Baggrund
Læsetid: 4 min.

Den dramatiske hverdag med reklamefolk og akademikere

Med enkelte undtagelser har dansk tv-dramatik ikke siden 80’erne fundet sit drama i den hverdag, hvor danskerne er flest. Arbejderen og den ufaglærte er stort set fraværende, mens verden synes at udspille sig blandt akademikere, journalister og reklamefolk
Palle From (Anders W. Berthelsen) i ’Krøniken’ er med sin arbejderbaggrund en klar undtagelse i DR-dramaserierne. Og den unge From får da også snart arbejdet sig op i Djøf-segmentet.

Mike Kollöffel

Kultur
29. juli 2013

Palle From er en rigtig arbejderdreng. En rigtig arbejderdreng med en rigtig arbejderfar. Det er sådan, vi husker ham som én af DR-serien Krøniken’s fire-fem hovedpersoner. Han bor i en lille lejlighed i 50’ernes brokvarterer med lokum i gården, tæt til naboerne og Tuborg på bordet. Her drikker man lidt rigeligt, taler om fagbevægelsens kamp mod kapitalismen, hjælper hinanden, når man er i nød, og solen når sjældent ind ad de støvede vinduer.

Men den sympatiske Palle er skabt til mere, og allerede i seriens første par afsnit uddanner han sig ud af sin klasse og bliver økonom. Han stiger ’opad’ i samfundet, stiger til tops, bliver Djøf’er, og herefter slipper serien sit tag i arbejderklassen. Og på den måde afspejler serien meget godt DR-dramas egen udvikling gennem de seneste 30 år.

»Det er jo noget, der gennemsyrer hele kulturlivet, og DR er bestemt ikke en undtagelse,« siger socialdemokraten Mattias Tesfaye.

»DR’s serier handler kun om veluddannede, kreative, succesfulde mennesker, og det synes jeg er virkelig, virkelig ærgerligt. Det afspejler ikke det samfund, vi lever i, og giver ikke danskerne en mulighed for at spejle sig i det.«

Mattias Tesfaye ligger således på linje med den optælling, Fagbladet 3F lavede i sidste uge, hvor de så på omdrejningspunktet i DR’s store succesfulde søndagsdramaer siden 2000. Undtaget politiserierne, hvor hovedpersonerne naturligt nok er politibetjente, er alle hovedpersonerne i de syv dramaserier, DR har sendt, akademikere eller kunstnere. Kun én hovedperson er ufaglært eller faglært arbejder: Palle From fra Krøniken. I Sommer var hovedpersonerne læger, i Borgen akademikere og journalister. Nikolaj var reklamemand, og Julie var advokat, i Album var de akademikere, og Per Flys kunstneriske Forestillinger var kun befolket med instruktører og skuespillere.

Til sammenligning er ni procent af danskerne akademikere, mens 80 procent er faglærte, ufaglærte eller har en praktisk professionsuddannelse som for eksempel sygeplejerske eller hjemmehjælper.

»Jeg forstår det bare ikke,« siger Tesfaye. »Der er vel lige så meget drama i kantinen på Borgen eller sminken på den tv-station, hvor journalisterne arbejder.«

– Men hvad skulle man gøre ved det? Danskerne er jo tilsyneladende glade for det?

»Om folk ser det eller ej, så er der en klar social slagside, som man godt kan problematisere. Jeg vil ikke være med til at nedsætte særlige retningslinjer og regler for repræsentationen af faggrupper i danske tv-serier, men jeg synes måske godt, man kunne se lidt på de støttekroner, der bliver givet,« siger han og giver et eksempel:

»For et par år siden var en af de mest sete film Blå mænd. En forrygende morsom film, set af flere hundrede tusinde mennesker, der foregår blandt arbejdsmænd på en losseplads, men den kunne ikke få en øre i støtte fra staten. Det er da bemærkelsesværdigt.«

DR’s søndagsserier siden 2000

(Fraregnet krimier, der har politifolk i hovedrollen)

  • Borgen (akademikere og journalister)
  • Lykke (handelshøjskolen)
  • Nikolaj og Julie (reklamemand og advokat)
  • Sommer (læger)
  • Krøniken (alle lag i samfundet)
  • Forestillinger (skuespillere og instruktør)
  • Album (forfatter, akademiker og en dranker)

Kilde: 3F og DR

Danskernes uddannelser

  • Faglært: 35 pct.
  • Ufaglært: 22 pct.
  • Kort eller mellemlang uddannelse: 22 pct.
  • Akademikere: 9. pct.
  • (Derudover gymnasial og erhvervsgymnasial uddannelse og uoplyst: 12. pct.)

Kilde: 3F/Danmarks Statistik, beskæftigelse 2012

 

Perifer fortælling

Arne Grevsen er formand for 3F’s Medie- og Kulturfond. Den har til formål at støtte kulturprojekter, der som Grevsen udtrykker det »rimer på det at være 3F-medlem«, og for ham er det helt nødvendigt at have sådan en fond, selv om han understreger, at budgetterne er små. For den generelle kulturstøtte gør det ifølge ham ikke.

»Det er åbenbart mere interessant at lave historier om kongerne end om soldaterne – i hvert fald i Danmark.«

– Er det ikke også det?

»Det synes jeg jo ikke. Ikke kun, i hvert fald. Jeg synes, danskerne også skal have noget at relatere deres eget liv til. Der mangler en helt fundamental del af samfundet, når man ikke beskriver arbejderens historie. Der mangler flertallet af danskernes fortælling. Den bliver gjort perifer, og det synes jeg er en skam.«

Arne Grevsen vil dog heller ikke blande sig i, hvad andre støtteordninger vælger at bruge deres penge på.

»Men jeg håber, at folk kunne blive mere opmærksomme på den slagside.«

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra DR selv, men over for Fagbladet 3F erkender DR’s fiktionschef, Nadia Kløvedal Reich, at de har et problem og mangler hovedpersoner som murere eller pædagoger.

»Vi trænger til nogle historier, der udspiller sig i ikke-akademiske miljøer,« siger hun.

»Vi er godt klar over, at vi skal have fat i nogle andre arenaer og karakterer. Men det er vi langt inde i udviklingen af.«

DR’s store 2014-drama, Arven efter Veronika, kommer ifølge DR til at udspille sig omkring den internationalt anerkendte kunstner Veronika Grønnegårds børn og deres opvækst og liv.

 

 

Serie

Hvem befolker fiktionen?

Der er ingen arbejdere i DR's dramaserie og for få Djøf'ere i litteraturen. Hvem befolker den danske fiktion, og hvordan afspejler det danskerne? Skal vi have noget at drømme om eller noget at spejle os i?

Information ser i en artikelserie på faggrupperepræsentationen i musik, tv-drama, film og litteratur.

Seneste artikler

  • Man synger jo ikke om djøf’ere

    6. august 2013
    Mens film og tv-dramatik synes overbefolket af djøf’ere og renset for arbejdere, har rocken og singersong-genren det lige omvendt. Det er den udøvende kunstners myter og rekrutteringsgrundlag, der er forskellen
  • Om os, af os, for os

    1. august 2013
    Vi ser helst kun på vores egen socialklasse, når vi tænder for dansk tv-dramatik. Når seriens sociale repræsentation i karaktererne er skæv, bliver seersammensætningen det også, og her er de kommercielle tv-stationer bedst til at få Underdanmark med, mener medieprofessor
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er fuldstændig enig!

Det mangler noget TV-drama om arbejderens historie, liv og konflikter mod det akademiske og bureaukratiske system.

Måske en moderne, nutidig og dansk udgave af "Upstairs Downstairs".

Marianne Christensen, Levi Jahnsen, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Alan Strandbygaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Det er jo en gammel, gammel sag. Utroligt, at den først er genopdaget igen. Tv er den højere middelklasses legeplads og til rigtig gode lønninger. Og for dem er en verden i 'arbejder-kvartérer', som f.eks. en almennyttig boligforening, hvor man bor til LEJE! Det er en by i det nordlige Kina, langt ude på landet.

De aner ikke en skid om livsbetingelserne for de mennesker, som bor der og er heler ikke interesseret. Men at man rager tv-licensen, verdens højeste, til sig og leger kystbane frigjort og fisefornem. At 40 procent bor til leje, er bare deres egen skyld og at de ikke har andet tv end overklassens, er jo bare beklageligt.

Det er utroligt at den går, men nu har altså 3F fundet ud af, at den er fuldstændigt gal. Det var fandme også på tide. Men nu står DR altså med det problem, at de ikke har en eneste ansat af de 40 procent af befolkningen, som ved noget arbejderklassens og de fattiges livsbetingelser. Stik dog 3F en kanal og 40 procent af licensen. Det ville være mere end rimeligt. Og ansæt nogle folk fra arbejderklassen til at tage sig af formidlingen.

(Det mest åndsvage er er at tiden er løbet fra tv. Sådan som medierne har udviklet sig, kunne hele den nye tv-by nedlægges og tv-produktionen, kunne flyttes til en mindre fabrikshal. Man ville overhovedet ikke kunne se forskel på det som kommer ud af sin skærm hjemme i stuen).

Carsten Mortensen, Per Torbensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Peter Taitto

Vi havde da Taxa, som formodentlig var det egentlige startskud til de mange danske serier.

Peter Andersen

"Upstairs Downstairs" er stadig aktuel og i høj kvalitet.

Michael Kongstad Nielsen

Folk snobber opad og drømmer sig ind i de fine og smartes verden. Og disse tv-dramaer spekulerer i, hvad der giver flest seere. Men det er kunstnerisk uambitiøst og totalt markedsfikseret at blive ved i dette glatte, glittede, polerede spor, fremfor at lave noget, der nærmer sig det virkelige liv. Hvor kassedamen, togstewardessen, fiskeriinspektøren eller griseslagteren er hovedperson.

Lasse Damgaard, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Alan Strandbygaard, Claus Jørgensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg tror også problemet er,
at ingen af dem som laver TV,
har en skid forstand på eller indsigt i, hvordan folk udenfor den højere middelklasse lever.
Og mon ikke de i en eller anden forstand er ligeglade.

De fremstillede fattigkarina og dovnerobert, som familien kakkelbord kunne sidde og forarges over og kørte derfra direkte over i "aktion socialt bedrageri"
Så de har jo lissom gjort deres til at afbillede hvordan de nederste 50% i samfundet lever, ikkesandt.

Marianne Christensen, Heidi Larsen, Carsten Mortensen, Torben K L Jensen, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Tue Romanow, Alan Strandbygaard, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg kender faktisk folk, der ikke kunne drømme om at se tv-serier, fordi de opleves som ens og uspændende.
Og det har jo kunnet lade sig gøre: tænk på Huset på Christianshavn, Matador og mange andre ældre serier.

Marianne Christensen, Heidi Larsen, Torben K L Jensen, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Alan Strandbygaard, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - i Matador var der heller ikke mange 3F-ere (eller arbejdsmænd, som det vist hed engang), men langt overvejende købstadens bedre borgerskab + Røde. Men skidt pyt, Matador er, som Guldhornene, et nationalklenodie, der ikke kan røres.

Per Torbensen, Børge Rahbech Jensen, Karsten Aaen, Claus Jørgensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Problemet er ikke kun dansk. Bare se på alle de amerikanske serier og film, som kanalerne flyder over af. Der findes ikke noget lavere end den (urealistisk) højere middelklasse. Den mest populære filmgenre for tiden på reklame-kanalerne synes at være den romantiske komedie, der så godt som altid følger formlen "ung, velstillet, storbysmart mand møder ung, velstillet og storbysmart kvinde".

Det er egentlig interessant, at man ikke laver mere dramatik udenfor den kedsommelige overklasse. Jeg tror for eksempel at man kunne få meget interessant ud af at lave dramatik, der skildrer danskere udenfor de dyre københavnerkvarterer. Der ligger masser af konflikter i forholdet til Systemet, som kunne være interessante og væsentlige at udforske. Samtidig ville en serie, der foregik ude i det virkelige liv, have potentiale til at blive en succes, fordi folk vil kunne identificere sig med det. Man kunne lave drama om indvandrerbander, komedier om arbejdere der snyder cheferne, kærlighedshistorier der kompliceres af kommunens kontrolgruppe osv., osv., osv.

I øvrigt kunne det også være interessant at bevæge sig udenfor andedammen. Vil man kunne lave film og TV, der foregik i et nigeriansk slumkvarter eller på en kinesisk fabrik?

Jens Overgaard Bjerre, Alan Strandbygaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

MKN
Årh, Laura og Fede+hustru var nu da heller ikke just bedsteborgerklasse. ;-)

Henning Pedersen, Marianne Christensen, Heidi Larsen, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Måske skulle DR´s tv-drama give nogle konkrete moderne danske forfattere frie hænder til at lave noget nyt, uden forpligtelser til at følge et spor eller lave en lang serie. Eller man kunne tage ældre ting op og tv-dramatisere. Nogle af Klaus Rifbjergs mange gode bøger f. eks., jeg kommer i tanke om "Falsk Forår", hvor en bortadopteret datter opsøges i Skagen efter 40 år, hvor sammenstødet også er socialt og klassemæssigt, da datteren arbejder i "fisken", dvs. på fabrikken, hvor sildene skæres op, og hvor det er med at passe på fingrene.

Viggo Okholm, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Steffen Gliese og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Peter Hansen skrev:

"Jeg kender faktisk folk, der ikke kunne drømme om at se tv-serier, fordi de opleves som ens og uspændende."

Ved du hvad, Peter? Nu kender du en mere.
Faktisk så har jeg helt opgivet TV. Det eneste jeg finder rimelig i dag er de historiske udsendelser på DR K. Men det er også sjældent efterhånden.

TV er blevet helt og aldeles uinteressant.
For det første fordi det er et hæsblæsende tempo det hele foregår i. Ikke en gang vejrudsigten kan de lade være med at lave et helt show ud af. For pokker, jeg vil bare vide hvordan vejret er i morgen. Ikke andet.
For det andet, som artiklen egentlig beskriver meget godt, så kan jeg slet ikke relatere til de verdener de fleste udsendelser foregår i. Det meste er blevet urealistisk og verdensfjernt.
Jeg får det skidt af at se det. Jo, det lyder underligt. Men det gør jeg. TV efterlader mig med en følelse af at være blevet åndelig voldtaget og stresset. Det er ikke til at holde ud. Som om der ikke er nok af ligegyldige detaljer overlat i forvejen. Du kan ikke åbne din postkasse, gå ned ad gaden, eller tænde din modiltelefon, uden at det vrimler med alt muligt man kan købe af fantasiske ting, eller noget jeg skal ofre min opmærksomhed på.

Jeg vil have ro og realisme.

Nå ja, man kan så sige at TV er meget realistisk, da det meste af verden jo er ved at være helt og aldeles stressende. Det afspejler og er i samme åndedrag en del af det.

Jeg glemmer aldig den gang Kasper Christensen startede 'Husk Lige Tandbørsten'. Jeg tror faktisk det var på det tidspunkt jeg så småt begyndte at stige af.

Jeg vil skyde på at jeg ser omkring 2 timers TV om måneden. Som regel TV Avisen. Men den er jo heller ikke hvad den har været. Der er aldrig nyheder om 'storbonden der smed sin østarbejder på porten, fordi han brækkede hånden og ikke kunne arbejde og betale husleje'.
Og det er trættende konstant at høre om politik fra Bruxelles og Christiansborg. Politik vi ingen indflydelse har på overhovedet.
Der er de sædvanlige katastrofer, både menneskeskabte og naturlige. De har altid været der. Katastroferne, mordene og røverierne.

Jeg mangler nyheder fra helt almindelige menneskers hverdag. Jeg interesserer mig ikke en døjt for hverken det danske, belgiske eller engelske kongehus. Kendisser er lige så ligegyldige for mig som en tilfældig sten på planeten Mars.

TV er blevet for verdensfjern, eller for ligegyldig.

Carsten Søndergaard, kurt olesen, Marianne Christensen, Rene Bolvig, Karsten Kølliker, Carsten Mortensen, Hanne Ribens, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese
Jesper Wendt

Korrekt Alan, det blev simpelthen for overfladisk. Da Robinson II blev sat i søen, knækkede det helt. Siden, har det været en dyne af populisme.

Her er konkurrence sjovt nok også et parametre, blottet for formidling af konsekvenserne for de frasortede. Det minder lidt om konkurrence-staten anno 13.

Kongstad, synes ellers matador kommer meget godt rundt, men man skal selvfølgelig ikke lade sig narre, fortolkningen er næppe set fra bunden.

Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg vil ikke have realisme, jeg vil have teater, der får folk til at tænke og forstå, at det, der fremstår som realisme, er et blik på verden, der kan forandres. Det kan det mere abstrakte og teatralske, der ikke forsøger at narre folk til at tro, de iagttager virkeligheden.

kurt olesen, Marianne Christensen, Karsten Kølliker, Carsten Mortensen, Hanne Ribens, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tak Peter - jeg vidste ikke, den var filmatiseret.

Per Torbensen

Kunne godt tænke mig,at der blev genudsendt de rigtig samfunds kritiske serier,som f.eks.den tyske: Otte timer er ikke hele dagen-af Fassbinder eller Berlin Alexanderplatz.

Der kunne også sagtens produceres tilsvarende serier på dansk,man må godt gøre sig fortjent.
Er ellers fuldstændig enig i tidligere kommentarer.

Foruden dette,har undertegnet en lumsk mistanke om,at de bureaukratiske lag også i DR er svulmet uhørt op og har bredt sig som tidsler som kun producerer deres eget spejlbilled.

Carsten Søndergaard, Alan Strandbygaard, Hanne Ribens, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Jeg kan varmt anbefale at optage TV på PCeren, og så frasortere hårdt i det man ikke gider at se.
Faktisk blever en god del interessante franske, spanske og italienske film sendt om natten, sammen med de lidt mere "farlige" dokumentarer "de fleste" ikke kan tåle at se.

Med hensym til drama er det år og dag siden jeg fandt udaf i samtaler med gamle familiemedlemmer at der i ethvert menneskeliv gemmer sig sande og store dramaer, hvis de hives frem af det skjulte.
Farlige forbindelser, store sats i livet, modstand imod den ældre generation, vanskeligheder på arbejdspladser og kamp imod uretten er gemt i mange familers historie, som vi alle står på skuldrene af.

TV kunne sagtens dramatisere disse historier til "de dovne og fantasiløse", som ikke gider at grave historierne frem selv og samtidig berige os alle med fortællingen om hvorfor vort samfund ser ud som det nu gør.

Holger Madsen, Rasmus Kongshøj og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Apropos dine iagttagelser, Flemming, så slår det mig som et faretegn, at pubertetsoprør synes fuldstændig at være et forsvundet koncept.
Bortset fra alt, så er Per Flys "Forestillinger" et helt brillant stykke tv-teater, der brancheforholdet til trods behandler ganske væsentlige problemer mellem mennesker, inkl. hierarkier og magtforhold.

Steffen Gliese

Desværre ligger Falsk Forår ikke på bonanza (endnu), men der er meget andet guld at grave. Se under drama - og når man bladrer om på de sidste sider, under "t", er tv-teaterproduktionerne opdelt efter årtier.

Flemming Scheel Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Forøvrigt genudsendte DR K for ikke så længe siden en af 70ernes store serier: http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Drama/John_alice_peter.htm

Hvad med dramaserier om dem som ikke har en interesseorganisation til at tale deres sag? Her er nogle forslag til DR, som åbenbart er opmærksomme på at der mangler ikke-akademikere i dramaserierne om søndagen. Rækkefølgen er uprioriteret: indvandrere og/eller unge med anden etnisk baggrund end dansk, grønlændere i DK, bornholmere (ja faktisk alt væk fra København), landmænd (de har nu en interesseorganisation, men de er åbenbart ikke så indignerede som 3F), sælgere, arbejdsløse eller pensionister. Hvorfor skal det lige være om håndværkere? Eller sagt på en anden måde, hvorfor er det dramamæssigt interessant hvad man har uddannet sig til (eller ej)?

Michael Kongstad Nielsen

Nej, det er det heller ikke, men publikum vil have det, som publikum opfordrer deres børn til at blive uddannet til, de vil have læger, cand. merc.-ere, biologer og kommunikatører, de vil have det, der giver status og som medierne forherliger. Ligesom amerikansk drama smyger sig op ad drømmen op succes og rigdom, og Indiens fattige masser glor på "Bollywood" om ekstremt rige familiers liv, så kigger danske 3F-ere med på Borgens fantastiske ugebladsroman.

Rasmus Kongshøj, Alan Strandbygaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Er det ikke fordi at man tror at almindelige menneskers liv ikke er spændende og interessant, fordi de ikke bliver præsenteret eks. at det er det jo.
En Panduro viste jo både Herbert o.s.v. og danskerne var klinet til skærmen

Michael Kongstad Nielsen, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Panduros karakterer var jo almindeligvis også fra borgerskabet (ligesom Rifbjergs); men behandlingen af dem var kritisk og udæskende, ikke som i dag, hvor eksistentielle spørgsmål er helt fraværende.

Marianne Christensen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Kom hjem Thomas af Panduro helt i sær klasse og og noget med østers eller muslinger.

Rifbjergs Lonni og Karl blev desværre aldrig filmet,den kroniske uskyld ja-

Der var også en Rifbjerg film om de fem forbandede år-hold da kæft vi kan jo godt når vi vil.

Per Torbensen

Refn.

Peter Olesen

I UK kører "EastEnders" på jeg-ved-ikke-hvilken sæson. Ingen pendant herhjemme.

I DK har vi brugt millioner (milliarder?) på at uddanne diverse Cand. dit og dat´er, der nu virkelig høster frugten af deres kolossale dannelse, og beriger samfundet med banebrydende og bevidsthedsudvidende triumfer som: "Paradise Hotel", "Min Mand Kan" og "Middag hos Gud og Hver mand" (frit efter hukommelsen).

Det Sixtinske Kapel blegner jo i sammenligning...

Carsten Søndergaard, Heidi Larsen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Kristian Rikard, Flemming Scheel Andersen, Michael Kongstad Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Richard Sørensen

Medier og tv lever af at sælge seertal.

I andedammen hyrer man hinanden i rundkreds uden blusel og går til de samme nepotistiske fester, hvor man kun kender hinanden alt for godt.
Mange gider sgu godt se nogle andre hoveder end de etablerede!
Men folk vil absolut høre The Rolling Stones, selvom der er fantastiske bands lige rundt om gadehjørnet. - Vi vil fandme have den samme rødvin, som er en del af livets checkliste.
Mon DR's øverste tør prøve noget nyt?

Michael Kongstad Nielsen, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Jeg tænkte også på "eastenders".
John Trevor,
Jeg tror det er fordi alt "tænkning" foregår i København. I større lande har du flere epicentre, store eller små - men flere.

Lasse Damgaard

Lad os nu ser hvad DR disker op med når de køre "1864"
Måske dem replicere fordums succeser
Den skinbarlige virkelighed ændre sig når det handler om staffage - men de underligende menneskelige interaktioner forbliver de samme som dem stenaldermennesket skulle forholde sig med
- netop derfor har dansk drama altid været lysår forud for Hollywood

At genfinde den magi og dynamik kræver mod og nye historier fra den danske bevidsthed og historie
Hvem kender historien om tabet af Skåne Halland o g Blekinge ?
Eller Jerns munks forsøg på at manifestere Danmarks position som verden imperialist ...... ?
- Historiefortællon

Peter Brandt

Man kan jo tælle på mange måder. Der var også flyttefolkene i Forbrydelsen, adskillige historier om almindelige mennesker i provinsen i Rejseholdet, frisøren Lulu i Lulu & Leon - og selvfølgelig Palles forældre i Krøniken.

Steffen Gliese

Det handler jo ikke så meget om, hvem der repræsenteres, men hvordan... hvad der har ændret sig, er vist i høj grad, hvordan de stakkels middelklasseborgere må se sig omgivet af en fjendtlig verden, der bortfører og dræber deres børn, går imod "den nødvendige politik" og på alle måder spænder ben for det ukomplicerede liv på livets solside, som de hårdtarbejdende og initiativrige så inderligt har fortjent.

Lise Lotte Rahbek

Det er nærmest utænkeligt at forestille tv-drama fra underklassen, hvor hovedpersonerne ikke vinder/stjæler en masse penge eller gennemgår en transformation og bliver veluddannede, får fede jobs og flytter i villa...

At forestille sig at man kan leve et helt og udmærket liv uden at blive velhavende, berømt eller få social prestige.. Ej, det kan man da ikke.
Vel?!

Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Rene Bolvig, Tue Romanow, Rasmus Kongshøj, Sten Victor og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

En ret så spændende diskussion. Men nogen klar konklusion tror jeg nu ikke vi kommer til,dertil er vi mennesker for forskellige i forhold til brug af underholdning og oplysning.
Men selve det at personer i serier og dramaer tilhører en form for overklasse eller højere middelklasse er jo rigtigt. Dernæst kan der være en tendens til at udstille det såkaldt jævne menneske som noget uvidende og lidt i karikatur.
Men jeg tror nu nok at de fleste af os er i stand til at vælge og fravælge og se gennem falskheden trods alt.

Robert Kroll

Vores politik m h t så meget uddannelse som muligt til alle og m h t fremme af "mønsterbrydere" vil vel medføre, at de ufaglærte bliver et lille beskedent mindretal.

Alle politiske udmeldinger fra alle politiske partier om nødvendigheden af uddannelse indebærer som konsekvens, at man anses som "dum" og som en "belastning" for samfundet , hvis man ikke har en uddannelse - og jo mere langvarig og kompliceret en uddannelse man har, jo "finere" er man.

"Dummepeter" kan f eks ikke klare at blive sygeplejerske , elektriker, automekaniker , ingeniør , advokat o s v - og det store flertal af dem, der han en uddannelse, ønsker åbenbart ikke at se tv-serier om ufaglærte ???

Så enkelt er det vist , hvis man ser objektivt på sagen.

Det er vel blot dette forhold, der indirekte afspejles i underholdnings-industrien og i dagens vælgerflertal ???

@ Robert Kroll

Der findes masser af mennesker med en uddannelse som er dumme. Jeg møder dem hver dag og hele tiden.

Fordi man har en uddannelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at være klogere end dem, der ikke har en uddannelse.

At være klog, er et vidt begreb...

Carsten Søndergaard, Viggo Okholm, Levi Jahnsen, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Kære Steen Viktor.

Du kan altid fiske eksempler frem på stort set alt - men ser vi på, hvad der er typisk, så er der altså typisk en sammenhæng mellem en persons uddannelse og samme persons "klogskab / "kvikheds-niveau".

Livet er i sig selv hamrende uretfærdigt
- vi er ikke født med samme evner og samme mentalitet og samme udseende og samme helbred og samme temperament og samme ambitionsniveau o s v
- og det bliver vist mere og mere tydeligt, som samfundet udvikler sig med uddannelsespolitik, sundhedspolitik o s v.

Man prøver vist efter bedste evne at "udligne" de medfødte forskelle for at skabe social retfærdighed - og det er nok i sidste ende en uoverkommelig opgave med mindre man f eks forbyder de kloge at være kloge - og de smukke at være smukke - og de raske at være mere raske end de skrantende o s v ????

At skrive og producere gode drama serier, handler om genkendelsesfaktoren, uanset hvilken tidsalder eller miljø historien bliver placeret i.

Grundlæggende, handler drama serier om, at skabe troværdige og tredimensionelle karakterer, der ud fra deres omstændigheder og livsbetingelser handler eller har en adfærd eller en målsætning, som vi alle kan genkende os selv i.

Hvad enten man er liberal eller socialist, rig eller fattig, ung eller gammel, så har mennesket nogle fælles eksistentielle behov, som hver af os hele livet forsøger at dække. Dog med en diversiterende tilgang til opnåelse af de fælles behov. Det er disse behov man kan sætte ind i nogle dramaturgiske rammer for at skabe konflikt, og forhåbentligt gøre det vedkommende og nærværende at følge.

Holger Madsen

Nu drejer denne artikel sig om tv-dramaerne, der har social slagside, - fint nok.
Men lad os også få en artikel om tv-nyhederne, som i mine øjne har endnu mere slagside, i valget og bearbejdingen af de nyheder vi skal se i tv.

Henning Pedersen, Heidi Larsen, Steffen Gliese, Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Måske den mest geniale serie af alle var Huset på Christianshavn? Den samlede folk af vidt forskellig social baggrund og lod i al gemytlighed ligheder og forskelle determinere konflikterne.

Michael Kongstad Nielsen

Var Huset på Christianshavn ikke er forløber til Ballings "Olsenbanden"-film? I dem var der i hvert fald ikke snobbet for persongalleriet. Jævne mennesker fra Valby, selvom de også stereotypiseres og gøres grinagtige, har de dog en kerne af ægte menneskelighed, der vækker genkendelse og sympati.

Per Torbensen

Mener Olsenbanden film startede først og kørte overlappende med huset på Christianshavn.
Der var også Frede filmene,med dynamit Harry alias Preben Kaas,helt forrygende præstationer,det meste filmet i vores gamle Valby.

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Marianne Christensen

Hvis udkantdanmarksfolk, ledige og alm. i renovationsjob, altid fremstilles som dovne, dumme og nassende i de statsunderstøttede tv programmer som nu, har vi et problem.

Satiren i tidligere dansk tv som i hov hov eller uha gik på magthavernes forsømmelser.

Nu latterliggør man de svageste som i krysters kartel startende med husk lige tandbørsten og drengene fra angora.

Per Torbensen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Jeg synes heller ikke de tre nævnte programmer er sjove - jeg finder dem tåkrummende pinlige.

Lise Lotte Rahbek

Desværre er det jo ikke noget nyt,
at personer med en markant dialekt, som ikke er fra de to største byer i Dk, karikeres som let debile.
Det er heller ikke noget nyt, at personer fra de laveste klasser afbildes som let latterlige og med lav intelligens, lige indtil de ændrer status eller flytter til storbyen og bliver kyniske.

Jeg kunne da godt tænke mig det anderledes.
Men det bliver næppe anderledes.

Arne Stensgaard Berg

Jeg står (tidligt) op om morgenen, lufter hunden og tager første s-tog fra Hundige til mit faglærte job. Her leverer jeg 8 timer, og tager så s-toget hjem igen. På vej hjem køber jeg lidt ind i Netto - nogle gange Lidl for afvekslingens skyld - og efter hundeluftning og aftensmad zapper jeg lidt rundt på kanalerne, blot for - igen - at konstatere at Springsteen har ret: "30 channels and nothing's on". Så går jeg sidste tur med hunden og er i seng ved 22-tiden. Jeg skal jo tidligt op igen i morgen.

Jeg har lige haft ferie: 14 dage med campingvognen til Tåsinge. Det var rart, og der lå en Netto ikke ret langt fra campingpladsen. Men det var i sær rart at slippe for togbusserne på Køge Bugt-banen et par uger...

Værs'go', Stig Thorsboe. Lad os se dig få 6 x 50 minutter ud af det...

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

@Michael

Hvad har arbejderne (altså som faglærte) med venstrefløjen at gøre? http://politiken.dk/politik/ECE2003495/to-ud-af-tre-faglaerte-stemmer-bl...

Men, man kunne f.eks. lave et drama om en Lindøarbejders familie, hvor arbejdsløsheden driver manden til selvmordets rand, ungerne får problemer i skolen, konen tager en elsker og vil have skilsmisse, hunden bliver kørt over, boligen må sælges og bedstemor får cancer. Slutteligt tager manden til Norge på boreplatform, konen beslutter sig for at følge ham, og de udrejser til Norge til et nyt liv i det smukke Stavanger....Her kommer manden ud for en arbejdsulykke, og konen må kæmpe for at bevare hans tro på fremtiden og ungerne bliver større og voksne, og en af dem tjener nok penge som tomatgartner, og hele familien vender tilbage til Danmark og prøver at slå sig igennem, men bliver udkonkurreret af en konkurrent, som har investeret i Sverige, og han taber alle pengene, og må gå på kontanthjælp efter det hele er røget på tvang, og så går turen over jobcenteret....

Man kunne også tage sig sammen og filmatisere de sidste to meget spændende bind af Pelle Erobreren....

Ak, fantasien løber ganske af med mig... Måske er arbejderens liv slet ikke så kedeligt endda...måske er det ret dramatisk i al den kamp for overlevelse...

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Viggo Okholm, Per Torbensen, Arne Stensgaard Berg, Michael Kongstad Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Arne Stensgaard Berg

@ Lilli Wendt:

Se, DET ku' der godt komme en seværdig dramaserie ud af. Men det kommer nok til at kollidere med Arne Gravesens udgangspunkt, nemlig at "...danskerne også skal have noget at relatere deres eget liv til."

Jeg ville i hvert fald have svært ved at genkende mig selv i dit plot - og et plot bygget på mit eget liv, gad jeg ikke spilde 2 minutter på...

Sider