Baggrund
Læsetid: 7 min.

Arven efter Le Corbusier

Bellahøjhusene i København, der netop er blevet foreslået fredet, var det første danske byggeri, der var inspireret af den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier. Hans ideer om højhuse i beton omgivet af grønne områder forførte arkitekter og byplanlæggere, men er senere blevet kritiseret for at skabe kolde og triste ghettoer med kriminalitet og sociale problemer
Kultur
3. juli 2013
Cité Radieuse i Marseille med den karakteristiske skorsten på taget er et af de boligkomplekser, Le Corbusier er mest kendt for.

Guy Thouvenin

I sommeren 1933 stævner dampskibet S.S. Patris II ud fra Marseilles kyst. Om bord er medlemmer af den modernistiske arkitektsammenslutning Congrès Internationaux d’Architecture Moderne (CIAM) med den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier i spidsen. Kursen er sat mod Athen. Da skibet når i havn, har medlemmerne formet Athen-erklæringen: en klar, idealistisk opskrift på fremtidens byer ud fra idealerne om frihed, lighed og sundhed. Hermed er fundamentet lagt for en byplanlægning, som får omfattende global indflydelse på udviklingen af byer – og som senere bliver både hyldet og kritiseret.

I Danmark var de 28 såkaldte punkthuse på Bellahøj bakke i det nordlige København det første større byggeri, der var inspireret af CIAM’s tanker. Som Information skrev i går, tager Kulturstyrelsen lige nu stilling til, om de skal fredes.

Claus Bech-Danielsen er professor og forskningschef ved Statens Byggeforskningsinstitut og har et indgående kendskab til Le Corbusier og modernismen.

»Han var overbevist om, at arkitekturen spillede en vigtig social rolle i samfundet. Uden ordentlig arkitektur til arbejdsklassen ville den rejse sig og gøre oprør. Han mente, at arkitektur kunne forhindre revolution.«

Le Corbusier levede i en tid, hvor luften var tyk af klassekamp, og det kan mærkes i hans skrifter. I 1922 skrev han således en bog med titlen Architecture ou Révolution.

»Han skrev bøger som manifester, og her kan man mærke den knyttede næve og næsten høre sætningen ’fremad, kammerater’. Dengang var al arkitektur politisk. Modernismen var en del af en politisk bevægelse, som handlede om at skabe gode boliger og gode byer for den brede befolkning,« siger professoren.

Indtil da var livet i byerne blevet stadig mere usundt, forklarer han, og under industrialiseringen eksploderede byerne i vækst og befolkningstæthed.

»Når man nærmede sig en by og var i vindretningen, kunne man lugte byen, før man kunne se den. Det har været ekstremt sundhedsfarligt. Opfattelsen af byen ændrede sig, for den var ikke længere et trygt sted, hvor mennesket kunne søge beskyttelse mod fjender. Fjenderne var kommet ind bag murene i form af bakterier og virus.«

Bedre liv til borgerne

Modernisternes mål var at give borgerne et bedre liv ved at skabe boligområder med masser af lys, frisk luft og adgang til naturen. For at få plads til mange samlede Le Corbusier beboerne i højhuse, som rejste sig højt over byens osende skorstene med plads til natur omkring bygningerne.

Byerne skulle desuden deles op i fire zoner: en til boliger, en til fritid, en til arbejde og en til transport, og et godt hus skulle udformes efter fem konkrete principper, der blandt andet indebar søjler, åben rumplan og en frit komponeret facade.

»Han gik simpelthen i gang med en oprydning af den kaotiske og usunde by. Med Athen-erklæringen skabte han et regelsæt for al fremtidig byplanlægning, mens de fem principper lagde rammerne for den gode bygning. Den tankegang er stadig fast forankret i os, og det er langt hen ad vejen Le Corbusiers ideer, som vi arkitekter har måttet forholde os til siden,« siger Claus Bech-Danielsen.

Le Corbusier så, hvordan Fords bilfabrikker i 1920’erne producerede langt billigere biler ved hjælp af samlebånd og seriefremstilling, og på samme både ville han og hans kolleger masseproducere billige boliger, så flest mulige mennesker havde råd til dem.

»Le Corbusier betragtede naturvidenskaben og nøgterne analyser som redskaber til at gøre sig fri af indgroede vaner og traditionelle måder at bygge og planlægge byer. Tidsånden var fyldt med tanker om, at man var ved at udvikle en hel ny civilisation, og det var den, som arkitekter nu skulle tegne de fysiske rammer for.«

Le Corbusier opførte flere boligkomplekser rundt om i verden. Et af dem, som har sat sig tydelige spor i eftertiden, er boligblokken Cité Radieuse (1952) i Marseille. Huset står på søjler og har en gymnastiksal og swimmingpool på taget. Det rummer også butikker, restaurant, børnehaver og hotel, og det har ligesom andre af hans værker været kandidat til UNESCO’s Verdensarvliste.

Da Bellahøjhusene blev opført i 1951-58, var de helt i trit med datidens idealer om det sunde, frie liv med udsigt til horisonten. Med Bellahøj var betonen kommet på banen i Danmark, og et årti senere fulgte en bølge af montagebyggerier i beton.

»I den periode byggede vi så mange boliger, at de stadigvæk udgør næsten 40 procent af alle danske boliger. Det var en historisk bedrift,« siger Claus Bech-Danielsen om de 600.000 boliger, der skød op fra 1960-1979.

Blokkene var bygget på måder og med materialer, som man aldrig tidligere havde anvendt til at bygge med. Væk var ornamentik og pynt, som kunne signalere rigdom og status. Alle skulle have lige boligforhold i samme kvalitet, og derfor udnyttede arkitekterne ikke bygningernes muligheder ved f.eks. at tilføje et ekstra vindue i gavllejlighederne eller give stueetagerne direkte udgang til en have.

»Vores blik ændrede sig i takt med tiden. Efter 1970’erne erstattede tanker om individualitet, mangfoldighed og diversitet idealerne om lighed. I det lys, så de ensformige store boligblokke pludseligt uheldige ud, og de blev dømt kedelige og monotone,« siger Claus Bech-Danielsen.

Kolde ghettoer

Le Corbusiers arkitektur og byplanlægningsprincipper er siden blevet kritiseret for at skabe kolde og triste ghettoer præger af kriminalitet, fattigdom og sociale problemer. I midten af 1950’erne blev boligkomplekset Pruitt-Igoe i St. Louis i USA rejst. Få år efter byggeriet stod færdigt, steg kriminaliteten i området, og til sidst ønskede end ikke de fattigste at bo i området af frygt for deres liv. I 1972 rev myndighederne de 33 tårne ned igen, og komplekset blev starten på en bølge af kritik af modernisternes tanker.

Danmark har også boligområder fra den tid, som er præget af kriminalitet, boligsociale problemer og bandedannelse.

Langt de fleste af de 33 udsatte boligområder, der står på regeringens ghettoliste, er inspireret af CIAM, fortæller urbanist og ph.d. Niels Bjørn, som har redigeret bogen Arkitektur der forandrer – fra ghetto til velfungerende byområde.

Et af kerneproblemerne ved de CIAM-inspirerede byggerier er – mener han – at de blev for store og ikke tog hensyn til menneskets størrelse og bevægelses- og sanseapparat.

»Som individ kan man ikke spejle sig i de ensartede bygninger, og man får ikke lyst til at opholde sig langs de hårde, døde kanter. De store afstande mellem husene og lejligheder hævet højt over jorden giver utryghed og gør det svært at orientere sig.«

Undersøgelser viser, at grænsen for, hvor mange mennesker én person kan overskue at have et fællesskab med, er 150, forklarer han. Det svarer cirka til et gårdrum i en karré. Men i Le Corbusiers byggerier ligger punkthuse i åbne arealer, som 2-3.000 mennesker i bebyggelsen er fælles om.

»Med så mange mennesker kan beboerne ikke føle fællesskab, opnå ejerskab til et område og lære naboerne at kende,« siger Niels Bjørn.

De grønne områder omkring tårnene ender ofte med at stå tomme og ubenyttede hen.

»Hvis kriminaliteten vokser, bliver den diffus at forholde sig til, og oplevelsen af utryghed kan plante sig overalt, fordi arealerne er for alle. Det er sværere at komme utrygheden til livs her end i en traditionel by, hvor for eksempel halvprivate rum giver en større naturlig kontrol,« siger Niels Bjørn.

Et demokratisk problem

Hvis man vil skabe et trygt boligområde, kræver det et flow af mennesker, som bruger stedet og tager ejerskab, siger adm. direktør for Arkitektforeningen Jane Sandberg.

»Et bibliotek, en skole, stisystemer og veje får naturligt ledt os igennem et område. Det bliver en del af byen.«

Hun mener, at en blanding af andels- og ejerboliger samt almennyttigt boligbyggeri kan være med til at løse problemet med udsatte boligområder, der ofte opstår i store boligkomplekser.

»Hvis man bygger på en måde, så mennesker med få penge og sociale ressourcer kommer til at bo samme sted, skabes nogle områder, som ikke har den diversitet, vores demokrati skal have for at fungere. Og så bliver det et demokratisk problem,« siger Jane Sandberg.

Men ifølge Claus Bech-Danielsen kan man ikke beskylde Le Corbusiers byggestil for at skabe ghettoer med sociale problemer.

»Arkitekturen er efter min vurdering ikke i sig selv skyld i, at et område udvikler sociale problemer. Andre forhold spiller også ind. Kommunernes anvisningsregler har for eksempel været med til at koncentrere sårbare mennesker i bestemte områder. Men de fysiske strukturer spiller naturligvis ind. Almene boliger er ofte samlet i store afgrænsede områder, mens ejerboliger er grupperet et andet sted. I forstæderne mødes de to verdeners beboere kun ganske få steder i dagligdagen, måske på stationen eller i centret. Den form for zoneopdeling kan føre til ghettoisering i almene boliger. Hvis områderne også er ringet ind af store trafikårer og støjvolde, bliver isoleringen mere markant.«

Han mener, at dele af Le Corbusiers tanker blev glemt, da de store montagebyggerier med lynets hast blev opført i 1960-70’ernes Danmark. Siden har arkitekter forsøgt at forny boligbyggeriet, men opgaven er svær, siger Claus Bech-Danielsen:

»Arkitekterne kæmper i dag for at komme ud af Le Corbusiers tankesæt. Vi har et had-kærligheds-forhold til manden, for han er overalt. Når vi ser byen ovenfra, er det i store træk den by, han udtænkte på færgen på vej mod Athen i 1933, der kommer til syne. Det er den by, vi skal forholde os til og udvikle, og det er den opgave, som arkitekter og planlæggere fremover skal koncentrere sig om – snarere end at bygge nyt og stort igen.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her