Baggrund
Læsetid: 8 min.

Kampene om ’undertrøjerne’ forgyldte årets Tour de France

Chris Froome var både for suveræn og for kontrolleret til at påkalde sig den sitrende interesse, der altid er forbundet med den franske folkefest – lige bortset fra interessen for, hvordan han vandt løbet. Ellers var det løbene i løbet, der skabte det bedste Tour de France i årevis
Årets Tour de France var totalt domineret af Chris Froome (i midten), i hvert fald hvad angik kampen om den gule trøje. Til gengæld var løbene i løbet spændende til det sidste. Nairo Quintana (tv) vandt den prikkede bjergtrøje på årets næstsidste etape, mens Peter Sagan vandt den grønne trøje.

Yoan Valat

Kultur
22. juli 2013

Ringede til Henrik Jul i Odense, der var enig i, at årets Tour har været intet mindre end en oplevelse. Selv på de ellers trivielle transportetaper, og som Henrik sagde: »Det var jo også opløftende, at der i år var tre sprintere, der kunne slå hinanden i stedet for halvanden.« Det flamboyante missil Mark Cavendish viste sig ikke at være så usårlig, som forudset, men fik kamp til stregerne af de to tyskere Marcel Kittel og Andre Greipel. Og på et andet plan af slovakken Peter Sagan, der vandt en enkelt etape, men i kraft af sin evne til at kørte hurtigt opad samlede tilpas mange points til at vinde den grønne sprintertrøje.

I det hele taget har konkurrencen om ’undertrøjerne’ været med til at forgylde løbet, efter at det ret hurtigt var klart, at den akavede ’afrikanske brite’ Chris Froome kunne køre fra de øvrige forhåndsudnævnte favoritter, når det passede ham. Og jeg ser i søndagsaviserne, at jeg ikke var ene om at håbe på sfinksagtige Nario Quintana som vinder af lørdagens Annecy-Annecy Semnoz-etape og også den prikkede bjergtrøje i tilgift til den hvide ungdomstrøje, han kørte med det meste af Tour’en.

Kampen om prikkerne og positionerne lige under den gule trøje blev de løb i løbet, der mest præcist eksponerede dets dobbeltsidede dimension af lidelse og triumf, der er folkefestens sjæl.

Contadors lidelse

Som da Alberto Contador blev sat på lørdagens bjergetapes sidste stigning, og jeg kom tanke om ordet ’smertensmestre’, titlen på Henrik Juls bog om Rolf Sørensen og Bjarne Riis fra 1997. Det var frapperende at følge Riis-essets resignerede accept, men også stædige afvisning af sit uafvendelige nederlag: Benene vedblev med at jolle energisk rundt i pedalerne, kun med håbet om en mirakuløs kollaps oppe foran som brændstof. Den udeblev selvfølgelig – Chris Froomes styrke var så intimiderende, at den stadig kaldes ’mistænkelig’, som TV2’s indkaldte ekspert, André Steensen, mere end antydede efter den dramatiske lørdags-etape.

Da Froome blev sat på det sidste stejle stykke i lørdags, var det snarere økonomisering med de sidste kræfter end sammenbrud – han kørte op i sin egen kadence, sikker på den endelige sejr. Om han er dopet eller ej, kunne den franske fysiolog Frederic Grappe fra Besançon-universitetet ikke afgøre efter at have analyseret de data, Sky-holdet i torsdags offentliggjorde i den franske sportsavis l’Equipe. Grappe sagde lørdag til BT, at han mangler centrale tal for optagelsen af ilt per kilo legemsvægt per minut. Hvis Froome har en iltoptagelse på næsten 90 milliliter, hvilket er muligt om end usædvanligt højt, er det meget muligt, at han kører rent. Men Sky-holdet har ikke foretaget disse ilt-målinger med den begrundelse, at de kræver avanceret laboratorieteknologi. Og hvis de har, har de ikke offentliggjort tallene. Og bl.a. fra idrætsfysiologen Hans Søndergaard ved vi, at det er muligt at dope sig med blodtransfusioner og ’mikrodoser’ af EPO uden at blive opdaget, så ...

Omvendt tyder meget på, at ’træthedsfaktoren’ har været udtalt i de to seneste løb. Sidste år låste den Tour’en, fordi Sky-holdet var suverænt stærkest. Det gjorde de ikke i år, hvor løbet trods Froomes dominans var præget af dramatik og af større jævnbyrdighed mellem de bedste, som man kan se Contadors kollaps på lørdagens etape som eksempel på.

»I hvert fald er det tydeligt, at Contador ikke kan det, han kunne, da han vandt sine tre Tour-sejre (hvoraf den i 2010 er annulleret efter den absurde ’bøf’-doping, red.) på evnen til at rykke eksplosivt,« noterede Henrik Jul, »den evne var hans mest effektive våben, men i dag er det Froome, der rykker efter behag.«

Den forfejlede statsning

Hvilket altså medførte, at Team Saxo-Tinkoffs store satsning slog fejl. Bjarne Riis har da også inde bag et sammenbidt tandsæt knurret med erklæringer som: ’Jeg havde håbet på mere fra Alberto’. Riis har i sin karriere som manager haft sans for at hente ryttere med potentielle muligheder – Schleck-brødrene og Carlos Sastre er de bedste eksempler på ryttere, der foldede sig ud i Riis-regi – og hans ansættelse af Michael Rogers og Roman Kreuziger dette år så lovende ud. På papiret stillede han med et stærkt hold – og vandt da også holdkonkurrencen, hø-hø – men det ligner en fejl, at Roman Kreuziger fortsat blev underordnet den nominelle holdkaptajn, selv om han faktisk kørte bedre. Der er også en hel del, der tyder på, at Riis ikke havde afgørende indflydelse på holdopstillingen. Contadors personlige hjælperyttere besatte de pladser, Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen gik glip af, og som de formentlig havde udfyldt bedre.

Veteranen Benjamin Noval udgik på niende etape efter en skuffende præstation, Danielle Benatti fik ikke vist meget, og Jesus Hernandez, der var udset til at trække Contador op ad bjergenes sidste udmarvende stigninger, har kørt som en pose nødder. Også da han på 19. etape med de fem stigninger sad med i det udbrud, der tog ni minutter fra favoritterne. Da Rui Costa rykkede og kørte alene i mål, blev Hernandez siddende, også selv om han i lighed med portugiseren havde gemt sit sig i udbryderfeltet uden at tage føringer og følgelig måtte formodes at have kræfter i behold. Og gennem hele løbet er Hernandez blevet brugt tidligt på etaperne, hvilket ikke var meningen fra begyndelsen, men resultatet af hans formkurve. Også irske Nicolas Roche, som kom til holdet med store forventninger, har skuffet i Tour’en. Bundlinjen er, at Riis-holdet intet har vundet denne sæson bortset fra Kreuzigers sejr i Amstel Gold Race i foråret og Contadors etapesejr i et løb i januar i Sydamerika. Bjarne Riis er i sin fåmælte kommunikation med medierne blevet ved med at insistere på, at rækkefølgen stod til at ændre – men også, at han ikke havde den store indflydelse på Contadors strategi, da han efter Alpe d’Huez-fiaskoen sagde, at ’taktikken var forkert’. Med andre ord havde holdejeren ikke lagt taktikken på det mytiske bjerg, den blev lagt ude på ruten, hvilket i Saxo-Tinkoffs tilfælde må siges at være usædvanligt.

Den danske vinkel

At Riis synes længere og længere væk fra holdet fremgik da også af Contadors konsekvent defensive kørsel gennem hele løbet (måske bortset fra den sidevindblæste 13. etape) og da især på de sidste Alpe-etaper, hvor det trods alle besværgelser om angreb handlede om at bevare den sammenlagte andenplads og vinde holdkonkurrencen i erkendelsen af, at Froome ikke kunne slås. At Contador siges selv at tilrettelægge sin træning og sæsonplan, uden at chefen blander sig, gav bagslag i dette års styrkeprøve. Det bliver interessant at følge, hvordan Bjarne Riis og hans sponsorer vil reagere på selvrådigheden frem til næste års Tour. Contador har på forhånd meddelt, at han ikke vil forsvare sidste års førsteplads i dette års Vuelta a España.

Og skal man et øjeblik dvæle ved ’den danske vinkel’, som Ebbe Traberg, der boede det meste af sit liv i Spanien, kaldte medieinteressen for de danske Tour-deltagere, er det iøjnefaldende, at de to hjælperyttere Brian Vandborg og Lars Bak, hvis hjemstavn jeg fejlagtigt fik placeret i Chris Anker Sørensens Hammel (og må konstatere, at dette dagblads læsere i Silkeborg nok ikke læser mine Tour-rapporter – eller at de er i for godt humør til at ødelægge mit med hånende kommentarer), har passet deres arbejde. Lars Bak, som altså er fra Silkeborg, forsøgte på to etaper, hvor han blev ’løsladt’ for sine pligter som oppasser for Lotto-sprinteren Andre Greipel, at skabe noget, og Vandborg passede trods helbredsproblemer undervejs sine pligter som Peter Sagans oppasser.

Og skal løbets mest tapre aktører udpeges, er Jakob Fuglsang et bud, ikke fordi han endte i top 10, men fordi han stort set kørte til sin 7.-plads i klassementet uden hjælp fra et hold, hvis to andre klasseryttere, sloveneren Janez Brajkovic og svenskeren Fredrik Kessiakoff, udgik allerede i første tredjedel og sidenhen gradvis forvitrede. Fuglsang er blevet rost for sin kloge kørsel, og begik vel kun to-tre fejl – den ene var at køre over evne på den første etape i Pyrenæerne, som også handlede om som nyslået kaptajn at vise sit hold, hvem der havde kasketten på. Anden fejl var at køre den lange vej i en rundkørsel på Gap-etapen, der satte ham tilbage i feltet, og tredje fejl var vel, at han ikke åbnede spurten i god tid mod irske Dan Martin.

Rolland og Ritter

Men øverst på tapperhedspodiet vil jeg anbringe franskmændene Pierre Rolland og Christophe Riblon, der sluttede som henholdsvis 24 og 37 i klassementet. Riblons glansnummer på Alpe d’Huez reddede lidt af den noget flossede franske ære – det er franskmændenes cykelløb, som de har vundet 36 gange, sidst i Laurent Fignons og Bernard Hinaults glansperiode i 80’erne.

Pierre Rollands strid som en anden Sisyfos for at vinde bjergtrøjen var en klassisk opvisning i den umulige ambition, som han da også måtte se fortone sig midt på den afgørende næstsidste etape, da Quintana og Katusha-holdets spanier, Joaquim Rodriguez, ville op som nummer to og tre i rækkefølgen. Og Rollands kamp for de prikkede point blev skæmmet af hans skuldertackling i en bjergspurt af Euskaltel-holdets Igor Antón, der var ved at køre i grøften. Han fik ikke frataget de point, han vandt med sin bissestreg, men mest bemærkelsesværdigt var, at Antón kontrollerede sin kogende adrenalin, hvor andre var gået amok.

Som for eksempel da Ole Ritter i 1962 med knytnæver ville straffe den danske landevejssprinter Ole Pingel, der ifølge Ritter snød ham for det nordiske mesterskab i den norske by Levanger.

Ritter var gået alene i udbrud, da Pingel med sit velkendte hurtige antrit kørte op til hans baghjul. Ifølge Ritters erindringsbog, Kampen på landevejen, aftalte de to konkurrenter, at Ritter ville trække Pingel med hjem på den betingelse, at han ikke blev overspurtet på målstregen. Den aftale glemte Pingel alt om, da målstregen blev synlig, og susede forbi ’Slagteren’, Ritters øge-kæle-navn som amatør. Ritter fik ikke banket Pingel den dag, men året efter stak han ham en blodtud midt under et dansk landevejsløb, der fik Pingel til at gribe sin cykelpumpe for at slå igen.

Den gang var der temperamenter til – og for at slutte, hvor jeg begyndte, er det er måske den eneste lille mislyd ved dette års Tour: At Chris Froome syntes at køre på et robot-temperament. Og det er jo ikke ophidsende. Spændingen lå ikke i kampen om den gule trøje, men i kampene under den.

 

Dette års sidste etape, der som altid ender på Champs-Élysées, var ikke færdig ved redaktionens afslutning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her