Læsetid: 4 min.

Dengang menneskene levede

Michel Houllebecq fornyer den klassiske romangenre, hvor hele samfundet beskrives gennem personerne
Franske Michel Houellebecq fornyede ifølge avisens anmelder den klassiske romangenre med ’Elementarpartikler’ i 1998.

Tamas Kovacs

Kultur
30. juli 2013

Michel Houllebecq an-skuer samfundet på samme naturvidenskabelige, determinerede måde som partikelfysikken elementarpartiklerne, der er ordnet i den såkaldte Standardmodel. 24 partikler ses som alt stofs fundamentale byggesten, som igen er styret af seks eller syv kraftpartikler, hvoraf den bedst kendte er Higgs partikel.

I Elementarpartikler (1998) hedder det: »Menneskets opførsel er principielt set determineret ned til den mindste handling og tillader kun få afvigelser.«

Og om menneskelivets sikreste determination:

»For en almindelig vesterlænding er tanken om døden, selv når man er rask, en slags baggrundsstøj, der fylder hovedet, lige så snart ens planer og ønsker stilner af.«

Hvad planerne og ønskerne går ud på, kan endnu et citat klarlægge:

»Når alt håb er udslukt ved erkendelsen af den materielle død, kan man faktisk ikke undgå, at forfængeligheden og grusomheden breder sig.«

Elementarpartikler vil klarlægge mønstrene.

Med ædende ironi er rammefortællingen henlagt til et gennemført lykkeligt fremtids-samfund, hvor man lever evigt, hvor al forfængelighed og grusomhed er ophørt, og formering sker ved kloning. Den ene af Elementarpartiklers to hovedpersoner, Michel, der er molekylærbiolog og ligesom i flere andre af Michel Houllebecqs bøger deler navn med forfatteren, opda-gede nemlig, at forplantningen i sig selv var kilden til skadelige mutationer, døden skyldtes sex. Michel fandt den genetiske Standardmodel, der ikke rammes af mutationer, hvor man ikke ældes og dør. Fortælleren beretter nu frasin udkigspost i dette lykkesamfund om dengang, menneskene levede.

Brødrene

Det var en samfundsorden, hvor sex var lig med forbrug, partnere var afhængig af status og udseende, de grimme henvist til onani og prostitution. Alt var underlagt konkurrencen.

Her møder vi Michel og Bruno, der er halvbrødre. De er begge i pleje, da hippiemor hellere vil udvikle sig åndeligt end passe børn, og fædrene er fraværende. Bruno kommer på kost-skole, Michel vokser op hos sin farmor.

De to sættes nu til at gennemløbe de skæbner, der er mulige i Michel Houllebecqs kosmologi. Den voksne Michel kan ikke elske. Dog nærer han en vis ømhed for sin farmor, men han lever for sin forskning og føler sig adskilt fra verden »af nogle centimeters tomrum, der dannede en skal eller et skjold om ham«.

Litteraten Bruno kan »på den ene side forekomme at være et individ, men fra en anden synsvinkel (er) han blot et passivt element i udfoldelsen af en historisk bevægelse«.

Han er totalt udleveret – til sit eget begær, sin misundelse, sin racisme, sine mindreværdskomplekser og de stærkes nådesløse mishandling af ham, eksempelvis på kostskolen i Meaux.

Biografien

Kaster man et blik på Houllebecqs egen biografi, er det ikke svært at se de to som udspaltninger af ham selv med Bruno (sic!) som den mørke, mest skamfulde side.

Da han var seks år, overlod forældrene ham til bedstemoren, hvis efternavn han senere tog. Oprindelig hed han Thomas efter sin far. Han gik på kostskole i Meaux, han blev gift og fik en søn – som Bruno – blev skilt – som Bruno – og indlagt på psykiatrisk afdeling med en depression – som Bruno. Houllebecq kom ud igen efter tre år og flyttede til Irland – som Michel – Bruno forbliver på den lukkede resten af sit liv, befriet for sit ydmygende begær af medicinen.

Det siges, at det første, man skal gøre, hvis man vil være forfatter, er at anskaffe sig en ulykkelig barndom. I så henseende har Michel Houllebecq papirerne i orden, og det går da også hårdt ud over moren, over new age, hippier og kvindefrigørelsen som sådan. Selvrealisering er lig med kynisk egoisme, kvinderne har splittet den eneste tilbageblevne partikel, der rummede en vis varme: familien.

Ved morens dødsleje sviner Bruno hende til efter noder, og brødrene opdager først, at hun er død, da en flue sætter sig på hendes øjenæble, uden at hun blinker.

Afmagten

Det ville dog være meget forkert at reducere Elementarpartikler til selvbiografi. Det er en fræsende, intellektuel roman, der kritisk endevender naturvidenskab, metafysik, sociologi, filosofi og litteratur. Elementarpartikler repræsenter faktisk en fornyelse af den klassiske romangenre, hvor hele samfundet skildres gennem personerne, men med forfatterens særlige troldsplint i øjet: »Vores ulykke er først på sit højeste, når vi ... har oplevet, at lykken er praktisk mulig.«

Den erfaring gør brødrene i deres to kuldsejlede kærlighedshistorier. For Michels vedkommende forbliver kærligheden urealiseret, indtil han i moden alder møder sin barndomsveninde igen og tøvende indlader sig på deres forhold. Så rammes hun af kræft og begår selvmord. Bruno oplever et kort, varmt, men totalt sexfikseret, kærlighedsforhold, inden hans elskede lammes i understellet. Nul mere sex. Mod sin vilje bliver han lunken, og hun begår ligeledes selvmord.

Men personerne vover dog lykken. Derfor sluttes der også med romanens måske mindst kyniske sætning: »Denne bog er tilegnet mennesket.«

Michel Houellebecq - ’Elementarpartikler’, 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her