Læsetid: 3 min.

At leve med Duras

I Marguerite Duras’ ’Smerten’ grædes der over tabet af hjemland, tabet af frihed og over Europas ødelæggelse
Foto: Camerapress/Scanpix

Foto: Camerapress/Scanpix

26. juli 2013

Lige siden jeg som 14-årig læste Marguerite Duras for første gang, har der været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har læst andet. Jeg har svælget i Duras, og ingen andre bøger, hvor velskrevne og betydningsfulde de end har været, har i disse perioder kunnet måle sig med Duras’ værker. Jeg bliver afhængig af Duras, som man kan blive afhængig af stoffer, alkohol, mad. Jeg skal simpelthen hjem og have Duras-fixet inden dagen er omme.

Det er det umiskendelige Duraske vandmærke, en både nøgtern og poetisk sproglig evne til at fremskrive kærlighedens umulighed, dødens evige nærvær og ikke mindst smerten, der gør Duras’ bøger så særegne og ikke til at slippe igen.

Smerten, som udkom i 1985, består af fem fortællinger, der alle finder sted ved afslutningen af Anden Verdenskrig. De fleste af fortællingerne trækker ifølge bogens prolog på en for længst glemt dagbog, der pludselig dukker op. Især titelnovellens beskrivelse af en ung forfatterindes psykiske sammenbrud, mens hun venter på, at hendes mand skal vende tilbage fra koncentrationslejren, bærer den genkendelige autobiografiske tone, som vi kender fra mange af forfatterens bøger: »Så snart jeg hører dette navn, Robert L., begynder jeg at græde. Jeg græder stadig. Jeg vil græde hele mit liv.«

Der bliver grædt meget i Duras’ bøger, og det er ikke bare en forbipasserende gråd, en dulmende, helende gråd, nej, det er en gråd der fortsætter ind i evigheden, og som insisterer på ikke bare at blive nævnt, men beskrevet, dvælet ved, gentaget. Først og fremmest gentaget.

Duras’ karakterer, om de er helt eller halvt autobiografiske, græder over kærlighedens og begærets umulige hjemkomst, det at ingen kærlighed kan leve op til kærligheden, som hun siger et sted. De græder over tabet af hjemland, tabet af frihed, de græder over Europas ødelæggelse, menneskers ondskab, over krigen.

Tabt barndom

I Smerten ligger Europa i ruiner, og det gør kærligheden og barndommen også: Hovedpersonen i titelnovellen forlader sin mand, der vender hjem fra koncentrationslejren, uden at det noget sted udtales, at hun ikke længere elsker ham. At forlade mens man endnu elsker er en tematik, der dukker op i mange af Duras’ bøger, ligeså vel som den tabte barndom tages op igen og igen, ofte personificeret i det jødiske barn, der har overlevet krigens gru. I den sidste af bogens fortællinger, »Aurélia Paris, optræder en forældreløs pige. Duras skriver: »Det er opfundet. Det er en vild kærlighed til den lille forladte jødiske pige.« Det opfundne jødiske barn, både den tilbagevendende pige, der ikke kan indfanges af skriften, Theodora Kats, og drengen med de grå øjne, som har bevidnet sin lillesøsters likvidering, dukker op i adskillige bøger. Altid optræder de som en påmindelse om krigen og den smerte, der havde været indeholdt i koncentrationslejrene, og som ved krigens afslutning blev lukket ud i hele Europa.

Som sådan står Smerten centralt både i forfatterskabet og i den europæiske litteratur, der blev skrevet efter 1945. Der er ingen som Duras, der formår at skrive krigens rædsler ind i enhver samtid, som da hun i klummesamlingen Sommeren 80 jubler over, at det er lykkedes for arbejderne i den polske by Gdansk at danne Solidaritetsbevægelsen sideløbende med sine beskrivelser og fabuleren over det barn nede på stranden, som hun dagligt følger fra sit vindue: Drengen med de grå øjne fra en af feriekolonierne i Roches Noires; det jødiske barn som igen skal minde os om den tragedie, der ramte Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu