Interview
Læsetid: 4 min.

Jazz er blevet branding og pindemad

Når københavnerne nyder musikken i det varme vejr med en isvaffel eller fadbamse, ser de ikke bagsiden af medaljen, som er, at danske jazzmusikere resten af året har det umådeligt svært med at få jobbet til at hænge sammen
Jan Kaspersen mener, at hvis man ser på kvaliteten alene, kunne to tredjedele eller mere af koncerterne på festivalen mageligt sies fra. Han synes, at festivalen på en vis måde fremviser en illusion om, at der faktisk findes en dansk jazzscene, hvor alting går åh, så godt. Men det er langt fra tilfældet. Foto: Scanpix

Jan Kaspersen mener, at hvis man ser på kvaliteten alene, kunne to tredjedele eller mere af koncerterne på festivalen mageligt sies fra. Han synes, at festivalen på en vis måde fremviser en illusion om, at der faktisk findes en dansk jazzscene, hvor alting går åh, så godt. Men det er langt fra tilfældet. Foto: Scanpix

Kultur
10. juli 2013

Pianisten Jan Kaspersen er en af de bedst kendte profiler i det danske jazzliv. Det skyldes ikke kun den leopardhue, han altid har på ved koncerterne, men først og sidst den kvalitet, han leverer i samspil med andre af de bedste danske og udenlandske musikere. Han har været fast deltager i Copenhagen Jazz Festival gennem alle de 34 år, den har eksisteret, og overordnet finder han, at festivalen er en god idé.

»Men dertil, hvor den er nået nu, er jeg knap så begejstret,« siger han, da Information møder ham i hans arbejdshule på femte sal på Frederiksberg. »Festivalen har fået vokseværk. Fra at musikken var i centrum, er det nu forretningen, det gælder. Der skal være vækst for enhver pris ligesom i resten af samfundet.«

Forleden hørte Jan Kaspersen direktøren for festivalen sige i et af medierne, at Copenhagen Jazz Festival handler om at ’brande’ København. Det var han ingenlunde tilfreds med.

»Meget symptomatisk handlede interviewet om, hvor mange tilrejsende, der kommer, og hvad det betyder for hoteller og restauranter,« uddyber Kaspersen. »Han sagde tilmed på et tidspunkt, at folk meget gerne måtte købe en stor fadøl til 35 kroner. Ikke et ord om selve musikken. Jo, for resten, et enkelt. Journalisten sagde: ’I sælger jo musik. Har I nogle gode varer på hylden?’ Han svarede med et ’ja’. Men i sidste ende er det musikerne, der kommer til at betale prisen. Som musikere er vi langt bagud med hensyn til aflønning.«

Jan Kaspersen mener, at hvis man ser på kvaliteten alene, kunne to tredjedele eller mere af koncerterne på festivalen mageligt sies fra. Han synes, at festivalen på en vis måde fremviser en illusion om, at der faktisk findes en dansk jazzscene, hvor alting går åh, så godt. Men det er langt fra tilfældet.

»Når festivalen er overstået kommer der lidt efterskælv eller -veer. Pludselig er det hverdag igen. Så kigger man i kalenderen, og nå ja, hvad skal man resten af året? Der er alt for mange musikere til de få job, der er, som f.eks. kan være et one night stand i Esbjerg eller et andet sted i provinsen. Da jeg i begyndelsen af 1990’erne havde et tolvmandsorkester, var der råd til, at vi kunne få 2.000 kroner pr. næse. Det er der ikke mere, og lønnen er ikke steget. Du kan købe de bedste musikere for 2.000-2.500 kroner for en aften.«

– Men det med de mange musikere kan man vel ikke gøre noget ved. Enhver har lov til at prøve lykken?

»Selvfølgelig, og det skal man også. Men i de mange år, jeg har været med, har jeg set endog meget store talenter pludselig bukke under, for man skal leve med en kalender, der måske er blank et halvt år frem. Desuden skal man have et godt helbred og en familie, der kan acceptere ens arbejde. Og man skal være dygtig til selv at opsøge arbejdet. Det er svært at skabe sammenhængskraft i jobbet som musiker. Men lige siden, der første gang blev blæst på lur i Danmark, har musikere ligget i bunden af hierarkiet, selv om musikken heldigvis stadig har en magi og tiltrækning.«

– Hvordan kan det blive bedre?

»Hvis jeg skal være grov, så synes jeg, der har bredt sig en ligegyldighed eller disrespekt over for selve musikken. Der er for meget med regionale spillesteder, fondskonstruktioner, sponsormidler, og jeg skal komme efter dig, men alle de spillesteder, der var for nogle tiår siden, eksisterer ikke mere. Man sætter et beløb af på et budget til markedsføring af store events, men interesserer sig ikke synderligt for musikken som sådan. Jeg blev helt glad, da en arrangør i Aarhus forlangte, at vi skulle spille nogle bestemte numre. Det viste da en interesse for musikken. Men jeg oplever mere og mere, at succesparameteren handler om branding og omsætning,« siger Jan Kaspersen og uddyber: »F.eks. var jeg med i et fremstød i New York. Man satte en masse penge i det, delte billetter ud til ambassadefolk, venner og bekendte, politikere, forretningsforbindelser, og hvis de var heldige, kom der to journalister. Bagefter kunne man i danske aviser læse, at dansk jazz havde væltet New York. I virkeligheden blev musikken brugt som en slags kulturel pindemad for erhvervslivet. Men hvis vil man vil højne kvaliteten af jazzen, må man bruge pengene på at skabe spillesteder, hvor man fortløbende kan arbejde som musiker.«

– Har jazzen ikke i virkeligheden tabt krigen til rockmusikken?

»I en vis periode: jo – selv om krig er for voldsomt sagt. Men som allerede Duke Ellington sagde, er jazz et meget begrænset ord, og en musiker som Miles Davis var enormt god til at skifte klædning, selv om han dybest set spillede den samme musik. Han brugte også rockmusikken, og i dag er rock, hvad det så er, og jazz smeltet sammen med latin, swing, hiphop, blues, osv., og det er en god udvikling. Der bliver revet ned fra alle hylder.«

Selv priser Jan Kaspersen sig lykkelig for gennem et langt liv lige akkurat at have kunnet leve af sin passion, men »jeg kan stadig få panderynker«, siger han – manden, der på et enkelt punkt selv har haft glæde af branding: den imiterede leopardhue. Den købte han på en tur til Tunesien i begyndelsen af 1980’erne. Han oplevede pludselig en større opmærksomhed – akkurat som da vennen Dan Turèll malede sine negle sorte. Som denne udtrykte det: »Det gør ikke noget, man vrikker med røven, så længe kvaliteten af det, man laver, er i orden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

Den udvikling startede helt tilbage i slut-40'erne, og endda i USA, da de store orkestre ikke længere var rentable og efterspurgte som dansemusik. Tiderne ændrede sig, og orkestrene blev mindre. 10 år senere blev jazzen løbet over ende af Rock'n Roll musikken, som siden da, i en eller anden form, har været tidens populærmusik - og jazzen blev til enten nostalgi eller avantgarde. Men mainstream-musik blev den aldrig igen.

/O

Hasse Poulsen

Godt Jan!

jeg tror ikke at vi skal være kede af at Jazzen "brander" København i en periode.
Vi trænger som Jan siger til flere spillesteder hvor musikken kan udvikle sig og publikum møde både det nye og det gamle.
Vi må se i øjnene at der er tre slags musik: 1 den der kan klare sig selv kommercielt, 2 den der er financieret af Staten (Symfoniorkestre, Opera) og resten.
Der er ingen kamp mellem jazz og rock eller mellem world og rap. Alle prøver at klare sig oc finde en plads og et publikum. Ordet jazz dækker i dag over alle slags instrumental musik, så jazz scenen er grundlæggende der hvor musikere kan udvikle deres KUNST og publikum møde musik lavet for musikkens skyld og ikke primært for at skore kassen eller opfylde en institutionel forpligtelse.
Al den musik har brug for plads (til at spille og i medierne) og penge.
Men ellers: God festival til jer alle her fra Frankrig.

Per Torbensen, Kristian Rikard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvordan opstår kultur-kløfter?

De opstår som regel gennem manglende forståelse for den indsigt, der ligger til grund for, at nogle mennesker vælger den vej de har valgt.

Et eksempel fra egen erfaring om manglende forståelse for et individs koncentration om tidligere histories store mestrer, i en ung alder, hvor der blev tilbudt røvfuld hvis individet ikke kunne høre at Debussy intet havde at tilbyde i forhold til Henry Mancini.

Eksempelt tåler at blive generaliseret - idet erfaringsgrundlaget skriver kultur-sammenstød og 41 år i intens lytning, og fuldt overblik over grundlaget for tonekastning, og tone tilsmudsning, og tone forbandelser.

Hvordan bryder man kultur-kløfter?

Oplysning ( Det foregår i skolen)

Alle reklamerer, og alle reklamer er penge ud af vinduet, eller som at tisse i bukserne.

På en måde er de overbyggende musiske uddannelser en form for overgreb, idet man stikker blår i øjnene på naive unge mennesker - der naivt tror at de ansvarlige "voksne mennesker" selvfølgelig forstår de fag der figurerer i lærebøgerne også er almen dannelse blandt de der har valgt andre fag, og som alle har prøvet kræfter med.

Man kunne i det mindste betale de mennsker en ordentlig løn, selv man ikke helt fatter hvad der foregår, fordi skolen som højest sendte en Dansk-lærer forbi med en guitar, hvor tre greb med (tungen i munden) er indøvet i weekenden.

Problemet bliver aldrig løst, sålænge man ikke forstår problematikken, og når selv ikke de der udøver det forstå det, eller procentsatsen blandt dem er rimelig lille, så fatter de politikere vi har heller intet, for de er om nogen fuldstændig afhængige af at få det skåret ud i pap.

Alle elsker festen, hverdagen skider vi på, og dermed de mennesker der skaber festen.

God FEST-i-valhalla Vikingernes borg - øllet glider ned, og tonerne ind i øret og ud af røven.

Sur, sur, sur, lille bi omkring.

PS

Bach blev selvfølgelig kendt på sin Paryk, som vakte særlig opmærksomhed ( er ikke klar over om han også blev kendt for at indtage store mængder øl). Musikken fulgte med parykken.

Hvem bollede han med? Stort spørgsmål, som stadig efterforskes af musik-politiet.

På med hatten/parykken, fire slag i mellemgulvet, tre træk i lokummet, en ingeniør til at udbedre de værste skader, og så kører den.

Min største respekt til de der gider, om det er uvidenhed, en smule naivitet, eller bare umodenhed, og dårlige lærere, skal være uskrevet - men de børn hvis hjerne fungerer på den måde, som ikke bliver mødt, det er ikke til at bære det lort de får i hovedet.

Børge Rahbech Jensen

troede, formålet med jazz-festivaller var branding af jazz.
København er ikke eneste danske by med en jazz-festival. Aarhus' jazz-festival åbnede i går, og varer til d. 21. juli. Silkeborgs jazzfestival var d. 26. - 30. juni.

I Randers, hvor jeg bor, er jazzen vist stort set begrænset til en koncert om måneden på Underværket og evt. nogle koncerter i det lokale musikhus Værket.

Maj-Britt Kent Hansen

Det er nu en lettelse, at ruderne ikke længere klirrer og brummer, som de har gjort i timevis her til aften, hvor græsplænen ved Stadsgraven lagde grund til udendørs-lounge-musik (er det jazz?). Måske stod det i virkeligheden på hele dagen? Det ved man lykkeligvis ikke, fordi man ikke var hjemme.

Og vi er ellers ikke sarte her på stenbroen, hvor det jævnligt dunker, buldrer og brager bla. fra nærliggende spillesteder, f.eks. på Christiania.