Læsetid: 4 min.

’Dødens Gab’ handler om watt pr. kilo

Det er ikke kun talent, men kropsvægt divideret med muskelkraft, der er afgørende for, om en sprinter er ‘rigtig’ sprinter - og det er ikke kun muskelkraft, der er afgørende
Mark Cavendish har et tråd på mere end 2.000 watt. Det sikrede ham sejren i Tour’ens 5. etape.

Nils Meilvang

9. juli 2013

Da jeg hørte dem sige ’Dødens Gab’ i TV 2-dækningen fra målstregen, spekulerede jeg på, hvor langt de kan komme ud i metaforer for et cykelløb og dets udøvere? Jørn Maders ’brune muskel’ om Indurain står vel stadig som længst ude.

Dog, ved nærmere eftertanke er billedet af et blottet hajgebis faktisk rammende for feltets sprinterhold, når de sluger de sidste udbrydere for at rydde en opløbsstrækning til den programmerede spurtduel, de lange etapeløbs tivolifyrværkeri.

Denne uge er sprinternes, fraset onsdagens enkeltstart, der kan flytte tid i toppen af klassementet, afhængig af hvor hurtigt Team Skys Chris Froome kører. Med mindre han tager flere minutter fra de nærmeste rivaler – og det skal han helst ikke, da de 33 km er en relativ kort styrkeprøve mod uret – vil vi se løbet folde sig ud i de sidste fem-seks dage med de tre hårde Alpe-etaper som kulminationen på et cykelløb, der efter de to Pyrenæer-etaper omsider har indfriet forventningerne.

Genetik og talent

I lørdags skrev jeg om sprinternes særlige psykologi i anledning af Mark Cavendishs amokløb efter den skuffende fjerdeplads på fredagens ’transportetape’, hvor han efter et kommunikationskoks med holdbilen blev tabt bagude ved et styrt og brugte for mange kræfter på at nå op alene og frem til spurten. Den blev vundet af feltets anden fuldblods sprinter, Andre Greipel.

Feltets øvrige spurtstærke ryttere, med Cannondales Peter Sagan som den mest iøjnefaldende, er alle et niveau under de to topsprintere på flad landevej, og det handler ikke så meget om nervøst vibrerende psyke, men om watt – altså evnen til at mobilisere en eksplosiv kraftudladning. Også i sprint handler det – som Michael Rasmussen konstaterede, da vi talte om klatrernes ’højdekilometer’ – »om watt pr. kilo«. Princippet i bjergene er, at jo lettere en rytter er – eksempelvis colombianeren Nario Quintana, der er et fnug på 54 kilo – desto mindre muskelkraft skal han bruge for at opnå et maksimalt tråd.

Omdrejningspunktet i moderne cykeltræning – eller træning i det hele taget – handler om watt i forhold til kropsvægt, også for de tungere sprintere. Her er det afgørende, at talent og genetik spiller sammen. En cykelrytter kan ikke lære sig sprint – han kan træne hurtighed, men har han ikke de fornødne fysiologiske forudsætninger, der kan mobilisere den eksplosive acceleration, vil han blot forblive hurtig, men ikke en sprinter.

Mark Cavendish er ifølge Hans Søndergaard, cand.scient. i idræt fra Center for Muskelforskning, Rigshospitalet, Tour’ens stærkeste sprinter, der træder mere end 2.000 watt på flad vej.

»Men det skal gå ligeud, for hvis der blot er en svag stigning, vil hans vægt blive et handicap. Der vil en rytter som Peter Sagan være bedre, for han er også i stand til at køre hurtigt opad,« siger Hans Søndergaard. »Cavendish er en klassisk sprinter med større muskelmasse og hurtige muskelfibre i lårene. På flad vej kan ingen slå ham, og han kan træde de 2.000 watt over længere tid end andre. Det kan være 200 meter eller 400 meter – det er det samme i atletik, hvor du har specialister på forskellige distancer – sprinteren er i stand til at træde 2.000 watt, hvor andre ryttere kan træde 1.200-1.400 watt som maksimum.«

En af dem, der kan træde de 1.200-1.400 watt, er Chris Froome, Sky-holdets kaptajn i den gule trøje, der vandt lørdagens etape med mistænkelig legende lethed, da han kørte væk fra konkurrenterne på den sidste stejle stigning. Efter etapen blev det regnet ud, at Froome havde trådt mellem 6,2 og 6,5 watt pr. kilo op ad den sidste, stejle stigning.

Hyklerisk at alle er rene

Tommelfinger-grænsen for en ’ren rytter’ er seks watt pr. kilo og derunder, så Froome ligger lige over. Til sammenligning lå Bjarne Riis på syv watt pr. kilo i 1996, da han vandt Tour de France – tallet har vi fra den italienske læge, Luigi Cecchini, som Henrik Jul interviewede til bogen På den store klinge samme år. Cecchini sjussede sig den gang til, at Miguel Indurains watt pr. kilo var 6,8 – han vejede 10 kilo mere end Riis.

Hans Søndergaard betegner tallene for Froome – som hans hold i øvrigt har nægtet at offentliggøre – som udtryk for ’mirakuløs genetik og talent’. Han lægger da heller ikke skjul på sin mening om den megen snak om, at etaperesultaterne peger på, at løbet er mere ’rent’ end tidligere – senest understøttet af Richie Portes tab af næsten 18 minutter på sødagens etape.

»Det er et gigantisk hykleri, at der ikke er en af dem, der er ren,« siger Søndergaard. »Det er dybt naivt at tro, at dem, der sidder med, ikke har taget noget for at forbedre præstationerne.«

Søndergaard kalder det endvidere for »en kæmpe misforståelse og illusion«, når det i dopingdebatten anføres, at vilkårene jo er lige, hvis alle doper sig.

»Den parallelforskydning kan du ikke bruge til noget,« siger han. »Doping virker – akkurat som al anden medicin – forskelligt på den enkelte. Den ene rytter kan have stort udbytte af doping, mens det har mindre eller næsten ingen effekt på andre. Og de sidste 12 års vindere er afsløret som dopingmisbrugere – hvorfor skulle det lige præcis nu blive mere rent?«

Den lader vi stå et øjeblik.

 

Dagens etape i Tour de France begynder i Saint-Gildas-des-Bois og ender i Saint-Malo i Bretagne. Etapen indeholder blot en enkelt kategori 4-stigning og ender flat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu