Læsetid: 5 min.

De desillusionerede intellektuelle

Simone de Beauvoirs store roman, ’Mandarinerne’, udfolder såvel det politiske som det private liv blandt de franske intellektuelle i den tidlige efterkrigstid
Karaktererne i ’Mandarinerne’ er inspireret af  menneskene i Simone de Beauvoirs omgangskreds. Heriblandt Jean-Paul Sartre (th), der er portrætteret gennem figuren Robert Dubreuilh.

Karaktererne i ’Mandarinerne’ er inspireret af menneskene i Simone de Beauvoirs omgangskreds. Heriblandt Jean-Paul Sartre (th), der er portrætteret gennem figuren Robert Dubreuilh.

Scanpix

16. juli 2013

Simone de Beauvoirs skønlitterære hovedværk omfatter perioden fra julen 1944, hvor tyskerne efter Ardenner-slagene endegyldigt er blevet drevet ud af Frankrig, til ca. 1954, hvor Mandarinerne udkom. Det er altså det første tiår oven på modstandskampen og heri de intellektuelles, ’mandarinernes’, voksende isolation og afmagt, der er romanens ene store diskussion. Den anden er kvindens rolle – og kærlighedens.

De tre bøger bærer hver et navn som undertitel: »Anne«, »Henri« og »Nadine«. Anne, et alias for Simone de Beauvoir selv, er fortælleren i den første bog, men synsvinklen skifter, og i nogle afsnit optræder også Anne i tredje person, mens historien ses fra andre personers synsvinkel.

Det sker især i bind to, hvor de politiske problemer tårner sig op, splittelsen og den voksende desillusion blandt ’mandarinerne’ træder frem, og efterkrigstidens forhold til Sovjetunionen kommer i fokus.

Omkring de centrale personer finder man repræsentanter for typiske positioner i den tidlige efterkrigstids intellektuelle miljø med rødder i modstandskampen. Der er antikommunisten Scriassine, en fanatiker med vaklende dømmekraft, som måske er et portræt af Arthur Koestler, der i sin levetid nåede at være såvel zionist og kommunist som antikommunist og mystiker. Vi møder den unge Lambert, hvis rige far anklages for kollaboration, men frikendes – hvorefter han falder af et tog og dør. Det antydes, at en anden af de gamle modstandsfolk, Vincent, har en finger med i spillet. Efter krigens afslutning har han tilsluttet sig en gruppe, der egenhændigt gør regnskabet op med besættelsestidens mistænkelige personager.

Der er idealisten Luc, der hellere vil bedrage end gå på kompromis med de intellektuelles uafhængighed, men fælles for dem alle er, at illusionerne i romanens løb går fløjten, mens højrefløjsfigurer vinder stigende indflydelse, De Gaulle kommer til magten, og venstrefløjens håb om en ikkekommunistisk, socialistisk revolution i Vesteuropa fortoner sig.

Nøgleroman

»Mandarinerne« er blevet opfattet som en nøgleroman, hvilket man dog kan vælge at se bort fra. At Simone de Beauvoir har brugt de mennesker, der omgav hende, til at tegne positionerne op, er i sig selv ikke så overraskende: Kredsen omkring hende og Sartre inkarnerede som sagt tidens væsentligste intellektuelle og politiske positioner. At man tilsyneladende får saftige bidder, ikke mindst af Albert Camus’ kærlighedsliv, skyldes, at romanens andet store tema som nævnt er kærligheden og kvindens stilling. Men også her er skildringerne eksemplariske, det er problematikkerne, der står i centrum for de Beauvoir.

Imidlertid menes Henri Perron, andet binds »Henri«, der skildres som den mest sympatiske af ’mandarinerne’, at være et portræt af Camus. Under krigen var han fremtrædende modstandsmand, nu udgiver han det venstreorienterede tidsskrift L’Espoir. Han er ulykkeligt gift med den krævende og klæbende Paule, vil helst bare skrive og har et ambivalent forhold til de krav om politisk engagement, han møder fra omgivelserne, ikke mindst hos vennen, Robert Dubreuilh, Jean-Paul Sartres alias.

Denne har grundlagt SRL, en venstreorienteret, ikkekommunistisk gruppe, og han vil spænde L’Espoir for SRL’s vogn. Det lykkes også, men Henri føler sig underløbet, og i takt med deres stigende uenighed om holdningen til Sovjetunionen – og dermed til det franske kommunistparti – kommer de på kant, og det ender med et brud. Uenigheden om Sovjetunionen slår ud i lys lue, da det kommer frem, at russerne opretholder kz-arbejdslejre som en integreret del af det såkaldt kommunistiske system. Henri ønsker offentlig debat og lægges for had af kommunisterne, mens Dubreuilh af taktiske grunde ikke vil tage stilling.

Det ender dog med forsoning, og det sker karakteristisk nok dér, hvor den principfaste Henri Perron over for Dubreuilh må erkende, at han har svoret falsk og dermed reddet en stikker fra døden.

»Man kan ikke trække en lige linje i et buet rum,« svarer Dubreuilh, »man kan ikke føre et rent liv i et samfund, som ikke er rent. Hvorhen man end vender sig, bliver man altid fanget. Det er endnu en illusion, vi må befri os for, sluttede han. Ingen personlig frelse er mulig.«

I virkeligheden er det her, man finder nøglen til romanen. Udsagnet gælder for begge Mandarinernes niveauer, for med poetisk ironi er det Henris kærlighedsliv, der får ham til at sværge falsk.

Samtidig lader Simone de Beauvoir her Dubreuilh udtrykke, hvad der blev de bærende litterære 1950’er-retninger, eksistentialismen og absurdismen – indvarslet med Sartres Kvalme i 1939 og Camus’ Den fremmede fra 1942, men med internationalt gennemslag i ’50’erne.

Kærligheden

Henri sværger falsk for at redde sin elskerinde, der under krigen har været kæreste med en tysker.Men romanens centrale kærlighedstema er skildringen af det langvarige forhold mellem Anne Dubreuilh og den amerikanske forfatter Lewis Brogan, alias Nelson Algren, som Simone de Beauvoir havde et forhold til. Deres forelskelse skildres uforbeholdent som den store kærlighed, der dog må kæntre og ophøre, fordi Anne ikke vil forlade Robert og sit liv i Paris.

Annes sjælekvaler og sorg over det uundgåelige brud er skildret med en indlevelse, som kun erfaringen kan give. Mandarinerne slutter med, at Anne, der føler livet meningsløst, overvejer selvmord, men opgiver det.

»Siden mit hjerte stadig banker, må det nødvendigvis banke for noget, for nogen. Siden jeg ikke er døv, vil jeg atter kunne høre mennesker kalde på mig. Hvem ved? Måske bliver jeg en dag lykkelig igen. Hvem ved.« slutter romanen.

Kvindens stilling

Kvindespørgsmålet, som Simone de Beauvoir i 1949 havde udfoldet i Det andet køn, spiller en mere tilbagetrukket rolle i Mandarinerne. Det repræsenteres først og fremmest af Anne og Roberts datter Nadine, af mor-datterforholdet mellem Nadine og Anne samt af Henris kone Paule. Nadine er den oprørske, der konstant overskrider grænserne for, hvad pæne piger kan. Hun elskede Diego, men han var jøde og omkom i en koncentrationslejr. Nu har hun kastet sig ud i et hektisk kærlighedsliv med vekslende elskere, mens hun inderst inde drømmer om kærligheden, men næppe længere tror på den. Dette har tillige at gøre med hendes forhold til moren. Anne tænker gang på gang, at hun ikke har elsket Nadine nok, hun elskede Robert, og Nadine ankom som en lille fredsforstyrrer. Den barnløse Simone de Beauvoirs desillusionerede opfattelse af moderskabet skinner igennem. Paule er den kvinde, som i egne øjne ofrer alt for sin mand, der dog på sin side kun kan se hende som klyngende, selvoptaget og egoistisk. Hun ender i en paranoia, som psykiatrien må kurere hende for. Nadine ender med at blive (næsten lykkeligt) gift med Henri og få en datter med ham. Anne vælger at leve og tage ansvar i meningsløsheden, og Henri ender med tøvende at opgive sin tilbagetrækning fra politik. Således slutter romanen på begge de bærende planer dér, hvor den totale desillusion afløses af forsigtig optimisme. Men det er Sisyfos’ optimisme.

Simone de Beauvoir - 'Mandarinerne', 1954

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det må have været svært at være intellektuel i Frankrig dengang. Ikke underligt, at mange mistede pejlingen og forkastede ikke blot ideologierne, men også alle andre systematiske tanker om det at være menneske - tro, tradition, moral, etik. Krigen var slut, men den store forløsning udeblev. Dertil var der alt for meget mudder i de flestes sind og erindring. Og krigen afløstes hurtigt af den nye krig, den kolde krig. Desforuden havde Frankrig sit evige moderne problem:
Kolonierne og den franske "gloire".

Altså forkastede mange at forholde sig til samfundet og politik, man så indad, men fandt intet svar. Hvem er jeg, hvad er jeg, det må kunne besvares, - nej, det kunne mange ikke. Det minder lidt om den danske situation, hvor intellektuelle omkring tidsskriftet Heretica (kætter) afsværgede ideologierne, og ville finde det nye menneske inde i mennesket selv, en svær opgave i en forslået tid. De gamle kulturradikale og kommunisterne havde dog ikke svært ved at bevare samfundssynet som hovedspor.

Michael Kongstad Nielsen

I fakta-boksen om 1950-erne nævnes, at EF blev oprettet i 1957 og de Gaulle blev indsat som præsident i 1959. Det havde nok været mere relevant at skrive, at de Gaulle, der var kommet til magten i Frankrig allerede i 1944, selv trådte tilbage som præsident i 1946, fordi parlamentet ikke ville give ham den magt i den nye forfatning, som han mente en fransk præsident skulle have. Og at de følgende år var politisk kaotiske, fordi kommunisterne og gaullisterne ikke ville stemme for de mulige regeringer, der derfor skiftede hele tiden. Som følge af denne manglende driftsikkerhed blev embedsmændene umådeligt stærke, og navnlig Jean Monnet, som de Gaulle havde ansat til at genopbygge Frankrig, fik enorm magt og indflydelse. Det var ham, der mere eller mindre skabte EF, først i form af Kul- og Stålunionen fra 1951, underskrevet i Paris. Det år havde været mere relevant for 1950-erne, synes jeg.

De Gaulle blev hentet tilbage som præsident i 1958, og man gav ham den magt, han ønskede. Han kom først og fremmest tilbage fordi krigene i Algeriet og Indokina tappede landet for al energi, og de måtte på en eller anden måde afsluttes, og det lykkedes for de Gaulle.

Kærligheden er bogens svageste fremstilling – Lewis Brogan & Anne Dubreuilhs kærligheds affære er uden den store lidenskab. Ustandselig forsøger de at kontrollere og dominere hinanden. Kun afbrudt af forsonings knald. Hvorefter de genoptager den besynderlige komedie som de Beauvoir kalder kærlighed. Kærligheden, når den endelig er der, beskrives på allerlaveste litterære niveau, ledt i stil med ”min novelle” eller diverse ”doktor og sygeplejerske” noveller – det er rædselspult at læse.
Mandarinerne (de intellektuelle) svæver omkring i en indbildt verden langt fra den virkelighed arbejderne må leve med hver eneste dag. De arbejder mandarinerne mener sig at være så kloge på.
Mærkeligt så naive disse mandariner var, når det kom til den storpolitik, hvor de selv blev brugt som vigtige brikker for især USA's ekspanderende hegemoni. Scriassine alias Arthur Koestler bliver manden som splitter venstrefløjen i Frankrig og Europa. En splittelse der har varet lige siden. I det virkelige liv havde Arthur Koestler en fortid i MI5 og en tæt kontakt til CIA. I romanen kunne han altid fremtrylle de ”rigtige” oplysninger, der sætter Sovjetunionen i et dårligt lys og fremtvang splittelsen på venstrefløjen. Den splittelse som var så nødvendigt for USA imperialismen og som lammede de intellektuelle. I romanen siger Dubreuilh (Jean-Paul Sartre): ”Lige siden spillet mellem Sovjetrusland og USA begyndte at udvikle sig, lige fra dengang har vi (de intellektuelle i Frankrig) været sat ud af spillet”. De franske intellektuelle voksede frem som en selvstændig faktor med Dreyfus sagen i1859. Et lille århundrede efter var deres indflydelse minimal. De store økonomiske og politiske kræfter som har styret verden siden anden verdens krig, kunne man ikke hamle op med ved at skrive romaner og skuespil. Som Bob Dylan mange år senere sagde ”tror I virkelig at en mand med en guitar kan forandre verden”?