Læsetid: 2 min.

Det lille menneske og den store sammenhæng

Hultbergs skæbneanekdoter i højst moderne form
Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

30. juli 2013

Peer Hultbergs Byen og Verden (1992) spiller i sin titel på pavens Urbi et Orbi, til byen og til verden, altså de første tre ord i pavens velsignelse af Rom og den katolske verden ved jul og påske. Hvis bogen ikke er fortalt af én med adgang til den højeste indsigt, er den derimod fortalt af en hel bys hviske-tiske-sladrende og nådesløst udleverende borgere. Byen er Viborg, hvor Peer Hultberg henlevede sin ungdom, inden han satte kursen mod København, hvorefter han boede i London, Zürich og endelig Hamborg. Men menneskene kunne for så vidt høre hjemme i alle verdens byer og endda til alle tider. De utallige individuelle skæbner fremstilles nemlig i et dobbeltlys; de er borgere i det 20. århundredes Viborg og samtidig tidløse bibelsk-mytologiske figurer. Hvor Hultberg i sine tidlige romaner havde skrevet et tidssvarende moderne dansk, benyttede han i, hvad der skulle blive hans sidste roman, et besynderligt utidssvarende sprog med antikverede ord og forældede staveformer, som står i skærende kontrast til romanens højst moderne fortællemåde og komposition. Bogen bærer undertitlen Roman i hundrede tekster, og det fragmenterede i de korte skæbneanekdoter falder umiddelbart i øjnene, men man bør ikke overse det kompositionsprincip, hvormed fragmenterne bliver dele af en større helhed. For bare at følge én tråd i romanens spind af relationer mellem teksterne kunne man opholde sig ved fortællinge(r)n(e) om Povl Hestlund, hvis navn har initialer tilfælles med Peer Hultberg, og som man træffer i begyndelsen, midten og slutningen af romanen.

De tre små fortællinger handler alle om muligheden af at finde gensidig og uegennyttig kærlighed, én af katolicismens syv kardinaldyder. Bogens første fortælling og fortælling nummer 51 omhandler uegentlig kærlighed. Først i den afsluttende fortælling, nummer 100, finder Povl Hestlund, hvad han hele sit liv har søgt. Det fortælles, at Povl allerede i seksårsalderen føler trang til at beskytte sin skolekammerat, lille Anton Rasmussen. Povls mor er stolt over »sin søns kristne sind«, indtil hun opdager, at han betragter Anton som lidt mere end sin bedste ven. For at vende hans tanker i en anden retning belærer hun ham ondskabsfuldt om, at svaghed og fattigdom kan være selvforskyldt. Til Antons begravelse mange år senere møder han Antons tvillingesøster, Anna, som han forelsker sig hovedkulds i og da forstår, at det han tidligere havde følt for Ketty Bang-Hansen og Birte Jensen, ikke var den rene kærlighed. Anna, der sidder i rullestol og er ude af stand til at få børn, vil sikre sig, at han ikke har forelsket sig i hende af medlidenhed, og da hun opnår sikkerhed herom, gennemstrømmes også hun af den egentlige kærlighed. I lyset af Peer Hultbergs Selvbiografi (2009), hvor især ungdomsårene i Viborg hudflettes og homoseksualiteten blotlægges, kan man tilmed læse denne sidste fortælling som en maskeret selvbiografi. Byen og Verden er dedikeret »Til Fredy«, schweitzeren Alfred Wäspis kælenavn, som forfatteren mødte i 70’erne og levede sammen med i Hamborg indtil sin død i 2007.

Peer Hultberg - ’Byen og verden’, 1992

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu