Læsetid: 2 min.

Godhedens evige realitet

Grotesk og burlesk overdådig skælmeroman fra William Heinesen er en europæisk nyklassiker
Scenen for den evige kamp imellem godt og ondt, og for striden mellem på den ene side kunst, eros, musik og på den anden side snusfornuft og moral og borgerlig stræbsomhed og anmassende middelmådighed, er sat i det gamle Thorshavn med dens snævre gyder og sære originaler med navne som Lighanen, Ole Brandy og Krabbekongen. Vi er midt ude i havet og i centrum af verden på samme tid. Foto: Scanpix

Scenen for den evige kamp imellem godt og ondt, og for striden mellem på den ene side kunst, eros, musik og på den anden side snusfornuft og moral og borgerlig stræbsomhed og anmassende middelmådighed, er sat i det gamle Thorshavn med dens snævre gyder og sære originaler med navne som Lighanen, Ole Brandy og Krabbekongen. Vi er midt ude i havet og i centrum af verden på samme tid. Foto: Scanpix

Kultur
16. juli 2013

Da han var omkring de halvtreds og takket være arven fra sin far omsider helt kunne hellige sig sine skriverier, udsendte William Heinesen (1900-1991) i to på hinanden følgende år to overmåde forskellige bøger, der begge hører til mellem hans hovedværker, men hvoraf det ene fortjener rang af stor europæisk nyklassiker.

Først kom 1949 Den sorte gryde, en socialt indigneret skildring af Færøerne under Anden Verdenskrig, et værk der i skrivemåde og holdning lagde sig i forlængelse af 1930’ernes realisme.

Men året efter lagde han stilen totalt om med De fortabte spillemænd, en grotesk og burlesk overdådig skælmeroman, hvori fremmales billedet af en unavngiven mikrostad i det 20. århundredes første årtier i et ensomt blyfarvet land »langt ude i det kviksølvlysende verdenshav«.

Scenen for den evige kamp imellem godt og ondt, og for striden mellem på den ene side kunst, eros, musik og på den anden side snusfornuft og moral og borgerlig stræbsomhed og anmassende middelmådighed, er sat i det gamle Thorshavn med dens snævre gyder og sære originaler med navne som Lighanen, Ole Brandy og Krabbekongen. Vi er midt ude i havet og i centrum af verden på samme tid.

Heinesens kup er opdagelsen af, at lillebyens nøgler passer til de fleste låse på kloden. Beskrivelsen af vindharpebygger Isaksens himmelstormersønner – Moritz, digteren Sirius og komponisten Lille-Kornelius – indgår i en kollektivskildring, men hans fokus er alligevel ikke socialt, snarere almenmenneskeligt eller mytisk med brændpunkt i de renes afmagt over for folks evige inderlige selvretfærdige ondskab. Sidstnævnte repræsenteres monstrøst af sparekassebestyrer Ankersen og hans kristelige afholdsforening, Ydun.

Over for ham står også bogens godhjertede, men svage antihelt Magister Mortensen, hvis ledestjerne og idol er Kierkegaard, og som i en dramatisk afskedsscene får lov til, ophedet af raseri, at udsige værkets hovedbudskab: Godhed er for hede helvede en realitet!

At De fortabte spillemænd blev en så veloplagt, uforglemmelig bog, skyldes ikke mindst en litterær konsulent. Første version af romanen blev allerede i 1945 sendt til Gyldendal, der videregav manuskriptet til digteren og essayisten Paul la Cour.

Denne brød sig ikke om romanen og beskrev i sit barske responsum William Heinesen som en mand i en alt for stor frakke; ambitionerne var, sagt med andre ord, større end talentet til at virkeliggøre dem. I sin iver efter at opnå intet mindre end alt havde digteren spændt ben for sig selv og frembragt en klodset knirkende konstruktion.

Efter den udtalelse lagde forfatteren manuskriptet på hylden og vendte først tilbage til skælmeromanen, da han var færdig med krigsromanen. Og derved blev udgivelsesrækkefølgen korrekt – for hvor Den sorte gryde peger tilbage mod 30’erne, indvarsler De fortabte spillemænd ikke alene Heinesens muntert genreblandende sene værk, men også en særlig nordisk udgave af den magiske realisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her