»Efter lyskrydset skal du dreje ind ad vej nummer to, så holder jeg med min lastbil med fronten mod dig,« skriver Michael i en sms, der kort tid efter bliver fulgt op af en ny,
»Er lige i gang med at ringe hjem og sige godnat, så vent med at komme nærmere, til jeg giver fri bane.«
Michaels lastbil er den eneste, der holder på vejen. Der er ingen gadebelysning, og klokken er over midnat. Hele det omkringliggende industrikvarter virker mennesketomt, og det eneste, der bevæger sig, er de mørke træer, der vokser vildt langs vejkanten.
»Jeg er færdig med at snakke nu. Kom om i passagersiden, så sørger jeg for, at der er låst op,« skriver han.
Han har trukket et mørklægningsgardin for alle ruderne i lastbilens kabine, så man ikke kan se ind. Han åbner døren.
»Velkommen til,« siger han.
31-årige Michael lever et dobbeltliv som biseksuel. Han har lige sagt godnat til sin kæreste, der ikke må vide, han skal interviewes, så derfor skal det foregå så anonymt og fjernt fra alting som overhovedet muligt. Hun ved heller ikke, at han systematisk mødes med fremmede mænd på rastepladser for at have sex med dem.
»Jeg er lastbilchauffør, så jeg er på vejen fem dage om ugen. Og når jeg er ude, så er det mænd, jeg er sammen med. Kun i weekenderne er jeg sammen med min kæreste, men der er alt, hvad der hedder sex med mænd også ude af mit hoved. Så ja, jeg lever et dobbeltliv, og jeg ville sådan set ønske, det ikke var sådan,« siger han.
Ikke set, ikke bøssemistænkt
Michael er en af de mænd, der finder andre mænd at være sammen med i offentligt rum. Fænomenet kaldes cruising. Der er overordnet to typer mænd, der gør dette, og Michael hører til den gruppe, der kaldes ’de skjulte’, siger kultursociolog Jakob Haff, der har skrevet speciale om cruising.
»Der er to typer, der søger andre mænd på de offentlige steder. De åbne og de skjulte. De åbne brugere er dem, der ikke er bange for at stå ved deres seksualitet, og de skjulte brugere er dem, der skjuler deres lyst til mænd til dagligt. De kan have brug for nogle steder, hvor de kan møde mænd diskret, så de kan adskille det fra deres hverdagsliv,« siger han.
Cruising er skræddersyet til de skjulte brugere. Sexmøderne foregår på steder, der ikke sættes i forbindelse med sex mellem mænd, så det er ikke mistænkeligt, at de opholder sig der, man skal ikke udveksle telefonnumre bagefter, og møderne er anonyme.
»Der er ingen, der undrer sig over, at jeg som lastbilchauffør befinder mig på en rasteplads. Det er kun mig, der ved, hvorfor jeg er der. Hvis jeg skulle komme på en bøssebar eller lignende, ville jeg jo være afsløret med det samme, hvis jeg blev set der. Cruising er praktisk, for rastepladserne, hvor jeg møder de andre mænd, passer ind i mit skema,« siger Michael.
Faste rastepladser landet over
Og det er sådan mange biseksuelle mænd, der skjuler sexmøder fra deres kærester og koner og får plads til et dobbeltliv, siger Susanne Grenaae fra foreningen Sex og Sundhed, hvor hun rådgiver de skjulte biseksuelle mænd til dagligt.»Jeg ser, at mange udlever deres biseksualitet i små lommer. Det er, når de skal lufte hunden eller skal på aftenkursus. De mødes kun med andre mænd anonymt og uforpligtende, hvis de kan bortforklare, hvor de har været,« siger hun.
Michael har haft sex med mænd på blandt andet rastepladserne ved Pedersminde, Middelfart og Limfjorden, hvor han naturligt kommer forbi som lastbilchauffør. Og på dage, hvor han ikke søger sex, som trods alt er de fleste, kan han alligevel ikke lade være med at bemærke, om der skulle være andre på rastepladserne, der gør.
»Helt pr. automatik begynder jeg at scanne området. Jeg ser, hvor bilerne holder, om der sidder nogen i dem, og om der går nogen rundt ved parkeringspladsen. Hvis de er der for at have sex, så går de rundt og laver ingenting, men laver alligevel en hel masse. De går forbi det samme skilt med vejkort flere gange og lader, som om de rent faktisk kigger på det. De ryger tre cigaretter i stedet for én. Men de venter faktisk bare på, at der kommer én forbi, der gør det samme. Laver ingenting,« siger Michael, der selv benytter sig af denne metode for at blive genkendt af dem, der ved, hvad de skal kigge efter – og for at holde sig skjult for dem, der ikke kender spillets regler.
Denne skjulte tilværelse følger Michael fra rastepladserne og hele vejen hjem. Hver dag holder han sig skjult for sine venner, sin familie - og sin kæreste. Han føler, det er den eneste mulighed, han har, for han accepterede først sin biseksualitet to år efter, han mødte kæresten, som han nu har været sammen med i over syv år. Han har aldrig kunnet indgå i forholdet på den præmis, at han er biseksuel.
Konen går, hvis hun vidste det
»Jeg er 100 procent lukket omkring min seksualitet. Det er ikke noget, min omgangskreds skal vide, og det er ikke noget, min kæreste skal vide. Jeg ved, hun ikke ville acceptere det. Det har hun sagt lige ud. Det var ikke, fordi jeg spurgte, men vi sad og så et program på fjernsynet, hvor biseksualitet blev nævnt, og hvor hun så meget tydeligt fik erklæret, at hvis jeg var til mænd, så ville hun ikke være sammen med mig. Jeg er god til at læse hende, og det kom 100 procent fra hjertet.«
Denne frygt for at miste kan være typisk hos de biseksuelle mænd, siger Susanne Grenaae.
»Mange af de mænd, jeg taler med, frygter at ødelægge familien, hvis deres dobbeltliv bliver opdaget, men de kan have svært ved at leve uden at udleve deres seksualitet. Og hvis de skal springe ud med deres biseksualitet, er de også bange for, at konen går fra dem. Så mange føler lidt, at lige meget hvad de gør, så er deres familieliv i fare,« siger hun.
Michael ved godt, at han bare kunne lade være. At han bare kunne acceptere, at så længe han har en kæreste, så skal han være hende tro. Men han mener ikke, det er så lige til for biseksuelle.
»Min kæreste kan aldrig fuldt ud give mig det, jeg har brug for rent seksuelt. Som heteroseksuel har du jo en kone, der, i hvert fald i forhold til køn, kan give dig det, du har lyst til. Som biseksuel kan hun kun give dig halvdelen – lige meget hvad. Jeg har aldrig været min kæreste utro med andre kvinder. Det har kun været mænd. Hun mangler simpelthen noget, som en mand har, og der er ikke følelser involveret, når jeg er sammen med dem. Det er udelukkende seksuelt,« siger han og husker alligevel en gang, hvor et møde udviklede sig til andet end bare sex.
En eneste gang talte vi sammen
I en bås på et af rastepladsens udendørstoiletter var han ved at give oralsex til en fremmed mand. Men pludselig stoppede manden ham.
»Vent lige. Jeg ved sgu ikke, om jeg kan komme. Jeg er ikke vant til det her,« sagde han.
»Var det ikke det her, du havde lyst til,« spurgte Michael.
Manden trak på skuldrene.
»Altså, joh, men det plejer at være mig, der går på knæ.«
Efter afbrydelsen gik de ud på parkeringspladsen sammen.
Der skulle ikke ske mere. Michael vil også udelukkende være den, der giver, for den mere dominerende rolle får han levet ud hjemme hos sin kæreste, siger han.
»Så faldt vi i snak sammen ude på parkeringspladsen. Normalt har man sex, og så siger man farvel, men jeg tror, vi stod der i en halv time. Vi udvekslede historier, og det var rart bare at have én, jeg kunne være åben overfor. Det er ensomt altid at skulle holde så stor en del af min identitet skjult,« siger Michael, der håber, at han en dag kan leve mere åbent.
»Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle min kæreste om det hele. Jeg ville ønske, mine to liv smeltede sammen, så jeg kunne leve et fuldt liv hver dag. I et andet liv, ville jeg da klart at foretrække, at det var noget, jeg kunne have sammen med hende. Måske kunne vi have en husven, som vi kunne deles om. Behovet for cruising ville ikke være der længere, hvis der var en stabilitet i mit liv,« siger han.
»Men det kommer aldrig til at ske. Hvis det bliver mig og hende resten af livet, så kommer jeg til at leve et dobbeltliv resten af livet.«
Hvorfor er mænds biseksualitet ikke accepteret sådan som kvinders biseksualitet åbenbart er?
Fordi, Karsten Aaen, kvinder er mere besiddende.
Men hvor er det trist ikke at kunne dele det med nogen. Der burde være en gammel skolekammerat, der er sprunget ud, ell. lign.
Fantastisk artikel, tak fordi i også skriver personlige men stadig aktuelle historier.
Mon ikke alle kærester med chauffører, lige tæller lidt på kuglerammen. :)
Information er et nichemedie, Jesper Wendt. :-) Men bortset fra det ville der også for langt flere end "Michael"s kæreste være grund til eftertanke.
Det er mig fuldkomment ubegribeligt, at man bliver hos kone/mand/kæreste, der ikke accepterer ens seksualitet fuldt ud. Drop dog vedkommende omgående.
Det er som med jaloux partnere - de skal ud ! For dem handler kærlighed i virkeligheden udelukkende om dem og deres behov.
Man kunne jo, Herdis Weins, oprigtigt elske dem?
Michael Pedersen, jeg kender ingen kvinder, der accepterer at dele deres samlever eller ægtefælle, men jeg kender ikke mange bøsseforhold, hvor man ikke efter nogle års samliv finder en ordning i harmonisk endrægtighed.
Ha-ha, Michael Pedersen, jeg bevæger mig faktisk ganske langt uden for øen ganske tit. Jeg har jo ikke så langt til Berlin. Den er til dig: http://www.youtube.com/watch?v=uSjtN7lFthE
Peter Hansen
08. juli, 2013 - 21:07 #
Hvor mange mænd ville lige dele deres kone med en anden?
Og om man er ærlig om sin seksualtitet. Ja den er svær. Hvis man vil begge dele og har valgt at leve med en der ikke vil. Jeg ville have svært ved det. Så hellere undvære manden.
Karsten Aaen
08. juli, 2013 - 15:42 #
Tror du at kvinders bi-seksualitet er accepteret? Det ville jeg da gerne se bevist. Jeg havde en veninde der var bi-seksuel. Det holdt hun i mange år skjult for de to kærester hun havde i den tid. Indtil hun ikke gad det mere. Det har hun så også betalt prisen for at være ærlig om.
Så jeg tror mere at det at nogen træder uden for det "normale" uanset køn, så kan det gå galt.
At fortælle andre, at man er bi-seksuel...og så endda med anden etnisk baggrund...(heldigvis er min tyrkiske familie i Danmark sekulær)...det værste for mig bestod i den manglende accept: ikke fra folk, som "andre" (hvem de så end er) måske ville kalde homofober - fra dem søgte jeg ingen accept - men fra homoseksuelle, der fortalte mig, at jeg "ikke var biseksuel, men i skabet. Spring nu ud som bøsse!"
Da jeg spurgte dem, hvordan de så ville forklare, at jeg var til begge køn, så fik jeg at vide, at "det er du heller ikke. Der er ikke noget, der hedder biseksuel: det er bare fyre, der ikke er sprunget ud som bøsser endnu!"...hmmm.
Det tænkte jeg så lidt over - men nej, jeg var stadig til begge køn. Talte så med en studiekammerat, som var homoseksuel og som vedkendte sig det: "Nej, biseksualitet er en konstruktion. Det er blot fyre, som ikke er sprunget ud..." Jeg var ved at tabe både næse og mund over at høre næsten samme sætning, men det var ikke det værste. Han fortsatte så: "Og transseksuelle er for det meste syge i hovedet.." Der måtte jeg bare gå. Hvilken intolerance! Hvordan kunne mennesker, som selv havde fortalt mig om, hvordan det var at være en seksuel minoritet, være så intolerante og dømmende over for andre????
Siden har jeg med beklagelse opdaget den samme holdning hos flere erklærede homoseksuelle, endda hos folk i LBGT (ikke ansatte, men folk, der kom derinde som jeg). Der er åbenbart forskel på officielle holdninger og personlige holdninger, selvom man er medlem af samme organisation...ja, jeg ved godt, at det lyder naivt, men skuffet blev jeg alligevel. Tænk at møde større intolerance fra seksuelle minoriteter end fra majoriteten af heteroer...
Jeg ved det ikke, men håber bare ikke, at det er holdninger, som et flertal blandt seksuelle minoriteter deler.
Siden har jeg kun bekendt min seksualitet til et mindretal i min omgangskreds.
Der er lang vej endnu.
P.S.: Al respekt for fyren i interviewet - jeg er dog ikke selv til rastepladser, måske fordi jeg bare kan lide sex i en varm seng? Sådan er vi alle så forskellige. Gid der dog var plads til den forskellighed.
Can Øczen, biseksualitet er ikke alene et faktum, det er temmelig sikkert en meget udbredt form for seksualitet i homo sapiens sapiens. Men alle slås jo åbenbart om én for at få ret, og det er tydeligvis, som du beskriver det, langt mere håndgribeligt end i så mange andre af den slags kampzoner.
For år tilbage vise DR en udmærket dramaserie, som jeg selvfølgelig ikke husker titlen på, om netop en ung amerikansk fyr, der insisterede på sin biseksualitet og ikke mindst sin ret til den.
Men Kinsey er jo ret klar i sine konklusioner! http://en.wikipedia.org/wiki/Kinsey_Reports
Herdis Weins, du har vist aldrig været forelsket og holdt af nogen, som du for alt i verden ikke vil miste...
http://www.information.dk/159329
Sjovt, for mig handler artiklen mere om utroskab end om bisexualitet.
Maaske fordi jeg vitterligt finder det uinteressant og trivielt om folk er heterosexuelle, homosexuelle, bisexuelle, transsexuelle eller miscellaneous. Laenge leve mangfoldigheden!
Derimod mener jeg at man har et vist ansvar overfor en partner i et fast parforhold. En ting er hvis man har en indbyrdes forstaaelse for at man godt maa rode lidt rundt ved siden af, men noget helt andet er at foere sin partner bag lyset.
Her mener jeg nok ikke at bisexualitet er en gyldig undskyldning for at vaere et selvoptaget roevhul.
Alle kan komme til at træde ved siden af - det er menneskeligt at fejle.
..., men at leve et bevidst dobbeltliv, hvor partneren bliver ført bag lyset i årevis - det kan da vist ikke kaldes kærlighed overfor ens partner.
Kjeld Hansen:
Selvfølgelig har jeg det. Men forelskelse går over, og det er for mig fuldkomment umuligt at blive ved med at have respekt for en, der er intolerant overfor andres seksualitet eller jaloux. Der ender forelskelsen med foragt.
Jeg læser også artiklen på samme måde som Thomas Aniss. Som en interessant artikel om dem de røvhuller der er utro mod deres kærester også findes blandt andre seksualiter end den heteroseksuelle. Medmindre fordommen om biseksuelle som hyper-sexfikserede individer på grænsen til det nymfomane er sand (mest kendt fra filmverdenen), så må man gå udfra at også biseksuelle er istand til at holde sig til "se-ikke røre" reglen, når de har en fast partner.
"Michael" lever et dobbeltliv som biseksuel, ja, men det er et dobbeltliv som et utro røvhul vi bliver præsenteret for. Tænk sig, en kæreste der ikke ønsker sig at hendes kæreste har sex med andre end hende selv? Hvor puritansk... Hvis kæresten "mangler noget", og han ikke vil komme ud med sandheden om hans biseksualitet kan de jo mødes på halvvejen:
Han kan fortælle hende at han har været hende utro ved at opsøge prostituerede fast på rastepladser. Så bliver hun hvertfald ikke sur på ham over at være utro med fremmede mænd.
Det er en fejlslutning, at tro minoriteter har mere tolerance, trods, det er nærliggende.
Måske den næres ved det vedvarende pres, fra normens søjler, en måde at normalisere sit eget abnorm(so to speak).
Enig i utroskab har meget lidt med seksualitet at gøre, men man er nød til at se på hvor mandens liv lander, på den anden side - og med de erfaringer jeg har, så vil jeg antyde at han netop er et produkt af hendes(alle) intolerance, og normen(flokken) er så en større drift end den seksuelle.
Darwinismens abc.
Dernæst er man nød til at definere kærlighed, det er meget individuelt.
Personligt, mener jeg ikke begrebet har sin berettigelse, men det er en lang traver at udrede. Kemi, på højt plan.
Jesper Wendt
Der ramte du faktisk hovedet på sømmet for mig:
"Det er en fejlslutning, at tro minoriteter har mere tolerance, trods, det er nærliggende."
Jeg er klart naiv, det indrømmer jeg. Jeg håber bare, at folk, der selv har været udsat for uretfærdigheder/intolerance ikke selv forfalder til dem over for andre. Det er nok en grundlæggende værdi hos mig.
Tak for den øjenåbner! Jeg fik lige noget at reflektere over... :)
Jeg bliver så utrolig trist over sådan en historie. Mange lever så glimrende åbent med både biseksualitet, husvenner, flere kærester og alt hvad der ellers skal til for at udleve de hele mennesker de er. Desværre tror endnu flere at de er nødt til at leve et dobbeltliv, og at det er det bedste og kærligste valg for alle parter. Det er det ikke. Man kan være lykkelig, ærlig og hel på samme tid. Det kan betyde at man må give slip på dem der ikke kan acceptere en som man er, men sorgen af det erstattes med tiden af en langt større lykke over at kunne være sig selv i fuld åbenhed og ærlighed fremover.
Jeg synes Michael skulle forsøge sig med at overtale kæresten til en strap-on eller noget andet fedt legetøj.
@ Mahbritt - og andre
Nu skyldes min kommentar om den kvindelige accepterede biseksualitet nok mere to ting
1) Medierne interesserer sig til overflod for to kvinder der kysser, mens to mænd der kysser vist aldrig er blevet vist i en dansk tv-serie (godt nok i en amerikansk tv-serie som f.eks. Wiæll & Grace som blev vist på dansk tv)
2) Egne erfaringer fra for mange år siden da jeg havde en biseksuel kvindelig kollega og det gav altså ingen problemer.
og så måske også en tredie ting:
Min eget meget store rummelighed ift. folks seksualitet (mennesker som misbruger børn seksuelt har jeg meget meget svært ved at forstå)
Og ja, han er jo i realiteten utro med fremmede mænd (måske endda dyrker han ubeskyttet sex?) og på den måde har han jo et ansvar overfor sin kæreste derhjemme.
Men yderst interessant at finde ud af at også i bøssemiljøet er nogle folk intolerante overfor folk som har en anderledes seksualitet...
Undkskyld, Majbritt ;)
Karsten Aaen
09. juli, 2013 - 20:24 # Men yderst interessant at finde ud af at også i bøssemiljøet er nogle folk intolerante overfor folk som har en anderledes seksualitet...
For god ordens skyld skal jeg lige sige, Karsten, at mine personlige erfaringer ikke kan bruges til at konkludere om ALLE i bøssemiljøet - jeg kender selvfølgelig også andre mennesker i samme miljø, som er tolerante over for både mig, andre biseksuelle, lesbiske, handicappede, indvandrere, flygtninge, dyr osv. - U name it!
Det skal ikke være et blame-game fra min side, så jeg håber ikke, at jeg har efterladt dig med et indtryk af, at det er ALLE eller et overvejende flertal...det har jeg slet ikke belæg for at skrive. Hvis jeg skulle have formuleret mig så uheldigt, så er det ikke meningen.
Men der laves jo i forvejen undersøgelser blandt seksuelle minoriteter og der kunne man måske udvide disse til også at se på tolerance? Opfordringen er hermed givet videre.
Bøssemiljøet er på mange måder ret reaktionært - og da det også er gået fra at udgøre en vis avantgarde til snarere at være røven af fjerde division, efter det ikke længere er så mondænt at tilhøre og alle de andre gør det, bøsserne før gjorde først, så er der en smule opgivenhed rundt omkring at spore. Og altså som sagt temmelig reaktionære holdninger, ikke mindst til indvandrere, hvad man dog kan håbe ændrer sig i takt med, at flere og flere som Can Øzcen bliver synlige i miljøet.
Jeg trror det kommer tættere på sandheden at fastslå at vi alle født bisexuelle.
Men de fleste af os føler en meget stærk tiltrækning til det andet køn, men jeg tror det er få mennesker der ikke har mødt et menneske af deres eget køn som de ikke fanbdt erotisk tiltrækkende. Det er bare de færreste der ønsker at prøve det af, og selvom de kunne nære et sådant ønske er det jo heller iukke sikkert det ville blive vel modtaget.
Andre (en minoritet) foretrækker deres eget køn, og alle andre (en anden minoritet) tiltrækkkes af begge køn. Nogen i den sidstnævnte gruppe føler det er et tab ikke at leve dette ud, andre acceptere troskab mod én partner som forudsætning for et lykkeligt samliv.
Enkelte i alle grupper lave en smutter et par gange i deres liv, vi er kun mennesker. Selv erklærede homoseksulle har ofte prøvet en af det modsatte køn på et tidspunkt og heteroer er ofte også hinanden utro, somme tiden med en af samme køn.
Peter Hansen
Tak - det vidste jeg ikke. Kender ikke miljøet i historisk forstand.
Du har oplyst mig :)
Landsforeningen røg desværre ud i det, som de fleste større foreninger ryger ud i på et tidspunkt: noget bogholderimæssig, hvor penge til AIDS-fondet vist havde bevæget sig over i driften. Så var det slut med hovedkvarteret i Knabrostræde, og det er ikke rigtigt blevet det samme siden, hvor også barernes og caféernes bestandighed er blevet mindre. ;-(
Af uforklarlige grunde er pendulet slået ud til den forkerte side, og det frisind, som kendetegnede min ungdom, ændrede sig i løbet af 90erne, hvad jeg desværre for sent blev klar over, det var for utroligt, at folk valgte at vende tilbage til hierarkier og intolerance.
Det er ikke korrekt, at alle er født bisexuelle. En undersøgelse i Holland, hvor man målte folks direkte sexuelle respons, viste, at de fleste kvinder er født bisexuelle, mens de fleste mænd er enten homo- eller heterosexuelle.
I øvrigt er det fantastisk, at Danmark er det eneste land i miles omkreds, som ikke på nær en enkelt bevilling på finansloven i slutningen af firserne har givet et generelt tilskud til LGBT Danmarks (tidligere Landsforeningen for bøsser og lesbiske). Man er henvist til at søge midler til projekter, men det er ødelæggende for det grundlæggende arbejde, at man ikke kan få financieret husleje, ansatte mm.
Det er mit indtryk, at politikerne opfatter generelt homo- og bisexuelle som så frigjorte, hvilket bare ikke er tilfældet. Undersøgelser i forbindelse med World Out Games fra 2008 viser, at alle LGBT'ere har større sociale og sundhedsmæssige problemer end resten af befolkningen. Og at halvdelen i øvrigt bor i Københavnsområdet.
Er LBGT ikke en en forening? I så fald kan man søge Københavns Kommune (og få det) om tilskud til husleje.
----
Men ja, i løbet af 1990erne stod den på intolerance og familiehygge igen. Og her mener jeg ganske enkelt at de fleste danskere kiggede mod det puritanske USA for at finde et nyt ståsted ift. f.eks. det som hedder familiepolitik...
David Zennaro
Den holder næppe den undersøgelse. De skulle prøve at sætte de der mænd i fængsel et par år, så skal du bare se løjer. Ethvert undersøgelses resultatt afhønger af dets grundlag.
En udspørge eller observansbaset nundersøgelse ville ikke give et korrekt resultat.
Jeg tror at alt levende fundamentalt er bisexuelt med en større eller mindre leaning i den ene eller anden retning. Det handler først og fremmest om at få afløb for vores sexualitet, dernæst er spørgsmålet hvem vi ønsker at få afløb med
Robert Ørsted giver en fremragende anledning til at minde om en god bog fra dengang, der var kønsforskning til: Henning Bechs "Når mænd mødes" og - måske endnu mere apropos denne artikel: "Mellem mænd", der er en interviewbog.
Årsagen til de manglende tilskud, David Zennaro, skal nok til dels søges i den gamle affære, desværre. Konsekvenserne har været umådelige, synes jeg, i form af et opsplittet miljø.
Der er nok får der elsker kvinder højere end mig. Alligevel er der er for mig ingen tvivl om at hvis andre mænd var den eneste mulighed jeg havde for at få afløb for min sexualitet, så ville jeg givet forelske mig i en mand og ende som homofil.
Kun dem som tror at vi så vil drømme om kvinder og leve i sølibat har måske en point. Men hvad nu hvis man aldrig har set en kvinde?
Næe alt levende er fundamentalt set født bisexuelt med en tilbøjelighed i den ene eller anden retning, Hos de fleste af os rettet altovervejende mod det andet køn. Det er den eneste rimelige forklaring.
Der er ingen tvivl om at Can Øzcen har ret i at homosexuelle mænd ofte er stærkt intolerante og endog totalt uforstående over for bi-sexuelle mænd. Givet somme tider også mere end heterosexuelle er det. Det har jeg også hørt fra flere enkelte af mine bisexuelle venner. Det er uden tvivl truslen om at man ikke kan regne med sådan en hvis man nu skulle komme for skade at blive glad for ham, der spiller en rolle for dem. Man fortalte mig at bøsser og lesbiske på et tidspunkt udelukkede bisexuelle fra at blive åbent repræsenteret ved det årlige optog i Sydney i Australien - de sku ta og bestemme sig og holde op med de der pjat - var beskeden