Læsetid: 2 min.

Geniets sidste sejr

Knut Hamsuns ’Paa gjengrodde Stier’ sætter kunstens værdi så radikalt på spidsen
Ved at fremstille sig som den stokdøve, isolerede, modigt kæmpende og empatisk følende ener søger Knut Hamsun at vinde læseren for sig. Foto: Scanpix

Ved at fremstille sig som den stokdøve, isolerede, modigt kæmpende og empatisk følende ener søger Knut Hamsun at vinde læseren for sig. Foto: Scanpix

12. juli 2013

Stofmæssigt har vi at gøre med en selvbiografisk beretning, der på nutidsplanet begynder med, at forfatteren, bare 17 dage efter tyskernes kapitulation i Norge i maj 1945, sættes i husarrest som direkte konsekvens af sine åbent udtrykte nazisympatier. Siden anbringes han på sygehuset i Grimstad og på alderdomshjemmet i Landvik. Et halvår fra oktober 1945 til februar 1946 tilbringer han på Psykiatrisk Klinik i Oslo, hvor professor Landstad undersøger ham og når til den konklusion, at Nobelprisdigteren ganske vist ikke er sindssyg, men har varigt svækkede sjælsevner og derfor næppe kan straffes for landsforræderisk virksomhed.

Men at blive skånet af en læge (der handler efter skjult ordre fra en rådløs regering) er ikke det samme som at blive rehabiliteret. Så Hamsun skriver en blanding af øjebliksrapport og tilbageblik og lader den udsende i bogform som sin sidste litterære triumf. Han, hvis avisartikler juridisk set var landssvig, fremstilles ved stilens kraft som det ensomme geni i udbrud, grebet af en hellig galskab. Og hans forførelsesgreb lykkes, for så vidt som læseren røres, gribes, begejstres og uvægerlig må føle sympati for denne stejle olding, der fastholder sin selvstændighed og stolt insisterer på at være »gammel nok til at have en rettesnor for meg selv«.

Hvad er det, han ikke skriver? Han nævner ikke det opråb, han i maj 1940 rettede mod det norske folk : »Tyskerne kjemper for oss alle og knekker nu Englands tyranni«. Han skriver heller ikke, at han i sommeren 1943 sendte sin Nobelprismedalje til Goebbels. Og han citerer ikke sin famøse nekrolog over Adolf Hitler, trykt 8. maj 1945, dagen inden tyskerne gav op i Norge. Hamsuns implicitte æstetiske strategi i På gjengrodde Stier går ud på at forvandle en kompromitteret politisk aktør til uskyldigt offer. Ved at fremstille sig som den stokdøve, isolerede, modigt kæmpende og empatisk følende ener søger han at vinde læseren for sig. I stedet for et forklarende forsvarsskrift frembringer han en roman om en taber, der til sidst alligevel bliver vinder. Flået ud af historisk kontekst manifesterer Paa gjengrodde Stier kunstens evigt unge protest imod virkeligheden, individets trods imod høkerhjernerne i den kompakte majoritet. Men tilbageført til sin tid husker bogen os på, at selv kunst forpligtes på etik og sandhed. Spørgsmålet er blot i hvilket omfang.

Knut Hamsun - 'Paa gjengrodde Stier', 1949

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Kongsdal

Selvfølgeligt enig i kanonisering af Hamsun.
Når det gælder den omtalte "professor Landstad" er han en ukendt person, for os der elsker Store-Knut. Erik Skyum-Nielsen mener nok professor Gabriel Langfeldt.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har altid undret mig lidt over denne optagethed af Hansuns nazi-sympatier. Det forekommer ude af proportion, at disse udsvævelser skulle diskvalificere ham så fuldstændigt. Men ikke en eneste statue findes der af ham i Oslo, ikke en gade er opkaldt efter ham.

Hamsun personificerede netop en morderisk tidsånd, uden at han åbenbart opfattede farerne - en katastrofal ideologi, som greb mange ubefæstede sjæle i hans generation - men selv gjorde han vistnok intet ulovligt - og blev alligevel stigmatiseret ...

Michael Kongstad Nielsen

Som jeg har hørt det, var det navnlig Hamsuns foragt fra Storbritanniens koloniherredømme og Frankrigs ditto, og andre europæiske staters herremandsmentalitet, der førte ham til at holde med Tyskland, men jeg har ikke sat mig meget ind i det (og det er jo paradoksalt, at Tyskland også blev et herremandsvælde). Hamsuns kunst handlede om mennesker og først og fremmest mennesker, ikke om ideologi og geopolitik.