Læsetid: 2 min.

Under en brændende sol

Man skal læse Albert Camus’ cool roman om det absurde menneske med samme forfærdelse som datidens læsere
Den unge Meursault, hovedrolleindehaveren i Albert Camus' gennembrudsroman, er et billede på menneskelig fremmedgørelse, han er det absurde menneske, frarøvet alle illusioner. Foto: Pinewood/Flickr/CC

Den unge Meursault, hovedrolleindehaveren i Albert Camus' gennembrudsroman, er et billede på menneskelig fremmedgørelse, han er det absurde menneske, frarøvet alle illusioner. Foto: Pinewood/Flickr/CC

12. juli 2013

Den afstumpede vold trækker et dybt og inciterende spor i moderne vestlig litteratur, fra Truman Capotes Med koldt blod til Brett Easton Ellis’ American Psycho, fra Dostojevskij til Martin Amis. Mord er godt, det meningsløse mord endnu bedre; eller hvad vi kalder meningsløst. For meningsløst er det jo egentlig ikke, årsagerne er bare skjult for os som indkapslinger af ondskab i samfundet, i en ideologi, i os selv. Vi har overset noget, vi må se indad.

Hvor forfærdeligt! Hvor pirrende!

Det er med den samme forventning, omgivelserne reagerer på unge Meursaults koldblodige nedskydning af et andet menneske i Albert Camus’ gennembrudsroman, Den fremmede. Der må være en skjult årsag, en sodplettet sjæl, eller som anklageren konstaterer under processen: Årsagen må være, at Meursault slet ingen sjæl har.

Men afstumpetheden eller det ondskabsfulde menneske er ikke pointen hos Camus. Pointen er heller ikke, at nedskydningen er meningsløs og uden årsag. Pointen er, at meningsløsheden er årsagen. Pointen er også, at det ikke er Meursault, der er ond, men verden.

Den fremmede er en filosofisk roman. Den bygger på de ideer, som Camus udfoldede i sit filosofiske hovedværk, Sisyfos-Myten, der udkom samme år som Den fremmede, i 1942. Læs efter ideerne, anbefaler den bagkloge del af litteraturen, der er skrevet om forfatterskabet. For Meursault er et billede på menneskelig fremmedgørelse, han er det absurde menneske, frarøvet alle illusioner og stillet ansigt til ansigt med »verdens oprindelige fjendtlighed«, som Camus skriver i Sisyfos-Myten. Meursault er billede, eller Meursault er idé.

Jeg synes hellere, at man skal læse romanen med samme troskyldighed, som læserne må have gjort, da den i sin tid udkom. Og at man skal læse Meursault med samme undren – gående fra forargelse til forfærdelse – som anklageren og nævningene i processen imod ham.

Man skal tage med Meursault til hans mors begravelse under den brændende sol i en tør flække nogle timers kørsel uden for Algier. Man skal sætte sig ind i vågenattens og begravelsestogets ørkesløshed. Man skal følge alle Meursaults søvngængeragtige skridt i dagene efter, en march gennem trivialiteter og menneskelig idioti, indtil han stående på stranden og under den samme fjendtligt brændende sol som ved moderens begravelse trækker sin revolver og skyder fire gange.

Man skal kort sagt mærke Meursault og gennem ham den græsselige meningsløshed, som er det samme som at mærke den natur, Camus placerer ham i, og den cool – for tiden chokerende cool – stil, han beskriver ham gennem.

Albert Camus - 'Den fremmede', 1942

PS. Albert Camus' roman udkom første gang på fransk i 1942. Da vi skønnede at det var en vigtig roman at få med i vores litteraturkanon, og fordi det er en bedre roman end eksempelvis Pesten, valgte vi her at gøre en enkelt undtagelse fra reglen om, at kanon begynder i 1945.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Jørn Vilvig
Lone Christensen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Alene beskrivelsen af søndag eftermiddagsstemningen som indleder romanen er hele bogen værd. Jeg læste den faktisk på fransk og med besvær, men begyndelsen tryllebandt mig. I øvrigt synes jeg at første halvdel af bogen er den mest fantastiske. Den beskrivelse af et liv som er såre almindeligt og som egentlig bare passerer forbi minder om Faulkner og Rulfo, og fortællingens lavmælte realisme indfanger læseren med sin indlevelse i et menneskeliv, som alligevel får en fatal drejning.