Baggrund
Læsetid: 4 min.

Den benhårde udskilning

Jakob Fuglsang kørte klogt for sin andenplads på gårsdagens etape, men som løbet ser ud efter de første bjergetaper, tegner det til at blive et opgør mellem de tre favoritter
Der er én vinder, og så er der alle taberne, som er glemt dagen efter. Blandt dem var Jakob Fuglsang, der var den første af slagsen, og som da også forståeligt frustreret over sin andenplads bag Daniel Martin.

Jeff Pachoud

Kultur
8. juli 2013

Søndagens danske mand, Jakob Fuglsang, viste en høj grad af ’løbsintelligens’, som det hedder i cykel-jargonen, da han på den sidste Pyrenæer-etape fra Saint-Girons til Bagnéres-de-Bigorre trådte på den sidste stigning og kørte med irske Daniel Martin fra Garmin-holdet i mål, 20 sekunder før favoritterne i et stærkt reduceret hovedfelt.

Og som Fuglsang sagde lige efter andenpladsen i spurten: »Han var bare hurtigere end mig.«

I cykelløb tæller andenpladser ikke. Der er én vinder, og så er der alle taberne.

Men Fuglsang var i allerhøjeste grad synlig i bjergene, da løbet for alvor foldede sig ud i weekenden. Allerede lørdag glædede Rolf Sørensen sig »vanvittigt« til at se, hvad kaptajnen for det kazakstanske Astana-hold kunne præstere, og det så længe lovende ud – men han sad, som han selv sagde, »med lidt for længe« på lørdagens sidste stejle stigning med det resultat, at han ’eksploderede’ – synonymet for, at syregrænsen er overskredet, og benene bliver blytunge.

Måske ikke så løbsintelligent, kan man sige, men set i lyset af hans situation som Tour’ens lille dreng med svovlstikkerne, uden hjælp fra et efterhånden stærkt reduceret cykelhold og således helt afhængig af tilfældets muligheder, har han indtil videre kørt klogt på mottoet ’det gælder om at undgå problemer’, og er efter hviledagen på en samlet 12.-plads.

Løbet er åbnet

De to Pyrenæer-etaper åbnede løbets egentlige dagsorden, og som jeg snakkede med Ib Skovgaard, der har fulgt Tour’en gennem tiår, om, så fik Fuglsang og Danel Martin lov at køre væk 35 kilometer før mål, simpelthen fordi de ikke udgør nogen trussel mod favoritterne – som udover Sky-holdkaptajnen Chris Froome stadig er Saxo-Tinkoffs Alberto Contador og Alejandro Valverde fra Movistar-holdet.

»På det hold kan jeg nu bedst li’ Nario Quintana,« sagde Skovgaard, »det pynter altid på Tour’en, når der er colombianere med – i år desværre kun to«.

Og Quintana var så afgjort lørdagens mand, som Fuglsang var søndagens i Danmark (og Daniel Martin i Irland), med sine ryk på løbets første stigning uden for kategori, hvor han kørte – sådan så det ud – væk efter behag.

De ryk viste samtidig strukturen i løbet. Den 54 kilo lette Quintana så ud, som om han kunne have fortsat med at køre opad i sit lette tråd, og han havde vundet etapen, hvis han var blevet ved – men det gjorde han ikke, for det ville medføre, at Valverde, hans holdkaptajn, var blevet sat – i øvrigt tillige med Saxo-Tinkoffs Alberto Contador, der synes at køre sig i form. Begge havde vanskeligheder med at holde trit med Sky-holdets kværnende maskine, der med australieren Richie Porte som trækdyr for Chris Froome styrede løbet fra start til mål og ikke havde tolereret Quintana som etapevinder. Og den klejne colombianer vidste, at Valverde ville tabe afgørende tid, hvis han kørte for hurtigt og dermed tvang Porte og Froome til at sætte turbo’en på for at hente ham.

Froome kunne køre frem og vinde i klassisk positur med den gule trøje som præmie. Og søndag sad han bare med i ensom majestæt uden at gøre andet væsen af sig end at hænge på – igen en demonstration af høj løbsintelligens i et felt, der med Fuglsangs udtryk »kørte, som de havde stjålet cyklerne allesammen«.

Træthedsfaktoren

Det er de mekanismer, der er de interessante, og som gør etapeløbene til sportens kongeruter. Søndagen viste, at Sky ikke allerede har vundet løbet, som nogle medieeksperter – bl.a. Michael Rasmussen i sin daglige BT-klumme – var hurtige til at forudsige.

At Richie Porte gik totalt ned på søndagens fem stigninger, bekræftede på en vis facon, hvad Henrik Jul gjorde gældende, da jeg ringede til ham før starten på Korsika, og vi talte om den evindelige dopingmistanke, der hviler over løbet (og som Politikens Bettina Heltberg tog for givet i søndagsavisen i endnu et aggressivt fnys mod dette spektakulære drama) – nemlig at træthedsfaktoren synes mere udtalt nu. Med andre ord, at det ikke er pumpede supermænd, der er i stand til at fyre den af dag efter dag, der sidder derude på stigningerne, men folk med fysisk grænse for deres præstationer. Og ja, Henrik Jul gjorde jo samtidig opmærksom på, at ingen med sikkerhed ved, hvad der foregår. Nuvel, det kommer under alle omstændigheder frem før eller siden, men det virker i det mindste som om, at rytterne er mere menneskelige end i 90’erne og 00’erne.

Dengang var løbet, stoffer eller ej, lige så nådesløst, som det har været de seneste par dage, og det er udskilningen, der fascinerer.

Tragedien i ’95

Hvilket jeg blev mindet om ved nedkørslen fra den første stigning til Col de Portet-d’Aspet, hvor rytterne passerede det sted, hvor italieneren Fabio Casartelli i 1995 blev dræbt ved et styrt, hvor han slog hovedet mod en kantsten.

Det var året, hvor jeg var med rundt for Ekstra Bladet, og Informations nu afdøde Madrid-korrespondent, digteren Ebbe Traberg, dukkede op i Pau for at følge Pyrenæer-etaperne. Han fik en plads i Ekstra Bladets bil og foreslog, at vi kørte efter feltet i stedet for at komme feltet i møde, så fotografen kunne få sine billeder af Bjarne Riis, der lå som nummer tre efter schweizeren Alex Zülle og Miguel Indurain, The Robocop, som Jesper Skibby kaldte ham.

Trabergs idé var at følge udskilningen via ’fejebladet’, den vogn, der samlede de ryttere op, der opgav undervejs i et mandefald, der øgedes som løbet skred frem.

Det var jeg sådan set med på, men heldigvis insisterede fotografen på, at han ville have sine billeder af Riis, så vi undgik at blive førstehåndsvidner til Casartellis styrt.

Det hører med til historien, at han ikke fik sine billeder. Og hvis han havde fået dem, var de ikke kommet i avisen næste dag, hvor Casartelli-tragedien var hovedhistorien. Som i øvrigt medførte, at næste dags etape formede sig som et sørgetog, hvor feltet fratog Riis muligheden for at forbedre sin position i et sidste desperat ryk. Åh ja, disse minder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her