Læsetid: 5 min.

Baryleren, der blev DAMP-barn, der blev psykiatrisk patient

Havde Emil fra Lønneberg levet i dag, havde han haft ADHD, skriver læge Jens Peter Gøtze i dagens kronik, og han bakkes op af en speciallæge i børnepsykiatri. Ifølge børneforsker Erik Sigsgaard er problemet, at det ’superinstitutionaliserede samfund’ ikke giver plads til Emil’erne – eller Pippi’erne for den sags skyld
Der er ikke plads til børn som Emil fra Lønneberg i dagens Danmark, mener børneforskere. Havde Emil levet i dag, ville han være blevet set som en et barn med ADHD frem for en baryler med ’krudt i røven’.

Michael Brannäs

16. juli 2013

Er Peter Plys deprimeret, og er Anders And maniodepressiv? – Hvad med Alfons Åberg, har han mon Aspergers syndrom?

Mange af barndommens helte fra fiktionen går måske i virkeligheden rundt med psykiske lidelser. Det er oplagt, og flere debattører har gennem tiden hævdet, at Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg formentlig kunne have modtaget en psykiatrisk diagnose, hvis han havde været barn i dagens Danmark. I dagens kronik forsøger professor Jens Peter Gøtze at tegne en psykologisk profil på lømlen fra Småland. Som var han Emils far – som var han Anton, om man vil – forsøger kronikøren med hjælp fra internettets mange informationer at diagnosticere knægten og finde frem til den rette medicin.

Og selv om Jens Peter Gøtze hverken er psykiater eller psykolog – men derimod nyudnævnt professor i kardiovaskulær endokrinologi og overlæge i blodets sygdomme – har han en pointe. Det mener i hvert fald Lisbeth Sandal Kortegaard, der er speciallæge og ph.d. i børne- og ungdomspsykiatri.

»Man kunne sagtens forestille sig, at drengen ville være blevet psykiatrisk patient,« siger hun om Emil fra Lønneberg.

»Han er en dreng, der er meget impulsstyret, og som har svært ved at sidde stille. Han når ikke altid at tænke sig om, samtidig med at han har gang i mange ting på én gang.«

Mange af Emils drengestreger ville i dag blive tolket som problematisk adfærd, og han kunne let være kommet galt af sted, mener Lisbeth Sandal Kortegaard og siger, at man ikke kan udelukke, at han således ville have fået ordineret Ritalin.

»Hvorvidt det dog ville ske, ville være afhængigt af, hvor stort et råderum der var omkring ham. Under alle omstændigheder er han i en særlig risikogruppe, fordi ADHD fylder så meget i vores bevidsthed,« siger Lisbeth Sandal Kortegaard.

Institutioner dræber Emil

Går man ’med på legen’ om, at Emil fra Lønneberg skulle have ADHD, er man samtidig med til at sætte kritisk fokus på selve begrebet diagnosticering, mener børne- og pædagogikforsker Erik Sigsgaard.

»I så fald sætter man fokus på det forhold, at man kan diagnosticere et barn uden sammenhæng med de forhold, som barnet vokser op under, og uden at tage barnets relationer med i billedet. Det håber jeg, man sjældent gør i praksis,« siger han.

Når det er sagt, er børneforskeren ikke i tvivl om, at alle børn har noget Emil fra Lønneberg eller noget Pippi Langstrømpe i sig. Problemet – mener han – er, at der ikke er plads til meget Pippi og Emil i det »superinstitutionaliserede samfund«, som han kalder det. Men hvad er det, de har i sig, børnene, når Erik Sigsgaard siger, de har noget Pippi eller Emil?

»De har det ganske banale i sig, at der er noget, de har lyst til. Der er noget, de vil. Og så nægter de at lade sig tilpasse,« siger han. »Der er en del børn, der lader sig tilpasse. Dem taler vi ikke så meget om, for dem er der ikke så mange problemer med, tror vi. Men så er der altså Emil’erne og Pippi’erne, der ikke rigtig lader sig passe ind, og de har fået problemer i vores superinstitutionaliserede samfund.«

For 50 år siden gik børn i institutioner i 8-10.000 timer af deres første 18 år. I dag er tallet 30.000. Disse institutioner tæller blandt andet vuggestuer, børnehaver og skoler, og deres fællestræk er, at medlemmerne må indordne sig. Man skal være der til tiden, sidde på de rigtige pladser, gøre ting til tiden med bestemte mennesker på bestemte måder.

»Det, der kan komme ud af det, er ikke ret Pippi-agtigt,« bemærker Erik Sigsgaard.

Han kritiserer beslutningstagerne og magthaverne, for i stedet for at tage konsekvensen af den voldsomme udvidelse af institutionaliseringen ved at forsøge at reducere den eller mildne den, udbygger de den.

»Nu har de fået 30.000 timer, før havde de 10.000. De kan stadig ikke læse og skrive – de har åbenbart ikke fået nok. Derfor gennemfører man noget, der ligner en heldagsskole. De syv- til niårige børn, som Pippi og Emil også ville være en del af, får nu en skoleuge på 30 timer. Det går så til gengæld ud over deres tid i ’fritteren’ og SFO, hvor de ville kunne udfolde sig mere kreativt,« siger Erik Sigsgaard og kalder det en kraftig forøgelse af institutionalisering. Og således når han til sin pointe:

»Det giver flere diagnoser. Flere børn vil blive diagnosticeret, fordi de bliver anbragt – som man gør i institutioner – i meget længere tid. Der bliver med andre ord mindre plads til deres Pippi-lyster og Emil-livsudfoldelser.«

Fortegnet billede

Kronikøren Jens Peter Gøtze tegner måske et lidt fortegnet billede af virkeligheden, mener Iben Engelhardt Andersen, som er ved at skrive ph.d. om børn i litteraturen og fiktionen, ved Syddansk Universitet.

»Det her handler jo om, hvordan man betragter en sygdom, før det bliver en sygdom. Emil har muligvis koncentrationsbesvær og ADHD-agtig adfærd, som i dag formentlig ville gøre, at han blev medicineret, men inden for den kontekst, der er Emil fra Lønneberg, har man andre metoder til at takle det,« siger hun og påpeger, at kronikøren – som er læge – læser Emil som et konkret barn. Han opstiller muligheder for en diagnose, men siger også, at der er ting, vi ikke kan vide, fordi vi ikke kan trænge ind i hans hjerne. Men Emil findes ikke. Han har ikke en sygdom, fordi han er en tekst, siger hun.

»En sygdom er ud over et fysisk faktum en kulturel fortælling. Når man læser et stykke børnelitteratur, læser man jo også en verden, hvor Emil for eksempel gør nogle ting, som gør, at han bliver sat uden for døren. Når kronikøren spørger, om Emil har ADHD, spørger han jo også om, hvordan de andre i det univers, som Astrid Lindgren skaber, forholder sig til Emils afvigelser.«

Og i den forbindelse mener Iben Engelhardt Andersen, at Jens Peter Gøtze glemmer at stille spørgsmålet: Kunne der være andre end Emil, der er syge, hvis nogen er syge i de her bøger?

»Hvem er det, der råber ad Emil på en patetisk og nærmest psykotisk måde,« spørger hun retorisk.

»Det er faren, der går amok. I bøgerne om Pippi Langstrømpe kommer betjentene Kling og Klang hen til Pippi og beordrer hende på børnehjem. De er repræsentanter for det samfund, der mener, hun er for langt ude. Men hun svarer, at hun har et børnehjem, fordi hun er barn og har et hjem. Hun vender altså de andres tale på hovedet, hun er over-fornuftig, og hun gør nærmest dem til dem, der tager fejl på en antiautoritær, provokerende måde,« siger Iben Engelhardt Andersen.

Men uanset, om det er Anton eller Emil, der bør få en diagnose, bliver der stadig flere diagnoser blandt børn – fordi flere fremover vil falde udenfor, mener Erik Sigsgaard.

»Flere børn vil løbe panden imod institutionernes mure og sige: ’Jeg vil ud, jeg vil ud, jeg vil ud’. Vi kommer let til at sætte fokus på børnene og sige: Hvad er der galt med disse børn, der løber panden imod, i stedet for at spørge, om der er for mange mure,« siger han.

»Man giver en diagnose, hvor det måske var det samfund, vi bygger op, der skulle have sig en diagnose.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lilliendahl
  • Nic Pedersen
  • Carsten Pedersen
  • Torben Nielsen
  • Kristian Kofod
  • Thomas Møller
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Anette Bjørnstrup
  • Toke Ernstsen
  • Dan Johannesson
  • Martin Christiansen
  • Carsten Mortensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Olav Bo Hessellund
  • Søren Cloos
  • June Beltoft
  • Jørn Andersen
  • Allan Vinther Tønder
  • Martin Åberg
  • Ervin Lazar
  • Lone Christensen
  • Heidi Larsen
  • Sølvi Domsten
  • Helge Rasmussen
  • Henrik Brøndum
  • Merete Jung-Jensen
  • Peter Andreas Ebbesen
  • Kristen Carsten Munk
  • lars abildgaard
  • Anders Reinholdt
  • Martin Baltzer
  • Leo Nygaard
  • Rune Petersen
  • Karsten Aaen
  • Hannah Skarsholm
  • Lise Lotte Rahbek
Jakob Lilliendahl, Nic Pedersen, Carsten Pedersen, Torben Nielsen, Kristian Kofod, Thomas Møller, Mogens Højgaard Larsen, Anette Bjørnstrup, Toke Ernstsen, Dan Johannesson, Martin Christiansen, Carsten Mortensen, Rasmus Kongshøj, Olav Bo Hessellund, Søren Cloos, June Beltoft, Jørn Andersen, Allan Vinther Tønder, Martin Åberg, Ervin Lazar, Lone Christensen, Heidi Larsen, Sølvi Domsten, Helge Rasmussen, Henrik Brøndum, Merete Jung-Jensen, Peter Andreas Ebbesen, Kristen Carsten Munk, lars abildgaard, Anders Reinholdt, Martin Baltzer, Leo Nygaard, Rune Petersen, Karsten Aaen, Hannah Skarsholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når der i løbet af få år sker en enorm vækst i diagnoser, har vi beviset for at børnene ikke er årsagen, men dem der stiller diagnosen.
Beviset er, at så hurtigt ændrer børneflokken sig ikke.

Peter Günther

Enig Peter Hansen,

hvorfor er det unormalt at være et livligt barn? Emil afspejler jo bare livlighed overfor en meget autoritær far, som kun kender aggression som svaret.

Det egentlige problem er vel at nutidige børn har seriøse problemer med at finde gode rolle-modeller i sine forældre; og fixet hedder medicinering? Hvor trist for den næste generation....

Mogens Fosgerau

Hvorfor har man her ikke interviewet en eneste psykiatriker, som faktisk udskriver ADHD diagnoser? Hvorfor giver Information (næsten) altid kun medløb til venstrefløjens mest bøvede fordomme? Som fx denne om ADHD som et skinproblem, de onde psykiatrikere og den onde, onde medicinindustri..

Helge Rasmussen

Hyperaktive børn & Ritalin®)

Ofte finder medicinalindustriens forskere på nye typer af medicin, nogle gange er det svært at finde en sygdom som passer til medicinen.
Flertallet af danske læger, skylder industrien en stor del af deres uddannelse(+).
Deres bidrag er, til gengæld, så at finde på nye diagnoser, som for eksempel: postural orthostatic tachycardia syndrome og narcolepsy og ADHD

Der bliver flere og flere sygdomme/diagnoser, som vi skal bekæmpe med ny medicin.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/medicinalindustriens-forskningsfusk-o...

Lars Kristensen

Hvornår begynder både læger (psykiatere) og politikere at forstå, at det ikke er os mennesker der er syge, men derimod vort samfund, som vi mennesker reagerer sundt på, ved at vi opfører os som noget modsat i forholdet til samfundsomgivelserne.

At et samfund forherliger krig og nedgørelse af økonomisk svage mennesker, viser klart og tydeligt, at det er samfundet der er sygt og ikke de mennesker der lever i det.

Søren Peder Møller

Tærskene er for længst stoppet. Alligevel var det en befriende plevelse, i en alder af 54, at få diagnoserne Aspergers syndrom og ADHD. Og det var fantastisk at opleve Ritalins virkning på min sansning af verden, og det var meget mærkeligt, og dejligt, da kroppen, efter 54 år faldt til ro.
"For i sandhed at kunne hjælpe et andet menneske må du forstå at møde det præcist der hvor det er", sådan udtrykte Kierkegaard det. Derfor er det dybt frustrende, efter mange års arbejde i børne- og ungdomsforsorgen, at opleve at så mange børn ikke bliver mødt der hvor de er.
Jeg spurgte engang min underviser i førstehjælp, er det vigtigste at patienten er i live, eller at patienten er steril?
Derfor, venligst men bestemt, eksperter stop jeres selvpromovering og kom igang i klinikken.

Selvfølgelig er et elller andet gået galt, når en diagnoseforekomst pludselig eksploderer som ADHD. Det er påfaldende, at det kun sker i den velstående verdens mest frisindede, antiautoritære og individfokuserede områder. Noget der på, at det er vores måde at omgås børn på, der er ved at køre af sporet. Nogle børn tåler tilsyneladende ikke voksne, der ikke vil styre, men forfalder til hovedløs rundkredspædagogik.

Simon Olmo Larsen

Så vidt jeg er orienteret så findes voksen - AD/HD ikke som diagnose?

Jeg har selv oplevet unge - næsten voksne, blive diagnosticeret med AD/HD efter en samtale med en psykiater i 45 min.

At man ikke kender til langtidsvirkningerne af Ritalin undrer mig, da Ritalin har været godkendt som lægemiddel i over 50 år?

Steffen Gliese

Når man læser argumenterne for, at ritalin hjælper på ADHD, får man den tanke, at ritalin generelt medfører nogle bestemte tilstande, som gør det lettere at håndtere den form for personlighed, der nu får en diagnose. Der er ikke i måden at argumentere på noget, der godtgør, at sygdommen reelt er en sygdom - kun at en medicin gør det lettere at leve med en bestemt adfærd, som måske lettere ville kunne klares med noget opdragelse og nærvær i tide.
Jeg synes, at jeg iagttager - og vi har jo ikke andet i denne verden at forholde os til end det, vi kan iagttage - at adfærd, der før hovedsageligt forekom blandt de børnehjemsbørn, vi sloges med "på vejen", har bredt sig, og den nærliggende konklusion er, at den udbredte institutionalisering blandt børn i dag er hovedårsagen.

Steffen Gliese

Altså - hovedsagelig den rodløshed og den mangel på mulighed for at iagttage sine forældre og lære af dem sådan som børn uvilkårligt og naturligt gør det fra fødselsøjeblikket og til forældrene begraves.

Simon Olmo Larsen

Peter Andersen

Den artikel du henviser til oplyser da intet om voksen-AD/HD som diagnose, jeg efterlyste dokumentation på hvornår voksen-AD/HD blev anerkendt som diagnose?

At der er problemer med at definere AD/HD hos børn er jeg klar over, jeg fandt det her klip på youtube fra 1998.

Og der er stor forskel på om du bor i Europa eller USA i forhold til at blive diagnosticeret :

"I Nordamerika er DSM-IV-kriterierne ofte grundlag for en diagnose, mens europæiske lande normalt bruger ICD-10. Hvis DSM-IV-kriterierne anvendes, i stedet for ICD-10, er det tre-fire gange mere sandsynligt at få diagnosen ADHD."

Der findes heller ikke tilgængelig dokumentation på hvad AD/HD er og hvorfor børn (eller voksne får det.

"De specifikke årsager til ADHD er ikke kendte. Der er dog en række faktorer, der kan bidrage til, eller forværre ADHD. Disse omfatter genetik, kost og det sociale og fysiske miljøer. Det er delvist arveligt, da der er 5% risiko for at få diagnosen, hvis den ene af ens forældre også har den.

At Methylphenidat er et stof man skal omgås med stor forsigtighed, vidner den juridiske status på medicinen.

"Internationalt, er methylphenidate klassificeret som et liste-II stof jf. Konventionen om psyketropiske stoffer."

"I USA, er methylphenidate klassificeret som et Schedule II kontrolleret stof, en betegnelse som anvendes for stoffer, med en høj anerkendt medicinsk værdi, men som indebærer en høj risiko på grund af deres vanedannende potentiale."

"I Storbritannien, er methylphenidate klassificeret som et kontrolleret 'Klasse B' stof, og besiddelse af det uden recept, kan give op til 14 års fængsel og/eller en ubegrænset bøde."

"I New Zealand, er det klassificeret som et 'klasse B2 kontrolleret stof'. Ulovlig besidelse kan straffes med 6-måneders fængsel og distribution af det kan give op til 14-års fængsel."

Simon Olmo Larsen

*Kilde Wikipedia

Derudover er det da bekymrende at man diagnosticere kriminel og "unormal" adfærd.

Hvilken fremtid er det vi giver til vores børn?

Peter Andersen

Jamen det gælder ikke kun for ADHD, at man ikke kan sige hvad årsagen er.
Det gælder for de fleste sjælelige sygdomme, hvis ikke alle.
Kriteriet er at det er forstyrrende for en selv og omgivelserne.
Om man så er syg eller omgivelserne er årsagen kan og bliver diskuteret.

Simon Olmo Larsen

Peter Andersen

Hvis AD/HD 'kun' var en sjælelig sygdom, så var der vel ikke nogen grund til at give Ritalin, grunden til man giver Ritalin er for at øge blodgennemstrømningen i pandelappen, AD/HD er angiveligt en neuropsykiatrisk lidelse og ikke 'kun' en psykisk lidelse.

Povl Thomsen

Det er for letkøbt og patetisk, det Erik Sigsgaard disker op med i artiklen - brokkegenet har taget magten. Et barn født i fx 1950'erne gik meget længere tid i skole, end børn går i dag. og havde mange flere dansktimer etc, hvor man skulle sidde stille, end børn har nu. Nu vil man altså - og det er jo i virkeligheden ikke mindst for at skabe bedre plads i skolen til "Emil'erne" og "Pippi'erne" - (gen-)udvide timetallet til fordel for nogle flere anderledes timer, og pædagoger skal i spil i nogle af dem. Det er helt klart et progressivt, pædagogisk projekt, som Sigsgaard formentlig ville have støttet, dengang han sad i Folketinget.

Steffen Gliese

Næppe, Povl Thomsen - og det er stadigvæk noget svært at se, hvad pædagoger skal i skolen. Når man bruger pædagogik, lærer man børn (og andre), at det kun er igennem særlige medierende processer, at man kan tage imod oplysning. Taler man almindeligt om tingene, træner færdighederne og laver sine ting, får man dels en dejlig vane med at gøre netop det - og forhåbentlig bliver man så god til det, at man også i noget af sin fritid rent faktisk tager de færdigheder op og yderligere styrker den kunnen, der bringer ind tættere på det begærede mål: at blive voksen og ansvarlig.
Det er rigtigt, at timetallet i skolen er faldet - men det er jo faldet fra noget, der lignede en fuld arbejdsdag, hvad børnene skal udsættes for nu!
Voksne mennesker, der arbejder med den type arbejde, børn skal præstere i skolen, kan ikke levere mere end 4-5 timer i træk, før de må tage en lille lur på sofaen. Børn, hvis krop og psyke udvikles samtidig, skal bruge meget energi også på den del af festen, så det er fuldkommen idiotisk at give dem så mange timer, som de i stedet kunne bruge på mange af de andre ting, man skal lære at beskæftige sig med i samfundet, f.eks. musik, sport og egne interesser, der i sidste ende ofte viser sig at være det, der er retningsgivende for, hvad man som voksen vælger at beskæftige sig med.

odd bjertnes

Den der knægt, der laver julefest for hele fattiggården, hestehviskeren Emil, hvis ophejsen af søster i flagstang kun er for at give hende horisont, ..
Hvis man forsøger at italesætte ham som 'psykopat', damp etc. etc. ...
... så er man desperat for at sælge ritalin medens jernet er varmt.
Vi er derhenne hvor ALT så kan være 'psykopatologisk' - hvis bare én behandler kan se (en interesse i) det. Endnu en variant af at den postmoderne tro på 'det oplevedes sandhed' kan gå lidt for vidt.

Olav Storm Jensen

»I så fald sætter man fokus på det forhold, at man kan diagnosticere et barn uden sammenhæng med de forhold, som barnet vokser op under, og uden at tage barnets relationer med i billedet. Det håber jeg, man sjældent gør i praksis,« siger Erik Sigsgaard i artiklen.
Som jeg husker det plejer Sigsgaard ikke at bruge den udtryksform, men dette MÅ da være underspillet dyb ironi.

Kia Rasmussen

Tak Nikolaj Lunøe
er så enig, lol, han har da ingen problemer med at fokusere på det han laver... og han færdiggør da sine ting (især træ figurere) og passer sine ting i længere tid uden at miste interessen fx træning af grisen. Tror lige der er nogen der skal studere lidt videre eller stikke en finger i jorden.... Jeg ville kalde ham et sundt barn, han skulle bare ikke være så meget alene/uden voksen tilsyn...
Børn er da næsten altid impulsive, nysgerrige og finder på mærkelige ting
desuden er han ikke så emotionel som en med ADHD og er ikke mere hyperaktiv end andre børn. Jeg har ADHD og jeg har aldrig rigtigt lavet skarnsstreger, men jeg har også fået en god opdragelse.
Jeg bliver tosset over sådan nogle "kloge hoveder" der udbreder fordomme og varm luft.. Båtnakker ;D

Morten Andersen

Ak. Dem der som voksne har gidet at læse bøgerne vil vide, at Emil faktisk er et rigtigt dårligt eksempel, der ikke tilnærmelsesvist illustrerer denne problematik. Han er nemlig hverken uvorn eller specielt impulsiv, men snarere uheldig. Alt hvad han foretager sig sker i den bedste mening, uden tanke på sig selv. I øvrigt var Emil faktisk dygtig i skolen, og endte med at blive både et respekteret medlem af sognerådet, og en succesfuld proprietær.

Vores datter er 17 år og har ADHD ! Hun er empatisk, musikalsk, tv-kiggende, socialt mega-kompetent, stædig og viljestærk. God til engelsk og matematik. Men hun har (haft) koncentrationsbesvær og det er livskvalitetsforringende. Det gør at man bliver kortluntet, bliver skældt ud, bliver ensom hvis omgivelserne ikke kan rumme en. Vores datter ville ikke flyttes fra den folkeskoleklasse hvor hun tydeligvis ikke trivedes, før hun selv var klar. Hun fik det socialt bedre i et anarkistisk anti-autoritært miljø på den skole langt fra hjemmet hun selv havde valgt. Det blev vi selvfølgelig ovenud glade, men fagligt var vi i bekymrede, da hun efter 10 klasse ønskede at starte i gymnasiet. Da var det at hun en dag i slutningen af 10 klasse ved middagsbordet som lyn fra en klar himmel udbrød: "Tror I jeg har ADHD - jeg har checket lidt på nettet: jeg kan jo slet slet ikke koncentrere mig mere end 5 minutter ad gangen, så det vel ikke så sært at jeg ikke får noget ud af gå i skole". Hun kom i et udredningsforløb på en privat ungdomspsykiatrisk klinik og blev diagnostiseret normal begavet med middelsvær ADHD. Siden hun startede i 1 G har hun on and off været på Rethalin i varierende styrke. Hun prøver sig frem og forsøger at opveje fordelene ved pludselig at kunne sidde stille en hel time på sin flade og tage notater og stille spørgsmål efter endt håndsopretning med ulemperne ved at få formiddagskvalme og være mere træt om aftenen end hun er vant til. Hun har løbende været til samtaler med sin kontaktpsykiater som hun har tillid til og som (sjovt nok) er vant til at håndtere denne meget heterogene lidelse. Ikke to ADHD-børn er ens og skal derfor heller ikke behandles ens. At søge lindring for ADHD er en lang emotionel og meget udfordrende proces for den der har det og for dennes nærmeste. Og det kræver hjælp fra erfarne fagfolk. ADHD er ikke et samfunds skabt problem. Det ikke en lidelse for amatører og ideologisk afstivede kæphesteryttere.

Daniel Holm Hansen

I socialismen skal alle passe ind i samfundets firkantede normalitetsbegreb, hvadenten det er i den ene kasse med spelt, økogårdhave og Baressobesøg, eller den mere landligt provinskasse.

Alle skal i institution fra vugge til grav, måske med en smule frirum i visse dele af voksenlivet (efter børnene er fløjet fra reden).

Sådan er det mest trygt - og især bedst for almenvældet og det enkelte individ. Det siger Overformynderiet jo.

Frihed, frisind og det at have lov til at kede sig (og dermed få kreative tanker og selvstændig drift) er en puha liberal ting, som er farlig! Folk må endelig ikke stikke ud og slet ikke forlade deres tiltænkte kasse! Det skaber uro i geledderne og giver grobund for at flere tænker selv ... og så er de jo ikke til at styre!

Steffen Gliese

Du har helt galt fat i ideologierne, Daniel Holm Hansen. Enten er det synd, eller også vil du bare gerne manipulere.

Daniel Holm Hansen

Nope, Peter Hansen... Socialdemokratiske og socialistiske stater har gentagne gange udvist stor iver for at putte folk i kasser. Især ud fra udsagnet om, at det jo er for deres egets bedste :)

Det er sjovt nok også den type stater, der bruger mest krudt på overvågning og kontrol af borgerne samt overformynderi. I førstnævnte kategori hører også USA, I know. Paranoia kan enhver jo lide af. Ser vi bort fra dem, så kig på Sverige, Danmark, Frankrig, Sovjetunionen, Kina - you name it.

Kasser er godt, fordi det er effektivt! Mener man. Og så har man jo også styr på folk. Effektivitet er ellers liberalt, men når man ikke tager fat på de enheder, der stikker uden for bevæger man sig mod konservatisme, indtil der opstår så stor mangel på styring, at man går videre mod kontrol og tvangsmæssig putten i kasser for at holde orden på tingene.

Men du er da velkommen til at dele den viden på området, du mener, jeg mangler :)

Daniel Holm: Roder du ikke lidt i din verdensopfattelse? Hvis du virkeligt mener, at "Socialdemokratiske og socialistiske stater har gentagne gange udvist stor iver for at putte folk i kasser", og navngiver landene (Sverige, Danmark, Frankrig, Sovjetunionen, Kina...), hvordan kan du så blande USA in i det? USA diagnosticerer godt nok 3-4 gange så mange børn med ADHD end vi gør, men de har også meget længere erfarring med ritalin end vi har. -Fordi ritalin har været obligatorisk at indtage for deres jagerpiloter i kamp operationer gennem mange år! Men ritalin er altså kemisk set en amphetamin, altså det (weekend) narkomaner kalder speed! Skal vi virkeligt give speed til rigtigt mange børn for at "hjælpe dem"?
Jeg sætter meget stor pris på "de skæve eksistenser", uden dem vil verden være et meget fattigere sted, men vi er ved at udrydde dem, ved vores trang til at diagnosticere og behandle alting! -For mange år siden lavede Steve Jobs (dengang chef for Apple) en reklame, som hylder netop de skæve eksistenser: https://www.youtube.com/watch?v=nmwXdGm89Tk. Den er stadig værd at se!

Sider