Baggrund
Læsetid: 4 min.

Løbet er kørt efter ’det ophøjede helvede’

Efter Chris Froomes triumf på Mont Ventoux står det klart, at Alberto Contador ikke vinder Tour de France 2013. Heller ikke selv om hans direktør, TV 2 og muligvis ham selv hager sig fast i ’nye muligheder’ i Alperne
Kultur
15. juli 2013
Efter Chris Froomes triumf på Mont Ventoux står det klart, at Alberto Contador ikke vinder Tour de France 2013. Heller ikke selv om hans direktør, TV 2 og muligvis ham selv hager sig fast i ’nye muligheder’ i Alperne

På min plan fra sportsredaktøren står der ’reportage’ om Mont Ventoux, men jeg ser løbet i fjernsynet og har eksempelvis ikke den kollektive klirren af tandhjul, der er selve lyden af et felt, som oplevelseskulisse. Denne klirren, der hensætter entusiasten i en særlig form for løfterig ekstase, der varsler afgørelsen ved målstregen, og som ikke kan forklares, medmindre man har den i hovedet. Hvad jeg har er Tour’en som fænomen, en mere nøgtern iagttagelse af de 21 forløb, der genoptages tirsdag og formentlig kulminerer med enkeltstarten på onsdag, som Team Skys supermand Christopher Froome er god til, og som efter alt at dømme vil knæsætte hans triumf i Paris. For gårsdagens mytiske Mont Ventoux-etape leverede ikke den spænding om udfaldet, entusiasten havde set frem til, eller rettere sagt: håbet på.

Quintanas forsøg

Han kørte efter etapesejren, den 23-årige colombianer Nairo Quintana, og selv om han tabte til den gule trøje med et halvt minut og måtte nøjes med at genvinde den hvide ungdomstrøje, skabte han løbet. Som trods distancen på 242 kilometer reelt først fandt sted på den 21 kilometer stejle stigning fra landsbyen Bédoin til tinden af ’det ophøjede helvede’, som den franske filosof (franske intellektuelle tager løbet meget alvorligt) Roland Barthes kaldte Mont Ventoux, og som på visse stræk har en stigningsprocent på 12 procent.

Godt 12 kilometer før mål rykkede Quintana i det fjerlette tråd, der begejstrer entusiaster, og fik ret hurtigt et pænt minut ned til feltet med Chris Froome i australieren Richie Portes baghjul, Katusha-holdets klatrer, Joaquim Rodríguez, Quintanas holdkaptajn, Alejandro Valverde, og Alberto Contador, der blev hjulpet opad af Roman Kreuziger.

Skulle det virkelig lykkes? Quintana åd uden besvær resterne af dagens tidlige udbrydergruppe, Omega Pharma-Quick Steps Sylvain Chavanel, der i anledning af Bastille-dagen angreb planmæssigt, Radioschacks Jan Bakelants og Mikel Nieve fra det baskiske Euskaltel-hold. Chris Froome blev liggende i Richie Portes baghjul indtil syv kilometer før mål, hvor han med en acceleration, der efterlod de øvrige rivaler, indledte forfølgelsen af den 57 kilo lette colombianer. Som blev nået ca. seks kilometer før mål. Froome kørte videre opad og væk. Quintana lignede nu en taber, men fik igen føling med Froome, og de to hovedpersoner fulgtes ad på de næste kilometer, kiggende hinanden ud, vurderende graden af modstanderens lidelse.

Overvundet

Quintana så stadig ubesværet ud, han tog sine føringer uden at kny, og alt tegnede til en nådesløs duel til sidste meter. Indtil der manglede godt en kilometer, og Froome igen satte en acceleration ind. Han kørte i mål med 29 sekunder til Quintana og i en øjensynlig ubesværet stil, der ’bekymrede’ såvel kommentatorerne i Frankrig som i TV 2-studiet i Odense.

Fra kommentatorboksen i Provence lød ordet ’robot’ om Froomes kørsel, hvorimod ordet ’doping’ ikke blev nævnt. Tidligere på etapen havde Jørgen Leth og Rolf Sørensen konstateret, at den permanente dopingmistanke, der hviler over løbet, ikke har spoleret interessen, snarere tværtimod. Men som ikke desto mindre igen var oppe at vende med Froomes kørsel på de sidste syv kilometer.

Rolf Sørensen (var det vist) formulerede den måbende forbløffelse: »Ordet suveræn er en underdrivelse«. Således blev etapen også en illustration af arbejdsfordelingen mellem TV 2-kommentatorerne i Frankrig, der tager sig af oplevelsen, og studiet i Odense, der tager sig af processen, og som tog fat på dopingmistanken. Uden at nå anden konklusion, end at Froome havde kørt opad bjerget på omkring en time, altså en tid, der er under rekorden på 58 minutter.

Men om ikke andet viste Mont Ventoux, at Sky-kaptajnen kører, som det passer ham, selv med et invalideret hold uden hviderusseren Vasil Kiryienka og nordmanden Edvald Boasson Hagen, der begge er udgået. Dog havde australske Richie Porte restitueret sig og genvundet sine ’gode ben’ efter nedturen oven på glansnummeret på den første Pyrenæer-etape.

Tour’ens etikette

Men turen op til ’det ophøjede helvede’ viste først og fremmest, at Bjarne Riis-esset, Saxo-Tinkoffs Alberto Contador, ikke har nogen realistisk mulighed for at vinde dette løb, heller ikke selv om såvel TV 2-boksens kommentatorer som Bjarne Riis, i en af sine sædvanlige ordknappe ikkeanalyser, med sær stædighed insisterede på, at han har »nye muligheder« i de kommende Alpe-etaper torsdag, fredag og lørdag.

Sådan så det ikke ud i går, da Contador blev sat syv kilometer før målstregen og tabte yderligere halvandet minut på ’det skaldede bjerg’.

Jeg fulgte etapen sammen med Henrik Jul og Hans Kornø Rasmussen (som nogle læsere vil huske for hans økonomiske analyser i denne avis), og her er vi tilbage ved løbet som fænomen. De to kørte i 2008 strækningen op til ’det ophøjede helvede’ – på cykel altså – og således var transmissionen i går anledning til en social reunion. Som er en del af fænomenet Tour de France, som Mont Ventoux-myterne er en del af. Her har de store navne brilleret – luxembourgeren Charly Gaul, der vandt en tidskørsel til toppen af bjerget i 1958 og dermed vandt løbet. Hvor den franske klatrer, Richard Virenque, og den belgiske ’kannibal’, Eddy Merckx, vandt, og hvor Lance Armstrong tabte – og aldrig har vundet på netop det bjerg, selv om han prøvede i 2009.

Der blev i TV 2-transmissionen snakket en del om, at han ’forærede’ 2002-etapen til Marco Pantani – det gjorde han muligvis. Men Pantani blev ikke fornærmet over gaven, hvis det altså var en gave, men at Armstrong hævdede det offentligt og tilmed omtalte den italienske bjergrytter som ’Dumbo’ med et hint til hans udstående ører. Og i Tour’ens etikette gør man ingen af delene.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Riis er færdig som holdejer, ikke kun fordi Saxo Bank falder fra.

Peter Michael Holm

Hvor mange vindere i de sidste 20 år er ikke blevet afslørede som dopede?
Vi har gang på gang set et fantom køre uforklarlig bedre end alle andre, vinde og siden blive afsløret som medicinske zombier. Denne gang er det groteskt.

Slettet Bruger

TV2’s dækning er eet langt medløberi. I år dog ikke som tidligere gange, hvor man ikke turde nævne det farlige ord før alt eksploderede for øjnene af seerne, og det ikke stod til at redde med mere udenomssnak om slotte og franske oste.

Nu tør kommentatorerne godt smage på ordet, om end kun i sammenhænge, hvor det påstås, at denee eller hin præstation er et klart tegn på, at rytterne ikke kan være dopede, eller ved indkaldelse af ekspert, som kan støtte nogle teorier, som strider mod al fornuft, og mens deltagerne præsterer bedre end sidste mange års lange række af dopede vindere.

Okay, det kan så være udtryk for det øvrige journalistiske niveau. Man kan have forkærlighed for løbet, være påvirket af nogle økonomiske interesser, eget job, kampen om seertal, reklameindtægter etc, men er der slet ikke nogen nedre grænse?