Læsetid: 2 min.

Humanismens oprindelse

Umberto Ecos ’Rosens navn’ er et produkt af den europæiske dannelseskultur og beskriver, hvordan den opstod
Foto: LOIC VENANCE/Scanpix

Foto: LOIC VENANCE/Scanpix

26. juli 2013

Den aldrende benediktinermunk Adso tænker tilbage på de hændelser, der udspillede sig, da han som ung var den engelske franciskanermunk William af Baskervilles lærling. I slutningen af 1327 bliver de hidkaldt til et kloster i Appenninerne for at mægle mellem to stridende fraktioner i Den Katolske Kirke, men ved ankomsten får de også til opgave at opklare et mord. Da pavens udsendinge når frem til klostret, er der allerede tre lig, og inden længe er der fem. Selv om englænderen beordres til at indstille efterforskningen, bliver han ved og opklarer til sidst mysteriet, hvilket får klostrets blinde bibliotekar, Jorge fra Burgos, til at begå selvmord.

Det er handlingen i Umberto Ecos bestsellerroman Rosens navn fra 1980. Den italienske semiotikprofessor baserede sin skønlitterære debut på et originalt dokument, som en munk fra det østrigske benediktinerkloster Melk skrev i Middelalderen.

Eco rekonstruerer med udgangspunkt i denne beretning Den Katolske Kirkes interne konflikter, men tilføjer et fiktivt element, som er intrigens omdrejningspunkt. Det handler om Aristoteles’ litteraturteoretiske værk Poetik.

I sin gennemgang af tragedien nævner Aristoteles, at han senere vil behandle komedien. Den del af værket blev dog aldrig skrevet, eller også er den gået tabt. Men i Rosens navn findes Aristoteles’ tekst om latterens forløsende virkning, som i forhold til tidens dogmer var en foruroligende, kættersk tanke.

Genreblanding

Bogens filosofiske landskab er præget af diskussionen om almenbegreberne og deres indbyrdes status, den såkaldte universaliestrid, som dengang hærgede Den Katolske Kirke. Den encyklopædisk lærde Eco skildrer det tidspunkt, hvor katolske munkes genopdagelse og oversættelse af tekster fra oldtidens Grækenland var i gang med at udløse en proces, som den schweiziske kunst- og kulturhistoriker Jacob Burckhardt først 500 år senere gav betegnelsen Renæssancen.

Den klassiske kulturs genfødsel i de italienske bystater er det grundlag, som humanismen og moderniteten hviler på. Dette øjeblik i europæisk idéhistorie er rammen om Ecos filosofiske nøgleroman. William af Baskerville ligner den engelske logiker William af Ockham, der kom på kant med paven, men figuren låner også træk fra Sherlock Holmes. Bibliotekaren Jorge fra Burgos bærer den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ kendetegn.

Foruden middelalderfilosofi indeholder Rosens navn et hav af referencer til såvel høj- som populærkultur. F.eks. parafraserer romanens første sætning Nuser fra tegneserien Radiserne, mens beskrivelsen af klostrets bibliotek er inspireret af Borges’ fortælling Biblioteket i Babel (1941), hvor mængden af akkumuleret viden er uendelig – ligesom universet.

Denne genreblanding har gjort, at bogen er blevet betragtet som et typisk eksempel på den postmoderne roman. Men hvad er det? I et essay om postmodernismedebatten skriver Eco, at det for ham handler om at undersøge fortiden »med ironi«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det lykkedes mig aldrig at bliver fænget af filmen og se denne til ende til trods for flere forsøg. Også bogen har givet mig kvaler. Det er ærgerligt, for Eco er rigtig god, når bare han holder sig til at skrive essays. F.eks. er "Hvordan man rejser med en laks" lige på kornet - og morsom dertil. Hvem har ikke prøvet at tømme hotelkøleskabet for små flasker og chokolade for at kunne få plads til andre ting? Eco skriver stadig finurlige essays i L'Espresso. De kan findes på nettet via "La Bustina di Minerva".

Og det bliver så sådan, man må gøre fremover, for jeg konstaterer, at de næste to årtier af litteraturkanonen her ikke vil medtage nogen italienske forfattere. Fokus er mere på Østeuropa og Norden, og det skal der selvfølgelig også være plads til, men jeg får den tanke, at litteraturen - såvel som sproget sammen med fransk - stille og roligt er på vej mod nedlæggelse i en dansk sammenhæng.

Steffen Gliese

Det undrer mig, Maj-Britt Kent Hansen, at du ikke har nydt at læse romanen - måske du skulle prøve med radioteaterversionen, der kan findes på dr.dk/bonanza.

Maj-Britt Kent Hansen

Tak, Peter - jeg vil gøre endnu et forsøg med radioteaterversionen, for når jeg læser omtalen af bogen ovenfor, så lyder den nemlig også som noget for mig.

Claus Oreskov

” Men i Rosens navn findes Aristoteles’ tekst om latterens forløsende virkning”
Jeg ville have skrevet: ”I Rosens navn findes Aristoteles’ tekst om latterens forløsende virkning ,således som Umberto Eco forstiller sig den kunne have set ud”

Nic Pedersen

Jeg er generelt vild med Ecos værker, men jeg fortrækker nok alligevel "Kirkegården i Prag" for "Rosens navn". Især da, hvis man vil trække strenge frem til de seneste generationers tid.