Interview
Læsetid: 1 min.

Min kultur: Klaus Bondam

Kultur
23. juli 2013

Klaus Bondam, institutleder på Det Danske Kulturinstitut Benelux, skuespiller og tidl. beskæftigelses- og integrations­borgmester i Københavns Kommune

– Hvad er den bedste/sjoveste/klogeste kulturelle udendørsaktivitet, du har været til?

»Grace Jones-koncerten på Roskilde Festival i 2009. For en gammel dreng som mig var det et kært og varmt gensyn. For mange unge var det et dejligt, lidenskabeligt og nyt bekendtskab.«

– Hvilken bog vil du læse i sommerferien?

»Jeg vil se at blive færdig med både Kim Leines Profeterne fra Evighedsfjorden og Anne Lise Marstrand-Jørgensens Hvad man ikke ved. Jeg mangler cirka en tredjedel af hver, og hver en side i begge bøger gør dybt indtryk på mig og fæstner stærke billeder på min nethinde.«

– Hvilken bog, du har læst, vil du anbefale andre at læse isommerferien?

»Edmund de Walls Haren med de ravgule øjne. Det er en fantastisk autentisk skæbnefortælling om Europas udvikling de sidste 250 år – og de Walls familie. Udover at være forfatter er de Wall også en internationalt kendt keramiker.«

– Hvilke aviser, magasiner og tidsskrifter læser du til daglig?

»Politiken som e-avis. Og så en masse artikler som gode, kloge, indsigtsfulde og velorienterede Facebook-venner linker til.«

– Hvad hører du af radio om sommeren?

»Så godt som intet. En sjælden gang P1 Morgen, men jeg er meget træt af meget umorsomme værter, der tror, de er meget sjove og meget afslappede, men bestemt ikke er det. Jeg lytter dog gerne til Søndagsfrokosten eller Netværket, når jeg falder over dem. Og Radioklassikeren

– Abonnerer du på podcasts, og hvilke kan du i så fald anbefale?

»Nej. Jeg har aldrig rigtig forstået den teknik. Og jeg ved godt, det er mig, der har et problem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her