Læsetid: 1 min.

Historien

Indigneret skildring af ofrenes skæbne
Fra 1986 filmatiseringen af Elsa Morantes 'Historien' / Scanpix

Fra 1986 filmatiseringen af Elsa Morantes 'Historien' / Scanpix

Kultur
23. juli 2013

Elsa Morantes Historien er et indædt oprør mod Historiens herskere og en indlevet krønike om dens ofre, de fattige og udstødte, på hvem den store histories grusomheder slår ned, så de går til grunde. Kapitlerne dækker hvert et år fra 1941-1947, og imellem hvert får vi Morantes egen nådes- og illusionsløse version af historiens gang. I centrum for fortællingen står lærerinden Ida Mancuso, halvt jødisk (som Morante selv), og hendes to sønner, Nino, en lystig bølle, og den lille Useppe, frugten af en tysk soldats voldtægt.

Det er krigens lidelser, jødernes deportation, sulten, bombardementerne og befolkningens desperation, der skildres. Midt i al gruen vokser Useppe op, men i hans øjne stråler afmægtige ofre, traumatiserede partisanere, mishandlede ludere, småkriminelle, græsstrå og stjerner alt sammen eventyrligt i et uhørt skønt univers.

Efterhånden som mennesker og dyr omkring ham forsvinder, ændres han imidlertid. Bagsiden af hans evne til at opfatte verdens skønhed er evnen til at gennemskue historiens gru. Han aner jødernes skæbne, da han ser en kalv i en godsvogn, og han ved, uden at nogen fortæller ham det, at Nino dør. Hans jublende livsglæde slukkes. Ida finder ham udstrakt med armene ud til siden, en korsfæstet, der ikke genopstår. Og Ida mister forstanden.

Historien er gennemtrukket af allusioner til folklore, religioner og myter, fortalt af en alvidende fortæller, der ind imellem, som et tegn på historiens overmagt, skrumper ind til et jeg, der med hullet viden forsøger at stykke sammen, hvad hun har hørt. Men gennem det hele toner »en lav døsig klagesang ... rytmer, der står nedfældet i sæden til alt levende, der en dag skal dø.«

Elsa Morante - 'Historien', 1974

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Torbensen

En smuk bog af Elsa Morante La Istoria,hvor nogle dør og bliver syge af krigens grusomme oplevelser.