Læsetid: 5 min.

Auschwitz, naturligvis

Ungarske Imre Kertész’ roman ’De skæbneløse’ gav os 30 år efter Anden Verdenskrig et radikalt anderledes billede af de tyske arbejds- og udryddelseslejre. Ofrenes og alle passives ’gode vilje’ var en del af deres årsag
Kultur
23. juli 2013
Imre Kertész beskriver et vilkår, en skæbne, ikke kun for de enkelte overlevende fra kz-lejrene, men også for det europæiske samfund, de vendte tilbage til.

Klaus Holsting

Der var engang, ordet ’Auschwitz’ ikke sagde nogen noget. Eller fra samme ordbog: ’Sachsenhausen’, ’Dachau’, ’Buchenwald’. Ingenting, ingen billeder, ingen følelser. ’Kapo’, ’Blockälteste’, ’Zyklon B’, ’gaskammer’.

Sagde De gaskammer? Hvor vil De hen!? Det er den naive og forudsætningsløse fortid, ungarske Imre Kertész flytter læseren tilbage til. Væk med al bagklogskab, væk med al foregrebet skræk og rædsel, tilbage altså til en tidligere og uskyldigere verden. Tilbage til normaliteten.

»I dag gik jeg ikke i skole,« lyder romanens anslag. Den 15-årige hovedpersons far skal i arbejdslejr, og skulle man så ikke have krav på en fridag? Læg også mærke til de tre første ord. »I dag« er nu og her, alle fortællingens andre dage ligger foran os. Derimod står verbet i datid, »gik«, den skoleløse dag og faderens deportation er erindring, men under den strengeste disciplin renset for efterrationaliseringer. Det er romanens vigtigste kunstgreb. Til det kan man lægge tingenes prioriterede orden. Altså først: Jeg gik ikke skole. Så bagefter, først da: Min far blev sendt i arbejdslejr. Da det nogen tid senere bliver hovedpersonens tur, sker det på samme måde, ja, i endnu højere grad som en banal, knap nok bemærkelsesværdig afbrydelse af hverdagens rutiner.

Han og de andre drenge fra Budapest bliver uden dramatik og uden videre ophævelser fra deres side gennet af bussen og sat til at vente. Skulle det nu være så slemt, og mon ikke det hele ordner sig til det bedste? Den forventning er gennemgående, ligesom det er de flestes.

Senere og efter given ordre følger togrejsen i overfyldte vogne med et minimum at drikke og spise, til overflod med en lortespand anbragt i et hjørne og i en stadig mere kvælende luft, hvori mennesker dør, stilfærdigt eller skrigende. Men gør man nu ikke klogest i at bide tænderne sammen og få det overstået? Venter der mon ikke for enden af rejsen noget at drikke, for ikke at tale om en god forklaring?

Og sandelig jo, noget i den retning.

For enden venter en lejr, ganske nydelig, der er blomsterbede mellem barakkerne, der er også en fodboldbane. For enden venter også en sortering af de ankomne, de arbejdsduelige til én side, de andre til en anden, det hele afviklet ikke uden en vis morskab og latter mellem de store drenge.

For enden venter dette ’Auschwitz’.

For læseren, der godt ved, at han sidder med en bog om holocaust mellem hænderne, kan det virke chokerende, klaustrofobisk. På mange har det gennem årene virket forargeligt. Det er en af kunstgrebets kortsigtede og af forfatteren formentlig beregnede effekter. En anden er, at læseren, selv den bagklogeste, hurtigt kan acceptere præmissen. Nå, ja, tænker man, set på den måde. Det kunne godt være gået sådan til. Eller: Sådan gik det altså til.

Hvad er det, Kertész gør – han selv en overlevende fra lejrene, først Auschwitz, så en række af arbejdslejrene?

Han forlænger normaliteten, gør den umærkeligt, stykke for stykke, til ét med lejren. Han lader drengen og drengens medfanger skubbe normaliteten foran sig som en stadig forventning, så enhver uhyrlighed, selv afstraffelsen, sulten, dehumaniseringen, til og med gasovnene, får et slør af logik lagt hen over sig. Først er det utænkelige netop utænkeligt, eller som drengen kalder det, da sandheden om lejren, han er ankommet til, når ham som et rygte: Det utænkelige må være »en spøg«, »en slags studenterløjer«. Til sidst, da det uhyrliges normalisering er næsten komplet (kun den afmålte tid i lejren forhindrer den fulde tilvænning, siger fortælleren), dukker ordet ’spøg’ igen op. Nu refererer det ikke til de umenneskelige forhold i lejren, barbariet, tværtimod. Det er værelset i hospitalslejren, hvor han bliver indlagt, det er stilheden, sengen, vattæppet lagt hen over den, han kalder sådan.

Omsorgen, dette uforståelige brud med normaliteten, »denne spøg«.

Forsøget på at normalisere uhyrlighederne – »den gode vilje«, kalder drengen den et sted – må man opfatte som en overlevelsesstrategi, en ’metode’. Det sidste udtryk er romanens eget, ganske vist om en anden af slagsen. Mennesket vil gerne se en mening; hvor der ikke er nogen, opdigter vi én.

Det får hos den unge hovedperson sprogligt udtryk gennem en mængde sætningsindskud, tilføjelser og småord, der er hans ubehjælpsomme forsøg på at komme sagen nærmere eller forsikre læseren om altings relative rimelighed. »Så at sige«, »for at sige det sådan«, »når jeg nu tænker efter«. Og hans foretrukne, normalitetens segl og på samme tid dens besværgelse: »naturligvis«.

En guddommelig plan

Den gode vilje har to andre udtryk, som samtidig er dens årsager.

For det første en psykologisk; den hos de fleste mennesker dybt rodfæstede forestilling om, at man under alle omstændigheder og til enhver tid må gøre sig umage. Ikke kaste grus i lejrens og udryddelsens maskineri, hellere om muligt smøre det. Det gælder ved alle rejsens knudepunkter forud for ankomsten. Det gælder også i lejren, når en medfange fra samme by som hovedpersonen foran tvangsarbejdets ørkesløshed ivrigt griber fat om jerngrebet og udbryder: »Nå, lad os så vise, hvad sådanne budapesterkarle er i stand til!«

For det andet en religiøs; den forestilling, at deportationen og alle senere hændelser er en del af en guddommelig plan og for så vidt det jødiske folks skæbne, som man anstændigvis ikke skal stritte imod, men hellere ile i møde. Det sidste belærer onkel Lajos om ved faderens deportation, og en rabbiner gentager det senere i lejren til bevidstløshed og som et bedøvelsesmiddel.

I den gode viljes kompleks af ting – fra drengens naivitet og sproglige krumspring til fangens imødekommenhed og den jødiske defaitisme – ligger det radikalt nye i Imre Kertész’ holocaustskildring.

Primo Levi, en anden såkaldt vidnesbyrdforfatter, havde i tiårene forinden skildret holocaust med videnskabsmandens objektivitet, nidkært dokumenteret det. Elie Wiesel havde spundet holocaust ind i jødisk mystik, ført det tilbage til skjulte årsager og tabuiseret andre fortolkninger. 30 år efter lejrenes åbning, det kan virke som en evighed, men det var kun godt 10 år efter Vesttysklands eget retsopgør, de såkaldte ’Auschwitzprocesser’, peger Kertész på den enkle, men oprivende omstændighed, at lejrfangen selv udgjorde en del af lejrens årsager.

Det var ikke sådan, »at alt bare ’kom’«, siger drengen til sine måbende onkler ved tilbagekomsten til Budapest. »Alle tog et skridt, så længe de overhovedet var i stand til det: også jeg har taget mine skridt og ikke kun i køen i Birkenau, men allerede herhjemme.«

Imre Kertész’ hensigt er ikke at placere en skyld eller at erstatte den gamle, religiøse skyld med en ny. Hensigten er at tilbagetage en skæbne, vriste den ud af hænderne på skjulte kræfter – tilfældets, himlens, lejrens – og bygge ovenpå.

»Vi kan aldrig begynde et nyt liv, vi kan kun fortsætte det gamle,« siger drengen også.

Det beskriver et vilkår, en skæbne, ikke kun for de enkelte overlevende, men også for det europæiske samfund, de vendte tilbage til.

Imre Kertész - 'De skæbneløse', 1975

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her