Læsetid: 4 min.

Praktikken og æstetikken

De Konservative har overtaget et gruppeværelse, hvor kunsten ganske tilfældigt passede godt til partiet. Med historiske referencer, en evne til at forstørre folketingsgruppen og tilføre rummet æstetik er værket velplaceret hos partiet, mener Lars Barfoed
I Margrete Sørensens værk ’Tidsspejl’ er tallene fra kongerækken gengivet på  adskilte spejlfriser, der løber forskudt i flere højder på væggene i det smalle rum,  der udgør de konservatives gruppeværelse.
26. juli 2013

Jeg ved ikke, om de årstal siger dig noget, når du kigger på dem?« tester Lars Barfoed, da han viser kunsten frem i De Konservatives gruppeværelse på Christiansborg. Tallene står på adskilte spejlfriser, der løber forskudt i flere højder på væggene i det smalle rum, hvor billedhuggeren Margrete Sørensen har fået ophængt sit værk Tidsspejl.

Det er ikke første gang, at gæster er blevet stillet det spørgsmål, og det rigtige svar er kongerækken. Det virker oplagt for et parti, »som godt kan lide at stå for gud, konge og fædreland«. Men det er ikke orkestreret efter partiets ønsker.

»Det er en tilfældig omstændighed, må jeg indrømme. Det blev vores gruppeværelse, da værket var under udarbejdelse. Og det blev hængt op, kort tid efter at vi overtog gruppeværelset. Men uanset hvad, så er der en god symbolik i det,« siger Lars Barfoed.

Ved vinduet, i den ene ende af rummet, har partiet selv indrettet en »lounge« som Lars Barfoed kalder det med svanestole og Bestlight-lamper, hvor folketingsmedlemmerne på kanten af et gruppemøde kan vende spørgsmål, der ikke har været en del af den officielle dagsorden. Gruppeformanden benytter sig også af den del af lokalet, når han har kaffeaftaler med folk.

»Jeg synes, at man sidder med en fantastisk udsigt og lys herinde. Det er et godt lille rum i rummet,« siger han.

Moderne konservativt

På spejlene på væggen er der forskellige referencer til tid: ugedagene, året for Grundlovens indstiftelse og månefaser. Desuden tjener spejlene også en praktisk-politisk funktion.

»De får rummet til at virke bredere. Jeg siger nogle gange i spøg, at det – i en periode med kun otte i folketingsgruppen – får det til at se ud som om, at vi er lidt flere,« siger Lars Barfoed, der peger på, at man i spejlene kan se byen, så man ikke nødvendigvis skal hen til vinduet for at skue ud over den.

– Selv om der er historiske referencer i værket, er det en slags moderne installationskunst. Ville I hellere have haft anden kunst, hvis I kunne vælge selv?

»Nej, vi ser os selv som et moderne konservativt parti, der er bevidste om historien og generationskontrakten. Man skal kende historien for at forstå samtiden, men vi er optagede af, at det skal ske i en moderne kontekst. Vi ser ikke tilbage på svundne tider og ønsker dem tilbage,« siger han.

»Så derfor er det rigtigt at have et moderne kunstværk, som reflekterer historien. Det passer godt til os.«

Adspurgt om, hvad han personligt mener god kunst er, tøver han fem-seks sekunder. »Det er flere forskellige ting,« siger han og skitserer den første mulighed:

»Der er god kunst, som er æstetisk og dekorativ, og som bare er med til at understrege et rum. Det er jo også kunst, at der et flot og pænt gulvtæppe her, hvor gulvtæppets linjer passer til stolenes linjer,« siger han og peger på teksturen i gulvtæppet og stolene.

Udover æstetikken, som skal gøre det behageligt at være i et rum, skal kunst sætte tanker i bevægelse, siger Lars Barfoed.

»Den skal gøre beskueren nysgerrig og give anledning til refleksioner. Nogle siger, at kunsten skal provokere. Det kan den gøre, men det behøver den ikke.«

En god fortælling

Margrete Sørensens Tidsspejl gør begge dele: Der er refleksion og æstetik, mener Lars Barfoed. Han lægger vægt på, at han ikke ville være glad for et interessant kunstværk, hvis det ikke også gjorde sig godt i forhold til rummet.

»Jeg ville ikke syntes, at det skulle være her, hvis det ikke gjorde rummet æstetisk pænt.«

– Men bemærker man overhovedet kunsten i dagligdagen?

»Det er klart, at som med så mange andre ting, så kigger man ikke på det hver dag og tænker, at det er fantastisk. Men jo, det er da ofte, at jeg tænker over det. Og når folk er herinde for første gang, så bruger jeg altid lejligheden til at reflektere over det. Det er en god fortælling.«

»Men de andre facetter – at det gør rummet bredere og henter byen ind i rummet – er noget, hvor man bevidst eller ubevidst noterer sig det, fordi det er en del af fornemmelsen at være herinde,« siger han.

En anden god fortælling, som Lars Barfoed gerne fortæller, er historien om, da han var gruppenæstformand, og Helge Adam Møller var gruppeformand.

Det var dengang, De Konservative skulle flytte gruppeværelse til Socialistisk Folkepartis tidligere gruppeværelse, som i dag er de radikales. Lars Barfoed havde ikke set gruppeværelset før, og de to konservative vidste ikke, hvilken slags kunst der var i rummet.

Men de var noget skeptiske og havde deres bange anelser for, hvad folkesocialisterne mon kunne have fundet på at pryde væggene med.

»Vi var i hvert fald ret enige om, at alle de der plakater med Che Guevara, som de nok havde derinde, skulle ned,« siger Lars Barfoed.

Men de blev beroligede, da de overtog rummet. Der er malerier af de fire årstider i varme farver og uden referencer til revolutionære ledere.

 

Serie

Seneste artikler

  • En liberalistisk kamp for kunsten

    3. august 2013
    Liberal Alliance måtte kæmpe for at få Johnny Madsens malerier op at hænge på Christiansborg, dengang de hed Ny Alliance. ’Kulturparnasset’ var imod, så liberalisterne endte med selv at betale. Johnny Madsen skulle det være, for det er fedest, når man kender kunstneren, mener landsformand og MF, Leif Mikkelsen
  • Kunsten skal fortælle en historie

    18. juli 2013
    I ideologisk korrekt ånd blev kunsten i Venstres gruppeværelse i 2005 sat i udbud. Men vindermalerierne er dystre, mener kulturordfører Michael Aastrup-Jensen, som – hvis han en dag bliver gruppeformand – vil have Sven Dalsgaards værker op i stedet. Ligesom hjemme hos ham selv
  • Vinduerne ud til dem, det handler om

    15. juli 2013
    En virkelighed, hvor du ikke undgår kvaler, er maleriernes udtryk i Socialdemokraternes gruppeværelse. Det skal være det, politikken kompenserer for, siger folketingsmedlem John Dyrby Paulsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu