Læsetid: 2 min.

Den menneskelige komedie

Saramagos samler i fablens og allegoriens form tråde fra hele den europæiske historie
Saramagos samler i fablens og allegoriens form tråde fra hele den europæiske historie
Kultur
30. juli 2013

En mand bliver med ét blind, siddende i sin bil, og mens han venter på, at lyset skal skifte fra rødt til grønt. Sådan fortsætter det, snart er blindheden en epidemi.

Den manglende evne til at se har muligvis sine årsager et sted bagude, men det er, hvad der følger af blindheden, en grum og langsomt eskalerende overlevelseskamp, romanen har sit hovedfokus på. Det er med andre ord i epidemiens konsekvenser, at dens årsager bliver synlige.

De allerede blinde og de raske smittebærere – alle ofre for, hvad en fantasifuld konsulent snart døber »hvidesygens ætiologi« – isoleres på et nedlagt sindssygehospital under overvågning af bevæbnede vagter. Det er regeringens egen omsorgsfulde forordning, en arv fra koleraens og den gule febers tid og »indtil videre«.

Herfra begynder den gradvise afskalning af al menneskelighed, beskrevet med stor indlevelse og en sval, næsten munter ironi, der kun uddyber ubehaget.

Vi følger livet på sovesalene om natten og i de tidlige morgentimer, kroppenes nærhed – fremmede og i stort tal – med deres lyde og uddunstninger. Så den indbyrdes kamp om mad og territorium og dernæst den regulære krig mellem de internerede og deres vagter og mellem de internerede indbyrdes; udplyndringer, overgreb, voldtægter. Det er kz-lejren som allegori, eller det er som i William Goldings roman Fluernes herre mennesket givet sin egen natur i vold.

Tre personer skiller sig ud.

Den ene er »anføreren for de nederdrægtige blinde«, der rangerer i toppen af terrorens hierarki, en sadistisk og udspekuleret kapo, der udplyndrer de andre grupper af blinde og voldtager kvinderne i bytte for mad. Han har fuldt og helt overgivet sig til tilfældets ondskab, frivilligt og nydelsessygt. Den anden er lægen, der i kraft af sin egen og sit fags filantropiske autoritet vælges til leder for sin afdeling, men hvis redelige humanisme er hjælpeløs over for barbariets regime.

Endelig er der lægens hustru, den eneste seende blandt de blinde, som med en blanding af altruistisk omsorg (hun plejer de syge, vasker de døde) og uforknyt handlekraft (hun dræber anføreren for de nederdrægtige med en saks) bliver det altoplysende centrum i José Saramagos menneskelige komedie og – læst med hende som centrum – evangelium.

Der er ikke noget særligt 1990’eragtigt over Saramagos roman. Snarere samler den i fablens og allegoriens form tråde fra hele den europæiske historie – historien om kz-lejrene, om diktaturerne, de totalitære samfund og historien om alle samfunds ophav: menneskets melerede natur.

José Saramago - ’En fortælling om blindhed’, 1999

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Det er egentlig mærkeligt i disse anmeldelser af litteratur, vi få ingen litterære analyser ingen oplysninger om bøgerne er velskrevne eller ej. Til gengæld tæppebombes vi med moralske, politiske og ideologiske udsagn er det tidens trend?