af at være en flink fyr og en ærbar pige.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Hvis de stygge drenge scorer flest piger, kan det kun være de lette af slagsen, og hvis de får de fede uddannelser er det nok ved hjælp af snyd (hvilket er helt normalt, vær nu ikke så moralsk), ligesom de bedste forskere snyder (hvilket er helt ok, UVVU må hjem og lægge sig), og de største materielle goder får Stein Bagger - typerne jo som kendt. De rå typer må vi holde med, de er fremtiden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

MKN
Nah, men det er jo dem, som er mest ligeglade og hårdest i filten, som spiller helterollerne på films, ikkesandt. Og det er sørme også de sejeste drenge og piger, som får topposter i erhvervslivet og politik og deroppeomkring.

De mere afslappede og følsomme gemytter - de er det for deres egen skuld og ikke for at blive 'vindere' ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Jørgensen

Det er i hvert fald rigtigt, at man kan finde mange ting på nettet. Fx et sødt billede af forfatteren til Informations artikel Lærke Cramon. Det stammer fra Åbent Hus på Journalisthøjskolen 3. marts 2011. Dengang var Lærke 20 år. Hun bliver interviewet af Sarah: Hvad har du på i dag? Lærke laver trutmund og svarer: "Skoene er fra nettet, bukserne fra Topshop og t-shirten er fra update - den er så stram, at jeg har taget sådan nogle smarte tight up pants på indenfor." Sarah: Hvordan har du peppet din Åbent Hus-T-shirt op? "Jamen jeg tænkte, at stilen var lidt rocket, så jeg har sat den sammen med en oversize boyfriendblazer. Jeg ville også have haft nogle kæder om halsen, men det nåede jeg ikke lige."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Steffen Jørgensen,
Det skuffer mig lidt at høre, jeg synes nemlig at den små fr. Cramon er et tiltrængt friskt pust i den ellers noget aldersstegne gruppe af journalister på Information :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alexander Ildhøj

Vores ungdomskultur er i forrådnelse - it's as simple as that.

Før reality-TV's indtogt, var berømmelse et produkt af succés, nu om dage er succés et produkt af berømmelse, i hovedet på de fleste unge. Dybsindighed er blevet tabu og de som dyrker overfladiskhed bliver ophøjede, mens de som værsætter réelle kvaliteter bliver udstødt. Al ungdommelighed cirkulerer pt. kun omkring to 'buzzwords' Sex og Vold. Kald mig pessimist, ignorant eller sortséer, men jeg udtrykker blot mine meninger omkring de observationer jeg har gjort mig, som en 18-årig fyr fra Hovedstaden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Laursen

@Lise Lotte Rahbek:
"Detder med at man får som fortjent og at de sociale repressalier kan ramme en i nakken, hvis man opfører sig skidt, hører vist en anden tid til og et samfund, hvor et fåtal flytter rundt.
I dag kommer de færreste nogle vegne eller får nogle erfaringer af at være en flink fyr og en ærbar pige."

Sørgeligt... Men sandt...
Men jeg vil, igen, påstå, at det hænger sammen med de sanktioner - eller mangel på samme - der rammer mobbere i folkeskolen. For at tage mig selv som eksempel: Det var mere reglen end undtagelsen, at jeg fik at vide, at "jeg selv var skyld i det" eller "det er ikke ondt ment", når jeg i sin tid fortalte til mine lærere eller pædagoger, at jeg blev mobbet. Og det skete på tværs af, og uafhængig af forskellige skoler, lærere og pædagoger. Da jeg i 8. klasse startede på en skole der hedder Kasperskolen, oplevede jeg en helt anden tilgang til mobning. Der var hårde sanktioner mod, og direkte konfrontation af mobning, og det blev stoppet på stedet, hvorfor Kasperskolen var tæt på mobbefri.
I folkeskolerne, har det næppe forandret sig til det bedre i dag. Tværtimod, så synes jeg at observere, på folkeskolerne, at sanktioner mod mobbere er så godt som forsvundet. Og i værste fald, så deltager lærerne selv i ydmyggørelsen af de "svage" elever, samt de børn med handicaps, der skal "inkluderes" i folkeskolen.
Ja, med sådan en opvækst, så tror da pokker, at det er "røvhullerne" der når længst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Richard Sørensen

Skal vi ikke lige se hvad piger lider af: spisevægring, stress, lavt selvværd osv. osv.
Selv om piger er: dygtige, arbejdsomme og perfekte, er de i deres følelsers vold og har svært ved at sige fra, når de skal være lækre og udkonkurrere deres medsøstre.
Mange piger har svært ved at sige fra, når det gælder om at være smart og vi ser en tendens, der hele tiden bliver mere ekstrem.

Grænseløs adfærd, piercinger og tatoveringer og eksponering i medier og tv er en del af pigers verden i dag. Hvem vil stå tilbage for sin veninde - og hvad bliver det næste skridt af grænseoverskridende karakter?
Vi må som voksne og ansvarlige åbne øjnene og vende blikket væk fra egen navle.Vi må tage stilling til, hvad vi byder de unge og deres skrøbelige sjæle; for TV og medier gør det ikke - tværtimod.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Finn Årup Nielsen

Så lad dog barnet.

Unge synes at være ganske teknologisk kompetent. Sexting kan føre dårlige ting med sig, men det kan vel sladder og brudte kærlighedsforhold også, og der er ingen der vil forbyde social kontakt og kærlighedsforhold for teenagere.

Det alvorligste forhold for en teenager kan være samfundets straf. Paragraf 230 i Straffeloven ser, når jeg læser den, ud til at kriminalisere teenager-sexting. Det ville være vanvittig hvis to teenagere under 18 år blev straffet fordi den ene har sendt et billede til den anden. Følger man referencerne i den engelske Wikipedia under sexting artiklen reporterer medier om tilfælde i udlandet hvor adskillige teenagere er blever retsforfulgt. Med sexliberale Danmark som forgangsland til pornografi og homoseksuelle ægteskaber ville det være en streg i regningen hvis lignende skete i Danmark.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen

Det er færre og færre forundt at møde et menneske, som man vil dele hele livet med.
Vejen dertil handler ikke om nøgenbilleder, men om at registrere de følelser, der opstår, når man er sammen med andre.
Det er muligt at betragte sig selv og de reaktioner og følelser, der opstår, når man møder HAM eller HENDE. En utrolig oplevelse der kan ende godt eller uden resultat.
The perfect match sker med udgangspunkt over bæltestedet og er en fantastisk oplevelse.Tør du være lidt anderledes og gå efter kvalitet i oplevelsen, så drop snasket nu.
Der stod nu han og sang, men henne mellem de mørke  Hasselbuske stak der et lille Pigehoved frem. En lang Flig af et rødt  Silkeshavl havde viklet sig fast i en Green, der sprang noget længere 
frem end de andre, og engang imellem kom der en lille Haand og 
rykkede i Fligen, men det førte ikke til Andet end en lille Skylregn 
fra Grenen og dens Naboer. Resten af Shavlet laae stramt hen over  det lille Pigehoved og skjulte det Halve af Panden, skyggede over  Øinene, dreiede saa pludseligt af og tabte sig mellem Bladene, men  dukkede atter op i en stor Roset af Folder under Hagen. Det lille  Pigeansigt saae meget forbauset ud, men det vilde snart til at lee;  Smilet var allerede i Øinene. Med Et gjorde han, der stod og sang i  Regnveiret, et Par Skridt til Siden, saae den røde Flig, Ansigtet, de  store brune Øine, den lille, forbausede, aabne Mund; øieblikkelig  blev hans Stilling forlegen, han saae forbauset ned ad sig selv; men i  samme Nu lød der et lille Skrig, den fremspringende Green svaiede voldsomt, den røde Flig blev borte i et Blink, Pigeansigtet borte, og  det raslede og raslede, fjernere og fjernere inde bag Hasselbuskene. Saa løb han. Han vidste ikke hvorfor, han tænkte slet ikke, Regnveirslystigheden kom op i ham igjen, og han løb efter det lille  Pigeansigt. Det faldt ham ikke ind, at det var en Person, han løb  efter, det var kun det lille Pigeansigt. Han løb, det raslede til Høire, det raslede til Venstre, det raslede for, det raslede bag, han raslede, hun raslede, og al den Lyd og selve Løbet gjorde ham ivrig, og han 
raabte: »Kuk engang, ihvor Du er!« Ingen kukkede. Ved at høre sig 
raabe blev han ligesom lidt beklemt, men løb stadigt; saa kom der en  Tanke, men kun een, og han mumlede, medens han blev ved at løbe:  »hvad skal Du sige til hende? hvad skal Du sige til hende?« Han  kom hen mod en stor Busk; der havde hun skjult sig, han saae en  Flig af hendes Kjole. »Hvad skal Du sige til hende? hvad skal Du  sige til hende?« blev han ved at mumle, alt medens han løb. Han  kom hen til Busken, dreiede hurtigt af, løb videre, mumlende det  Samme, kom ud paa en bred Gang, løb lidt henad den, standsede 
pludseligt og brast i Latter, gik stille smilende et lille Stykke videre  og loe saa af alle Kræfter, og saaledes blev han ved hele Hegnet 
igjennem.
(I.P. Jacobsen 'Mogens'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Nielsen

Forstår overhovedet ikke hvorfor begrebet hedder Sexting. Det er da langt mere ovre henne i noget meget blød "softcore". :)

Egentlig ikke noget nyt i denne artikel. De voksne har gjort det i mange år, og nu er turen så kommet til teenagerne. Nu er det bare langt mere teknologisk.

Peter Günther, hvordan vil du fortælle lille teen-age trunte, at hun skal lære at sige nej. Det er jo netop spændende at sige ja, og så høre feedback. Netop fordi de mangler en kæmpe portion bekræftelse fra drengene, at de er "gode" nok. Og hvordan vil du skelne imellem de slemme drenge og de knap så slemme drenge over en SMS/MMS?

Sabine Behrmann, studsede ligeledes selv over det samme. Lack of research.

Om det kan have konsekvenser i erhvervslivet i fremtiden, det vil jo vise dig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Pieterse

Det er kvinden som er ophav og årsag til kapitalismen. Først når kvinder bliver lidt mindre diskriminerende og dele lidt mere gavmild af hvad de har at byde på, så det ikke kun er en mindre kreds af rige og/eller meget flotte fyre der får lov til at bestige dem, vil uligheden i verden kunne afhjælpes. Alt det der med romantik, kurtisering og andre og nyere parringsritualer er jo en belastende arv fra før præventionen blev opfundet. Venstreorienterede kredse indså hurtigt hvordan sikker prævention og fri abort kunne frigøre mennesket til at opnå den totale lighed. Ikke kun jagten på penge er et kapitalistisk sygdomstegn. Også jagten på sex og jagten på denne/de perfekte partnere. Først når klassens smukkeste pige ikke længere ligger under for klassetænkning og stiller sig ligelig til rådighed for klassens tykke drenge og klassens kloge men nørdede hoveder som for dem som den uretfærdige antisocialistiske natur har udstyret med det vi har lært at betragte som et mere ønskværdigt ydre. Vi kan konstatere at nutidens ungdom nu blot ved hjælp af nye avancerede tekniske hjælpemidler fortsætter den oldgamle darwinistisk/kapitalistiske vanetænkning. Gud (oh nej, hen er jo død!) bevare os for en fremtid hvor alle også har deres genetiske information til rådighed som en fil man kan downloade, hvorefter man kan bruge disse informationer til at spille en ny form for digital sex-og-forplantnings-Matador på nettet.

Jeg ved at der er mange her som er mere skolet i socialistisk dialektik end jeg er, så vær venligst overbærende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Josephine Lehaff

Hugo:

Sex er ikke noget kvinden har at byde på. Sex er en aktivitet kvinden kan vælge at deltage i, ikke en ydelse hun kan give af. At kvinden bør stille det hun har at byde på til rådighed, og at det hun har at byde på skulle være sex er en tankegang som hører de forrige århunderede til.

Til udsagn om at pigerne er naive, mangler selvværd eller må forberede sig på at blive omtalt som luder vil jeg tilføje denne tanke: når 14 årige drenge mener at kønsrollerne hænger sådan sammen at kvindens rolle er at give af sig selv og mandens rolle er at bedømme det de bliver tilbudt, kan man forestille sig at 14-årige piger kan have fået samme indtryk og altså ikke skriger desperat på opmærksomhed men faktisk tror de opfylder deres rolle som kvinde.

Brugerbillede for Dennis Laursen

@Josephine Lehaff:
Jeg tror ikke, at det (kun) er sex, Hugo refererer til. Så vidt jeg ved, så har kvinder (og mænd) meget, meget mere at tilbyde, end bare sex. Og jeg tror, at dem Hugo refererer til, er de marginaliserede i klassen: de tykke, de nørdede, de kloge, de handicappede; dem, som ingen vil socialisere sig med - og da slet ikke "klassens kønne pige".
Sex er jo en af de ultimative mål i det nuværende, primitive ungdoms-paradigme. Og når Hugo snakker om klassetænkning, refererer han til de klassisk succesrige i klassen, og så længe at kvinder kun vil socialisere sig med de succesrige drenge, er de med til at opretholde et proletariat af undertrykte børn og unge. Det går selvfølgelig begge veje. Men sådan som nutidens, dybt primitive kønsroller er opbygget, er det i høj grad kvinden der vælger partner, og mændene, der er bejlere.
Jeg er selv socialist, og jeg så helst disse kulturelle kønsroller hen hvor de hører til, nemlig på historiens losseplads. Men vi må også erkende, at de desværre eksisterer, og vil eksistere så længe, at de dyrkes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Josephine Lehaff

Jeg går ud fra han taler om sex, når han siger piger ikke kun skal give rige og flotte mænd lov til at "bestige dem". Og at det er kvinden der vælger sin partner lader ikke til at være børnenes opfattelse, siden de siger at "kvinderne giver til os... Vi giver feedback." Her er der piger der bliver casted som påfugl, og drengen der bestemmer om han vil tage imod tilbuddet eller ydmyge hende i stedet.

Brugerbillede for Caroline Røn

@Josephine Lehaff:
Helle: Man kan tage et screenshot af et snapchatbilled og beholde det på måde, så det er bestemt ikke mere sikkert end alt andet.

Det er nemlig helt rigtigt. Der findes endda en side på Facebook, der hedder 'Snapchat Leaked', som offentliggør billeder, der er sendt til Team Snapchat (navnet på "administatorkontakten" på app'en). Der er både lagt sjove og uskyldige billeder ind, men også billeder meget lig pornografiske af unge piger med lidt eller slet intet tøj på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen

@Josephine Lehaff.

Hvilke roller skal mænd og kvinder indgå i? Din argumentation bygger på et fundament der hedder mand/kvinde. Det er subjektspositioner. Mand og kvinde er det først og fremmest-determinerende i din argumentation, hvorfor der er tale om en fejlslutning. Det er først og fremmest menneske og menneske. At være menneske er ikke en subjektsposition først og fremmest.

Problemet med din argumenteren, er, at du påkalder dig hvad du mener er den moderne beskrivelse af mand/kvinde-relationen. Det er egentlig ikke besynderligt i en stærk feministisk samfund. Men der er tale om en miskendelse eller rettere: en italesættelse.

Det er nu engang sådan, at kvinden - uanset din italesættelse - er hende der lader sig penetrere. Der er hende der i den forstand at hun tilbyder sit - fysisk set - underliv til manden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Josephine Lehaff

Nick:

Jeg vil meget gerne besvare dit indlæg, men må ærligt indrømme at jeg ikke er sikker på at jeg forstår, hvad du siger. Jeg har dog prøvet:

Jeg er ikke personligtilhænger af kønsdikotomien, hvis det er der menes. Jeg mener hverken den er konstruktiv eller afspejler virkeligheden. Dog tager jeg højde for at langt størstedelen af samfundet, særligt teenagere, er tilhængere af (eller i det mindste tror på) den dikotomi, og gør meget for at leve op til dens krav. Det er det jeg mener, når jeg siger, der er tale om rollespil. Jeg mener absolut ikke at rollespillet er ønskværdigt, blot at det er en virkelighed.

Jeg forstår dog ikke hvordan mand eller kvinder skulle være subjektspositioner, i højere grad end menneske og menneske.

At en kvinde i højere grad tilbyder sit underliv end en mand gør, kan jeg ikke se skulle være tilfældet. Ja, kvindens underliv er hult, og mandens er ikke, men hvorfor det skulle gøre kvinden til en mindre aktiv deltager i seksuelt samvær, går over min forstand. Manden tilbyder vel også din underliv til kvinden for at tilfredsstille hendes seksuelle lyster.

Du må meget gerne forklare nærmere, hvis der er noget jeg har misforstået.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Pieterse

@Josephine Lehaff

Prøv med lidt humor.

Andre: Korrekt, min lille kommentar handler ikke så meget om seks, men er måske et forsøg på at vise at der altså også er grænser for lighedsfilosofien, der hvor den kolliderer med (menneske)naturen, instinkter, selvopholdelsesdrift etc. Ikke fordi jeg sådan har planlagt et budskab. Nogle gange fyrer jeg spontant noget af og håber at det rammer noget.

Det var på ingen måde ment som en nedvurdering af kvinden, men hvor er det typisk (undskyld) at det lige er en kvinde som opfatter en frit fabulerende ironisk nonsense fortælling bogstaveligt. Jeg husker et par lignende tilfælde her på Information hvor sådan noget skete. Har kvinder det svært med ironi og humor? Men jeg skal nok indrømme at jeg nok er miljøskadet. En del af min barndom/ungdom tilbragte jeg med nogle kammerater hvor alt hvad vi sagde til hinanden var spøg, sarkasme, ironi, og det modsatte af det vi mente. Desuden svinede vi hinanden til så godt vi kunne og fandt på de mest nedværdigende og klamme betegnelser for hinanden. Dog alting med brede smil og høj latter. Oh, East is East, and West is West, and never the twain shall meet!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Josephine Lehaff

Ironi og humor er svære og ukonstruktive på skrift i en debat. Særligt når der desværre findes mennesker som siger og mener meget af det du skrev. Men hvor er det typisk (undskyld), at det er en mand, som ikke kan deltage i en ellers nødvendig samtale om skadelige kønsroller uden at forsøge at afspore den med sarkasme. (Blot for at vise ineffektiviteten af at indtroducere en nedladende stereotype med "undskyldning")

Personligt kan jeg godt huske det pres en 14-årig pige følte til at please og imponere, og jeg kan også huske det backlash piger som gav efter for presset blev mødt med. Siden der stadig findes unge mænd, som mener at kvinder bør tilbyde sig for at tilfredsstille drengens nysgerrighed og derefter mandens sexualitet, synes jeg ikke, det er et emne man bør behandle lemfældigt. Jeg har ingen sans for humor når det kommer til små piger, som bliver konfronteret med valget imellem at blive kaldt "luder" eller "snerpet", hvilket i praksis er det, der er på tale for de piger som inviteres til at sexte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen

@Josephine Lehaff.

Antydningens kunst. Har du hørt om den? Rollespil er uundgåeligt. Mænd og kvinder vil alle dage have det som man med din terminologi kunne kalde 'rollespil'. Det er grundlæggende her noget er sexet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Pieterse

@Josephine Lehaff

"Særligt når der desværre findes mennesker som siger og mener meget af det du skrev."

Nu har jeg lige genlæst det jeg oprindeligt skrev. Hvor i min fremstilling / forslag / associationer ser du noget som mange mennesker mener og siger? I Moon-bevægelsen, eller resterne af Tvindimperiet? Jeg mener til gengæld at der er smurt så tykt på, at det nærmest svarer til at gøre opmærksom på at dette har en humoristisk vinkel. Og hvis man skulle være i tvivl så må den sidste sætning da gøre udslaget.

Jeg kunne godt tænke mig at du læste min kommentar én gang til, og så sige mig om det ved nærmere eftersyn ikke var noget af en overfortolkning af et nærmest harmløst indspark, som højst kan tjene til at sætte fantasien og tænkningen lidt i gang, eller om du stadigvæk mener at der ligger et eller andet perfid eller sexistisk i det.

anbefalede denne kommentar