Du må ikke elske

Når vi nu alligevel er i gang med at fejre Søren Kierkegaard, kan man passende minde om, at den bog, som den ensomme, højt begavede unge tyske teolog Adrian Leverkühn sidder med på skødet, da hans højhed Djævelen manifesterer sig i hans stue, er Enten-Eller.

Den er slået op på afhandlingen om de musikalsk-erotiske stadier – altså ikke på Forførerens Dagbog, som det nu og da nævnes. Det er Don Giovanni, livsfrådseren og gudsfornægteren, ikke den sterile hjernevasker Johannes, som Thomas Manns hovedperson er tiltrukket af. Den sensuelle musikalske bølge, den, der fører til dans, rus og kaos, er det, som interesserer den blege, hæmmede intellektuelle, ikke den strategiske forførelse, der snakker, som den har forstand til, men aldrig kommer ud af busken i virkeligheden – af angst, livsangst. Den kender Adrian altfor godt.

Selv kaldte Mann Doktor Faustus, som udkom i 1948, for ’sin vildeste roman’; intet under – den går gennem marv og ben og ikke mindst hans egne. Ingen anden roman af Thomas Mann trækker så direkte og nådesløst på hans egen biografi, dvs. dens dunkle side, ikke facaden: de mange årtiers ægteskab, familie, børn og repræsentative forpligtelser. To kvinders selvmord i romanen er umiskendelige genfortællinger af Manns to søstres død for egen hånd. I Adrians nærhed dør folk. Det er en del af kontrakten. Adrians elskede ungdomsven Rudi, en violonist med et barnligt og charmerende åbent væsen, er bygget nøje over en alvorlig ungdomsforelskelse i Manns eget liv – Rudi bliver skudt i en sporvogn i München. Anledningen er et jalousidrama, som Adrian selv er motoren i.

Værst og for læseren mest rystende går det ud over Adrians femårige nevø, der til sidst – som følge af komponistens sidste forsøg på at forbinde sig med livet – dør en grusom død af meningitis. Den lille Nepomuk – hvis model var Manns eget elskede barnebarn Frido – var Adrian begyndt at elske med varme. Den gik ikke.

Doktor Faustus er skrumpet ved genlæsningen. Det lyder paradoksalt, for den er stadig genial, men sådan er det. Ligesom huse og stuer kan være det, når man genser dem efter lang tid. Jeg læste den for godt 60 år siden, mens støvet lagde sig efter den verdenskrig, der er selve rammen i Doktor Faustus. Hele det sammenstyrtende kaos ikke blot i samfundet, men i og omkring mennesket og kunsten, som romanen beskriver, ovenikøbet fortolket af både den heretikanske og villysørenske (noget mere analytiske!) modtagelse, gav romanens betydning en særlig ærefrygtindgydende glans. Det var en af de bøger, der i mine unge dage ved sin blotte karisma gjorde mig til litterat.

Men i dag ligger bogens magt et andet sted end i begyndelsen af 1950’erne. Og det gør den kunstnereksistens og –rolle, den handler om, også. Hvis der findes nogen mere. Digterfyrsternes tid er forbi. Og Doktor Faustus er selv et noget nær verdenshistorisk farvel til den. Massesamfundet, observeret allerede af folk som Elias Canetti og Hermann Broch, har erstattet den borgerlige humanistiske epoke og den dertil svarende borgerlige livsform, som Mann blev født ind i og strengt fastholdt for sit personlige vedkommende, undergravedes allerede i hans egen levetid.

Romanens stadig gyldige betydning ligger i noget elementært. Ikke i dens subtile leg med kunstteori, montage og citater, men i fortællingen. Den fascinerer konstant ved sin i bund og grund romantiske spænding mellem ekstrem realisme og et alt gennemtrængende indre drama. Fortællingen er mesterværket.

Hovedmotoren er en fundamental længsel mod opfyldelse, udløsning, udfrielse og samtidig af det forgæves i denne længsel. Forfald, nederlag og fiasko er overalt resultatet. For familien Buddenbrooks, for Hans Castorp i Troldfjældet, et af livets problembørn, som Mann ynder og har forstand på, for ikke at tale om stakkels Aschenbach i sin strandkurv. Og så fremdeles.

Men med Faust er skridtet taget mod det endegyldige syndefald og den største straf; forvisning til helvede. Og her er al sentimentalitet – à la f. eks. i Tonio Kröger – fejet til side.

Fristeren havde stillet én betingelse for at give kunstneren en 24 års skaberrus og gennembrud på alle de kunsteriske fronter – Satan skulle jo også have noget ud af det! – at han måtte undvære kærligheden: Du har ikke lov til at elske. Dit liv skal være koldt – kærlighed, der varmer, er dig ikke tilladt. Det var prisen.

I Adrian Leverkühn har vi en skønånd, der i sin isolation og arrogance begærer at slå verden med beundring med sine kunstneriske sejre, og med djævlens hjælp opnår det gennembrud, han har ønsket sig, og som skal inspirere ham til det værk, der én gang for alle maner Beethovens 9. Symfoni og dens menneskevenlighed i jorden. I den ydre verden svarer Adrian til Hitler, der også besværgede underverdenen, i alt fald i tyskernes hjerter, til at følge sig og blev til sidst med sit folk, der begejstret ville den totale krig, hentet af Djævlen. Broder Hitler hedder et lille essay af Mann, dog fra 1939.

Verdenskrigens slutning, oplevet indefra i Tyskland, er bogen igennem det akkompagnement, der ledsager Adrian Leverkühns historie. For mens de allierede bomber den nærmeste storby, sidder Adrians tro og godmodige jævnaldrende ven, Serenus Zeitblom, og skriver historien om den afdødes skrækkelige liv og den destruktion, det udløste i sig og omkring sig. Doktor Faustus har nemlig form af en biografi om komponistens liv og død, skrevet af hans humanistiske og fornuftige ven, hvis dæmpede tone giver hele romanen en effektfuld distance til de oprørende begivenheder.

På amerikansk grund, hvor Thomas Mann søgte ly, kunne romanen om død og djævel ikke være groet. Dér var der stadig for megen nybyggerånd, og Mann tænker aldrig frem og ikke nyt, men tilbage. Ganske vist ikke som i Joseph-romanerne helt tilbage til de glade polyteistiske dage i Ægypten, men – kritisk – til den europæiske middelalder, der dengang i tyverne og trediverne endnu gærede i den tyske folkekulturs kringlede gyder, og til 1800-tallets dødsfikserede romantik, samt til det, der gennemtrænger det mannske og tyske univers: den allestedsnærværende musik, musik, musik.

»Denne roman«, skrev Mann til sin søn Klaus, mens han skrev den, »bliver min Parsifal«.

Kort sagt: den er først og fremmest tysk. Tysk som Luther, der kastede med blækhuse efter den onde. Tysk som Nietzsche, hvis livsbane Adrian Leverkühhns er kalkeret over.

Og så er den jo først og sidst tysk, fordi Faust, den gamle folkebogs Dr. Faust, der ville gøre sig til guds ligemand, er det. Bevares, Goethe! Men hans Faust blev jo frelst. Det kan Mann ikke bruge.

Thomas Mann er ikke Doktor Faustus. »Min kunst,« sagde han, »er ikke indgivet mig af Fanden.« Nej, den er indgivet ham af en subtil bevidsthed om, at det onde er en pervertering af det gode. Det betød ikke, at Mann undskyldte fascismen. Tværtimod, han bekæmpede den om nogen. Men han hang sammen med den, og det vedgik han.

Thomas Mann - 'Doktor Faustus', 1947