Nådeløs skønhed

Vi kommer fra den store by. Vi har rejst hele natten. Vores mor har røde øjne. Hun bærer en stor papkasse og vi to har hver sin lille kuffert med tøj, samt fars store ordbog som vi giver til hinanden når vi bliver trætte i armene.«

Sådan åbner Agota Kristof’s roman Det store stilehæfte, første del af en trilogi, der også består af Beviset og Den tredje løgn. Så enkelt åbner den: To drenge ankommer til deres bedstemors hus langt ude på landet, hvor de skal placeres, fordi deres mor ikke længere kan skaffe mad til dem i byen. Der er krig. Deres far er ved fronten, ingen ved, om han er død eller levende.

Forenet mod bedstemor

Det store stilehæfte udkom i 1986. Bogen er oversat til mere end 30 sprog. Agota Kristof, født i Ungarn i 1935, men siden 1956 og frem til sin død i 2011 bosat i Schweiz, modtog i 1986 The European Prize of Literature for netop denne bog. Trilogien handler om de to tvillingebrødre Lucas og Claus (bemærk anagrammet) og i Det store stilehæfte fortælles der altså i vi-form, hvilket giver bogen en form for nådesløs skønhed. Dette ’vi’ bliver på samme tid fuldstændig anonymt, koldt og afstumpet og fuldstændig gribende, fordi det også udtaler brødrenes fællesskab og dybe afhængighed af hinanden. En ikkenavngivet krig et ikkenavngivet sted, en bedstemor, som landsbybeboerne kalder for Heksen: Præcis så egoistisk og gemen som man er nødt til at være, hvis man vil overleve i en krigszone.

Og som Hans og Grethe er drengene nu fanget i heksens hus, i en helt ny verden, hvor det handler om undgå alle former for svaghed og om hele tiden at være et skridt foran Bedstemor, at kunne gennemskue hendes næste træk og udnytte hende bedre, end hun udnytter dem. Drengene udvikler sig til gode strateger og mestre i manipulation, alt i mens de både psykisk og fysisk hærder sig selv på de mest modbydelige måder for at kunne eliminere deres fortabthed og deres længsel efter forældre og kærlighed. På et tidspunkt spørger en officer, som har lejet et værelse i deres hus, om de nyder f.eks. at slå hinanden med et bælte. »Nej. Vi vil bare overvinde smerten, varmen, kulden, sulten, alt hvad der skader os.«

Lucas og Claus skriver om det, de oplever, i et stilehæfte, de skriver om de mennesker, de møder, de ting, de overværer, og romanen er således dette stilehæfte, hvor alle de korte kapitler har titler som »Det fremmede sprog«, »De andre børn«, »Pengeafpresning«, og »Øvelser i at faste«. Og her formulerer de også en slags poetik. Det gælder om at skrive så nøgternt som overhovedet muligt: »Vi skriver: ’Vi spiser mange nødder’ og ikke ’Vi elsker nødder’, for ordet ’elske’ er ikke et sikkert ord, det mangler præcision og objektivitet. ’At elske nødder’ og ’at elske sin mor’ kan ikke være udtryk for det samme. Den første formel betegner en behagelig smag i munden, den anden en følelse. De ord, som betegner følelser, er meget vage, det er bedst at undgå at bruge dem og holde sig til beskrivelsen af ting, mennesker og sig selv, det vil sige en beskrivelse som er tro mod kendsgerningerne.«

Det store stilehæfte er en brutal, smuk, afsindigt vigtig krigsroman, skrevet af en forfatter, der ikke for ingenting også var digter og dramatiker. Sproget er renset, klart – og som ædende ild. Scenerne korte og perfekt turnerede. Den uskyldigt simple og næsten læse-letagtige komposition over for det voldsomme stof gør hver eneste sætning dybt foruroligende. Da bogen udkom på dansk skrev Informations anmelder at den er »som et barberblad pakket ind i silkepapir«. Det er sandt. Agota Kristof blev opfattet som (og behandlet som) en ’smal’ forfatter, mens hun levede, og jeg håber inderligt, at denne alt for begrænsede opfattelse af hendes forfatterskab vil ændre sig, for hendes værk er verdenslitteratur af den allermest originale slags. For mig var Det store stilehæfte en åbenbaring. Jeg forstod, hvad en roman kan. Alt, når det er Kristof, der fører pennen.