Baryleren, der blev DAMP-barn, der blev psykiatrisk patient

Havde Emil fra Lønneberg levet i dag, havde han haft ADHD, skriver læge Jens Peter Gøtze i dagens kronik, og han bakkes op af en speciallæge i børnepsykiatri. Ifølge børneforsker Erik Sigsgaard er problemet, at det ’superinstitutionaliserede samfund’ ikke giver plads til Emil’erne – eller Pippi’erne for den sags skyld
Der er ikke plads til børn som Emil fra Lønneberg i dagens Danmark, mener børneforskere. Havde Emil levet i dag, ville han være blevet set som en et barn med ADHD frem for en baryler med ’krudt i røven’.

Der er ikke plads til børn som Emil fra Lønneberg i dagens Danmark, mener børneforskere. Havde Emil levet i dag, ville han være blevet set som en et barn med ADHD frem for en baryler med ’krudt i røven’.

Michael Brannäs
16. juli 2013
Delt 18 gange

Er Peter Plys deprimeret, og er Anders And maniodepressiv? – Hvad med Alfons Åberg, har han mon Aspergers syndrom?

Mange af barndommens helte fra fiktionen går måske i virkeligheden rundt med psykiske lidelser. Det er oplagt, og flere debattører har gennem tiden hævdet, at Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg formentlig kunne have modtaget en psykiatrisk diagnose, hvis han havde været barn i dagens Danmark. I dagens kronik forsøger professor Jens Peter Gøtze at tegne en psykologisk profil på lømlen fra Småland. Som var han Emils far – som var han Anton, om man vil – forsøger kronikøren med hjælp fra internettets mange informationer at diagnosticere knægten og finde frem til den rette medicin.

Og selv om Jens Peter Gøtze hverken er psykiater eller psykolog – men derimod nyudnævnt professor i kardiovaskulær endokrinologi og overlæge i blodets sygdomme – har han en pointe. Det mener i hvert fald Lisbeth Sandal Kortegaard, der er speciallæge og ph.d. i børne- og ungdomspsykiatri.

»Man kunne sagtens forestille sig, at drengen ville være blevet psykiatrisk patient,« siger hun om Emil fra Lønneberg.

»Han er en dreng, der er meget impulsstyret, og som har svært ved at sidde stille. Han når ikke altid at tænke sig om, samtidig med at han har gang i mange ting på én gang.«

Mange af Emils drengestreger ville i dag blive tolket som problematisk adfærd, og han kunne let være kommet galt af sted, mener Lisbeth Sandal Kortegaard og siger, at man ikke kan udelukke, at han således ville have fået ordineret Ritalin.

»Hvorvidt det dog ville ske, ville være afhængigt af, hvor stort et råderum der var omkring ham. Under alle omstændigheder er han i en særlig risikogruppe, fordi ADHD fylder så meget i vores bevidsthed,« siger Lisbeth Sandal Kortegaard.

Institutioner dræber Emil

Går man ’med på legen’ om, at Emil fra Lønneberg skulle have ADHD, er man samtidig med til at sætte kritisk fokus på selve begrebet diagnosticering, mener børne- og pædagogikforsker Erik Sigsgaard.

»I så fald sætter man fokus på det forhold, at man kan diagnosticere et barn uden sammenhæng med de forhold, som barnet vokser op under, og uden at tage barnets relationer med i billedet. Det håber jeg, man sjældent gør i praksis,« siger han.

Når det er sagt, er børneforskeren ikke i tvivl om, at alle børn har noget Emil fra Lønneberg eller noget Pippi Langstrømpe i sig. Problemet – mener han – er, at der ikke er plads til meget Pippi og Emil i det »superinstitutionaliserede samfund«, som han kalder det. Men hvad er det, de har i sig, børnene, når Erik Sigsgaard siger, de har noget Pippi eller Emil?

»De har det ganske banale i sig, at der er noget, de har lyst til. Der er noget, de vil. Og så nægter de at lade sig tilpasse,« siger han. »Der er en del børn, der lader sig tilpasse. Dem taler vi ikke så meget om, for dem er der ikke så mange problemer med, tror vi. Men så er der altså Emil’erne og Pippi’erne, der ikke rigtig lader sig passe ind, og de har fået problemer i vores superinstitutionaliserede samfund.«

For 50 år siden gik børn i institutioner i 8-10.000 timer af deres første 18 år. I dag er tallet 30.000. Disse institutioner tæller blandt andet vuggestuer, børnehaver og skoler, og deres fællestræk er, at medlemmerne må indordne sig. Man skal være der til tiden, sidde på de rigtige pladser, gøre ting til tiden med bestemte mennesker på bestemte måder.

»Det, der kan komme ud af det, er ikke ret Pippi-agtigt,« bemærker Erik Sigsgaard.

Han kritiserer beslutningstagerne og magthaverne, for i stedet for at tage konsekvensen af den voldsomme udvidelse af institutionaliseringen ved at forsøge at reducere den eller mildne den, udbygger de den.

»Nu har de fået 30.000 timer, før havde de 10.000. De kan stadig ikke læse og skrive – de har åbenbart ikke fået nok. Derfor gennemfører man noget, der ligner en heldagsskole. De syv- til niårige børn, som Pippi og Emil også ville være en del af, får nu en skoleuge på 30 timer. Det går så til gengæld ud over deres tid i ’fritteren’ og SFO, hvor de ville kunne udfolde sig mere kreativt,« siger Erik Sigsgaard og kalder det en kraftig forøgelse af institutionalisering. Og således når han til sin pointe:

»Det giver flere diagnoser. Flere børn vil blive diagnosticeret, fordi de bliver anbragt – som man gør i institutioner – i meget længere tid. Der bliver med andre ord mindre plads til deres Pippi-lyster og Emil-livsudfoldelser.«

Fortegnet billede

Kronikøren Jens Peter Gøtze tegner måske et lidt fortegnet billede af virkeligheden, mener Iben Engelhardt Andersen, som er ved at skrive ph.d. om børn i litteraturen og fiktionen, ved Syddansk Universitet.

»Det her handler jo om, hvordan man betragter en sygdom, før det bliver en sygdom. Emil har muligvis koncentrationsbesvær og ADHD-agtig adfærd, som i dag formentlig ville gøre, at han blev medicineret, men inden for den kontekst, der er Emil fra Lønneberg, har man andre metoder til at takle det,« siger hun og påpeger, at kronikøren – som er læge – læser Emil som et konkret barn. Han opstiller muligheder for en diagnose, men siger også, at der er ting, vi ikke kan vide, fordi vi ikke kan trænge ind i hans hjerne. Men Emil findes ikke. Han har ikke en sygdom, fordi han er en tekst, siger hun.

»En sygdom er ud over et fysisk faktum en kulturel fortælling. Når man læser et stykke børnelitteratur, læser man jo også en verden, hvor Emil for eksempel gør nogle ting, som gør, at han bliver sat uden for døren. Når kronikøren spørger, om Emil har ADHD, spørger han jo også om, hvordan de andre i det univers, som Astrid Lindgren skaber, forholder sig til Emils afvigelser.«

Og i den forbindelse mener Iben Engelhardt Andersen, at Jens Peter Gøtze glemmer at stille spørgsmålet: Kunne der være andre end Emil, der er syge, hvis nogen er syge i de her bøger?

»Hvem er det, der råber ad Emil på en patetisk og nærmest psykotisk måde,« spørger hun retorisk.

»Det er faren, der går amok. I bøgerne om Pippi Langstrømpe kommer betjentene Kling og Klang hen til Pippi og beordrer hende på børnehjem. De er repræsentanter for det samfund, der mener, hun er for langt ude. Men hun svarer, at hun har et børnehjem, fordi hun er barn og har et hjem. Hun vender altså de andres tale på hovedet, hun er over-fornuftig, og hun gør nærmest dem til dem, der tager fejl på en antiautoritær, provokerende måde,« siger Iben Engelhardt Andersen.

Men uanset, om det er Anton eller Emil, der bør få en diagnose, bliver der stadig flere diagnoser blandt børn – fordi flere fremover vil falde udenfor, mener Erik Sigsgaard.

»Flere børn vil løbe panden imod institutionernes mure og sige: ’Jeg vil ud, jeg vil ud, jeg vil ud’. Vi kommer let til at sætte fokus på børnene og sige: Hvad er der galt med disse børn, der løber panden imod, i stedet for at spørge, om der er for mange mure,« siger han.

»Man giver en diagnose, hvor det måske var det samfund, vi bygger op, der skulle have sig en diagnose.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Helth

Hvis vi er "normale" og gør som vi plejer og som de andre, sker der intet nyt, ingen kreativ udvikling. Hurra for Emil'erne og Pippi'erne, uden dem intet nyt.

Den politiske institutionalisering stopper nytænkning og kreativ udfoldelse. Vi har brug for nysgerrighed, kreativ tænking, mod til at afprøve og evnen til at kommunikere vore ideer og tanker.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Glimrende eksempel på, hvor langt vi er kommet ud. Børn fascineres af Pippi og Emil - men ikke som rollemodeller, derimod som det herlige fantastiske og grænseoverskridende resultat af en ægte kreativ proces.
De blev til i en tid, hvor kunstens opgave ikke var at efterligne virkeligheden, men at udfordre rammer og verdensbilleder - det, som Nyrup med sin Arbeit Macht Frei-filosofi satte en stopper for, efter tre årtiers demokratisk undsættelsesforsøg for hele befolkningen.

Brugerbillede for Héðinn Björnsson

Denne romantisering af behandlingen af Emil og andre krudtugler for 100 år siden er fuldstændig absurd. Emils adfærd blev taklet ved at efterlade ham alene i timevis i et skur med en skarp kniv for at undgå at få tæsk af sin far. Han levede i evig trussel, om at hans adfærd ville blive svaret med grov vold, og dette blev fuldt ud accepteret af samfundet som en helt rimelig respons. Her er det så godt at huske at dette er skildringer fra en børnebog. De virkelige Emiler fra den tid blev banket synder og sammen, både af familiemedlemmer og andre medlemmer af samfundet.

Det er korrekt at vi ikke har som samfund fundet ud af hvordan vi skal håndtere vore tids Emiler, men forstillingen om at svarene findes i at romantisere den voldelige adfærd, som tidligere tiders Emiler har været udsat for er en blindgyde.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Jeg er så gammel og kommer fra et sted så langt ude på landet, at jeg aldrig har gået i børnehave. Ofte føler jeg mig lidt som den sidste mohikaner.

Men det forklarer selvfølgelig mine asociale tendenser, så som min manglende evne til at rette ind efter autoriteter, min afvisning af at indse sandheden i politikernes ord og min manglende evne til at se fornuften i den fremadskridende ødelæggelse af naturen og samfundet.

I skrivende stund lyder der skrig og skrål fra legende børn udenfor. Hvad sker der dog for forældrene, tænker jeg, hvorfor er disse børn ikke i børnefængsel ligesom alle andre børn? Måske skulle jeg tage et billede af børnene og anonymt sende det til de kommunale myndigheder, så forældrene kan blive draget til ansvar.

På den anden side, min børnehavefri opvækst har lært mig, at det er fejt at sladre. Igen et af mine asociale træk.

Brugerbillede for Jørn Petersen

»Flere børn vil løbe panden imod institutionernes mure og sige: ’Jeg vil ud, jeg vil ud, jeg vil ud’. Vi kommer let til at sætte fokus på børnene og sige: Hvad er der galt med disse børn, der løber panden imod, i stedet for at spørge, om der er for mange mure,« siger han.

»Man giver en diagnose, hvor det måske var det samfund, vi bygger op, der skulle have sig en diagnose.«

Ja.

Brugerbillede for jens peter hansen

For ikke såååååååå mange år siden var institutionaliseringen af børn et projekt der blev bakket op af hele venstrefløjen. Flere daginstitutioner var kampråbet. Hvis der var nogle der pippede noget om at det vist ikke var supergodt , så blev de hurtigt klasket op ad væggen som reaktionære.
Jeg husker ikke andet end at SF og senere VS af gode hjerter støttede dette projekt. Altså også den rare Erik Sigsgaard.

Brugerbillede for steen nielsen

Hitchcock lever.
Det er jo ikke børnene der er noget galt med, det er hele samfundet omkring dem. Vi sygeliggør den mindste afvigelse fra den såkaldte norm, som hele tiden har rykket sig fra tolerance mod stadig mere intolerance og sygeliggørelse. Det er ikke kun børnene det går ud over, det er de arbejdsløse det er de gamle, det er indvandrer det er alle der ikke passer ind i den såkaldte norm. Hvad bliver produktet så bliver, hvis det skulle lykkes os at normalisere alle? Svaret kunne være noget der er endnu værre end det Orwell kunne forstille sig.

Brugerbillede for Thomas Pallesen

Hvor er det dog befriende for os mindre uddannede, at en professor, dr. med. kan skrive sådan noget vrøvl. I morgen skal vi vel læse om, hvor godt det er, at Tante Sofie ikke fik antidepressiv medicin, og Lange Peter Madsen ikke blev behandlet for sin væksthormon-forstyrrelse.

Når man har mødt rigtige børn og unge, der har haft glæde af ritalin, virker det stærkt provokerende at se fiktive figurer som Emil og Pippi brugt i argumentationen mod medicinen - i øvrigt sammen med professorens egen farmor (som nævnes i kronikken). Jeg håber virkeligt, at Jens Peter Gøtze behandler sit eget fagområde mere seriøst.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Artiklen og kronikken nævner det ikke, men jeg vover det :
Feminismens påvirkning af kvindeverdenen, som i forvejen er i besiddelse af det naturlige beskyttergen, er kilden til problemet. Beskyttertrangen og trangen til kontrol udøves lang op i årene hos mandkønnet, helt ind i parforholdet.
Og hvis fremfærden mislykkes tages den kemiske krabask frem, leveret af medicinalindustrien og ordineret af psykiatrien.
Som i haven, hvor mælkebøtten stikkes op og er der mange, får de giften.
Imens står manden og kigger passivt og lydigt.

Helt absurd og tragisk bliver det, når påvirkningen fra miljøgifte og sukker påvises som medvirkende til barnets adfærd.

Det vil jeg gerne høre mere om.

Brugerbillede for Paul  D. Jensen

@ Héðinn Björnsson :
Jeg synes du overser det fakum at DAMP-barnet Emil SELV rendte ind i snickerbo,
for at beskytte sig selv mod sin faders voldelige tendenser - For det kan da godt være at Emil rent faktisk havde 'DAMP' - Men hans far var sgu' da heller ikke helt 'normal' ?
Udover den imponerende produktion af træ-figurer formåede Emil jo også, for nu at blive i fiktionen, at forfatte en ganske udmærket sang-tekst :

Du käre lille snickerbo'
här kommer jag igen.

Nu är det bråttom, kan du tro,
nu är det klippt igen.

Snickerboa hopp fallera,
å snickerboa hopp fallerej,
är bra att ha hopp fallera,
för stackars mig,
hopp fallerej.

Till snickerboa ränner jag,
när det är nåt jag gjort.
Men farsan löper också bra
fast inte lika fort.

Snickerboa hopp fallera,
å snickerboa hopp fallerej,
är bra att ha hopp fallera,
för stackars mig,
hopp fallerej

Det får bli slut med mine hyss,
har farsan sagt i från.
Jag gjorde ett alldeles nyss,
som visst tog knäcken på'n.

Snickerboa hopp fallera,
å snickerboa hopp fallerej,
är bra att ha hopp fallera,
för stackars mig,
hopp fallerej

Du käre lille snickerbo',
va jag är glad åt dej!
Här sitter jag i lugn å ro,
å bare viler mej.

Snickerboa hopp fallera,
å snickerboa hopp fallerej,
är bra att ha hopp fallera,
För stackars mig,
hopp fallerej

Hvor ville livet dog være kedeligt om der kun var pussy-whipped mennesker på Kloden !

Niels Nielsen og Leo Nygaard har skrevet fremragende kommentarer desangående ..

Brugerbillede for Troels Ken Pedersen

Overdiagnosticering er helt sikkert en ting. Jeg sad og nikkede med på artiklen ...indtil jeg kom i tanker om en af mine venner, der fik ADHD-diagnose som voksen, og kom i behandling. Og pudsigt nok blev han efterfølgende rent faktisk i stand til at holde et job og få lidt styr på sit liv. Indtil da havde hans ADHD virkelig lavet smertefuldt kaos i både hans professionelle og personlige liv. Med den tanke fik jeg en lidt sjov smag i munden over dette her.

Brugerbillede for Paul  D. Jensen

Og til Hanne Koplev :
Behøver man virkelig nævne det hver eneste gang man skriver noget som helst ?

Desforuden :
Nogle kommentatorer nævner lyksalighederne ved at give diverse 'hjerne-medicin'
til såkaldt 'utilpassede' .
Til Jer :
http://frankschewe.blogspot.dk/

(De af informations læsere der har et rigtigt udklips-arkiv kan måske huske 'historien'
fra 'Press' ? For mig var Frank ikke blot en 'historie' )

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ulrik mortensen

Emil fra Lønneberg havde sandsynligvis fået en psykopati diagnose af datidens læger. Fra nedenstående link, der refererer til et speciale af Jennie Sejr Junghans:
"I gamle dage uddelte man psykopati-diagnoser, som man i dag uddeler diagnoser for ADHD. Nyt speciale undersøger for første gang børnepsykiatriens historie" ...

http://videnskab.dk/krop-sundhed/er-adhd-nutidens-psykopati

Mere fra artiklen:

"Rigtig mange af børnene blev i slutningen af 1930’erne diagnosticeret med psykopati. Noget, der blev anset som en medfødt, uhelbredelig brist, der bestod i en ’abnorm personlighed’, der var til gene både for patienten og omgivelserne. Et ungt menneske, der ligner en almindelig, dansk teenager anno 2012, én som interesserer sig for det modsatte køn og drikker alkohol, ville passe godt ind i diagnosen, fortæller Jennie Sejr Junghans" ...

Altså, en typisk dansk teenager ville af en psykiater fra dengang blive betragtet som en psykopat! Gad vide hvad de i fremtiden siger om vores massive brug af ADHD diagnoser ...

Brugerbillede for Bob Jensen

Der er et andet problem med vore dages emiler, i at hvor de i tidligere tider havde god praktisk sans fordi de rendte rundt og lærte ting fra håndværkerne i stedet for at gå i skole, så er den nuværende ADHD ofte et resultat af overstimulering fra fjernsyn og computerspil, og disse børn har følgelig ikke så meget kontakt med den virkelige verden som de havde dengang.

Brugerbillede for Paul  D. Jensen

ulrik mortensen, du kunne måske også oplyse os om HVOR MANGE børn der fik diagnosen 'psykopat' dengang ? Når du har fundet tal-materialet frem vil du nok indse at din 'argumentation' halter noget ..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lykke Johansen

Vi har en "Emil" i familien (fyder snart 8 år), der ikke trivedes i folkeskolens SFO-tid op til selve skolestaret i 0 klasse. Forældrene valgte heldigvis at flytte ham til en Rudolf Steiner skole, hvor han nu trives og udvikler sig til glæde for sig selv, omgivelserne og familien. Hans Emil-adfærd er reduceret, men han finder stadig på "sjove" ting og går en gang imellem sine egne veje - uden at spørge først. :)

Brugerbillede for ellen nielsen

.."så er den nuværende ADHD ofte et resultat af overstimulering fra fjernsyn og computerspil..."

@ Bob Jensen
Du har ret i, at disse ting også kan være medvirkende til at fremprovokere Damp eller AHDH-adfærd!
Der er lavet seriøse undersøgelser heraf!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ellen nielsen

@ Troels Ken Pedersen
ADHD, eksisterer som sygdom,
men alt for mange børn har kun adfærden/symptomerne,
ikke nødvendigvis sygdommen. Og hvorfor?
Dét er jo også dét, som er sat til debat!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Vedsegaard

Jeg kender en yderst effektiv forretningsmand, som det gik forrygende godt for, han tjente millioner, lystjagt, fed øse og alt muligt. Så gik det galt, da ikke alle forretninger i sagens natur går lige godt, han mistede alt og endte på kontanthjælp.

Efter et par år, blev han puttet ind i et slags center, eller fængsel for arbejdsløse kald det hvad i vil, der blev han udsat for psykologer og andre tosser, som hæftede ADHD diagnosen på ham i en 35 sider lang rapport.

Nu er det noget tid siden jeg har snakket med ham, så jeg ved egentlig ikke hvad "sagen" er endt med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel Nielsen

Nu kan man næppe føre en fiktiv person ind i virkelighedens grumme verden, ligeså vel som man heller ikke kan tage en fortids person og trække vores verden ned over denne.

Men jo det er da en sjov tanke. Men den holder dog nok ikke helt i retten

Det fjerner dog ikke pointen i at vores sygelig tendenser til at (over)diagnosticere alle de individer der måtte falde udenfor normalen. Noget jeg selv har mærket på egen krop, folk glor virkeligt med skeptisk når man fortæller om en selv, fordi de har den opfattelse at er man ikke som den politisk/medie skabte norm, ja så er man A: En Doven samfundsnasser B: Kriminel C: Syg og skal behandles med medicin. Der er simpelthen ingen nuancer overhovedet, og der er slet ikke plads til forskellighed og kreativitet er kun noget der er noget værd, såfrem kan der tjenes bunker af penge på det, ellers er det bare noget pjat, formentligt lavet af en der ikke tager sin medicin.

I den kontekst syntes jeg også det er skræmmende når folk prøver at fremføre det gode ved Ritalin og lig. Præperater, for jeg har til dato ikke mødt et eneste glad menneske på psykofarmaka og de var med garanti ikke sig selv, det har medicinen helt sikkert sørget for ikke er muligt. De er derimod blevet ligeså passive, kedelige grå bevidstløse forbruger og arbejder mus der blot fiser rundt i hamsterhjulet som alle de andre mus i samfundet, de skaber ikke længere problemer fordi vi nu giver dem et eller andet fansy kemisk lort hvor vi ingenlunde kender de langsigtede konsekevenser og som kan giver så mange og ikke mindst alvorlige bivirkninger at et liv uden egentligt burde virke som det bedste valg.

Men igen det er som sagt nemmere at dope folket end at lave rammerne om, og så har man samtidigt ikke blot sørget for at man kan udnytte afstikkernes arbejdskraft man har også gjort dem til evige kunder for en eller anden lyssky medicinal virksomhed. Det er jo ren Win Win.

Brugerbillede for Søren Peder Møller

En dreng, med ADHD v,il ikke kunne snitte alle de træfigurer, medens han er låst inde i flere timer, uden at få alvorligt brug for plaster.
Det er påfaldende så mange eksperter der forstår så lidt af de cerebrale kiks der er grundlaget for diagnosen.
Selv er jeg ekspert gennem 59 år og kan finde mange eksempler på at Emil er en kvik og rask dreng uden opmærksomhedsforstyrtelse.

Brugerbillede for Simon H. Petersen

Jeg vil gerne indlede med at skrive, at jeg ligesom mange andre er en stor fan af Emil og særligt hans samspil med sin hårdt prøvede far. Men.....

Jeg mener heller ikke at Emil eller Pippi skal inddrages i debatten om ADHD. De er beskrevet i et særligt skær der gør at man tager dem til sit hjerte uanset alvoren af deres skarnsstreger. Selv historien, hvor Emil hejser sin lillesøster op i en flagstang bliver til en dybt komisk situation. Hvis den situation var blevet skrevet af f.eks. Stephen King ville det risle os dybt ned af ryggen og vi ville sikkert mene, at drengen var besat.

Hvis man endelig vil forstå Emil på et lidt dybere psykologisk plan så kunne et relevant spørgsmål vel være, om han forstår social konventioner på et alderssvarende niveau.

Men lad os ikke tage ham som gidsel i en iøvrigt meget relevant debat om, hvorvidt der er gået inflationen i vores diagnosticering af udviklingsforstyrrelser.

/Simon

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for manon alida enoch

AHD er forældrenes ansvar - de har ikke tid eller lyst til deres børn. AHD syndromet får børnene på institutionerne, hvor de råber og skriger værre end fiktionsfiguren Emil. Jeg møder dem overalt i København i supermarkederne, trætte og forkølede og grædende børn. Det er er hjerteskærende, og jeg fyldes med afmagt over det enorme omsorgssvigt børnene bliver udsat for. Tænk at anbringe 6 mdr. gamle små børn i institutioner fra kl. 7 - 17 dagligt, og det fortsætter indtil barnet kan klare sig selv.

Brugerbillede for Nikolaj Lunøe

Astrid Lindgreens tre bind om Emil fra Lønneberg vrimler med eksempler, der udelukker en ADHD diagnose. Følgende er kun tre ud af en lang række:

(1) Emil er i stand til gennem flere timer at koncentrere sig om at snitte en træmand, og han gør arbej¬det færdigt. Hans samlede produktion af træmænd er stor og varieret. (2) Emil opfat¬ter alt, hvad andre siger til ham, og er både præcis og rap i replikken, når han svarer. (3) Emil er i stand til at planlægge og gennemføre projekter, der er komplicerede og har en lang tidshorisont — som når han fx forsøger at befri Line fra hendes smertende tand ved at binde en snor i denne og skubbe hende ned fra taget. Disse og talrige andre eksempler viser, at Emil umu¬ligt kan lide af ADHD.

Der er heller ikke holdepunkter for en ADHD diagnose i Mark Twains beskrivelser af Tom Sawyer eller Huckleberry Finn. Man kan ikke engang påstå, at de er “grænsetilfælde.” Derimod kan man muligvis argumentere for, at Peter Pedal lider af ADHD. Men det kræver en STOR por¬tion ond vilje, mangel på humor og fravær af sans for proportioner.

Psykiatrisk diagnostik kræver, at den, som stiller diagnoserne, har øjne og ører med sig. Man skal ikke kun være i stand til at nærlæse detaljerne i andre menneskers frivillige og ufrivillige ad-færd. Man skal også være i stand til at forestille sig hvordan, det føles at være dem. Det sidste er især vigtigt, når den indre verden af oplevelser og handlemuligheder, som et andet menneske le-ver i, er meget forskellig fra ens egen.

Mange psykiatriske patienter klager over, at de ikke føler sig forstået af deres omgivelser. Når man læser Jens Peter Gøtzes, Lisbeth Kortegaards, Erik Sigsgaards og Peter Nielsens bidrag i Information den 16.7., forstår man hvorfor. Thi alle fire udviser samme mangel på evne til opmærk¬som iagttagelse af både litterære tekster og virkelige mennesker, samme mangel på vilje til at leve sig ind i det, der er forskelligt fra dem selv, samt samme fravær af begrebslig og teoretisk anstrengelse.

Denne skødesløshed har et navn: Fravær af empati. Hvilket heller ikke er nogen sygdom — men ikke desto mindre en ubehagelig og stigmatiserende erfaring for dem, som dette fravær går ud over.

Brugerbillede for Klara Liske

Ja, Nikolaj, opmærksom møder man kun af dem der har indsigten i deres næstes egenskaber, og lige der kniber det i et effektivt samfund, der har sluppet det kreative, farven og tonen - hvor enhver videnskabs-kyndig ville savre, at uden de to faktorer, vidste vi ikke meget om hvad vi er omgivet af.

Om det er empati, eller slet og ret manglende indsigt, eller begge dele ved jeg ikke, men ved af erfaring at min egen indsigt flyver forbi 99 ud af 100, og jeg dermed er nemmere at kategorisere som dum, ugidelig, doven, og stort set hjælpeløs.

Det er ikke særlig sjovt, men man vender sig til det, lige som gadebørn synes det er rart at være med de andre gadebørn, og sove i skraldespande.

Der bliver lyttet overfladisk, for vi har travlt - med hvad er jeg ikke helt klar over - men travlt har vi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Det vil altsaa sige at BUPL, Koebenhavns Foraeldre Organisation m.fl. handler stik imod manifestet ved hele tiden at kraeve at bevillinger og normeringer til de nuvaerende institutioner oeges? Jeg taenkte nok de burde tilbyde mig ansattelse som ideologisk konsulent saa jeg kan udlaegge den rette laere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mette Petersen

Hvis I vil vide sandheden om ADHD, skal I læse her. Dette er skrevet af en mor hvis søn har ADHD, og følgediagnoser.
Hverken lægen eller børnepsykiateren har ret. Emil havde ikke ADHD! Han var i stand til at vise empati. Dette er meget svært for ADHD'ere. Det er besynderligt at man i denne, tilbagevendende debat, ikke spørger de virkelige eksperter indenfor ADHD hvordan tingene forholder sig, men vælger at bringe 'sandhedsvidner' ved en teoretisk baggrund.
ADHD har sikkert altid eksisteret så længe der har eksisteret mennesker på jordens overflade, eftersom eksperterne selv påstår at det også er arveligt. Generne er altså involveret, og den variant, om der nu er tale om et enkelt gen eller en gen-familie, opstår ikke sådan pludselig hos en stor del af befolkningen samtidigt.

Det er rigtigt som forfatteren skriver, at det middel man bruger til at behandle mange ADHD-patienter, Ritalin, har nogle grumme bivirkninger. Af samme årsag valgte min søn også at stoppe med medicinen efter ca 1/2 års. brug. Men tilværelsen uden medicin er bestemt heller ikke en god løsning. Jeg undrer mig dog over at det, men så mange kloge hoveder i systemet, at det endnu ikke er lykkedes at fremstille et præparat uden disse, meget alvorlige, bivirkninger??!

Man kunne godt sige at samfundet skulle lære at leve med ADHD-erne og deres følgesygdomme, men det kan samfundet ikke. Det er i dag ikke acceptabelt at man ikke er 100% fungerende, og hverken uddannelsessystemet eller behandlersystemet er gearet til at takle ADHD-patienterne, specielt ikke dem med følgediagnoser (OCD, angst, depression osv.). Det er heller ikke et opdragelsesproblem. Det er en biokemisk ændring i hjernen som gør at ADHD-patienterne ikke fungere på sammen måde som dem uden ADHD. Hvordan kan man vide det? ja, hvis folk uden ADHD indtager Ritalin, bliver de 'helt op og køre'. Hvis folk med ADHD indtager Ritalin, bliver de helt rolige, nærmest apatiske. Det kan simpelt hen kun skyldes en ret afgørende biokemisk forskel mellem de to typer hjerner.

Og hvad skal man så gøre med disse mange unge mennesker med ADHD og følge-diagnoser? Ja, egentligt er det meget enkelt: Man skal etablere nogle tværfaglige teams bestående af socialrådgivere, uddannelsesvejledere og psykiatere, som skal fastlægge en forløb for patienterne. Det skal samtidig sikre at jobcenteret holder sig langt væk. De har simpelt hen ikke kompetencerne til at håndtere en så kompliceret problemstilling som ADHD og følgediagnoser indebærer. Jeg håber inderligt at Mette Frederiksen når til denne erkendelse på et tidspunkt! Det hjælper ikke at sende patienter i hverken tvangsuddannelse eller tvangsaktivering. Det ændrer noget som helst på deres gener!

MVH
Mor, med 18 års erfaring i ADHD.

Brugerbillede for Claus Jensen

Henrik Brøndum:

Nu kender jeg ikke til de nævnte og ikke nævnte organisationer og deres dagsorden, men ja, de handler muligvis mod Manitestet, hvis de kræver støtte uden gennemgribende reform af eksisterende institutioner.

Du må gerne tænke på mig, hvis du skulle få en stilling som ideologisk konsulent. Jeg kunne godt tænke mig at komme til at arbejde lidt mere med mennesker og en stilling som demagogassistent er nok mere profitabelt end en som pædagogassistent, også i en kapitalistisk institution.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kjeldsen

Jeg synes vi skal tage det mere seriøst, at mange børn og voksne i dag bliver diagnosticeret med ADHD. Der er i disse indlæg en tendens til, at mennesker med ADHD i virkeligheden bare er en smule anderledes end "vi normale", at det egentlig er lidt cute, når man har et barn med Emil-adfærd. At man nok skal vokse fra det, ligesom man til sidst vokser fra sit hvalpefedt.
Jeg ved fra mit arbejde som spcuv-lærer, at diagnosen skal tages meget alvorligt, og at børn med ADHD som regel har brug for omfattende specialforanstaltninger i skolen. Diagnosen er en hjælp for barnet, fordi den åbner døre hos det offentlige og giver pædagoger/lærere et fingerpeg om barnets vanskeligheder. Jeg ser i mit arbejde, at Ritalin ofte hjælper børnene til at få orden i det totale kaos der råder i deres hoved, når de starter i en specialklasse. Et kaos, der ofte er ved at ødelægge deres barndom fuldstændigt.
Lad os bruge en stillet ADHD diagnose mere fornuftigt. Lad os tænke, at børn med ADHD ikke er syge, men i stedet børn, der har brug for særlig omsorg ligesom en forstuvet fod skal have speciel omsorg. Hvis vi lod være med at diagnosticere, så ville der bl. a ske det, at ADHD- børn fra familier med stærke og omsorgsfulde forældre nok skulle blive sognerådsformænd, mens de ADHD-børn der ikke er så heldige meget ofte vil ende på offentlig forsørgelse.

Brugerbillede for Lars Kristensen

Når ADHD børn er et problem, så er det ikke fordi børnene er et problem, men fordi de mennesker der lever med børnene er påvirket af nogle omgivelser, der ikke kan håndtere børn med ADHD.

Forældrene har svært ved at klare børnene, ikke fordi de er dårligere forældre end andre, men fordi omgivelserne kræver, at forældrene får styr på deres børn.

Vi har bygget en verden op omkring os, som er bygget op til kun at rumme voksne mennesker og slet ikke børn.

Børn er et forstyrrende element i de voksnes verden og børn er langt mere kreative og meget koncentreret i deres egen verden, men som vi voksne opfatter som at børnene dermed har manglende koncentration.

Når et barn hellere vil noget andet end eksempelvis at sidde og spise, som de voksne vil have at barnet skal, så forstyrres de voksnes verden af barnets verden, hvori barnet er fuldt ud koncentreret, mens dets koncentration angående den voksnes verden er nærmest nul.

Det får mange voksne mennesker til at ville have børnene sat i en bestemt bås, nu da det er forbudt at udøve vold over for børn og her er det rart at give børnene en diagnose.

Ærligt talt, hvornår lærer vi voksne, at den verden vi har lært at bygge op omkring vores voksne liv, i virkeligheden er en fiktiv verden - langt mere fiktiv end børnenes verden.

Når børnenes virkelige levende verden kommer ind i vores fiktive voksnes verden, så er børnenes levende verden forstyrrende og skal på alle mulige måder forsøges lukket inde i en diagnose, således at vi kan få dæmpet børnenes levende verden så meget, at den ikke længere vil kunne forstyrre vores fiktive voksne verden.

Der er kun en slags mennesker der kan redde vort fremtidige liv på Jorden og det er børnene, for de er endnu de eneste der lever i en verden hvor virkelighedens virkelighed findes.

Vi voksne lever i de politiske, religiøse, økonomiske og militære ideologiske fiktive og teatralske skuespil og disse dødens og ødelæggelsens skuespil forsøger vi dagligt at oplære vores levende, livgivende og livsbekræftende børn at leve efter, frem for at de lever i deres egen virkelige levende, livgivende og livsbekræftende livets verden.

Vil vi voksne virkelig gerne redde os selv og vore medmennesker, så skal vi blive som børn igen, for kun derved kan vi redde os selv og resten af verden.

LÆNGE LEVE DU LIVETS BARN
FOR DU ER IKKE NOGET SKARN.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Hvordan opstår en så afvigende sygdom pludselig i netop epidemisk grad, når den øjensynligt er "genetisk"?
For det første forekommer det mig, at lysten til at tage konsekvensen af hjerneforskningens resultater: at hjernen er fleksibel og reagerer på påvirkninger, er næsten fraværende! Hvis jeg skal være rigtig polemisk, så tror jeg, at der først og fremmest er tale om uhensigtsmæssig socialisation af det lille barn i store børneflokke på et tidspunkt, hvor det udviklingsmæssigt ikke er parat til det..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe er fiktive figuerer. Konstrueret i en forfatterhjerne til at spinde historier, der er morsomme, spændende osv. De er ikke analyser af faktisk eksisterende børn i faktiske historiske forhold. Ligesom James Bond ikke er nogen rigtig spion.
Er vi kommet til det punkt, hvor vi stemmer på Birgitte Nyborg fra De Moderate til næste valg?
På sin facebook er Anders Samuelsen i gang med en liste over velfærdsydelser, og Lars Kolind foreslår, at han foretager en 'kritisk gennemgang med lugejern." I øvrigt viser et hurtigt tjek, at Kolind A/S og Kolinds selskaber Wemind A/S, Keepfocus A/S, Leaderlab A/S, Løndal Østerskov A/S, Furnature A/S. Trods prominente herregårdsadresser og højprofilerede referencer betalte 0 kr. skat i 2011.
Er Samuelsen Emil fra Lønneberg? er Kolind Pippi Langstrømpe?
Man kan jo altid forsøge at dreje tingene derhen, hvor man vil. Om andre så hænger på er det spændende, ikke?

anbefalede denne kommentar

Sider