Læsetid: 4 min.

Kunsten skal fortælle en historie

I ideologisk korrekt ånd blev kunsten i Venstres gruppeværelse i 2005 sat i udbud. Men vindermalerierne er dystre, mener kulturordfører Michael Aastrup Jensen, som – hvis han en dag bliver gruppeformand – vil have Sven Dalsgaards værker op i stedet. Ligesom hjemme hos ham selv
’Billedet i midten er vigtigst. Det er oraklet i Delfi,’ forklarer Venstres kulturordfører om Peter Brandes-malerierne på væggene i partiets gruppeværelse, hvor gruppeformanden og partiformanden har fast plads lige under oraklet, når der holdes møder.
18. juli 2013

Kort tid efter den 28-årige Randers-knægt Michael Aastrup Jensen blev placeret på Christiansborg som nyvalgt folketingsmedlem for Venstre, var han vidne til et stykke ægte liberalisme udført i praksis.

Dengang, i 2005, skulle partiet have ny kunst på væggene i gruppelokalet. Det foregik ved, at gruppeformand Christian Mejdahl sendte Venstres principprogram ud med beskeden:

»Her er vores idégrundlag, byd ind med jeres bud på, hvordan det kan se ud som kunst.«

Selve formatet – en konkurrence – var ikke tilfældig, men et led i at få kunsten til at signalere »Venstres grundsjæl«.

Der kom fire-fem bud, herunder billedkunstneren Peter Brandes.

»Vi valgte Peter Brandes, som har forsøgt at fortolke det lidt bredt: Den vestlige kultur- og demokratiforståelse bygger på to trin: Det antikke og det kristne – og det er det, der kunne være overskriften på billederne,« siger Michael Aastrup Jensen og går ned mod de tre malerier.

Han peger på det midterste.

»Billedet i midten er vigtigst. Det er oraklet i Delfi. Hvis man tænker tilbage på oldtidens Grækenland og så videre, er det en spændende historie, og det – mente Peter Brandes – var det vigtigste.«

Derfor sidder gruppeformanden og partiformanden lige under oraklet, når partiet holder møder.

Venstres gruppeværelse er et rummeligt lokale, selv om Michael Aastrup Jensen kækt påpeger, at der snart bliver et »teknisk problem«, fordi det kun rummer 47 pladser. Han hentyder til meningsmålingerne, der lige nu spår Venstre en større folketingsgruppe efter et hypotetisk valg.

Mødte modgang i Randers

Ved byrådsvalget i 2001 blev Michael Aastrup Jensen som 25-årig den yngste borgmester i Danmark nogensinde. Det var samtidig første gang siden 1950’erne, at Randers fik en borgerlig borgmester – og første gang i historien, at det blev en Venstre-mand.

Som borgmester i Randers har man det privilegium, fortæller han, at man kan få udlånt malerier fra Randers Kunstmuseum.

På sit borgmesterkontor havde Michael Aastrup Jensen mange forskellige malerier hængende, og de havde alle sammen en virkning på ham.

»Jeg synes, det er vigtigt, at kunst fortæller en historie,« siger han. »Mere end bare at være et pænt landskabsmaleri – for nu at sige det sådan groft, ikke. For så er det bare et billede for mig.«

I Randers blev fortalt mange historier, og de var alle centreret omkring Randers.

»Og så handlede de om modgang. Der var meget modgang i Randers Kommune, da jeg kom til,« siger han med henvisning til den gamle arbejderkommune, som lige skulle vænne sig til en borgerlig førstemand.

Kulturordføreren roser i dag Peter Brandes’ malerier på gruppeværelset, men siger samtidig, at de er dystre. Han tøver lidt.

– Kan du se, hvad de forestiller?

»Altså. Peter Brandes er jo en – hvad skal vi kalde det – moderne kunstner. På godt og ondt. De er meget abstrakte, så jeg må indrømme, at hvis jeg ikke vidste, at det var oraklet fra Delfi, havde jeg svært ved at se det.«

– Men nu, hvor du ved det, kan du så se det?

»Ja, jeg synes da godt, man kan se, det er et orakel. Og med lyset er det meget anderledes end de to andre – markante – malerier.«

Han forklarer, at han ofte tænker over malerierne i gruppeværelset. Særligt husker han allerførste gang, han satte sine fødder i lokalet, efter han var blevet valgt i 2005. Det var forbundet med en vis ærefrygt, og han tog alle indtryk til sig: Hvordan stolene stod, hvordan bordene stod i forhold til stolene, hvordan folk sad, og om nogen tog en ny plads. Dengang bemærkede han »i dén grad« kunsten, siger han.

»Det var jo en gammel drengedrøm bare at være her, så jeg sugede alting til mig.«

Optimistisk sindelag

Michael Aastrup Jensen kan godt lide kunst. Han kan godt lide at gå en tur og opleve kunsten i det åbne miljø, som han siger, men han er ikke en flittig gæst på landets kunstmuseer.

»Der er jeg måske lidt anderledes end nogle af mine kolleger. Jeg kan ikke bare stå og sige: ’Ej, hvor er det et pænt billede, fordi man lige har malet sådan og sådan’. Det siger mig ikke noget.«

»Hvis man skal sige det sådan lidt groft, så går jeg ikke så meget op i æstetikken. Jeg går mere op i, hvorfor det er der, hvad det fortæller, hvad maleren tænkte på. Og så videre.«

– Hvis du helt frit i hele verden kunne vælge, hvad der skulle hænge i Venstres gruppeværelse, hvad skulle det så være?

»Så ville det ikke være Peter Brandes,« siger kulturordføreren resolut.

»Jeg synes, de er for dystre. Især nu, hvor vi har slukket lysene. Oraklet lyser lidt op, men ellers ...«

»Men det er selvfølgelig også et spørgsmål om sindelag. Mit sindelag er meget optimistisk, så jeg ville nok vælge nogle lidt mere optimistiske billeder,« siger han.

Han tøver lidt, mens han overvejer, hvilken kunstner det skulle være.

»Jeg synes, Sven Dalsgaard har lavet nogle sjove ting. Jeg må indrømme, at han jo godt nok var fra Randers, men det kunne være spændende. De er jo også lidt sjove. Så hvis jeg selv kunne vælge – altså, hvis jeg blev gruppeformand en eller anden dag – så ville jeg prøve at se, om vi ikke kunne få noget Sven Dalsgaard op.«

– Har du kunst derhjemme?

»Ja, der har jeg flere forskellige ting. Jeg har også et enkelt Sven Dalsgaard. Men jeg har meget, meget blandet kunst. Jeg går ikke op i en bestemt kunstner, som sådan, jeg går mere op i ... « siger han og indleder pludselig en ny sætning:

»Altså, når jeg går rundt på et galleri og køber et eller andet, så køber jeg efter, hvad der taler til mig, mere end hvem kunstneren er. Nogle gange siger jeg nej, fordi prisen er sindssygt høj, men det er mere sådan, jeg gør.«

– Og det her ville ikke tale til dig, fordi du synes, det er dystert?

»Lige præcis.«

Serie

Seneste artikler

  • En liberalistisk kamp for kunsten

    3. august 2013
    Liberal Alliance måtte kæmpe for at få Johnny Madsens malerier op at hænge på Christiansborg, dengang de hed Ny Alliance. ’Kulturparnasset’ var imod, så liberalisterne endte med selv at betale. Johnny Madsen skulle det være, for det er fedest, når man kender kunstneren, mener landsformand og MF, Leif Mikkelsen
  • Praktikken og æstetikken

    26. juli 2013
    De Konservative har overtaget et gruppeværelse, hvor kunsten ganske tilfældigt passede godt til partiet. Med historiske referencer, en evne til at forstørre folketingsgruppen og tilføre rummet æstetik er værket velplaceret hos partiet, mener Lars Barfoed
  • Vinduerne ud til dem, det handler om

    15. juli 2013
    En virkelighed, hvor du ikke undgår kvaler, er maleriernes udtryk i Socialdemokraternes gruppeværelse. Det skal være det, politikken kompenserer for, siger folketingsmedlem John Dyrby Paulsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Måske er de billeder, der bliver vist her, valgt for deres farveholdning. Matcher så at sige betrækket på stolene. Trist, trist.

Sven Dalsgaard ville gøre underværker. Pifte stemningen i rummet op.