Delagtighed gennem vand

I et lille blåt telt ved en brusende å et sted i det nordlige Sverige ligger to yngre mennesker myrdede. Bestialsk er det gået for sig, og værst er det gået ud over hende med 11 knivstik i alt. Men hvorfor er kun hans bukser væk, og intet af hendes tøj? Hvorfor mangler alle hans personlige ejendele, men ingen af alle hendes ting?

Sådan er det sceneri og den sorte gåde, hvorom der til stadighed kredses i Hændelser ved vand af Kerstin Ekman (1993), der for dette komplekse, mangefacetterede værk modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Fuldt fortjent, vil jeg mene, selv om jeg ikke kan tale om bogen uden at komme ind på fænomenet læsemodstand.

Hændelser ved vand er nemlig på den ene side vildt medrivende læsning, en spændingsroman komponeret efter krimiprin-cipper, førende fremad mod gådens logiske løsning. Men på den anden side bæres den af en sindrig trefoldig fortællekonstruktion, hvor synsvinkel eller fokus på skift bæres af en kvinde, læreren Annie, og to mænd: dels lægen Birger, dels Johan, der i førstedelen (1973) blot er gymnasieelev, men i andendelen (1991) har uddannet sig til flyvemeteorolog.

Rig mangfoldighed

Sådan én får brug for overblik! Men det må læseren også have, for til krimiplot og ’flerfokal’ fortællen føjer Kerstin Ekman en motivisk og tematisk mangfoldighed, som ind imellem bremser læsningen ned, og som gør, at romanen kan læses og faktisk er blevet læst på en hel del forskellige måder: som modig analyse af moderkærlighedens forbandede magt; som naturens nødskrig i protest mod industriel skovødelæggelse; som ren, fri fabuleren i fortællingens form over tungtlastede skæbner og traumesteder; som en konfrontation mellem samisk naturreligion og moderne rationalisme; og som kristent forløsningsdrama. Opstår der hos nogle en læsemodstand, skyldes den formentlig kombinationen af forfatterens mangeårige krimierfaring med hendes behov for, i alderen op til 60, at få givet sin livsvisdom et samlet udtryk.

Kernen i første del udgøres af den fatale sankthansaften i 1973, hvor dobbeltmordet begås, og ligene opdages af Annie, der just med datteren Mia er ankommet for at undervise børnene oppe i et idealistisk skovkollektiv. Egentlig skulle de hentes af hendes elsker, fredsaktivisten Dan, men denne udebliver, og de flakker om i en stedse mere dæmonisk og mystisk egn. Et sted strejfer de den unge Johan, som efter et ufrivilligt ophold nede i en brønd løber forbi med en levende ål i et klæde, men efter en lang biltur ender mellem lårene på en erotisk gammelsulten finlandssvensk religionshistoriker med en svaghed for vodka (!). At humanisten Birger involveres i handlingsforløbet, skyldes, at han er derude for at fiske; snart bliver han kriminalgådens medefterforsker.

18 år derefter er dobbeltmordet i teltet stadigvæk uopklaret, men Annie får en fært af gådens løsning og bliver derfor ryddet af vejen. Og her er det så, at moderkærligheden så fatalt spiller ind, uden at vi lige nu behøver præcisere hvordan eller hvorfor.

Drift og menneske

Lad os i stedet sige, at der i ålen og den pik, som den jo ligner, findes noget, som kun er vilje. Kun er drift, noget stærkt, som blot vil. Og lad os sige, at den højt besungne moderkærlighed kan blive en farlig besættelse og et livsprojekt. Vi har dermed identificeret to kræfter, der vel kan siges at tilhøre menneskets natur.

Men mennesker er ikke kun natur! »Mennesket kan blive hvad som helst«. Det kan vokse sig fordærvet, eller det kan forløses, f.eks. ved kærlighed. I blomsten derimod er der sat et tydeligt, lille billede, som ingen blomst vil kunne sætte sig ud over. »Den kan få striber eller være ensfarvet. Men den går ikke ud over sit billede, som er præget dybt inde i cellens inderste kerne«.

At mennesket er mere end natur, det betyder i Kerstin Ekmans optik for det første, at vi skal agte den omgivende natur og ikke dyrisk drive rovdrift på den, således som det sker, når kolossale skovarealer ryddes og efterlades uden »biologisk hukommelse«. For det andet at vi værsgo har at vise hverandre barmhjertighed. Til vækstens dæmoni i vores relationer til naturen svarer i vores omgang med hinanden de nedbrydende kræfters spil, den blinde ondskabs styrke. Hvad det for forfatteren handler om, er at se de mørke kræfter realistisk an i stedet for at fornægte dem. Man må forvandle sit sortsyn til trods, har hun sagt i et interview.

Lagerlöf og Hamsun

Har man overvundet sin læsemodstand og fundet ind til noget i retning af dette her budskab, kan man med lige så stort udbytte genlæse bogen, men gå mere i detaljen og bl.a. spørge, hvorfor dens hovedlokalitet, den lille by i det nordlige Sverige, absolut skal hedde Svartvattnet, og hvorfor den drevne finlandssvenske forførerske over for Johan præsenterer sig Ylajali Hapolati? Jo, det første er en solidarisk hilsen til Selma Lagerlöfs Jerusalem, det andet en humoristisk sammensmeltning af to personnavne i Knut Hamsuns Sult. På tilsvarende raffinerede måder indfletter Kerstin Ekman henvisninger til musik af både Bach og Mozart, ligesom hun trækker kraftigt på bibelske motiver. Historien om Johan, som af sine halvbrødre puttes i brønden, danner således på én gang repetition af og modspil til, hvad der hænder Josef i Første Mosebog.

Man kunne måske sige, at ligesom det for romanens skikkelser, primært Annie, Johan og Birger, bliver en opgave at omdanne, rekonstruere erindring, fortælle en beretning om og om igen, er det for Kerstin Ekman en ambition at skabe en ny, rummeligere romanform med plads ikke alene til medrivende spænding, men også til et mylder af personer, et netværk af hændelser, rige kor af samvirkende stemmer: i sig selv et billede på civilisation. På samtalens mulighed og sandhedens sammensathed.

Den ’nordiske’ roman

Indsat i efterkrigstidens europæiske romankanon står Hændelser ved vand som en af de fremmeste repræsentanter for en nordisk fiktionstradition. Den har i et enkelt bind samlet meget af, hvad der også sker hos Blixen, Hamsun, Lagerlöf og Strindberg eller siden hen hos Heinesen, Laxness m.fl. Jeg remser usystematisk op: mundtlighed og magi; realisme og eventyr; klarsyn over for fabuleren; kristendom som konstant tydningsopgave, mere end som kirke, endsige stiv dogmatik. Poetisk som et södergrandigt og funktionel som en Saab markerer romanen et højdepunkt for sin forfatter og for nordisk digtning generelt. At budskabismen derudover leder tanken hen på samlevejledningen til en IKEA-reol, må læseren leve med.

Selv har jeg, som antydet, i flere omgange ikke været helt fri for at finde romanen tematisk overdetermineret og motivisk læsset op til rælingen af den båd, hvori forfatteren fører mig igennem sit mildt sagt ret så symbolske livgivende og genfødende vand. Men sikken rejse det så alligevel bliver hver gang takket være hendes suveræne æstetiske mesterskab!

Kerstin Ekman - 'Hændelser ved vand’. 1993