Flodrejsen og dens eventyrlighed er en herlig litterær genre i verdenslitteraturen og med et godt dansk eksempel i H.C. Andersens »Donau-Fart« i En Digters Bazar, hvor selve sejladsen mod strømmen til Wien er en vigtig del af hans impressionistiske oplevelser. Hos Claudio Magris går færden fra Donaus omstridte udspring i Schwarzwald til udløbets vilde fletværk af et delta i Sortehavet som en rejse gennem tiden og kunsten og byernes historie.
Den udvikler sig som en europæisk dannelsesroman, men med et nærmest faretruende, hændelsesvangert perspektiv. Kulturblandinger af tysk, slavisk, ungarsk og rumænsk udgør både en smeltedigel og en eksplosiv heksekedel, påvist af den lærde og altoverkommende bogsluger, der ikke lader mange linjer gå, før Baudelaire, Hölderlin, Hegel, Homer, Vergil og Plinius dukker op, og hvor hele italienerens klassisk latinske fortid lever med i hans spirituelle og konkretiserende tankeverden.
De mange rejseoplevelser i regionen, strømmer rytmisk flydende gennem talrige personportrætter i stedernes ånd. Céline på flugt mod Ulm, Timisoara i sydende uro, byen, hvor oprøret mod Ceausescu kom til at starte, de tyske forfatteres skæbneområde, Paul Celan, Herta Müller. I Budapest filosoffen Lukács, Elias Canetti nær Bukarest. Nazibødlerne glemmes ikke, hvor de nu kom fra, Mengele, Eichmann, Höss. Lærerig er billedet af konstante folkevandringer gennem tiderne.
Det østrig-ungarske dobbeltmonarki som særligt lærestykke. En splittelsens verden i nye samlinger med floden som symbol og bogstaveligt vidne. Denne paradoksale idé er budskabet i Magris’ personlige stil, som ikke slipper læseren, men inkluderer ham som europæer, hvad enten man piber eller synger. Dette er ment som en lovsang.
Det er fine essays, som giver et godt indtryk af Centraleuropa, der ligger så nær Trieste, hvor Claudio Magris bor. Bogen udkom før østudvidelsen i EU, men er stadig højst aktuel.
Et hybridt værk på grænsen mellem genrerne. Danske folkebiblioteker klassificerer værket som historisk faglitteratur, nærmere bestemt 91.99: Havenes, bjergkædernes og floddalenes historie (områder som ikke ligger inden for én stats grænser). Den tyske version af værket har undertitlen "Biographie eines Flusses"; en flodbiografi. Brostrøm kalder værket en europæisk dannelsesroman - hvorfor ikke. Andre kalder det rejse-essays. Under alle omstændigheder er det en god bog; "en god historie" som der står på paperbacken.
Som det så ofte sker med sådanne velmenende forsøg på at opstille kanoner - så er der altid nogen, der finder de i forbifarten nævnte forfattere og andre skønånder langt mere interessante - nogle herhjemme mindre kendte, der kan sige meget mere interessant om vor tid - dog ikke i romanform - er f.eks. Georg (György) Lukács og Elias Carnetti ...
Om sidstnævnte skriver Peter Sloterdijk: Blandt det modernes store forfattere er der, så vidt jeg kan se, kun én eneste, der har anskuet massens opsving og dens indbrud i historien helt uden fremskridtsfilosofiske forklaringer og uden unghegeliansk opstigningsovertro."
Selv fører Sloterdijk denne tænkning om massernes subjektgørelse op til vor tid i "Masse og foragt" - Det lille Forlag, 2002 - en slående karakteristik af tidens masse-tilbøjelighed til at ligge under for massemedierne - også fænomener som Facebook - hvilket tidligere er blevet bragt på bane i nærværende publikation i forbindelse med det seneste helt legitime forsøg på at kapre nye "læsere" - denne lille sag af en bogen kan stadig varmt anbefales til alle, der ønsker at få lidt mere styr på mange af de mere bizarre tildragelser i vor tid - massens forvandling fra fysisk mylder og protest i gaderne - til medieformidlet isolation og følgagtighed - et af Sloterdijks uopslidelige temaer - fra krævende fællesskab baseret på forskelle til banal rettighedskultur uden markører ...
Med hensyn til Lukács proletariske skriverier om litteratur og litteraturhistorie - med udgangspunkt i marxismen-leninismen og hans evige kritik af den moderne såkaldte borgerlige kultur - hvor romanen er den primære genre inden for moderne borgerlig kunst - med en tendens til at beskrive en udvikling, som vil gå imod mørke tider - så er Lukács naturligvis af en anden socialistisk/kommunistisk overbevisning - og søger på fortræffelig vis at argumentere for dette - dog her melder der sig bare det lille problem - at læse denne forfatters værker er noget af en udholdenhedsprøve ...
Prøv bare - men undgå at få hæmorider :-)
"Schicksalswende. Beiträge zu einer neuen deutschen Ideologie", Berlin 1956.
"Skizze einer Geschichte der neueren deutschen Literatur". Berlin, 1955.
"Beiträge zur Geschichte der Ästhetik". Berlin. 1956.
"Balzac und der französische Realismus". Berlin. 1953.
Canetti er vist ikke helt ukendt herhjemme, men måske mest pga. "Masse og magt" og erindringerne. Lukács står det straks værre til med.
Det lyder til at være en spændende bog af Claudio Magris, der kommer dybt ned i, og rundt om historien. Riger opstår, riger forgår, grænser ændres og nye alliancer opstår, men floden bliver liggende hvor den lå, og er stadig som et verdenshav af kulturelle og handelsmæssige forbindelser. Dannelsesroman er det nok for stærkt at kalde den, da der tænkes på Europas dannelse, men hvis man ser på de tre største byer langs Donau, Wien, Budapest, og Beograd, ligger de alle i lande, der blev voldsomt berørt af Første Verdenskrig. Værst gik det ud over Ungarn og Østrig, der blev minimeret til det ukendelige, skåret ind til benet, så det skabte et væld af udenfor staten boende etniske mindretal. Disse resultater af Versailles-freden skabte sammen med Tysklands lige så hårde fredsbetingelser grundlaget for jeg havde nær sagt resten af århundredets europæiske historie. Som et nyere eksempel var oprørerne i Timisoara mod rumænske Ceausescu ikke rumænere, men af ungarere, som således havde mere end én grund til at ønske sig af med regimet.
Hvorfor er for resten Milan Kunderas: "Tilværelsens ulidelige lethed" ikke med i 80-er kanonen?
MKN
muligvis fordi tjekkerne har det med at slå sig prisværdigt hårdt i EU-tøjret?
Men det er jo ikke til at vide.
"Dér har lande ingen hovedstad. Alle bosætter sig ved grænserne. Landet ligger tomt hen. Hovedstad er hele grænsen."
Grænsen i Canettis optegnelse kunne være Donau. Canetti blev født i en bulgarsk by beliggende ved Donau, grænsefloden mellem Rumænien og Bulgarien.
Ja, det har de. Men det har sikkert ikke noget med dette at gøre. Pudsigt nok blev Tjekkoslovakiet netop et af de positive resultater af fredsslutninger efter Første Verdenskrig, ligesom Genforeningen i Danmark (folkenes selvbestemmelsesret), men måske havde man taget munden for fuld, for Tjekkoslovakiet var delt i øst og vest, og øst blev til en selvstædig stat fredeligt i 1900-erne i form af Slovakiet, hvor Bratislava kysser den omhandlede Donau, og har en masse etniske ungarere som indbyggere.
Jooh, jaah, positivt og positivt.....
Konstruktionen Tjekkoslovakiet var vel egentlig ikke ret heldig, i og med først problemet med sudetertyskerne, som først fik landet besat af Tyskland, hvorefter de så blev jaget ud efter krigen. Og siden fandt tjekker og slovakker jo heller ikke grund til at opretholde den.
Dog med en prisværdigt civiliseret "skilsmisse".
Bogen er meget læseværdig. Den oplyser læseren uden at undervurdere ham. En fantastisk tur på floden.