Læsetid: 3 min.

En gavtyvs bekendelser

Tjekkiske Bohumil Hrabals groteske roman fra det mellemste Europa
Bohumil Hrabal (anden fra venstre)

Bohumil Hrabal (anden fra venstre)

Kultur
23. juli 2013

Hør nu godt efter, hvad jeg fortæller jer!« Med de ord indleder jeget hvert af de fem kapitler af sit livs historie. Og om mundtligheden i hans fortællen er der ingen tvivl i den fortræffelige oversættelse af Bohumil Hrabals roman Jeg har serveret for den engelske konge om den unge hoteltjeners brogede karriere i Tjekkoslovakiet fra sidst i 1930’erne, gennem den tyske okkupation, befrielsen og den sovjetiske magtovertagelse fra 1948. Smidigt og ganske amoralsk smyger han sig gennem skiftende miljøer og magtforhold med højt humør og fast vilje til at blive millionær – for endelig i nøjsomhed at nå frem til en mere moden afklaring og kunstnerisk interesse med lyst og evne til at skrive den historie, man lige har læst. Romanen spejler i en vis forstand den kontroversielle forfatters vilkår, kunsten at navigere under et regime uden ytringsfrihed. Bogen kunne kun udkomme hemmeligt i 1971.

Sikkert og vist er den fri i udtrykket i sin hæsblæsende, pauseløse fabuleren sig frem gennem associationer, anekdoter, erindringer, præcise sanseiagttagelser og adfærdsstudier. Trods overtjenernes belæring om intet at se, intet at høre, som diskretionens regler er, hører og ser han alt og udnytter det straks. Fra hotel til hotel avancerer han fra provinsen og til Prag, er en flittig og yndet bordelgæst og betjener erotisk kyndigt de letlevende damer efter børsherrernes forlystelsesorgier i diverse chambres séparées. Romanen løfter sig til nærmest karnevalistiske højder i sine vellystige skildringer af seksuelle aktiviteter og af madorgier, som kulminerer i en middag ved kejser Haile Selassies besøg, hvor han til alles misundelse indkasserer en orden. Det bliver hans trylleformel: Jeg har serveret for den etiopiske kejser! Han avancerer som overtjener på et luksuriøst nazikurbad, hvor SS-tyre besvangrer udvalgte racerene germanske kvinder, og elsker selv med den højtstående sundhedschef Lise, for efter en omfattende gentest at få lov at gifte sig med hende. Hun omkommer under Berlins fald, men efterlader ham en kostbar frimærkesamling, som hun har beslaglagt hos en rig jøde. Uafhængig millionær bliver han trods sine tjekkiske kollegers og gamle millionærers foragt. Han får indrettet sit drømmehotel, en kortvarig succes, men lystighederne fortsætter i en kommunistisk arbejdslejr under en parodisk, grotesk rolleombytning. Som en slags mild straf ender han som vejmand i et øde område, hvor skrivelysten vækkes, og fortællingen om, hvordan det utrolige blev til virkelighed, nu afsluttes med ordene: »Er det nok?«

Velsmurt

En stærkt underholdende historie er det i egenskab af en fiktiv og kynisk lavbenet version af den store fortælling om Europas skæbneår, hvor en lille mand ikke gør sig store tanker om andet end sig selv, som den skælm han er. Velkomponeret er den, bygget over små og større ledemotiver, parallelle situationer og symbolske hændelser. Litterært set plejer man at nævne Haseks Den gode soldat Svejk som inspiration for denne nærmest navnløse mand. Et andet slægtskab kunne være Rabelais og hans hyperbolske udskejelser med den til gengæld kæmpestore Gargantua. Tydeligste forbillede er imidlertid Thomas Manns Felix Krull. En svindlers bekendelser (1954), et slående eksempel på en skælmeroman, picaresk, kaldes denne gammelkendte genre, hvor netop et jeg, en tjener, drager ud i verden fra eventyr til eventyr, snylter på de bedrestillede og udnytter kvinderne, liderlig, upålidelig – og indirekte samfundskritisk. Der er ret tydelige paralleller i Hrabals velsmurte og tankevækkende typeroman fra et politisk mineret område i Europa.

Bohumil Hrabal - 'Jeg har serveret for den engelske konge’, 1978

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her