Baggrund
Læsetid: 5 min.

Arkitektur skaber velfærd

Dansk arkitektur gav form til velfærden under velfærdsstatens fremkomst. Nutidens arkitekter skal tilbage og tage del i udformningen af fremtidens samfund, for lige rundt om hjørnet ligger et globalt marked for velfærdsdesign og venter på at blive erobret
Kildeskovshallen i Gentofte, der er tegnet af Karen og Ebbe Clemmensen, er fra dansk arkitekturs guldalder.

Tine Sletting

Kultur
23. juli 2013

Man byggede et nyt samfund. Helt bogstaveligt. Skoler, hospitaler, idrætsanlæg, rådhuse, alderdomshjem og retsbygninger skulle for altid ændre ansigt. Det var dansk arkitektur og designs guldalder. Det var selve velfærdssamfundets opbygning.

I 1940’erne og helt frem til 1970’erne blev der skabt arkitektoniske værker, der står tilbage som ikoner for en tid, hvor konturerne af velfærdssamfundet for alvor tog form. Arkitekterne flettede utopien om velfærdsstaten ind i den danske designtradition og skabte billedet på en praktiserende humanisme. Velfærdsstaten var ikke kun et politisk-økonomisk projekt. Det var også et kulturelt projekt, hvor arkitekturen spillede en afgørende rolle som et redskab, der skulle forløse den store vision. Og det er det stadig. I hvert fald hvis man spørger Kjeld Vindum, der er lektor på arkitektskolen i København og initiativtager til forskningsprojektet Form til Velfærd, der sætter spot på velfærdssamfundets design og arkitektur som velfærdsteknologi.

»Det, der kendetegner arkitekturen fra velfærdsstatens guldalder, er særlige værdier i forhold til et modernistisk ideal,« siger Vindum.

»En helt særlig gennemført sensibilitet og norm for kvalitet, der satte sig igennem i periodens bygninger. Man kan groft sagt sige, at arkitekten identificerede sig med velfærdsdagsordenen og gjorde den tydelig i forvaltningen af det fælles rum. Det sammenfald skabte arkitektoniske hovedværker.«

Det er den ideologi, Kjeld Vindum meget gerne ser tilbage som den bærende dagsorden i samtidens arkitektur. Eller som hans kollega og ligeledes lektor på arkitektskolen i København Katrine Lotz lidt mere direkte udtrykker det:

»Arkitekten skal på banen igen, så faget genvinder sin selvrespekt – og ikke mindst samfundets respekt.«

Positiv monumentalitet

Men markedstænkningen er stærkt dominerende i dag, som Kjeld Vindum udtrykker det. Forskningsprojektet rejser derfor spørgsmålet om, hvordan drømmen om dansk arkitektur og design som centrum i et fremtidigt eksporteventyr for velfærdsdesign skal realiseres.

»Der er behov for at genstille det grundlæggende spørgsmål: Hvor skal vi hen?« siger Kjeld Vindum og fortsætter:

»Det må være arkitektens opgave at formulere en position. Og en intention. Arkitektur handler i vidt omfang om at tage stilling, for arkitekturen griber ind i folks liv. Den sætter sig igennem. Det vidste man dengang, og man gav derfor det bedste, man havde. Det førte til en art positiv monumentalitet, hvor arkitekturen manifesterede en tro på velfærdssamfundets institutioner. Arkitekturen præsenterede sig – og forstod sig selv – som det fysiske udtryk for fællesskabets værdier.«

Et rammende eksempel på den sammentænkning er Munkegårdsskolen i Gentofte, der er tegnet af Arne Jacobsen og stod færdig i 1957. Med sine elegante pavillonbygninger, frodige gårdrum og sublime lyshåndtering skabte Jacobsen rammerne om en ny tids læring og pædagogiske idealer baseret på lyst og trivsel. Skolen er et gesamtkunstwerk, hvor arkitekten tegnede alt fra bygning til lamper og møbler.

Idræts- og svømmeanlægget Kildeskovshallen fra 1960’erne, tegnet af Karen og Ebbe Clemmensen, er et andet eksempel. De lyse, højloftede rum med glasfacader fra gulv til loft, svævende tage og ekvilibristiske rumforløb skaber følelsen af, at grænsen mellem inde og ude ophæves, og skovens træer bliver en del af svømmehallen.

Kvalitet til de brede lag

I den helt store skala formuleredes i 1947 den fremsynede københavnske femfingerplan, der gav mulighed for at trække naturen ind i byen og bygge by rundt om en kollektiv infrastruktur.

Arkitekter som Arne Jacobsen formåede at omsætte det kulturelle momentum i perioden til et eksperimenterende frisind, der producerede nytænkende arkitektur. Arkitekternes eksperimenter var ikke avantgardens skingre flugt fra normaliteten. Tværtimod. De satte et kvalitetsniveau med deres arbejde, der repræsenterede de brede lag i samfundet og ambitionen om, at de mange skulle løftes. Den dagsorden var arkitekternes grund til at skabe arkitektur i verdensklasse og afsættet for det store ryk, der den dag i dag høster international anerkendelse.

Det var en række unikke historiske omstændigheder midt i det store samfundseksperiment, der skabte muligheden for en opblomstring i dansk arkitektur i den periode. Efter verdenskrigen stod arkitekter og designere i en meningshorisont, der kaldte på nye ideer, men også i dag gennemlever samfundet en brydningstid, hvor samfundsinstitutioner fundamentalt vil ændre karakter. Det er derfor, der efterlyses mere holdning til, hvad vi vil med fællesskabet i en tid præget af en omsiggribende knaphedsdoktrin.

»Det handler om fagets etik og er derfor grundlæggende en etisk diskussion,« siger Katrine Lotz.

»Vores arbejde er nødt til at være holdningsbaseret. Det næres af en forestilling om et samfund, der er præget af fællesskab, der møder en markedslogik med en vis modstand. Hvis arkitekter vil melde sig på banen som ’samfundsarkitekten’, så kræver det en faglig etik, der handler om mere end formgivningsmæssige diskussioner.«

Markedet som magtfaktor

Skal det lykkes, kræver det en ny selvforståelse blandt arkitekter og en revitalisering af den dagsorden, der i første omgang skabte den gyldne periode. Lotz kommer derfor med en opfordring til sig selv og sine kolleger:

»Den arkitektur fra 30’erne, 40’erne og 50’erne, vi fejrer, var tæt forbundet med samfundsudviklingen, og arkitekterne var aktive i samfundsdebatterne. Man kan kalde det et behov for en ny mobilisering af arkitekturen, for velfærdssamfundet har brug for at gentænke, hvad fællesskabet er og kan være.«

Danske arkitekter i den gyldne periode arbejdede på tærsklen til en ny tid. Det var før markedet satte sig igennem som den altoverskyggende magtfaktor i arkitektfaget, og arkitektens rolle i stigende grad blev at servicere markedet for private udviklere. Arkitekten havde mandat til at formulere en potent arkitektur, der omformede centrale samfundsinstitutioner. Og i processen aktiverede de hele bagkataloget af moderne tænkning, der rumsterede i tidens arkitektur.

Der er en reel fare for, at de principper og idealer, der skabte den danske styrkeposition for velfærdsteknologi, skylles ud med badevandet. Det skyldes de strukturelle forandringer i den langsomme bevægelse fra velfærdsstat til konkurrencestat, som beskrevet af professor Ove K. Pedersen i bogen Konkurrencestaten. Etableringen af velfærdssamfundet var funderet på moralisme og ikke økonomi. Det var troen på, at fremtidens ’gode samfund’ skulle skabes ud fra en eksistentiel udlægning af mennesket som urørligt i sig selv. Mennesket bar en værdighed, der skulle beskyttes af staten.

Konkurrencestaten derimod dyrker samfundet og individet som en person, der skal klædes på til den globale konkurrence. Man kan hævde, at det netop var velfærdsstatens grundlæggende moralisme og troen på fællesskabet, der var ophavet til succesen for dansk arkitektur og velfærdsteknologi.

Det kan vi lære af i kampen for at forstå og udvikle ny velfærdsteknologi i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Kildeskovhallen var noget særligt. Helt åben og behagelig. Noget ganske andet end f.eks. Frederiksberg Svømmehals klaustrofobiske flisemiljø i 1960'erne.

Lasse Grosbøl

Da Munkegårdsskolen blev opført udgjorde de inddrevne skatter ca. 25% af det samlede BNP.

I dag udgør skatterne ca. 50% af BNP.

Så det er i mine øjne en gåde at nogen kan påstå at vi i højere grad i dag lever i et konkurrencesamfund her 60 år senere, når staten aldrig har fyldt så meget i samfundet som nu. Omfordelingen har ganske enkelt aldrig været større end nu.

Selve springet til det nogen i dag vil kalde velfærdssamfundet, skete særligt fra midten af 1960erne til midten af 1970erne, hvor skattetryk som % af bnp steg fra ca. 30% til ca. 40%. Stigningen fra 40% til 50% skete i perioden fra midten af 1970erne til omkring 1990.

På det tidspunkt hvor Danmark havde sin arkitektoniske guldalder (i artiklen benævnt fra fyrrerne til de tidlige halvfjerdsere), havde danmark i det meste af perioden et lavere skattetryk end USA.

Så den påståede velfærd udsprang ikke af statslig omfordeling, men noget andet. Måske udsprang følelsen af velfærd af en generel fremtidstro? Eller bare det faktum at Danmark relativt var meget rigere end resten af verden vi er nu?

Altså måske stammer den gode arkitektur fra en konkret skabelse af rigdom i et ganske liberalt samfund?

Michael Kongstad Nielsen

Artiklen er svær at forstå, skulle jeg hilse at sige, så ulden og uklar den er i budskabet. Men det bliver nok svært at få moderne arkitekter til at forlade nutidens øvrige tidsånd, hvor det kommercielle er så absolut i centrum, og hvor individualisme og selvtilstrækkelighed florerer, for at genopdage og genoptage fællesskabets arkitekturvirksomhed, uden at tænke på egen bankkonto.

Ps. Munkegårdsskolen lå (ligger) i Vangede, så det var Dan Turèlls rødder, der gik der. Det skulle være dem vel undt, og den er virkelig dejlig at være i, så der er nok kommet nogle gode socialdemokrater ud i den anden ende.

steen ingvard nielsen

@Henrik Valeur
Citat" Vi skal kigge bagud, ikke fremad eller udad. Vi skal lære af os selv ikke af andre. Et sådant budskab kan man vist kun sælge i så lille et land som Danmark".

Faktisk tror jeg der er bred enighed om at væsentlig og dermed vedkommende kunst og arkitektur f.eks. udspringer af en søgen efter egen identitet, netop deri ligger det potentiale, der kan blive vedkommende for andre udenfor den lokale identitet.

Katrine Lotz, Levi Jahnsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man skal skabe god, vedkommende arkitektur for at skabe god, vedkommende arkitektur, ikke fordi det bliver et stort marked i fremtiden.

Lasse Grosbøl, Rasmus Kongshøj, Michael Kongstad Nielsen og Klara Liske anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Henrik Valeur, Danmark udmærker sig ved, at man altid møder indlæg som dine, mens man i andre lande ikke drømmer om at give afkald på de værdier og traditioner, man har bygget op over århundreder.

Børge Rahbech Jensen

Det kunne da godt være en idé at tage til Aalborg og se på arkitektur.
http://www.utzoncenter.org/dk/besoeg/det_sker.htm#.Ue-4fkCt2jc .

Jakob Kristensen

"Men markedstænkningen er stærkt dominerende i dag, som Kjeld Vindum udtrykker det. Forskningsprojektet rejser derfor spørgsmålet om, hvordan drømmen om dansk arkitektur og design som centrum i et fremtidigt eksporteventyr for velfærdsdesign skal realiseres."

Så vi skal frigøre arkitekturen fra markedstænkningen, så den bliver nemmere at sælge på verdensmarkedet?

"Arkitekternes eksperimenter var ikke avantgardens skingre flugt fra normaliteten. Tværtimod. De satte et kvalitetsniveau med deres arbejde, der repræsenterede de brede lag i samfundet og ambitionen om, at de mange skulle løftes."

At arkitekturen i guldalderen blev skabt til de brede lag illustreres jo ganske glimrende med de nævnte bygninger - der begge er placeret i en gennemsnitskommune som Gentofte.

Karsten Kølliker

Nu har jeg været aktiv på Informations div. kommentarspor her på det seneste, og nu er jeg altså også arkitekt, så jeg bør vel byde ind her..

Godt, der findes ingen troværdig samfundsfortælling. Hverken i DK eller den øvrige industrialiserede verden. Hvad vi har gjort siden 70’erne er at stable løgn på løgn.

Når kvalitet bestemmes af markedet, når grådighed er godt, når kynisme bliver feteret, når ikon bliver synonymt med spektakulært, når nødvendighed fortrænges af hæmningsløshed.. ja, så ved vi, at vi er i en manieret periode. Der er ikke noget indhold. Ingen arkitektur. Bare opblæste former og tomme gesti.

Arkitekturen vil først genopstå den dag vi tager bæredygtighedens fordring alvorligt. Og her taler vi ikke om en grøn fernis henover gængs industrialiseret byggeri. Vi taler om en grundlæggende ny måde at forstå mennesket i relation til sine omgivelser.

Individualismen er død. Længe leve subjektet!

Jens Kofoed, Jacob Jensen, Michael Kongstad Nielsen, John Vedsegaard, Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Den der ønsker at følge den kommercielle byggesektor - der jo fylder betydeligt mere end topkvalitetsarkitekturen - kan opsøge tidsskriftet "Byggeindustrien", som 1971 - 96 udgav en serie beskrivelser af over 100 større byggerier fra 1970 til idag.

De er udgivet som særtryk under titlen "Aktuelle byggerier".

Der er også oplysninger om entreprenør, bygherre og i nogle tilfælde finansiering.

Artiklerne ligger desværre ikke alle på nettet i fuld tekst, men kan findes på en række biblioteker.

Her er en liste over beskrivelserne 1971 - 96 - startende med bl.a.Vollsmose og Gjellerup-planen.:

http://www.byg.dtu.dk/Publikationer/aktub.aspx

Bemærk at der kan være problemer med downloadingen.

Nr. 29 indeholder bl. a Vollsmoseplanen og Grantoften i Ballerup:

http://www.byg.dtu.dk/~/media/Institutter/Byg/publikationer/aktub/aktu29...

Nr. 30 med bl. a. Kildeskovhallen s. 66 og Midtjyllandsplanens skoler s. 72

Disse artiklerne afslører også, at der aldeles ikke er tale om "at bygge et samfund".

Nok har mange arkitekter progressive tanker - men det er ikke de progressive arkitekter der har magten over byggeriet.

Planlægningen udføres af ingeniører udfra kommercielle beregninger.

Bestilleren er i mange tilfælde et velbeslået koncern, og formålet i nogle tilfælde at trække flest muligt penge ud af slutbrugerne.

Beslutningstagerne befinder sig i indkomstlag langt over gennemsnitsbefolkningen - det gælder også for "sociale" byggerier.

Markedet fravælger de fattige.

Der er altså økonomiske grunde til at kvalitetsarkitektur og massebyggeri går hver sin vej.

Den nuværende tilstand med hjemløshed og høje huslejer er en logisk konsekvens af de faktiske magtforhold.

Hvis man vil have et socialt formål, skal man kontrollere alle led i processen - fra jorden og frem, og have en finansiering, der giver "råd" til at bygge for de "fattige" gennemsnitsborgere.

Per Torbensen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Karsten Kølliker - hvad er forskellen på individualisme og subjekt?
Artiklen mangler i øvrigt at tage afstand fra det kommercielle i arkitekturen . Det minder om regeringsgrundlaget, hvor kultur skal bruges til at give Danmark indtægter og vækst

Tror du der er et marked i bygge boliger?

Absolut ikke, folk gider ganske enkelt ikke at bo, det er umoderne, helt ude af trit med virkeligheden. Folk vil sove i en skraldespand,, under et træ, eller i en afsat bus.

Så vi dropper det.

Folk har da ikke råd til os, og derfor har vi heller ikke råd til os selv, så vi får råd til de andre, som så heller ikke får råd til...............

Skal vi sove i din skraldespand eller min?

Din, den er lyserød, det er så fint.

Michael Kongstad Nielsen

Hvem taler du til, Klara Liske?

Kender du dem?

John Vedsegaard

Mon ikke virkeligheden er at folk bor i så fede boliger de har råd til.
Mange tjener så mange penge at de har råd til dyre boliger og betaler gerne formuer for at få noget unikt.

Andre laver sin bolig unik med små midler, som for eksempel med noget fra naturen eller skraldespanden.

Selv om vi er mange der er ret ligeglade med al den luksus, er der også mange som ikke er.

Så, jeg tror altså ikke på at arkitekturen skaber velfærd, men at velfærd skaber arkitekturen.

Michael Kongstad Nielsen

Det kan jeg jo ikke vide, før du svarer på, hvem det er.

Jamen, Michael, jeg kender dem ikke - men hvis jeg får nogle telefonnumre, så skal jeg da gerne ringe til dem i stedet for.

Men teksten, hvis det er den der volder dig besvær, henvender sig blot til de dekadente.

Karsten Kølliker

@Michael Kongstad
Okay, min sprogbrug er måske lidt indforstået..

Individualisme er for mig snævert knyttet til vores kommercielle kultur. Hvordan vi bruger vores holdninger, vores forbrugsgoder, vores karriere til at understøtte en identitet, som vi mener vil være solid og overbevisende. Jeg synes jeg ser dette overalt, og således kan det også gå for at være, hvad mange mener at arkitekturen skal levere til dem. Men det er en defensiv position. Efter min opfattelse lever vi alle med en udbredt følelse af udsathed, og vores stræben efter identitet er måden vi forsøger at imødegå denne udsathed.

Men der er alternative veje til at opnå en følelse af tryghed også i denne verden. Det handler om at vi hver især insisterer på vores ret til at tage udgangspunkt i os selv. Der findes ingen sandheder foruden dem den enkelte oplever som sande. Der findes ingen ledetråde i livet foruden dem som den enkelte har adgang til i sit indre. Således handler det også om på forkant at beslutte, at man er god nok som man er.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, men i denne livsanskuelse er der ofte indbygget et opgør med alle de kræfter, der forsøger at pådutte én deres ”sandheder” – reklamer, forældre, chefer, regeringer. Så mit credo ”Længe leve subjektet” er en opfordring til bryde igennem alle officielle fordrejninger af virkeligheden for at finde frem til noget der er sandt for den enkelte, undersøge om andre eventuelt deler disse sandheder, og så prøve at skabe en ny arkitektur på det grundlag.

Frederik Eriksen, Jacob Jensen, Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Nikolaj Petersen

Lego arkitektur overalt landskabet keder intellektuelles øjne, pøblen syntes derimod
at det er spændene at se Beton glas og stål der ligner et stillads der skriger mod ens indre øjenæbles æstetik, de organiske former er for dyre at lave og tidskrævende desværre; Brasilia er et fremragende eksempel på hvordan nytænkning kan se ud

Niels Mosbak

Maj-Britt Kent Hansen

Nu er Frederiksberg Svømmehal, som både jeg og min far lærte at svømme i, opført i 1934 - og altså ikke noget med 1960'erne.
Om det klaustrofobiske i arkitekturen kan man jo altid diskutere, men man har jo bl.a. med Wilhelm Lundstrøms mosaikker og anden opstillet kunst givet noget udfordring for øjet.

http://svoemmehal.frederiksberg.dk/vores-tilbud/svoemmehallen

Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Karsten Kølliker - jeg er enig i det meste, men faldt over den tilsyneladende selvmodsigelse, ikke individualisme, men gerne subjektivitet. Men jeg forstår nu (tror jeg), at individualismen er knyttet til den kommercielle kultur, hvor det handler om at vælge den rigtige bil, det bedste design i hjemmet og den Tablet, der passer bedst til lige netop dig. Hvorimod subjektet er det, Kierkegaard vist nok kaldte hin enkelte, altså mennesket som person, hvor man er sig selv, eller søger efter sig selv. Det er jeg med på, men arkitekturen skulle efter min mening understøtte et fælleskab, der altid vil være omkring husenes beboere og brugere, og omkring byen og husenes indpasning i byen og forholdet til naturen udenfor osv. I dag forekommer det mig, at man har glemt den dimension, og kun præsenterer individualisme i arkitekturen, altså glimrende projekter og værker som f. eks. BIG´s, der er løsrevne, enkeltstående monumenter, der skriger på opmærksomhed.

Maj-Britt Kent Hansen

Niels Mosbak - ja, jeg ved godt, at Frederiksberg Svømmehal ikke er fra 60'erne, og som jeg har placeret det i teksten, kan det med rette opfattes, som du gjorde det.

Jeg lærte selv at svømme i Frederiksberg Svømmehal i det tiår. Privat og med Fuglevangsvejens skole. Deraf erfaringen. Mosaikkerne - jeg synes mest de bidrog til den tunge, indelukkede stemning.

Da jeg i 70'erne sammen med andre unge gymnasiaster blev inviteret med i svømmehal af vores friske jesuitiske fransklærer var det til Kildeskovshallen, og jeg husker min betagelse og lettede fornemmelse over at være midt i et rum, der føltes som var man midt i naturen.

Søren Kristensen

Jo vist blev der skabt god arkitektur i senmodernismen og helt frem til firsernes famlende farve(g)ladepostmodernisme, men der blev også opført en masse bras. Enhver periode rummer både god og dårlig arkitektur. Af en eller anden grund kræver vi at arkitektur ligesom religion og lægevidenskab virker frelsende, men det sker selvfølgelig kun af og til, fordi der ligesom i kunsten eller popmusiken, for nu at bringe det lidt ned på jorden, skal være mange faktorer som spiller rigtigt sammen før man har et hit.

Karsten Kølliker

Michael Kongstad – Efter min opfattelse gælder der for meget af tidens arkitektur, at filtrerer man al hypen fra, filtrerer man det cool fra, filtrerer man de aspekter af formgivningen fra, som kun handler om at kaste glans på arkitekten og på køberne, ja så er der mange gange ikke meget tilbage. På den måde kommer tidens arkitektur ynkeligt til kort overfor modernismens mestre.

Hvad vi har behov for er i mine øjne ikke nye fortolkninger, som baserer sig på resultaterne fra sidste år eller fra for 50 eller 80 år siden. Hvad vi har behov for er, hvad man kunne kalde arkitektonisk grundforskning. Og på den måde kan man ikke skille et kommende nybrud indenfor arkitekturen fra forestillingerne om nogle radikalt nye levemåder. It isn’t BIG, it’s just big ;-)

Og hvordan laver man så arkitektonisk grundforskning? Det er her arkitekturen lægger sig op ad de øvrige kunstneriske discipliner: Gennem subjektet til det almene. I mine øjne er ydmyghed en af de fineste egenskaber hos en arkitekt. Evnen til at lytte, ikke bare til de mennesker, han eller hun helt konkret tjener, men netop også evnen til at lytte eller se indad efter de ideer, der søger at få et udtryk. På den måde tilslutter jeg mig fuldt ud Jung’s begreb om det kollektivt ubevidste. Som arkitekt er man bare et medium, en formidler.

Michael Kongstad Nielsen

Karsten Kølliker - tak for indlæg, som jeg er meget enig i (kender dog ikke til Jung).

Grundforskning er altid godt, og det lyder rigtigt at anvende begrebet i arkitektfaget også. Faget? Er det et fag? Eller er det en kunst (Akademiet for de skønne Kunster?), eller er det en videnskab? Under alle omstændigheder kunne disciplinen "hvad er det nu det hele går ud på" være berettiget. Hvad skal arkitekten lave? Hvad betyder det for mennesker? For flerheden, fællesskabet, det kollektive? Og for miljøet og naturen og, og, og....

Det er nok rigtigt ikke blot at kigge tilbage på de sidste 50 - 70 års succeser, som også var fiaskoer ind imellem. På den anden side må det også i grundforskningsprocessen eller i den kunstneriske proces være tilladt og tilrådeligt at lade sig inspirere. Kigge på det velfungerende eller det mesterlige i fortiden, (som Nyrup lod sig inspirere af rådhuset i Sienna, Toscana, da han tegnede Københavns Rådhus) og tage noget af det med sig i processen. Sjovt nok var Arne Jacobsens beboelseshuse tænkt uden prunk og pragt, men som rene "bo-maskiner" , der skulle fungere og ikke være "slotte", at han så også kunne lave sådan en perle som Munkegårdsskolen, der virkelig indbyder til trivsel og lyst, er en sidegevinst.

Men enig i at evnen til at lytte er meget vigtig, inden man selv kommer med sit bud.

Arkitektur er såmænd også matematik - mange arkitekter elsker matematiske flader og kurver - særligt Arne Jacobsen var i sin tid noget af udfordring - både samarbejdsmæssigt og teknisk - for os rådgivende ingeniører - husker endnu et af hans større projekter nede i Tyskland - hvor projektet drejede sig om at skabe en ny by med alle sædvanlige institutioner - f.eks. rådhussalen med en tagkonstruktion udført som en kædelinie - noget med funktionen cosh - prøv her at designe og projektere et belysningsanlæg - som ville give det krævede jævne belysningsniveau - i f.eks. gulvhøjde og stående øjenhøjde - forsinket tak til Jacobsen for denne krævende udfordring ... :-)

Michael Kongstad Nielsen

Ja, arkitektur er det hele. Mange moderne arkitekter stiller ufattelige krav til ingeniørerne og beregnerne af de statiske forhold, for at holde konstruktionerne i balance og med bæreevne. Se her f. eks, BIG´s hjemmeside (eller big´s)
http://flash.big.dk/
klik på de enkelte ikoner, start fra 2013.

Anderledes enkelt (og dog svært) var det med Jacobsens benzinstation på den ny Kystvej uden for Skovshoved ved Klampenborg:
http://www.google.dk/search?q=arne+jacobsens+benzinstation&tbm=isch&tbo=...

Karsten Kølliker

Modernismen var en uhyre frugtbar arkitektonisk strømning. Men modernismen er bare ikke længere nogen troværdig samfundsfortælling. Bevidsthedsmæssigt har vi udviklet os meget siden, blot savner vi endnu nogle tilfredsstillende udtryk for disse nye visioner.

Med risiko for at overspille min rolle så linker jeg her til et af mine egne arbejder. Forud for det arabiske forår var der jo et persisk forår. Jeg var i Teheran i starten af 2009 for at byde ind på en konkurrence om to erhvervsbygninger for Benetton. Apropos ovenstående brugte jeg denne konkurrence til at undersøge den mangefacetterede identitet i kontrast til den ensporede identitet, det være sig religiøs fanatisme eller crony capitalism.

https://app.box.com/s/4fnnnxf8aqes4iy0l5ts

Bagsiden af bygningen var et kæmpestort væksthus, således at bygningen rensede og recirkulerede sin egen luft. Teheran er meget plaget af forurening fra de mange biler.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, vi mangler udtryk for eventuelle nye visioner, mere generelt.

Søren Kristensen

Jeg kunne fx. godt tænke mig en svømmehal hvor gulvet i bassinet var en plasmaskærm, der blev vist film på. Så kunne man det ene øjeblik svømme hen over et koralrev med fantastisk fisk eller måske et gammelt sørøverskib eller noget og det næste øjeblik kunne man svømme i et hav af stjerner. Det er kun fantasien (og pengepungen) der sætter grænser for arkitekturen.

Michael Kongstad Nielsen

Bade var jo noget eksklusivt engang, noget ikke alle havde adgang til, og som blev forbundet med sociale engagementer og renhedsidealer. Og som kunne rense sjælen også, nu vi var i gang. Man har haft tyrkiske bade, romerske, og senere blev de brugt i storbyer, hvor mange ikke havde indlagt varmt vand. Så ikke underligt, de tidlige københavnske bade lignede Bennys badekar, Nørreport Station rent arkitektonisk, eller et slagteri, uanset Lundstrøms plaster på endevæggen. Men ikke desto mindre var de gamle badehuse værd at dyrke rent arkitektonisk, se f. eks. Mälerbadet, Stockholm:
http://www.google.dk/search?q=m%C3%A4larbadet&sa=N&hl=da&tbm=isch&tbo=u&...

Arkitektur skaber politisk ballade - og sure arkitekter -

http://www.utzoncenter.dk/dk/om/presse/utzon_center_og_operahuset_i_sydn...

Maj-Britt Kent Hansen

Nogle af jer må - som jeg - have set den britiske (ungdoms)film fra ca. 68-69, hvor det unge par efter uenigheder mister hendes sten fra ringen ude i sneen. De tager sne med ind i den nedslidte og uhyggelige svømmehal for i det tomme bassin at smelte sneen og dermed måske finde stenen. En (der er på nakken af hovedpersonen?) lader vand fosse ind i bassinet, mens de panisk fortsætter med at lede efter stenen og ...

Kan nogen huske, hvad filmens titel var?

Og så er der arkitektur, der ikke nåede længere end til tegnebordet - udtænkt af forsmåede arkitekter med gigantomani og Cäsarenwahn -

http://www.youtube.com/watch?v=FLaFW56Xcz0